Katerina Pitzner har lagt diamantkarrieren bag sig og kastet sig over det spirituelle: ”Jeg kalder det en moderne mystiker”

I 2021 fik Katerina Pitzner en diagnose, der endte med at vende op og ned på hendes liv. 

Igennem fire måneder havde hun været usædvanlig træt og havde følt sig svag og glemsom. 

Hun havde haft smerter i hele kroppen, en summende følelse i arme og ben og en pulserende kulde-varme følelse ned i det ene ben. 

Da lægen hørte hendes symptomer, blev hun kaldt ind til undersøgelse og derefter med det samme sendt videre til udredning for multipel sklerose. 

– Allerede et par år inden havde jeg kunnet mærke, at min værnepligt som diamanthandler var ved at være aftjent. Jeg havde haft min egen diamantvirksomhed siden 2009, men jeg følte ikke længere den samme begejstring, og jeg var begyndt at kede mig. 

Dybt indefra kunne jeg mærke, at jeg skulle noget andet. At jeg var done. Jeg havde stadig mega, mega travlt og arbejdede sindssygt meget, og jeg tænkte hele tiden, at jeg havde brug for tid. Men tid til hvad? 

Tid til at tænke tanker, tid til at beame mig selv ud i universet uden hele tiden at blive hevet tilbage til et spørgsmål om, hvorvidt en ring kunne fås i en anden størrelse. Hvordan skulle jeg få den tid? Skulle jeg stoppe helt som diamanthandler?, spørger Katerina Pitzner og forsætter:

 – Jeg ønskede ikke, at min fortælling bare skulle være, at jeg blev født, fik fire dejlige børn, blev diamanthandler, og så døde jeg. Det var simpelthen ikke godt nok. Der måtte være noget mere. Der findes den her idé om, at sjælen har nogle mål for hver inkarnation her på jorden, og hvis vi ikke følger den plan nogenlunde, kan vi mærke, at vi ikke trives. 

De tanker gik jeg med, samtidig med, at forretningskvinden i mig sagde: Er du da fuldstændig sindssyg? Du tjener gode penge, og du har brugt år, blod, sved og tårer på at bygge din forretning op fra ingenting. Du kan da ikke bare lukke og slukke. Men så ville skæbnen, at jeg i 2021 fik at vide, at jeg havde sklerose. 

Mange danskere kender Katerina Pitzner og hendes familie fra TV 2 reality programmet "Diamantfamilien", fra de sociale medier og fra mange artikler i særligt de kulørte ugeblade, hvor man har kunnet følge med i familiens op- og nedture. 

Katerina har trukket sig fra det meste af den slags og bor i dag i Norditalien, hvorfra hun skriver spirituelle bøger, driver sin metafysiske brevkasse og laver online clairvoyante readings. 

Det er en verden, der ligger meget langt fra den benhårde forretningsverden, som hun tidligere befandt sig i, men det er samtidig en verden, som hun faktisk altid har befundet sig i, og som diagnosen i 2021 endegyldigt fik skubbet hende helt ind i. 

Igennem fire uger, hvor hun ventede på svar på en rygmarvsprøve, forsøgte hun at forlige sig med sit nye liv som kronisk syg samtidig med, at hun tænkte over, hvad det skulle betyde for hendes arbejdsliv. 

– En nat, hvor hele min krop spændte og summede, lå jeg i min seng og tænkte, hvis det her er min nye virkelighed, er jeg nødt til at acceptere det, for hvis ikke jeg gør det, så har jeg to problemer: Både de fysiske symptomer og min modstand mod dem. 

Og det er altså et problem for meget, og hver gang vi gør modstand mod virkeligheden, taber vi. Så jeg tænkte, okay, jeg ved, der er noget godt i alting, så hvad er det gode ved, at jeg er sat helt ud af spillet på den her måde? Og så kom det bare til mig sådan her… 

Hun knipser med fingrene.

 – Så behøver jeg ikke at drive min forretning mere, for nu har jeg en legitim undskyldning for at stoppe! 

Hun smiler over hele ansigtet.

 – Og det var MINDblowing for mig, for jeg vidste ikke, at jeg åbenbart havde brug for en form for tilladelse til at kunne træde tilbage. 

Jeg vidste ikke, at jeg havde pålagt mig selv sådan et kæmpe ansvar og så stor en forpligtelse, at jeg var nødt til at blive ved, for hvem stopper en succesfuld virksomhed? 

