Marie-Louise var single og drømte om et barn - så ændrede hun sin måde at date på

Hvis man var gået forbi dem den dag for otte år siden, havde de nok lignet ethvert andet par på første date.

I hvert fald var Marie-Louise Heidelberg både nervøs og ret spændt, da hun mødte op til den planlagte gåturs-date ved Københavns vel nok mest klassiske date-spot – nemlig Søerne.

Men selvom hun havde nerverne udenpå tøjet, som hun havde haft på andre dates før, så adskilte denne date sig på ét vigtigt punkt – hun vidste allerede på forhånd, at den ikke ville lede til et romantisk forhold.

Manden, hun skulle møde, var ellers single, ligesom hun selv var. Men han var også til mænd, ligesom hun selv var.

Til gengæld havde de også en tredje, stor ting til fælles, som nu havde resulteret i, at de skulle mødes; nemlig drømmen om et barn.

- Jeg havde mødt ham på regnbuebarn.dk, som er et onlineforum for folk, der gerne vil lave børn på en lidt anderledes måde. Man kan se det som en form for datingside. Derigennem modtog jeg mange irrelevante og upassende beskeder, så det var lidt en jungle at finde rundt i – men en dag faldt jeg over en profil, som tiltalte mig, fortæller Marie-Louise, som i dag er lidt usikker på, hvem der tog kontakt først – hende eller Kenneth, som manden bag den spændende profil hed.

Men kontakt fik de, og efter nogle samtaler frem og tilbage via regnbuebarn.dk og derefter Messenger, besluttede de sig for at mødes.

Da Marie-Louise gjorde sig klar til ”daten”, var hun opsat på at vise sig fra sin bedste side, hvilket blandt andet betød, at hun ville lade cigaretterne ligge i tasken.

- Jeg tænkte, at jeg slet ikke skulle ryge, for jeg skulle jo måske være mor til hans barn, husker Marie-Louise og griner ved tanken. For der gik nemlig ikke længe, før dén plan blev droppet.

- Efter 5 minutter sagde jeg til ham, at jeg faktisk ryger, men at jeg nok skal lade være, hvis vi nogensinde skulle have et barn. Og han var sådan fedt, fedt, jeg ryger også, siger hun og griner igen.

Med dét var den åbne dialog og kemien mellem de to allerede tydelig, og det første møde ved Søerne blev hurtigt til mange flere ”dates”.

God kemi fra starten

For Marie-Louise var der ingen tvivl om, at hun i Kenneth havde fundet en mand, hun godt kunne se sig selv stifte familie med.

- Jeg kunne mærke kemien ved det samme. Og efter ganske få møder vidste jeg faktisk, at jeg gerne ville have ham som far til mit barn. Det var en oplevelse af, at han var et godt menneske, og at vi havde de samme værdier. Følelsen kom dybt nede fra på en måde, som jeg faktisk aldrig har oplevet med en mand i en kæresterelation før – men den havde jeg bare med ham.

Mens Marie-Louise hurtigt mærkede kemien, var Kenneth lidt mere tøvende. Derfor besluttede de sig for at tage sig god tid til at ”babydate” hinanden.

- Jeg tror, han frygtede, at noget ville gå galt. Så han ville gerne have, at vi skulle møde hinandens familier, og at vi skulle tage på en tur sammen. Så vi rejste til Helsinki, selvom jeg ikke havde den store rejselyst og ikke forstod hvorfor vi skulle det. Men han ville gerne se mig i situationer, hvor jeg måske blev lidt presset, men også bare se, hvordan vi samarbejder og hvordan, vi er som mennesker – og i bund og grund også hvordan, vi ville være som forældre sammen.

Turen til Finland viste sig at gå lige efter bogen, og dagene var fulde af grin, øl og fest. Da de kom hjem, fortsatte de deres dates med middage, flere gåture om Søerne og ture i teateret, alt imens de kom tættere på at finde ud af, om de sammen skulle starte deres livs største kapitel og blive forældre.

En klar besked hos gynækologen

Vejen til at møde Kenneth via regnbuebarn.dk havde ikke været ligetil for Marie-Louise, som altid havde ønsket sig at blive mor. Hun havde nemlig altid forestillet sig, at hun først skulle skabe en familie, når hun havde mødt manden i sit liv.

