Louise var tæt på at blive efterladt i en underjordisk hule som 19-årig – i dag lever hun af at udforske dem

Det begyndte med en oplevelse, som vil få hårene til at rejse sig på de fleste. 

Louise på 19 år og hendes lillesøster på 17 var på rygsækrejse og nu i Mulu Nationalpark i Malaysia, der har nogle af verdens største underjordiske huler. 

Som børn havde de med forældrene set turistdelen af hulerne, men nu skulle de med en lokal guide ind og gå seks timer i en knap 300 kilometer lang hule med et sindrigt gangsystem dybt under jorden og klatre og kravle i passager, som lå uden for turisternes oplyste stier. 

Efter nogle timer opdagede Louise et grønt blad på jorden, som hun syntes, hun var gået forbi før. 

LÆS OGSÅ

Jeg valgte at blive skilt fra min mand - da jeg en dag gik forbi hans hus, fik jeg et chok

Jeg lå og grublede i sengen hele natten. For første gang græd jeg på grund af skilsmissen.

– Vi spurgte guiden, om vi var faret vild, men han sagde nej – han vidste bare ikke, hvordan vi skulle komme videre derfra, fortæller Louise. 

– På et tidspunkt gik lyset i vores hjelm-lamper ud – de kunne lyse i otte timer. Men guiden havde også en lille lommelygte og sagde, at vi skulle sætte os ned og blive der, så ville han gå ud og finde vejen og komme tilbage og hente os. 

De to søstre sad nu alene i mørket dybt inde under jorden og holdt om hinanden. 

– Vi begyndte at synge julesange, for de gav god stemning, og vi skulle jo have tiden til at gå. Vi sang og sang og sang – og mistede tidsfornemmelsen. Der blev ikke talt om situationens alvor, siger Louise. 

– Vi tænkte hele tiden, at guiden jo ville komme tilbage. Men det gjorde han ikke. 

Bagefter fik søstrene at vide, at de havde været i hulen i 17 timer. Kun fordi den mand, der skulle hente dem i båd ved udgangen, slog alarm, blev de fundet af lokale. 

– På et tidspunkt hørte vi stemmer, og så råbte vi: ”Vi er her, vi er her”. Og så så vi lys, og det var selvfølgelig en kæmpe forløsning, at der faktisk kom nogen. Derefter tog det stadig nogle timer at komme ud. Og det var magisk at komme ud af hulen. Det er det faktisk altid, fortæller Louise. 

– Det er et sansebombardement at komme ud i verden igen. Det var blevet nat, men der var måneskin, og vi oplevede duftene og lydene i en tropisk nat i regnskoven meget stærkt, og mærkede nuet meget intenst: ”Vi lever. Vores planet er for vild”. Det føltes som at være forbundet til alt det, der er, siger hun. 

Huler i hele verden 

For den nu 52-årige Louise Korsgaard fra Hørsholm kom ungdomsoplevelsen til at forme hendes liv. 

– Jeg blev virkelig fascineret af, hvad hulerne kan, og ville utrolig gerne være med til at opdage ting ved vores planet – for i dag er de underjordiske huler nogle af de sidste uudforskede steder på jorden. 

Louise vidste, hun ville være huleforsker og tog på selvarrangerede ture til forskellige slags kendte huler og kurser i England. 

To år efter oplevelsen i Mulu deltog hun i en engelsk-ledet ekspedition til netop Mulu. Og på universitetet studerede hun hulernes dannelse og deres betydning for de vigtige vandressourcer og fik en ph.d.-grad i vandressourceforvaltning. 

I over tredive år har Louise nu været med til at udforske huler verden over. Til daglig arbejder hun som spildevands-medarbejder i Hørsholm Kommune, men er så derudover gerne på en stor huleekspedition to gange om året. Tit fordi lokale organisationer og myndigheder gerne vil have kortlagt hulesystemerne i forhold til drikkevand, eller fordi stedet slår sig op på, at der findes noget spændende under jorden. 

Louise er derfor vant til at fire sig dybt ned i en skakt i et reb, at kravle igennem snævre passager, hvor man nogle gange må ned og møve sig frem på maven. Nogle gange sover udforskningsholdene inde i hulen, og de er altid mindst tre af sted, så hvis der sker noget, kan én blive hos vedkommende, mens den tredje kan hente hjælp. 