Med diagnosen kunne jeg mærke, at jeg havde fået min undskyldning. Min officielle tilladelse til at kunne trække mig. Det kort – kronisk sygdom – det rydder hele bordet. 

Hun holder en lille pause.

– Men så skete der det, at jeg kort efter fik at vide, at jeg slet ikke havde sklerose! Jeg manglede bare D-vitamin, og da jeg begyndte at fylde mig med det, var det som at få sat stikket i. Så var jeg flyvende igen. Helt sindssygt. Og fantastisk. 

Samtidig tænkte jeg, at jeg havde været igennem den chokerende og livsomvæltende periode af en grund. Jeg vidste også med det samme, at grunden var, at jeg skulle bruge den indsigt, jeg havde fået, til noget. Og det var, at det var tid til, at jeg lukkede min diamantvirksomhed, og at jeg ikke behøvede nogen tilladelse til det. 

Så det gjorde jeg. 

Og jeg elsker, at jeg har gjort det. 

Hvad tænker du om, at du skulle have den fejldiagnose, før du turde tage springet? 

– Det er det, der ofte sker. At man går og siger, uh, jeg vil så gerne dit, jeg vil så gerne dat, men jeg har ikke tid. Nå, svarer universet, vil du have tid? Jamen, det sørger vi da lige for. 

Som når man siger "Be careful what you wish for, you might just get it"? 

– Præcis. Jeg tror på, at universet overordnet set er et kærligt univers, det vil os det godt. Det kan godt være, at vi skal have nogle lussinger undervejs for at lære nogle ting, og at der desværre også er noget om, at vi lærer bedst, når vi har hånden på kogepladen. 

Vi lærer ikke så meget ved at blive strøget med hårene, mens vi får at vide, hvor fantastiske vi er. Det er, når vi snubler eller kører helt i grøften, at vi lærer nogle ting. 

Og jeg kan bare se, hvor fantastisk det var, jeg fik det der kæmpe vink med en vognstang. 

Du lever alene og har ikke en andens økonomi at læne dig op ad, hvordan turde du slippe en succesfuld virksomhed med god indtjening for at kaste dig fuld tid ind i den mere usikre, spirituelle verden? 

– Heldigvis havde jeg sørget for at lave en opsparing. Men jeg må også bare sige, at jeg kunne ikke lade være. Det handler om loven om tiltrækning. At det, vi sender ud, er det, vi får tilbage. Og jeg er nu et sted i mit liv, hvor det giver så utrolig meget mening. 

Jeg mærker et helt andet flow og en helt anden fred i dag. En måde, hvor tandhjulene bare lige så stille og roligt falder i hak. Det betyder ikke, at jeg ikke er udfordret. For det bliver jeg også. Selvfølgelig. Men min tilgang til udfordringer er helt anderledes i dag end tidligere. 

LÆS OGSÅ

Katrine Engberg mener, at kvinder sladrer mere end mænd – men hun forstår godt hvorfor

Krimiforfatteren mener, at hun sladrer mindre, end hun tidligere har gjort. Men generelt oplever hun, at kvinder har større tendens til at sladre end mænd, men hun forstår det godt – for ifølge hende ligger sladderbehovet i en forskel mellem kønnene.

En usynlig kraft 

Katerina har interesseret sig for metafysik så langt tilbage, som hun overhovedet kan huske, og hun har også altid kunnet forbinde sig til noget højere og til andre mennesker og dyr. Som barn vidste hun bare ikke, hvad det var. 

– Det er en interesse, jeg er kommer hertil med, og som jeg har dyrket på forskellige niveauer hele mit liv. 

Jeg har altid været optaget af det her store: Hvorfor? Også som barn. Noget af det tidligste, jeg kan huske, stammer helt tilbage fra jeg var omkring fem år, hvor jeg for alvor begyndte at undre mig. 

Jeg har altid – altid – haft en kontakt til en usynlig kraft, som jeg har talt med. Som helt lille tænkte jeg ikke over det, men senere tænkte jeg, nå, det må jo være Gud. Men kraften kom før begrebet gud. 

Hvordan talte du med den kraft? 

– Inde i mig selv. Den var bare nærværende i mig, og på et tidspunkt begyndte jeg at stille den spørgsmål som: Hvorfor er der onde mennesker? Hvorfor er der krig? Det forstod jeg simpelthen ikke. 

