Martina har et job, som kun tre kvinder i Danmark har – og hun oplever især én fordom

”Hvad laver du egentlig?” Spørgsmålet er det, som Martina Katrine Staub oftest får, når folk hører, at hun er skovløber.

– Mange tror, at jeg fælder træer hele tiden, siger hun med et smil og antyder samtidig, at det ikke er tilfældet.

Martina er en af kun tre kvindelige skovløbere i Danmark, og hendes opgaver i Danmarks største skovområde er mange og forskelligartede. 

Og jo, hun fælder træer, men hun planter også nye, rydder op efter storme, fortæller skoleelever om livet i skoven og sætter hegnspæle op. Blandt meget andet.

– Jeg er bondegårdspigen, der aldrig har været bange for at tage fat. Min kæreste siger, at jeg er ”frygtelig stærk”, men jeg er blevet mødt at fordomme om, at jeg er en lille pige med langt hår, som ikke har styrken til det her job, men det har jeg, og det kræver det. Det ville være forkert at sige, at det ikke gør, fortæller hun og tilføjer med et smil:

– For nylig var jeg ude for at sætte pæle i jorden og gik lidt rundt for at se på området, før jeg gik i gang. Der sad en mand og drak kaffe på en bænk. Han spurgte, ”Nå, er du ude for at kigge på tingene?”, og da jeg sagde, at jeg skulle at sætte pæle i jorden, kiggede han godt nok. 

Der er mange, der tror, at jeg er hende, der tager hjem og fortæller mændene, hvad de skal gøre, forklarer hun med et stort smil.

Martina oplever jævnligt, at folk stopper op og betragter hende, når hun er i gang med noget hårdt fysisk arbejde, og at der er stor forskel på, hvordan børn og voksne reagerer på en kvindelig skovarbejder, der kun er 1,69 meter høj.

– Børnene siger, ”Orv, hun fælder et træ”, mens voksne mere kigger en ekstra gang, når de går forbi.

Drømmejobbet

Martina er 38 år, og da hun i sommeren 2025 blev ansat som skovløber af Naturstyrelsen i Søhøjlandet, var det kulminationen på mange års arbejde for at nå hertil.

– Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde ude og med dyr. Jeg er vokset op med heste, papegøjer og lidt grise og rendte over til genboen, som havde kvæg, fortæller Martina.

Som barn ville hun være dyrlæge, men fandt ud af, at de var mest på klinikkerne og ikke ude på markerne og i staldene hos dyrene. Som teenager tilbragte hun mange timer i Fussingø Skov, og en dag så hun noget, der kom til at forme hendes fremtid.

– Jeg mødte skovens folk. Jeg kan tydeligt huske sollyset gennem træerne, hvor herrerne i det grønne tøj stod. Det var skovarbejdere og skovfogeden – dem, som arbejder i naturen – og det tændte en drøm i mig om at gøre det samme, fortæller Martina.

Hun blev uddannet produktionsgartner i skovplanter, og siden er forskellige efteruddannelser kommet til. Senest natur- og miljøteknolog fra Aarhus Erhvervsakademi. I den forbindelse flyttede hun hjem i sin gamle teenagelejlighed på gården i Vester Velling, hvor hendes mor fortsat bor.

– Vi havde nogle gode år sammen, og så fik jeg arbejde her, da min forgænger gik på pension. Han boede i huset her, og han gav mig sin skovløberhat, som hørte til de uniformer, som skovløberne i ældre tid havde på, når der var kongelig jagt. Den er jeg glad for, fortæller Martina, der også har overtaget skovløberboligen.

Hun er i det hele taget ret tilfreds med livet, som det har udviklet sig med naturen og jobbet lige udenfor døren og en kæreste, der, som hun selv, kan lide at gå på jagt, vandre og være i naturen.