– Jeg kunne være omkommet flere gange, hvis noget var gået galt – f.eks. hvis man glemmer at binde knude i enden af sit reb, så kan man jo falde ned i skakten og ramme klipperne. Det kan være farligt, hvis man begår fejl, men jeg er jo både erfaren og meget opmærksom. Og det er hulens grænser, man udforsker, og ikke sine egne, fastslår Louise. 

Tallerkenstore edderkopper 

I 2006 var Louise med til at finde den længste hule i Indien, der er over 34 kilometer lang. Det var et højdepunkt, siger hun. 

– Det betød utrolig meget for mig, for det medførte, at området blev beskyttet, og lokalbefolkningen fik mulighed for at leve af turisme frem for farlig brunkuls-minedrift. Men der har været mange fantastiske oplevelser inde i hulerne, understreger hun. 

– Hulesystemer er uforudsigelige, man ved aldrig, hvad der er omkring det næste hjørne – det mindste kan blive det største og omvendt, eller pludselig kan passagen lukke helt på grund af f.eks. store klippeblokke. Man kan ligge nede og kravle igennem det mest mudrede og selv være smurt ind i mudder, så alt er brunt, og pludselig kan man komme til en hule med de flotteste formationer – ligesom vi kender dem fra drypstenshuler – krystallerne kan sno sig og have de vildeste former, og lyset fra vores lamper kan få hele hulen til at glimte. Det er så betagende flot hver eneste gang, og så er oplevelsen forskellig hver gang, for der er jo ikke to huler, der er ens. 

Der kan også være flagermus, skildpadder, fisk, mursejlere, skolopendere, tusindben, rotter, slanger og tallerkenstore edderkopper - og det har Louise ikke noget problem med. 

– Jeg har oplevet at komme ind, hvor der er hundredvis af edderkopper, og hvor alle deres øjne lyser i mørket. Det kan være en hel stjernehimmel af edderkoppeøjne. I sådan et øjeblik overgår virkeligheden fantasien. Og man mærker, at vi bor på en fascinerende planet. 

Mærker livet 

At udforske det ukendte underjordiske giver Louise en oplevelse af livets kerne, og hvor dyrebart livet er. 

Hendes mand Torben har samme interesse og vovemod som hende, og han og de to teenagedøtre er gerne med på ekspeditioner ude i regnskoven. 

– Pigerne er med på ”nemme” huleture, og hvis det bliver udfordrende, vender vi om. Så bor vi sammen i lejren, hvor der hverken er internet, mobiltelefoner eller anden underholdning, så de kan godt kede sig og skulle finde på noget. Men de vil gerne med igen her i sommerferien, og det er nærværet, der driver dem, tror jeg. For når vi er sammen på ekspedition, så er vi sammen og til stede – det er nemmere at være nærværende der, hvor vi ikke bliver distraheret. 

Lige efter Louise er kommet hjem fra en ekspedition, kan hun også kigge ud i haven herhjemme og blive anderledes bjergtaget, fordi opmærksomheden er kommet med hjem. 

– Lige bagefter kan jeg virkelig se den mangfoldighed, der er på vores planet – med blomstrende træer, alverdens blomster – og bare græsset, hvor hvert enkelt lille græsstrå er forskelligt, det er jo magisk. 

Hverdagen indfinder sig dog igen, og i Danmark er der ikke nogen huler at komme efter, fordi undergrunden er anderledes her. Men huleudforskningen ude i verden har et dybt tag i hende. 

– Jeg vil gerne være med til skaffe viden om planeten, så vi kan passe bedre på den. Hulerne udfordrer mig også fysisk, og de får mig til at føle mig meget mere levende og giver mig stor glæde. For inde i en hule – og når man kommer ud – finder man ud af, at selve det at mærke, at man er i live, er vigtigere end alle mulige ting, som vi tit tror, er vigtige.

LÆS OGSÅ

For seks år siden begyndte Linda at træne sit ansigt på en bestemt måde – nu anbefaler hun andre at gøre det samme

For seks år siden blev Linda Jakobsen ramt af en funktions­nedsættelse i ansigtet, som gjorde hende trist over sit spejlbillede. Men så stødte hun på en ældgammel visdom om, hvordan man træner ansigtet levende og spændstigt igen. Du kan gøre det samme.