Da jeg senere fik koblet gudsbegrebet på, tænkte jeg, jamen, der kan jo ikke være en gud, når der sker onde ting. 

Hvilke svar fik du så? 

 – Så kom svaret med det samme, ligesom det gør nu, hvor du spørger.

Og hvad er svaret? 

– Det er, at det er mennesker, der skaber ondskaben på grund af vildfarelse i deres sind. De føler sig truet. Det er ikke Gud, der skaber onde ting. 

Var det også sådan nogle svar, du fik som barn?

 – Nej, det gjorde jeg ikke, for det ville jeg slet ikke have været i stand til at høre. Det kom først senere, da jeg åbnede op og bad om at lære mere. Da jeg var barn, fik jeg mere en form for trøst, når jeg talte med den højere kraft. Det føltes som et stort, åndeligt, varmt kram. 

Talte du med familie eller venner om, at du havde den her samtale med noget større?

 – Slet, slet ikke. Men jeg er opvokset på en gård med dyr, og jeg talte med dyrene om det. Det fandt jeg meget stor tryghed ved. Dyrene og jeg var på det, jeg i dag vil kalde samme kærlige frekvens. 

Hvorfor talte du ikke med andre mennesker om de her ting?

 – Jeg vidste ikke, om der var nogen, jeg kunne tale med det om. Generelt taler vi for lidt om, hvad der sker indeni os, så jeg kan ikke sige, at der ikke var nogen, jeg kunne have talt med, for jeg ved det ikke. Jeg prøvede slet ikke. Jeg vidste ikke, om andre mærkede de ting, jeg mærkede. 

Følte du dig anderledes? 

– Ja, helt klart. 

Hvordan var det? 

– Det kunne til tider være ensomt, fordi jeg følte mig forkert. Jeg følte simpelthen ikke, at jeg var som de andre, og jeg følte ikke, at jeg kunne det, som andre kunne, rent socialt. Men jeg fandt helle og trøst med dyrene og i de samtaler, jeg havde med den højere kraft. 

Hvornår lukkede du mere op for det spirituelle? 

– Det skete gradvist. Da jeg 16 år, gik jeg i gang med at læse Freuds psykoanalyse, fordi jeg tænkte, at jeg var nødt til at finde ud af, hvad fanden der foregår inde i psyken. Og jeg skal da hilse at sige, at det var lidt af en mundfuld for en pige på 16. 

Da jeg var 19-20 år begyndte jeg at interessere mig meget for mentaltræning, fordi jeg var meget optaget af, om jeg kunne stole på min intuition.

Katerina uddannede sig derfor indenfor det, der hedder Silva-metoden, en form for dynamisk meditation, og her lærte hun blandt andet at tune ind på andre mennesker.

– I dag ville jeg nok kalde det, vi lærte, for clairvoyance, og jeg fandt ud af, at jeg havde totalt hul igennem. Uddannelsen lærte mig også forskellen på intuition og tanker, og at jeg fandt ud af, at jeg altid kan stole på min intuition. 

Det er noget af det, jeg også arbejder med i dag, for jeg vil så gerne have, at mange flere mennesker bliver endnu bedre til at mærke efter og lytte til deres intuition. 

Jeg vil gerne hjælpe mine klienter til at styrke forbindelsen til den højere intelligens, som er med os hele tiden. Vi er aldrig alene. Og hvis folk bare vidste det i alle livets situationer, ville der ikke være så mange frygtbaserede tanker og så meget bekymring. 

Hvad er forskellen på intuition og tanker?

 – Det kan man tydeligt mærke, for intuition kommer altid helt rent. Den forklarer ikke, den forsvarer ikke. Det er en instant knowing. Du ved det bare. 

Tankerne, det der kommer fra dig selv, vil forklare og forsvare. Og der vil ofte være en stærk følelse med tankerne. Enten i form af følelsen ja-ja-ja-det-skal-jeg eller nej-nejer-du-da-helt-sindssyg, uh, det er farligt. Der er ingen følelser med intuitionen. Den er der bare. 

Og det mærker du selv? 

– Det gør jeg, men hey, er jeg skyldig i at have overhørt min intuition? Oh yes, i den grad og rigtig mange gange. Som alle andre. Jeg har lært det på den hårde måde. 