- Der var en del år, hvor jeg forsøgte at finde kærligheden, også med tanke på at skulle stifte familie på sigt. Men der var aldrig en relation, der udviklede sig til noget seriøst, selvom jeg havde nogle kærester indimellem. Men jeg tænkte virkelig længe, at jeg absolut skulle have basen på plads, inden jeg kunne få en familie. Men det dér med kærlighed lykkedes bare aldrig for mig. Og jeg har hele tiden vidst, at jeg gerne ville have et barn.

Efterhånden som årene gik, spirede tanken om at få et barn alene, men samtidig forsøgte Marie-Louise fortsat at finde kærligheden, blandt andet på datingplatformen Tinder. Men i sidste ende førte det ikke mere med sig end lidt småkæresteri og flirts.

Men da Marie-Louise Heidelberg som 38-årig skulle til et rutinetjek hos gynækologen, fik hun en besked, som fik hende til at tage sine idealer om familielivet op til genovervejelse.

- Jeg fik at vide, at jeg faktisk ikke havde specielt mange æg tilbage, og det blev et stort skub for mig. Det kan godt være, at man ikke føler sig som en snart 40-årig i sit hoved, men når biologien siger, at man er det, så blev jeg nødt til at lytte til den, siger Marie-Louise, som ikke længe efter tog til sin første samtale på en fertilitetsklinik på Nørrebro.

- På det tidspunkt havde jeg kun strejfet tanken om et regnbuebarn, og mine samtaler med klinikken handlede faktisk bare om, at jeg skulle købe nogle sædstrå, og så skulle jeg i gang med at få et barn selv. Og i tiden efter sad jeg sammen med min storebror og kiggede efter spermdonorer på diverse sædbanker på nettet. Vi læste om en masse donorer, om deres uddannelsesniveau og etnicitet og hobbyer, alt muligt. Men det var som om, der var noget, der holdt mig tilbage.

Mads og monopolet gav et ekstra skub

Efterhånden som tiden gik, kredsede Marie-Louises tanker sig ofte om, hvorvidt hun skulle tage springet og lægge nogle sædstrå i kurven og trykke ”køb.”

Men en lørdag formiddag ringede en veninde til hende og opfordrede hende til at lytte til den seneste udgave af Mads og Monopolet.

- Det gjorde jeg så, og i afsnittet var der en kvinde, som ”babydatede” to homoseksuelle mænd, som ikke kendte til hinandens eksistens. Hendes dilemma var, om det mon var en form for utroskab, selvom det handlede om at stifte familie og ikke om at finde en kæreste.

Selvom hun først bare syntes det var et spændende dilemma, endte det med at blive det sidste skub, inden Marie-Louise droppede idéen om at shoppe efter sæd og i stedet oprettede en profil på regnbuebarn.dk, som efter kun få dage førte hende til Kenneths profil.

- Efter vores samtaler stod det hurtigt klart, at han havde mange af de samme tanker om en eventuel familiekonstellation, som jeg havde. Og jeg tydeligt omkring, at jeg ønskede en far til mit barn, som ikke allerede var en del af et par. For hvad sker der så, hvis parret går fra hinanden? Skal barnet være hver anden weekend hos sin mor, og den anden tredje weekend hos din far, og den tredje weekend hos den tredje part? Det bliver svært for barnet og helt sikkert også forældrene.

Det var en bidende kold januar, dag da Kenneth og Marie-Louise mødtes for første gang, og inden sommeren og varmen kom, havde de babydatet, talt om drømme og forventninger og ikke mindst mødt hinandens familier med stor succes. Omkring tre gange om ugen hang de ud som to nye, tætte venner, og da der var gået omkring et halvt år, stod det helt klart for dem begge: De ville have et barn sammen.

En vigtig kontrakt

Inden de gik i gang med selve den biologiske proces med at skabe et barn, sørgede de to for at forberede sig bedst muligt. Og for dem involverede det blandt andet at udarbejde en kontrakt, som ikke var juridisk bindende, men som ikke desto mindre viste sig at være meget nyttig.

