Bettina lever som en kvinde i 1940’erne: ”Det har ikke noget med kønsroller at gøre”

Bettina Richardt bor på på Himmelbjerget i det, hun selv kalder ”Morten Korch idyl” – og det kunne ikke passe bedre, for Bettina har de seneste 15 år levet som en kvinde i 1940’erne. 

Indtil for seks år siden i et byhus i Silkeborg, men Bettina blev så glad for at leve enkelt og gammeldags, at hun ønskede sig køkkenhave, høns og natur, og derfor flyttede hun og manden Kim herud. 

– Vi ville gerne have stilhed og ro ind i vores liv, og børnene var næsten flyttet hjemmefra. På den måde var det et godt tidspunkt at begyndte på en frisk, fortæller Bettina, der er 59. 

Hun kan lide tanken om at dyrke grøntsager selv og få æg fra Betty og de andre høns, der tusser rundt her i den hyggelige have, som Bettina og Kim har skabt ved deres gamle bindingsværkhus. 

LÆS OGSÅ

Lise tog på ferie med sin gode veninde, men allerede efter første dukkert på stranden, fortrød hun

Jeg havde glædet mig til en afslappende ferie til Kreta sammen med Lillian, men allerede efter den første dukkert på stranden gik det op for mig, at ferien nok ikke ville komme til at forløbe helt, som jeg havde håbet på.

– Uden at 1940’erne skal romantiseres, så var det så fin en tid, hvor det var en dyd at få mest muligt ud af det, man havde, mener Bettina. 

Hun har altid købt tøj og ting på genbrug, fordi hun synes, ”det er pænere”. 

Da hun mødte Kim, var han ikke så begejstret for den røde plyssofa, hun havde dengang, og sengen, der var for kort til hans lange ben. 

– Men så solgte jeg det, for det skal ikke komme i vejen for mit liv, som jo er i nutiden, erklærer hun smilende. 

I dag har de været gift i 31 år og har to børn og to børnebørn sammen. Kim går ikke klædt i tøj fra 1940’erne som sin kone, men er tilpas med at bo i et hjem, der er indrettet som på den tid. Endda meget overbevisende, fortæller Bettina med et smil: 

– Jeg holder foredrag om kvindeliv i 1940’erne, og nogle gange foregår det herhjemme. En aften var der en, som efter foredraget spurgte, ”Hvor bor du selv henne?” Hun troede, at det var en kulisse. 

Barndommens tryghed 

At leve som en kvinde i 1940’erne er stærk inspireret af hendes egen mormor. 

– Jeg havde et tæt forhold til min mormor og var meget i hendes kolonihavehus i København. Måske er det ubevidst noget med at søge tilbage til barndommens tryghed, og jeg husker hendes simple, gode mad, som jeg i dag glæder mig over at lave, fortæller Bettina. 

Hun anser det ikke for besværligt at lave retterne fra dengang, Tværtimod synes hun, at det var nemmere at have et basiskøkken og få noget godt ud af årstidens råvarer. Det, der var til rådighed. 

– Jeg har, og bruger, min mormors kogebog. Jeg elsker, at der er et kapitel, som hedder ”Krisemad”, som handler om, hvordan man får lavet mad, når der er knaphed på varerne, som der var under krigen. Jeg synes, det også passer på vores tid, hvor vi vender os mod alt overforbruget, siger Bettina. 

Tidligere var hun ret aktiv på blandt andet Instagram, men i dag undgår hun så vidt muligt skærme, fordi hun synes, de stjæler hendes tid, og derfor passer det hende godt med kogebøger fremfor opskrifter på nettet. 

– Så slipper jeg for hele tiden at trykke på skærmen for, at den ikke skal gå i sort. På den måde er bøger så smarte, siger hun med et grin. 

Betina har en stor samling kogebøger, som går helt tilbage til 1899. Hun har husholdningsbøger fra 1930’erne og mener, at vi skal tilbage til at dyrke vores egen mad: 

– Jeg tror, vi taber gode værdier, når vi tror, vi ikke behøver at kende til gode, grundlæggende husmoderfærdigheder. Det har ikke noget med kønsroller at gøre. Det er bare et håndværk, vi er ved at tabe, siger hun. 

For Bettina er det et aktivt valg at lave efter nogle værdier, som både indsnævrer mulighederne, fordi det skal passe ind i et liv som for 80 år siden, og samtidig har sat hende fri. 

– Jeg har ikke meget tøj, men altid en pæn kjole, jeg kan tage på, og det tager mig tre minutter at sætte mit hår, fordi jeg sover med papillotter, fortæller hun. 

Hårnet og læbestift 

I dag har hun hårnet på, for ”så sidder håret, som det skal”. 

Bettina har både vaskemaskine, mobiltelefon og bil, for hun skal passe sit arbejde som hjemmesygeplejerske. 

– Jeg får så mange komplimenter for mit hår, og de ældre, jeg kommer hos, synes, det er dejligt, at jeg gør meget ud af mig selv. ”Så gør du noget ud af alt”, var der en, der sagde til mig, og det forsøger jeg virkelig, forklarer Bettina og tilføjer: 

– Jeg har aldrig syntes, at det mest interessante ved vintage-livet er, om jeg har rød læbestift på og går i kjole. Jeg er langt mere optaget af at bibeholde de gode måltider, der er lavet fra bunden med omsorg og ro. Plukke selv, sylte og bage. Når jeg inviterer på middag, så serverer jeg gerne kødrand og en fromage til dessert, fortæller hun. 

Bettina mærker, at interessen for at leve mere enkelt er stigende. Hun er en del af et netværk, som mødes i både Sverige og København, og i nærliggende Aarhus har hun en flok vintage-veninder. 

– Så har alle gjort noget ud af, at vi skal mødes, og alle er velforberedte. Vi kommer til tiden, har mad med og har hat og kjole på, fortæller hun. 

Veninderne går ofte en tur i Den Gamle By. 

– Så tror folk, at vi er ansatte og vil gerne tage billeder, fortæller Bettina med et smil. 

Bettina syr selv kjoler, for i dag kan det være svært at finde tøj fra dengang, der kan holde til, at man bruger det til hverdag. Hendes yndlingskjole er dog en original model, som hun uden tøven kalder sit bedste køb. 

– Den har været båret af en kvinde før mig, og nu har jeg haft den i 14 år. Den er fantastisk, erklærer hun. 

At Bettina går i tøj fra dengang, er ikke et udtryk for, at hun synes, at verden var bedre i gamle dage, men: 

– Alting går så stærkt i vores tid, og derfor er det givende at kunne fordybe sig i en tid, hvor vores forestilling nok er, at tiden gik lidt langsommere. Jeg nyder at sidde og kigge i gamle ugeblade, bruge tid på at bage og lave mad fra bunden. Når jeg er sammen med vores børnebørn, så tager vi ikke i Tivoli, men er her i haven og snakker med hønsene eller luger. For dem er der ikke noget mærkeligt i, at jeg ser ud, som jeg gør, siger Bettina og tilføjer smilende: 

– Min datter har fortalt, at hun en dag tog en rød læbestift på, og så sagde mit barnebarn: ”Nu er du lige så fin som mormor”.

LÆS OGSÅ

For seks år siden begyndte Linda at træne sit ansigt på en bestemt måde – nu anbefaler hun andre at gøre det samme

For seks år siden blev Linda Jakobsen ramt af en funktions­nedsættelse i ansigtet, som gjorde hende trist over sit spejlbillede. Men så stødte hun på en ældgammel visdom om, hvordan man træner ansigtet levende og spændstigt igen. Du kan gøre det samme.