Målet er fred 

Det gælder om at holde tungen lige i munden denne formiddag i Katerinas sommerhus i Nordsjælland, for hun kommer hurtigt vidt omkring, når hun med stor passion taler om det spirituelle og ikke mindst filosofien og metafysikken, som hun har brugt de sidste tre år på at studere online på et privat amerikansk universitet. 

"The Power of Practical Mysticism: How Living as a Modern Mystic Will Improve Your Life" hedder hendes ph.d.-afhandling, som hun fik godkendt fra det amerikanske universitet i maj, og som har givet hende noget struktur og ekstra akademisk pondus at gennemføre. 

Men hvad ER metafysik egentlig?

 – Meta betyder over og fysik refererer til det fysiske. Så metafysik handler om alt det, der vedrører vores eksistens, og som ikke er fysisk. Det handler om, hvorfor vi er her, og hvordan det hele hænger sammen. 

Da jeg flyttede til Italien i 2023, kunne jeg mærke, at jeg havde brug for nogle rammer og noget struktur omkring min fordybelse i metafysikken. 

Derfor kastede jeg mig over at lave en ph.d. i filosofi med metafysik som underemne. Jeg kan godt lide at sætte en bunsenbrænder i rumpen på mig selv, og det gør jeg ved at sætte mig nogle mål, hvor jeg tænker, okay, det kan jeg godt, men det kræver, at jeg tager mig sammen. Sådan et mål var ph.d.en. 

Hvad dækker titlen på ph.d.en over? 

– Jeg har skrevet om, hvordan man som moderne mystiker, som jeg kalder det, kan skabe sig et bedre liv, når man kender til de skjulte, metafysiske love, som vi alle sammen er underlagt, uanset om vi tror på dem eller ej. 

Det er spændende at undersøge, fordi det ser ud som om, at vi alle sammen er kommet hertil som Bambi på glatis. 

Uden en manual til livet bliver vi bare kastet ud på isen på røv og albuer. Hvorfor er det sådan? Og hvorfor bliver vi ved med at slå os? Hvad er det, vi ikke ser?

Min ph.d. og min forståelse af det er, at vi kolliderer med de usynlige, universelle metafysiske love, og at vi simpelthen ikke altid spiller efter de regler, der findes, fordi vi ikke har lært dem. 

Jeg har helt konkret selv oplevet, at hver gang jeg spiller efter reglerne, så flyder livet. Så har jeg fred. Og for mig er det målet. At have fred. At være i balance. 

Nævn nogle af de metafysiske love, du tager fat på? 

– De fleste kender loven om tiltrækning. Det, du sender ud, får du tilbage. Og her kan vi bringe fysikken ind i billedet, for kvantefysikken siger, at alt er energi, og al energi søger resonans. 

Det er ret logisk, og det er det, jeg elsker ved metafysikken. For mig er den logisk. Så er der loven om mentalisme, som handler om, at alt er mentalt og kommer fra dig selv. Det vil sige, at du skaber din egen virkelighed. 

Hvis to mennesker går i biografen og ser den samme film, vil de have lagt mærke til noget forskelligt og have haft hver deres oplevelse. Men samtidig er der nogle universelle vibrationer, som vi lærer, når vi kommer her på jorden. 

Vi får at vide, det der er et træ, og det der er en bil, så vi har de samme referencepunkter og kan tale sammen. Men det er stadig mentalt. 

Jeg kan også nævne loven om vibration. Alt vibrerer ved en given frekvens. Det betyder, at der ikke er noget, der er ligegyldigt, og at vi derfor skal være ret bevidste om vores intention med det, vi gør. Hvis du f.eks. laver såkaldt "kærligt" grin med et andet menneske, undskylder du dig måske med, at det bare er for sjov. 

Men det har en vibration. Og tror du egentlig, at det er sjovt for den, der modtager det? Og var det, hvis du skal være helt ærlig overfor dig selv, din hensigt, at det bare var for sjov og kærligt ment? Eller var der i virkeligheden et lille stik i det? 

Loven om vibration siger, at alting betyder noget, fordi alting påvirker. Vi er energetiske væsner, og vi kan mærke energi uanset om vi er bevidste om det eller ej. Og det viser tilbage til loven om tiltrækning. 

Om Katerina Pitzner, 56 år

Tidligere diamanthandler, tv-personlighed, forfatter og foredragsholder. 