- Jeg har en gammel ven, som er homoseksuel, og som har en mand. De fik et barn sammen med en kvinde, og de brugte en kontrakt, som jeg fik lov til at se. Den dækker alt fra religionsspørgsmål, hvor barnet skal gå i skole, hvor barnet skal holde jul og fødselsdag, og hvilken slags deleordning man skal have. Den åbnede op for alle mulige snakke og beslutninger, også om værdier og opdragelse, som var meget vigtige for os. Vi har jo et helt andet udgangspunkt end dem, der får børn sammen og tror det er lykkelig kærlighed, og så går fra hinanden – og så står de først på dét tidspunkt og opdager, at de er totalt uenige om alt muligt praktisk. Alt det havde vi på plads helt fra start.

Sæden røg på gulvet

Med formalia på plads og en stor følelse af tryghed i maven, kontaktede Marie-Louise igen fertilitetsklinikken.

- Denne gang fortalte jeg, at jeg havde fundet en mand, jeg ville have barn med, og det ville de heldigvis gerne hjælpe med. Vi fik derfor en tid den 12. december og inden da skulle Kenneth have tjekket sin sæd. Men inden vi nåede så langt, besluttede vi at prøve selv efter at have hørt om nogle andre, der også havde gjort det sådan. Så vi købte en sprøjte på apoteket og prøvede derhjemme i august måned.

Det første hjemmeforsøg gik dog på ingen måde, som de havde forventet.

- Vi var begge meget nervøse og anede ikke, hvad vi lavede. Kenneth skulle ordne sagerne inde i min lejlighed, og imens sad jeg ude på trappen med min IPad. Og naboerne gik forbi og spurgte, om jeg var okay, eller om jeg havde smækket mig ude. Men jeg kunne jo ikke sige, at der sad en mand i min lejlighed og onanerede, siger Marie-Louise og griner ved tanken.

- Da jeg kom ind igen, skulle Kenneth give mig sprøjten, og han kom så til at trykke den ud i hånden. Det var så ærgerligt og kikset. Vi prøvede så igen næste morgen, hvor det gik bedre – og jeg lå med benene i vejret og håbede på det bedste, men jeg blev ikke gravid.

De næste måneder forsøgte de tre gange med hjemmemetoden. Og inden de nåede frem til tiden hos klinikken i december, lykkedes det. Marie-Louise var blevet gravid.

- I betragtning af, at han var 41 og jeg var 39 og havde lav ægreserve, så var det bare helt vildt. jeg ringede til klinikken og fortalte det, og de sagde, vi skulle komme op og blive scannet, og det gjorde vi så. De bekræftede, at jeg var gravid – og det var så vores Leopold, der var inde i maven. Jeg synes stadig, det er skørt at tænke på, at vi blev gravide med en mærkelig sprøjte fra apoteket, for jeg var sikker på, vi skulle op på den klinik og have en masse hjælp ligesom så mange andre.

Marie-Louise Heidelberg er typen, som er tydelig i sit sprog og med hvem, hun er. Derfor var det også vigtigt for hende at være så åben som mulig om deres situation og graviditeten. Det gjaldt også overfor hendes forældre, som bestemt holdt af Kenneth, men som havde håbet på hendes vegne, at hun alligevel ville ende med en mere klassisk familiekonstellation.

- Mine forældre skulle lige varme op. Nu elsker de ham jo og han er en del af familien, men de havde helt klart forestillet sig, at jeg skulle have en kernefamilie, og de var også bange for alle mulige skrækscenarier, som de egentlig ikke anede noget om, men de var bare bange på deres datters vegne.

- Men for mig stod det hurtigt klart, at det her var langt bedre for mig end enten at lede videre efter en mand – eller at gøre det alene. Både venner og familie har sagt, at de ville hjælpe mig med barnet, hvis jeg blev solomor, og det er jeg så glad for – men når alt kommer til alt, så har folk jo deres egne liv, og jeg kunne mærke, at det var det rigtige for mig, at mit barn havde en far.

Alene med stor mave

Marie-Louise var lykkelig for at skulle være mor, og hun var glad for, at barnet i maven var Kenneths. Alligevel var der øjeblikke, hvor hun følte sig alene.

