Især én ting har overrasket Julie, efter hun flyttede til København

Jeg forstod det ikke. 

Og jeg blev nærmest helt irriteret, da jeg første gang overværede en person løbe mod metroen og nærmest blokere døren, fordi han jo ikke kunne nå metroen, men død og pine skulle – også selvom det næste tog kom bare tre minutter senere, og han jo faktisk forsinkede den pågældende metroafgang, fordi han forhindrede dørene i at lukke. 

"Hvor travlt har du lige?" tænkte jeg. 

Det er jordens største kliché, men jeg var ganske rigtigt lige flyttet til København efter tre år i Odense og inden da en opvækst på landet i Jylland. 

Mit barndomshjem lå cirka en kilometer nede ad en lang grusvej, lige hvor skoven begyndte, omringet af marker og et enkelt nabohus. Jeg var ikke ret gammel, da min storesøster begyndte at tage mig med i bussen til og fra skole, ligesom jeg senere havde min lillebror med. 

LÆS OGSÅ

Caroline er træt af folks opførsel til koncerter: "Der ligger en fælles opgave i at læse rummet"

Har vi brug for et koncert-kodeks? Ja, mener journalist Caroline Heidemann i denne klumme.

Og da jeg begyndte i gymnasiet, tog jeg fortsat bussen frem og tilbage. 

Jeg har ikke tal på, hvor mange timer jeg har brugt på at vente på eller sidde i en bus, men det var aldrig noget, jeg tænkte over, mens det stod på. 

Det var bare sådan, det var. 

Nogle gange oplevede jeg, at bussen holdt og ventede på mig for enden af grusvejen, fordi buschaufføren, som havde kørt den samme busrute mellem Kolding og Billund i mange år og derfor "kendte" mig og vidste, at jeg nærmest altid skulle med kl. 7 om morgenen mod Kolding Gymnasium, kunne se mig okse afsted på min cykel og næsten var ved mit mål. 

Han ventede på mig, og jeg slap for at vente halvanden time på den næste. 

En enkelt gang, da jeg skulle til min afsluttende matematikeksamen i gymnasiet, ville skæbnen, at jeg kom for sent til bussen, og med udsigten til, at den næste først ville komme et par timer senere, ville jeg ikke nå min eksamen. 

Grædende måtte jeg ringe til min mor, som kom og hentede mig ved busstoppestedet i midten af ingenting og kørte mig til Kolding.

Jeg nåede frem til min eksamen, og alt var godt.

Selvom pulsen var høj, da jeg missede bussen den dag, og selvom jeg aldrig ægte nød godt af det, hvis de første moduler i gymnasiet var aflyst, fordi busserne gik, som de g jorde (ikke særlig ofte og med flere timers mellemrum), og jeg derfor stadig skulle tidligt afsted, og selvom mine forældre da også har kørt mig rigtig, rigtig meget til og fra ting, og det var et bøvl og ikke altid skidefedt at være afhængig af bussen, og at køreplanen var, som den var, så var det ikke noget, jeg tænkte særlig meget over dengang. 

Det var et livsvilkår, fordi vi boede, hvor vi g jorde – ikke en stressfaktor. 

Men alt er jo som bekendt relativt – det gælder også min tidsopfattelse, som, jeg mærker, har ændret sig, efter jeg flyttede hjemmefra for 15 år siden. Jeg er blevet opslugt af andres tidsfornemmelse, en kultur, hvor man løber for at nå et tog, som kører med tre (fem, hvis det går vildt for sig) minutters intervaller. 

Vi timer tingene tight efter de muligheder, vi har. Vi optimerer, optimerer, optimerer. 

Og pludselig tager jeg også mig selv i at gå hurtigere ned ad rulletrapperne, hvis jeg kan se, at det næste metrotog kommer om et minut, og jeg hader det. 

Jeg vil ikke opsluges, jeg vil ikke stresse over ikke at nå et tog, som erstattes af et nyt inden for tre minutter. Det er for meget.

LÆS OGSÅ

Emilie håber, at vi begynder at tale højt om især én ting: ”Det kan ikke passe, at jeg er den eneste…”

”Min kæreste plager mig ikke om intimitet, han har ikke spontant udviklet et vandrende blik eller groet lange klamme fingre, eller hvad jeg nu var bange for ville ske, hvis jeg ”lukkede for den varme hane”. Vi kigger på forlovelsesringe og griner og putter hinanden ind i dyner”