Blev kendt som diamanthandler, da hun lavede serien "Diamantfamilien" på TV 2. 

Har lagt karrieren som diamanthandler bag sig og lever i dag som moderne mystiker og formidler af metafysik med bl.a. en metafysisk brevkasse. 

Har for nyligt taget en ph.d. online i filosofi med metafysik som underemne på et privat universitet i USA og har skrevet bøgerne "Sjælens begær" (2017) og "Velkommen til jorden – manualen, vi aldrig fik" (2025).

Mor til tre voksne døtre og en voksen søn og mormor til et barnebarn på knap to år.

Det, du sender ud, er det noget, du selv har lyst til at modtage?

Katerina holder en lille pause for at lade ordene synke ind, så de kan mærkes. 

– Og det leder mig tilbage til at sige, at jeg mener, at vi mennesker taler alt, alt, alt for lidt om vores indre liv. Det skal vi blive meget bedre til, for det er vores indre liv, der skaber vores ydre liv. 

Når jeg svarer på spørgsmål i min metafysiske brevkasse eller har readings, får jeg ofte at vide, at jeg sætter ord på det, mine klienter tænker indeni, og at det føles som en stor lettelse. 

Vi har så meget skaberkraft inde i os, og det er også fra vores indre, vi får hjælp. 

Så flere dybe samtaler i stedet for de overfladiske? 

– Ja. Jeg har brugt meget tid i mit voksne liv på at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg ikke var god til at netværke eller være i forsamlinger med mange mennesker. 

Hvorfor kunne jeg ikke det, når alle andre så ud til at være så gode til det? I dag har jeg accepteret det, og jeg forstår også hvorfor, det er sådan. Når folk er ude i større sammenhænge, har de deres masker på. De er ikke ægte. 

Det er det, mit system bouncer på, jeg bryder mig ikke om at være i det uægte. 

Jeg er meget sandhedssøgende, og det er også en frekvens, man kan tune ind på for at finde ud af, hvad der er sandt og autentisk. Dybest set handler det om at finde ud af, hvem man er. Det er et kæmpe spørgsmål, og det er noget, som mange filosoffer gennem tiden har mediteret over. Det er også et spørgsmål, jeg selv bruger meget tid på. Hvem er jeg? 

Hvad er du nået frem til? 

– At jeg er en uendelig energi, som aldrig er født og aldrig dør. 

Hun griner. 

Fordi energien allerede var her og fortsætter, selv når dit fysiske hylster ikke kan mere?

 – Ja, fordi vi ikke er vores krop og den avatar, vi leger, vi er. Kroppen og vores avatar er det, vi udtrykker os igennem lige nu og her, men det er ikke den, vi er, selvom vi hele tiden leger, at det er sådan. 

Frihed i Italien 

Katerina har truffet mange store og modige valg i sit liv. Det gælder både erhvervsmæssigt og privat. At flytte til Italien var endnu et af de valg. 

Hun har tidligere boet i både Paris, London, Luxembourg og Stockholm i længere tid ad gangen, og hun elsker kombinationen af at bo i udlandet og så besøge Danmark.

– Norditalien er tæt på Danmark, så jeg hurtigt kan komme hjem og se familien. Jeg flyttede derned, fordi jeg havde brug for at flytte mig fysisk og komme helt væk fra hverdagen, så jeg kunne tænke nogle nye tanker. 

Nu har jeg selvfølgelig en ny hverdag i Italien, men den er helt anderledes end min hverdag i Danmark. Både fordi jeg laver noget helt andet, men også fordi jeg ikke kender nogen dernede. 

Det kan være, det kommer hen ad vejen, men jeg kan faktisk godt lide at have friheden til at bevæge mig rundt uden at støde ind i nogen, jeg kender. 

Hvordan er din hverdag i Italien? 

– Den er virkelig, virkelig fredelig. Jeg bor sammen med Ophelia, min yngste. Hun læser, men er lige ved at være færdig, så vi skal finde ud af, hvad der så skal ske. 

Min hverdag er, at jeg går ture med lille Eddie, Elviras hund, som jeg har overtaget, og så skriver jeg, passer min brevkasse og laver readings over Zoom. 

Og så tænker jeg en masse tanker. Det kan jeg virkelig bruge lang tid på. Jeg kan godt føle, at jeg er beamet helt væk i tre-fire dage ad gange. 

Fra virkeligheden?