- Jeg var virkelig ensom, det var jeg. Især til sidst, hvor jeg havde mega meget vand i kroppen og ikke kunne noget. Jeg fik også en blodprop i benet, og sommeren 2018 var utroligt varm, og jeg lå bare på sofaen og kørte kolde viskestykker over min mave. Og jeg tænkte virkelig, hvad der dog skulle ske med mig. Der var beskidt overalt, og selvom jeg fik hjælp til det praktiske, blandt andet af flere veninder, så var jeg bare alene meget ofte. Kenneth var også en stor del af det, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er man bare alene meget af tiden, når man ikke er i et forhold.

- Men hvis Kenneth ikke havde været der, havde alternativet jo været alene-alene. Og det, som Kenneth altid har været god til, er at tale mig til ro, hvis jeg panikker over noget, og i virkeligheden bare at være der for mig. Han har altid været mega god til at træde til, hvis jeg havde en udfordring eller en bekymring, og jeg kan altid ringe til ham –

og så er han ikke længere væk end en cykeltur på 7 minutter, for jeg bor på Nørrebro og han bor i Nansensgade. Han er virkelig en tryg og vigtig mand i mit liv.

Med livet som indsats

Månederne gik, og fødslen stod for døren. Og det skulle vise sig, at præcis ligesom rejsen til at stifte familie og blive gravid, så endte også den helt anderledes, end Marie-Louise havde forestillet sig. Og i dag, otte år efter, giver det hende stadig tårer at tænke på den dag, Leopold kom til verden.

- Kenneth var med til fødslen, og det var meget naturligt for os. Men det gik på ingen måde som forventet. Det endte med akut kejsersnit, og jeg kom på intensiv afdeling, og jeg så først mit barn, da jeg vågnede igen, mere end et halvt døgn efter fødslen. Kenneth fik Leopold i armene og blev vildt chokeret og bange for, at der måske ikke ville være en mor til hans barn, og at han skulle være alenefar, siger Marie-Louise med gråd i stemmen.

- Og han skulle ringe til min familie og forklare situationen. Så det første halve døgn for ham var meget voldsomt, og han blev indlagt på børneafdelingen med Leopold. Senere kom vi i et efterfødselsforløb, fordi vi begge havde fået et fødselstraume. Men vi kom igennem det sammen.

Den svære start viste sig at være en stærk ilddåb for forældreparret.

- Kenneth fandt ud af, at Leopold sagtens kunne klare sig med ham. Og senere, når vi skulle til læge eller andet, så var det ikke nødvendigvis mig, der sad med barnet i armene. For hvorfor er det egentlig altid moren, der skal sidde med barnet? Det er jo begges barn.

Den første uge af Leopolds liv boede Kenneth hos Marie-Louise. Men da han så tog hjem, ramte en hård virkelighed.

- Han skulle selvfølgelig hjem, fordi vi begge skulle have vores eget space. Men det er hårdt at være den, som er vågen hele tiden, men det tror jeg nu også andre mødre oplever. Men i mit tilfælde var der bare ikke lige nogen til at tørre bræk op fra gulvet eller andet. Og det er hårdt. Det syntes jeg faktisk var enormt svært de første to år, samtidig med at jeg skulle vænne mig til at lægge mit liv som festabe lidt på hylden, siger hun med et lille grin.

- Men så igen, der er Kenneth den ekstra hjælp, som alt andet lige købte de vådservietter, jeg ikke havde fået købt, eller kom forbi med lidt mad. Og det havde jo været helt anderledes, hvis jeg var solomor.

Mandagsmiddage som holdepunkt

I dag er Leopold en syv år gammel og meget glad dreng. I årenes løb har samarbejdet mellem Marie-Louise og Kenneth fungeret så godt, at hun endda selv er overrasket over det.

- Vi har selvfølgelig haft konflikter. Men de er så få, at det er virkelig imponerende, og jeg er helt sikker på, at det er færre end de fleste mennesker, som lever i en kernefamilie. Sammen med mine veninder kan jeg også grine af, at mit forhold til Kenneth er det mest vellykkede forhold, jeg nogensinde har haft til en mand. Men sådan er det virkelig.

Èn af de få konflikter handlede om, hvorvidt Leopold skulle gå i folkeskole eller privatskole, og det kom bag på Marie-Louise, at der pludselig var et punkt, hvor de var meget uenige.

