Da Lisbeth så sin ene barndomsveninde i avisen efter 30 år, skrev hun et brev: ”Jeg kom til at savne hende”

79, 79 og 78. Det er alderen på Tove, Karen og Lisbeth, som sidder ved bordet i Toves rækkehus i nordjyske Aabybro. 

I år er det 70 år siden, de begyndte i den samme 3. klasse på Centralskolen i byen. De blev veninder, men mistede kontakten, da de blev teenagere. 

For næsten 30 år siden var Lisbeth årsag til at de igen fik kontakt og kunne dele minderne fra skoletiden.

– Kan I huske, da vi var på udflugt med skolen og smed sedler med vores adresser ud af toget i håb om, at nogen ville finde dem og skrive til os, så vi kunne få nogle penneveninder? siger Tove Pedersen.

De griner, for selvom det er et helt liv siden, så tager rejsen tilbage i tiden blot et nanosekund. Den ene overtager den andens historie, minderne suppleres af de andres oplevelser, og de kommer i tanke om, at de også spillede bold, byttede glansbilleder, påklædningsdukker og ofte sendte hinanden hjem i Ludo.

LÆS OGSÅ

Puk har pennevenner i hele verden: ”Der er enormt meget kærlighed i sådan et brev”

Der er personlighed i gamle, gulnede breve, måske endda hemmeligheder. Og noget taktilt og fredfyldt over dem, vi skriver i dag. Det ved Puk, som har stor veneration for at skrive og modtage det håndskrevne.

– Det lykkedes da også: Jeg fandt en penneveninde, som jeg skrev med i mange år, fortæller Lisbeth.

De to andre kigger på hende og smiler, for selvom de var veninder dengang, så er der stadig ting, de ikke ved om hinandens skoletid.

Som Lisbeths forfærdelige oplevelse fra første skoledag. Lisbeth, der i dag bor i Øster Vrå med sin mand Niels, begyndte i 1. klasse på Skovenge Skole, og efter første dag blev hun stoppet af nogle ældre piger.

– Jeg fik bank! De klyngede mig op ad muren og sparkede og slog mig med knytnæver og deres skoletasker. Jeg forstod ikke hvorfor, men dagen efter fandt jeg ud af, at det var, fordi jeg ikke havde foldet hænderne, sådan som de syntes, at man skulle, da vi bad Fadervor i timen. 

Heldigvis var der en far, der talte med store bogstaver til de piger, så de rørte mig aldrig igen, men det var en traumatiserende oplevelse, og havde det ikke været for den far, så ville jeg have været bange for at gå i skole. Karen og Tove ser alvorligt på barndomsveninden, og Tove udbryder ”det har du aldrig fortalt”.

Glæder og sorger

De tre kvinder ryger tilbage i nutiden, hvor de er nogens mor, bedste- og sågar oldemor. De har alle tre været gift, siden de var purunge, og fik også børn tidligt. 

Mændene er her i dag, for de er også gode venner, og de tre par deler glæder og sorger, som deres liv på hver sin måde også rummer.

– Vi mistede vores datter, som efterlod sig to børn, fortæller Tove.

Sammen med Egon har hun også en søn og kalder det en lykke, at de har i alt seks børnebørn og et oldebarn. Parret er ikke alene om at have oplevet tragedien. Lisbeth mistede sin søster, da hun var ung, og Karen og Bents barnebarn døde.

– Vi har alle oplevet sorgen, og dét taler vi åbent om. Jeg føler, at vi kan tale om alt, siger Karen.

Karen, Tove og Lisbeth gik i klasse sammen indtil Tove kom ud at tjene som 14-årig, og holdt op med at gå i skole.

– Der var ingen, der spurgte, hvad jeg ville, og om jeg måske kunne have tænkt mig at fortsætte, fortæller Tove.

– Du var så klog, at du ikke behøvede det, mens vi andre var nødt til at læse videre, siger Karen med et smil.

Hun og Lisbeth gik i både 8. og 9. klasse på den nærliggende Tylstrup Skole.

– Vi blev hentet her i Aabybro og kørt derop i et folkevognsrugbrød, fortæller Lisbeth.

Efter 9. klasse gik både Karen og Lisbeth også ud af skolen. De blev begge gift som 19-årige. Karen fik tre børn og Lisbeth to. 

Egentlige uddannelser fik ingen af dem, men Lisbeth og hendes mand, Niels, overtog en købmandsbutik i Øster Vrå, længere nordpå i Vendsyssel, mens Karen og Bent flyttede vestpå, til Thisted, hvor de drev en børnetøjsbutik i mange år.

– Jeg var i trikotagebutik her i Aabybro og hjemmegående med børnene, og jeg sluttede mit arbejdsliv med 25 år som sekretær i et lægehus, så jeg blev til lidt alligevel, selvom jeg gik ud af 7. klasse, siger Tove smilende.

”Kan du huske mig?”

Hun og Karen har haft kontakt gennem livet, selv om det blev mindre, da Karen flyttede til Thisted. At de tre veninder mistede kontakten, har de ikke anden forklaring på, end at ”tiden bare gik”.

Altså lige indtil den dag, hvor Karen fyldte 50, og der i den anledning blev skrevet om hende i avisen.

– Da jeg så Karens billede i avisen, kom jeg til at savne hende. Så enkelt var det, fortæller Lisbeth. Derfor skrev hun et brev til Karen.

– Jeg skrev: ”Kan du huske mig? Lisbeth fra Skoveenge”, siger Lisbeth og ser på Karen, der smiler og siger: – Ja, dig glemmer man ikke!

Lisbeth og Karen blev enige om, at de skulle mødes hos Karen, og da Lisbeth kom, var der ”en nydelig ung dame”, som Lisbeth siger om Toves 30 år yngre udgave. Hun genkendte ikke sin barndomsveninde.

– Jeg vidste heller ikke, at Karen havde arrangeret, at vi skulle mødes, men da vi kom, kunne jeg jo se, at der var dækket op til seks. Jeg genkendte ikke Lisbeth, men så hørte jeg stemmen, og så var det sådan, ”Gud, det er Lisbeth”, mindes Tove med et smil.

– Og så var vi der! Helt på samme klinge med det samme, og hold op, hvor har vi grinet sammen siden den dag, fortæller Karen.

Det er nu næsten 30 år siden, trioen fandt sammen igen, og det er de taknemmelige for:

– Vi mødes flere gange om året, men vi ved jo godt, at der kommer en dag, hvor vi ikke kan køre bil længere, og hvor vi ikke har hinanden mere. I vores alder har vi allerede haft mange tab, siger Karen.

Lisbeth indskyder, at de kan snakke om alt, også det svære, mens Tove opsummerer de tre skoleveninders forhold med de her ord:

– Vi kan slet ikke forestille os at være uden hinanden!

LÆS OGSÅ

Svend Brinkmann genovervejede, hvad der er vigtigt i livet, da han mistede sin far og en nær ven – og fandt frem til én ting

Svend Brinkmann har i de seneste år haft mange overvejelser om, hvad han egentlig skal bruge sin tid på.