 – Ja. Det er utrolig lækkert. Men igen, metafysikken siger, at alt skal være i balance, så jo mere æterisk energi, vi har omkring os, desto mere har vi også brug for at grounde os. 

I Italien bor jeg i en lejlighed, og derfor nyder jeg at komme hjem til min have her i sommerhuset, hvor jeg dyrker krydderurter og knækker alle mine negle i jorden. 

Du har nævnt ordet fred flere gange, hvad betyder fred for dig? 

– Fred er lykke for mig. Jeg jagter ikke lykken, jeg søger fred. Det eneste, der kan stå i vejen for freden, det er vores tanker. Det er sindet. Så jeg arbejder hele tiden med at stilne mit sind. Jeg mediterer rigtig meget. 

Hun holder for første gang en længere pause. 

Nu blev du helt stille?

 – Ja. Så går man ind i energien, ikke. 

Var det det, der lige skete nu?

 – Ja, det var det. 

Du fandt fred i et kort øjeblik? 

– Lige præcis. Midt i vores snak. Det handler også om nuet. I nuet er der fred. Man har kun problemer, hvis man befinder sig i fortiden eller fremtiden. 

I nuet er der faktisk aldrig nogen problemer. Derfor øver jeg mig rigtig meget i at være i det nu. Det betyder, at hvis jeg f.eks. skal mødes med en person, hvor der har været en konflikt, så træder jeg ind i nuet. 

Så er der ikke nogen historie, det er bare et rent møde. Mand kommer ind ad døren. Taler med mand. Mand går ud ad døren igen. Prøv det, det virker. 

Katerina tror ikke, at hun på sigt skal blive boende i Italien. Ikke fordi hun ikke er glad for det, men fordi… 

– Jeg altid er lidt på vej. Jeg er et af de mærkelige mennesker, der overhovedet ikke finder det stressfuldt at flytte. Jeg elsker det. Jeg er ikke færdig endnu i Italien, bestemt ikke, men hvad tiden bringer, ved jeg ikke. 

Er du den rodløse type?

 – Nej. Det oplever jeg slet ikke. Jeg synes, det er så inspirerende at slå rødder et sted, hvor man ikke kender nogen eller noget. Inden jeg flyttede til Italien, tog jeg selvfølgelig et par ture derned for at mærke, hvordan energien var. 

Derefter dykkede jeg ned i, hvordan livet udspiller sig. Hvilken lille café drikker de lokale kaffe på? Hvilken stemning er der i kirkerne? 

Jeg er ikke religiøs, men kirkerne har nogle sindssygt flotte, pompøse rum med en skøn ånd. 

Og så er der naturen. Bjergene er så storslåede. De giver mig lidt den samme følelse, som jeg får i en flyvemaskine, hvor det er som om, at låget på himlen bliver fjernet. 

Det er nemt at lave planer og tænke tanker i en flyvemaskine, hvor jeg kan slippe de jordiske begrænsninger og få overblik over, hvad det egentlig er, jeg vil. 

Hvad er det helt overordnet, der driver dig? 

– Det er en tillid til, at livet vil mig det godt. Når jeg gentagende gange kan mærke, at der er noget, der kalder på mig, så er det en god idé at gå i den retning. 

Og apropos forskellen mellem tanker og intuition: Når jeg kan mærke, at der er en ro omkring den retning, jeg nænsomt, men alligevel også tydeligt, bliver foreslået at gå i, så ved jeg efterhånden, at jeg skal gøre det.

Omvendt, når der somme tider kommer nogle muligheder, hvor jeg kan mærke, at det skal jeg faktisk ikke, så har jeg også lært at sige tak, men nej tak. 

Og jeg elsker, at jeg i dag ved, at jeg ikke behøver at begrunde et nej. Det følte jeg tidligere, at jeg var nødt til, men med årene har jeg lært, at jeg ikke behøver at tage ansvar for andres følelser omkring mine valg.

LÆS OGSÅ

Johanne Louise Schmidt ramte en alvorlig krise i 2023: ”Det var som om, jeg var ved at falde fra hinanden”

Der er en første gang for alting. Det første kys, det første job, det første alderstegn. Vi spørger kendte kvinder om nogle af deres første gange. Skuespiller Johanne Louise Schmidt har haft svært ved skolen, held med kærligheden, og så har hun altid insisteret på at være modig i sit arbejdsliv.