- Det blev vores første større konflikt, og jeg tror, det kom bag på os begge, hvor forskelligt vi så på det. Men igen, det er ret vildt, at der skulle gå så længe, før vi stod overfor sådan en problematik, og det tror jeg blandt andet kan tilskrives den kontrakt, vi lavede i sin tid.

For familien har det også altid været vigtigt at have en god rutine, og derfor spiser de sammen hver eneste mandag hos enten Kenneth eller Marie-Louise.

- De mandagsmiddage er så gode, for der får vi vendt alt med skolen, og alt det, man ikke lige har nået at vende i løbet af ugen over Messenger. For vi skriver jo sammen hele tiden og er konstant i kontakt, men det er noget andet med den familietid om mandagen, hvor vi laver aftensmad og måske spiller lidt Uno, eller vi kan finde på at sætte os på en café og spise pizza. Og det vil jeg virkelig anbefale andre i samme situation – gør noget sammen, så barnet kan se jeres interaktion. Leopold er fuldkommen lige så tryg med mig som han er ved Kenneth, og han er tryg ved, når jeg siger, at ”det bestemmer far.” Den gensides respekt for hinanden som forældre er så vigtig. Og i øvrigt er vi også så heldige, at Kenneth indgår på lige fod i min familie, som hvis han var et svigerbarn. Han er inviteret til fødselsdage og alle andre store ting, og det gør også, at Leopold ved, at vi er en familie, at vi holder sammen og laver ting i fællesskab.

Dating og aftaler

Udover den trækløver, som deres familie udgør, så har der gennem årene også været romantiske interesser på både Marie-Louise og Kenneths side.

- Kenneth er lidt bedre til at date end jeg er, men jeg har to gange præsenteret Kenneth for nogen, jeg så. Men når jeg dater, er jeg meget tydelig omkring, at jeg ikke mangler en far til mit barn. Det står endda også på min Tinder-profil, når jeg bruger den. Og jeg håber, at Kenneth har det på samme måde, og han ved i hvert fald, at jeg ikke ønsker to fædre til mit barn. Men hvis han finder en kæreste, som gør ham glad og kan udfylde en anden rolle, så er det kun en god ting. Men i forhold til Leopold, så skal det kun være hans mor og hans far, der bestemmer de vigtige ting i hans liv.

Også i datingsammenhæng kan Marie-Louise læne sig op ad den kontrakt, hun lavede sammen med Kenneth for år tilbage, for forældreparret har for længst talt om, at de ikke vil bo langt fra hinanden, uanset hvem, der måtte komme ind i deres liv. 

- Dér er jeg glad for, at vi har den samme indstilling, fordi det er det, der får hverdagen til at glide for os. Så det kommer ikke til at ske, at nogen af os fx flytter til Roskilde lige foreløbig på grund af en mand.

- Kenneth er også vigtigere for mig end en ny relation, som eventuelt er midlertidig. Og jeg har virkelig stor respekt for Kenneth, og jeg oplever, at han har det samme for mig, og det kommer jo til udtryk i de valg vi tager som forældre sammen, som fx at stå fast på, at vores families trivsel kommer først.

”Et lille hak i Leopolds hjerte”

Marie-Louise er stolt og glad over, at Leopold bliver beskrevet som et meget harmonisk barn af hans lærere og andre voksne i omgangskredsen, og det er også hendes egen opfattelse af sin søn. Og hun er heller ikke i tvivl om, at Leopold er glad for den måde, hans familie er på.

Derfor kom det bag på både hende og Kenneth, da Leopold begyndte at give udtryk for et ønske om, at hans mor og far er sammen.

- Han har spurgt ”kan du ikke bare kan gifte dig med far?”. Og det er jo helt utroligt, at han bliver påvirket til at tænke i de baner, når han ikke har kendt til, at hans forældre er et par. Når vi er sammen os tre, så vil han gerne have, at vi alle sammen krammer, og så siger han ”nu må I gerne kysse.”