– Vi mødtes på Tinder og har så mange fælles interesser. Vi gør det til en date at tage på skydebanen og flyttede sammen ind i huset her, da det var færdigrenoveret i vinter, fortæller Martina.

LÆS OGSÅ

43-årige Gitte blev frivillig i Aalborg Zoo frem for førtidspensionist – og hun elsker det

43-årige Gitte Caspersen var ikke interesseret i en førtidspension, da hun blev tilbudt det efter et opslidende forløb med stress. For hende var det et nederlag, at hun ikke kunne bruge sin lange uddannelse til noget. I stedet fandt hun frem til et forpligtende fællesskab i Aalborg Zoo. Her arbejder hun som frivillig og elsker at møde havens gæster i øjenhøjde.

Lytter til træerne

Selvom vi mødes med Martina på en dejlig, solskins-sommerdag, som ikke kunne være bestilt bedre, så kan hun bedre lide årets andre årstider.

– Det er dejligt i dag, men om sommeren står naturen og dyrene i den lidt stille, og det er først henne i august, at der begynder at ske noget. Jeg elsker lyset om efteråret og sanserne, der skærpes. 

Så napper det lidt i kinderne, når jeg går tur med hunden om morgenen. Vi er ude ved halv fem-tiden, hvor skoven vågner. Det er dagens bedste tidspunkt, erklærer hun.

Hunden Medo ser ud til at være enig fra sin plads på terrassen, hvor den har søgt skygge. Martina har ofte hunden med, når hun er i skoven, for hun skal også tjekke, om der er skilte nok på de gule ruter i skoven.

– Jeg er Naturstyrelsens øjne og ører, og jeg har lært af de andre skovarbejdere at lytte til træerne. Bøgetræer, der er over 250 år, knirker på en bestemt måde, og jeg kan også se, og høre, om skovens træer er i nedbrydning. Fuglene fortæller også, hvad der sker derinde mellem træerne. Vi skal bare lytte, siger Martina.

Fritid og arbejde flyder sammen for skovløberen, der ikke lægger noget særligt i, at hun er en af bare tre kvindelige skovløbere i Danmark. Hun passer sit arbejde og er glad for, at det består af så mange slags opgaver.

– Jeg er også naturformidler, og det er dejligt at have sådan en 1. klasse med på sansetur i skoven, for børn er så åbne og mindre forbeholdne end voksne. De er klar til at smage på blade, og hvad jeg ellers serverer, fortæller Martina smilende.

Skoven er også hendes og kærestens spisekammer, for de spiser kun vildt og fisk, som de selv har skudt eller fanget, og Martina er bevidst om, at et fysisk udfordrende liv og job kræver, at man tager sig godt af sig selv.

– Jeg er lidt som min stærke frihjulstrækker: Jeg har meget styrke, og det er der en tryghed i – også når jeg er meget alene ude, som jeg er. 

Det kræver ordentlig mad, og mere end franskbrød til morgenmad, for jeg bruger meget fysisk energi, og det gør mig godt at være træt om aftenen, når jeg kommer hjem, siger Martina og tilføjer.

– Og, mit arbejde er jo perfekt, for min hjerne skal også beskæftiges; ellers keder jeg mig lidt. Her får jeg lov at udfolde mange interesser, og i takt med at jeg bygger på indholdet i mit arbejde, så bliver det mere omfavnende. Nu føler jeg, at det omfavner mig. 

LÆS OGSÅ

Katerina Pitzner har lagt diamantkarrieren bag sig og kastet sig over det spirituelle: ”Jeg kalder det en moderne mystiker”

Når Katerina Pitzner kan mærke, at der er noget, der gentagne gange kalder på hende, har hun lært, at det er en god idé at gå i den retning. Derfor er hun flyttet til Italien, hvor hun i dag arbejder med den særlige kraft, hun har mærket i sig, siden hun var en lille pige – et valg, der betyder, at hun føler sig mere hjemme i sig selv end nogensinde før.