- Så siger jeg altid, far gerne vil have en mandekæreste, og mor også gerne vil have en mandekæreste. Og han siger så, at far godt kan lide mig, og jeg siger, at jeg også kan lide far, men at vi ikke vil være kærester. Så det står klart, at hans drøm er, at mor og far er sammen, og det gælder nok grundlæggende for de fleste børn.

- Men jeg bliver overrasket over det, fordi han jo netop aldrig har set os være sammen, og så bliver jeg også ked af det over, at der stadig er et lille hak i hans hjerte, fordi vi ikke er et par. Jeg troede, vi havde skabt en anden virkelighed for ham, og det har vi jo også – og han trives og er en meget uproblematisk dreng. Men det kom virkelig bag på mig, at han også har de tanker.

Ville gøre det hele igen

Selvom Marie-Louise brugte mange år på at lede efter den mand, hun skulle stifte familie med, så ærgrer hun sig ikke over, at hun ikke har en kernefamilie i dag. Til gengæld er hun ked af, at hun ikke har en kæreste.

- Det er en sorg for mig, for jeg vil gerne finde en mand. Men det er uafhængigt af, at jeg har fået Leopold, for det er jo på ingen måde sikkert, at jeg havde en kæreste, bare fordi jeg ikke havde fået et barn. Og det havde været en langt større sorg for mig, hvis jeg ikke havde fået et barn, og der er trods alt noget biologi, der spiller ind, hvis man skal nå at opfylde den drøm. En kæreste kan jeg stadig nå at få, og det håber jeg på.

Marie-Louise kan til gengæld ærgre sig over, at hun ikke fik flere børn.

- Jeg ville ønske, at jeg havde mødt Kenneth 10 år tidligere, for jeg gad godt have fået første barn, da jeg var 30. Og så fået et eller to mere efter det. Jeg har altid troet, at jeg skulle have tre børn. Og jeg tænker over, at det ikke er optimalt at sætte et enebarn i verden, især ikke når hans familiekonstellation ikke er som de flestes. Men det handler ikke om, at han ikke har det godt, men mere om, at han har nogen at læne sig op ad senere hen. Når forældre til enebørn går bort, så står de der og skal tømme loftrummet helt selv og også gennemgå sorgen alene. Derfor ville jeg ønske, at han havde fået en søskende, men efter min forfærdelige graviditet og fødsel var det ikke på tale, og jeg syntes i øvrigt også, at jeg allerede var blevet for gammel.

Samtidig syntes Marie-Louise at moderskabet var en stor omvæltning for hende, som var vant til det frie liv med fester og et rigt socialt liv – men i dag hun se en stor fordel i at være i en regnbuefamilie, for den del af hendes liv er nu kommet tilbage.

- Jeg føler mig enormt privilegeret med vores syv-syv-ordning. Jeg har jo en hel uge, hvor jeg kan te mig som en vanvittig i byen, hvis det er det, jeg vil. Så på den måde kan jeg stadig bevare mit barnagtige og fjollede liv. Det synes jeg er fantastisk, siger hun og understreger, at der selvfølgelig også er lange aftener, hvor hun føler sig alene.

- Så det er ikke for at glorificere det, for jeg har også ensomme tider, hvor jeg kan savne Leopold helt vildt. Men når mine veninder, som er skilt, spørger mig, om det ikke bare er forfærdeligt, når Leopold er hos Kenneth, så siger jeg oprigtigt ”nej, det synes jeg ikke.” Og jeg har tænkt over, om jeg er mærkelig, fordi jeg ikke synes det. Men jeg synes virkelig, det er dejligt, at jeg kan få begge verdener, og hvis jeg savner min søn, så skriver jeg bare til Kenneth, om de lige kan ringe på Facetime, og det hjælper meget. Så jeg tror, det handler om, at vores kommunikation er meget gnidningsfri. Det gør det hele meget nemmere at være i.

- Og selvfølgelig har jeg skullet sluge nogle kameler undervejs, og det har Kenneth nok også. Men Kenneth er et menneske, jeg gerne vil sluge nogle kameler for, og jeg er bare virkelig glad for, at det er ham, jeg har et barn med.

Nedenfor ser du et opslag, der blev delt på Mads & Monopolets Facebookside, efter at Marie-Louise havde skrevet ind til programmet for at takke for inspirationen til at tage springet til at blive en regnbuefamilie: