Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Orgasme – sådan opnår du flere og bedre orgasmer

Alle fortjener en god orgasme

Orgasmen er en kortvarig lykkefølelse på lagnerne, som er både fysisk og psykisk. Desværre er snakken om emnet ofte forbundet med uheldige myter og manglende viden.

Hvis du tror, at du kun kan opnå klimaks på én bestemt måde, begrænser du dig selv. Og hvis du tænker, at du er den eneste, der ikke kommer under sex, er du langt fra alene. Faktisk har en tredjedel af alle kvinder aldrig fået en orgasme. Men det er der heldigvis masser af råd for!

vis
mere

orgasme
(Foto: Getty Images)

Hvad er en orgasme?

En orgasme ses som et klimaks, når du dyrker sex, hvor den er en fysisk og psykisk reaktion, som både kvinder og mænd kan opleve. Det er ikke en lang forløsning, da nydelsen ofte er begrænset til mellem tre til 20 sekunder for kvinder, og helt ned til tre til ti sekunder for mænd.

Den relativt korte tid opvejes til gengæld af en orgasmes kraft, og at den udløser så mange positive reaktioner i kroppen, at det har givet den sin særstatus inden for sex. Langt de fleste mænd får én eksplosiv orgasme med ejakulation, mens kvinder kan få multiple orgasmer, det vil sige flere lige efter hinanden.

Når du bliver seksuelt ophidset som kvinde, svulmer skeden op og slimhinderne bliver fugtige. Det kan føre til selve orgasmen, som udløses af hurtige muskelsammentrækninger i bækkenmuskulaturen og muskulaturen omkring kønsorganerne, kan du læse i artiklen Det sker i kroppen, når du får en orgasme.

Forskerne er enige om, at næsten alle kvinder kan få klitorisorgasme, mens det er mere omstridt, om det berømte G-punkt kan gøre, at du kommer. Mange kvinder finder det svært at opnå vaginalorgasmer. Nogle kvinder kan også få analorgasmer, brystorgasmer, mentalorgasmer og fantasiorgasmer – og det er også muligt for nogle at få flere typer på én gang.

De mange reaktioner kommer blandt andet af, at klitorishovedet rummer over 8000 sensoriske nerveender, og hjernescanninger har vist, at mere end 30 forskellige regioner i hjernen aktiveres, når en kvinde arbejder sig fra "normal" til "orgasme". Med andre ord er det en form for festfyrværkeri i hjernen. Blandt de områder, der er involveret, er området for berøring, belønning og smerte.

Det er heller ikke uden grund, at det seksuelle klimaks kan give et ekstra smil på læben. Når du kommer udløses der nemlig dopamin, der er kendt for at give en følelse af lykke. Undervejs udskilles også det såkaldte kærlighedshormon oxytocin, der har den bonus, at den kan være med til at knytte dig tættere til din partner. 

Hvorfor kan jeg ikke få orgasme?

De fleste voksne kender formuleringen "at jagte en orgasme" – og det er måske heller ikke helt forkert, da det ikke er alle, som har lige let ved at opnå en eller overhovedet har oplevet det.

Det er en myte inden for sex, at alle andre kvinder opnår at komme. Sandheden er, at en tredjedel af alle kvinder aldrig har prøvet at få en orgasme (både klitoris og skede). 

Undersøgelser viser også, at 7 ud af 10 kvinder får sommetider, sjældent eller aldrig kommer ved penis-i-vagina-samleje. 3 ud af 10 kvinder gør det hver gang. Og det HELE er normalt, understreger ph.d. og forfatter Emily Nagoski i artiklen 10 overraskende ting, der er helt normalt ved vores sexliv

– Stimulering af klitoris er den mest sikre vej, og samleje er ikke en særlig effektiv måde at stimulere klitoris på. Det svarer til, at en mand skulle få orgasme ved stimulering af blærehalskirtlen. Vi ville jo ikke dømme ham, hvis han ikke kunne, siger hun.

En stor britisk undersøgelse er også nået frem til, at 21 procent af kvinder i aldersgruppen 16-24 år havde svært ved at komme under sex, og dertil kommer at kvinder har også sværere ved det end mænd, lyder det fra kvinderne bag den norske bestsellerbog 'Glæden ved skeden', som også er udkommet på dansk. 

Den gode nyhed er, at forskere samstemmende er enige om, at det rent fysiologisk kun er ganske få kvinder, der aldrig vil kunne opnå en orgasme. For resten handler det groft sagt om træning. Når mange endnu ikke har prøvet at komme under sex, skyldes det, at de aldrig rigtigt er kommet i gang. De mangler øvelse og fornemmelse for, hvordan de eller deres partner giver dem en orgasme. 

Læge og sexologiprofessor Christian Graugaard forklarer, at det ikke er alle kvinder, der kommer hver gang, de onanerer eller har samleje – og for nogle kvinder er den seksuelle nydelse tilstrækkelig. Også uden klimaks.

– Men hvis man ikke føler sig i stand til at opnå et seksuelt klimaks (...) er der grund til at gøre noget ved sagen. Som det første skridt bør man tale åbent og ærligt med sin eventuelle partner. Og dernæst kan man overveje at søge råd og vejledning hos ens praktiserende læge, lyder hans gode råd.

Er du blandt dem, der gerne vil i gang og prøve at opnå at komme seksuelt for første gang, giver kvinderne bag 'Glæden ved skeden' tips i deres store orgasme-bibel.

Vi har også samlet en række konkrete råd her:

8 gode veje til en orgasme

Hvad er så "hemmeligheden" til at opnå det metale og fysiske festfyrværkeri under sex? Nogle af de gode råd kan opdeles således:

1) Du skal være ordentlig stimuleret og ophidset

Du kan måske godt i dit hoved føle dig tændt, men er din krop ordentlig med i hele processen? Rent videnskabeligt tager det længere tid for en kvinde at komme frem til orgasmen end for en mand. Kvinder er ca. 10-20 minutter om at nå klimaks, mens den typiske mand får udløsning efter to-tre minutters sex. 

2) Træn din bækkenbund

Den fysiske del af orgasmen sker for kvinder som nævnt ved, at musklerne i bækkenbunden går i en form for spasme. De trækker sig sammen og slipper, og det udløser orgasmen. Men det er ikke alle, som har lige let ved at opnå dette.

– Den mest almindelige grund er, at kvinden har en meget slap bækkenbundsmuskulatur for eksempel efter fødsel, eller hvis kvinden ikke har trænet disse muskler bevidst og isoleret, siger sexolog og samlivsrådgiver Gro Isachsen i artiklen Sådan øger du lysten.

Hun forklarer, at er din bækkenbundsmuskler utrænede, vil sammentrækningerne næsten ikke kunne mærkes, og det kan føre til, at orgasmen udebliver eller føles meget svag.

Derfor: Træn din bækkenbund med knibeøvelser!
Et tip kan være at lave knibeøvelserne, når du alligevel står og børster tænder.

Du skal heller ikke være bange for at knibe under og efter sex. Forskere anslår, at din nydelse faktisk kan intensiveres yderligere af, at du kniber sammen stille og roligt, mens i dyrker sex.

Bliv meget klogere på din bækkenbund her i artiklen: "Jeg har mødt piger, der har så stærk en bækkenbund, at de kan knibe sig til orgasme"

3) Sæt lyd på: Uhh.. Ahh... Og JAAA!

Det er ikke en tosset idé at have ekstra fokus på mundtøjet, når I er i gang med elskoven. Jo højere "åhh", du kan stønne under sex, desto større sandsynlighed er der for at opnå klimaks.

Så selvom det for nogen måske kan virke akavet (og måske generende for naboerne), er lyd faktisk en af vejene til bedre orgasmer. Læs mere om hvorfor, du bør lave lyde i sengen her

4) Træk vejret helt rigtigt

Det er ikke helt ligegyldigt, hvordan du ånder ind og ud under akten – her er der også meget at hente på vejen til at opnå et seksuelt klimaks som kvinde.

Det kan lyde simpelt, men husk at trække vejret dybt og ånd helt ud – også når du er lige ved at komme, hvilket mange kvinder faktisk har en tendens til at "glemme".

Et andet tip er undervejs at have en synkron vejrtrækning med din partner, som kan bremse trangen til klimaks, og dermed bygge endnu mere op til selve orgasmen, fremhæver sexolog Yvonne Fulbright i 4 veje til bedre og kraftigere orgasmer

Derudover påvirker vejrtrækningen også farten i dine blodbaner under sex.

– Vejrtrækningen er utrolig vigtig under samlejet. Det gør, at blodcirkulationen bliver bedre, og god blodcirkulation gør, at man bliver tændt. Desuden øges pulsen, når man har sex, derfor er det endnu mere vigtigt at huske at trække vejret rigtigt, lyder rådet fra Maria K. Ebbestad, webredaktør på Kondomeriet.no. 

5) Giv slip – og tag ansvar for din nydelse

Din psyke kan også have en stor indvirkning på evnen til at komme under sex.

– Hvis man ikke kender sit mønster for, hvordan man tænder eller er usikker på partneren og ikke tør slippe kontrollen, kan det føre til, at man har svært ved at få orgasme. Eller hvis man slet og ret er så stresset, at det ikke lykkes at få kontakt med sin egen nydelse, siger Gro Isachsen, sexolog og samlivsrådgiver, når det gælder om at knække orgasmekoden

6) Du må ikke slappe FOR meget af!

"At give slip" og "at slappe af" er ikke helt det samme. Ifølge kvinderne bag bogen 'Glæden ved skeden' er det faktisk både det bedste OG dårligste råd, når folk siger, at du bare skal slappe af under sex.

– Selvfølgelig skal du prøve at slappe af i hovedet, men hvis du bare ligger stille og venter på, at orgasmen skal slå ned som et lyn fra en klar himmel, er du på vildspor. Man skal spænde i kroppen. Knib ballerne sammen og prøv skiftevis at spænde og slappe af i musklerne i underlivet, som i en orgasmisk rytme eller i takt med åndedraget, forklarer de i The Big O: 6 råd til orgasme

7) Stimuler klitoris

Det er helt almindeligt for mange kvinder, at de ikke kommer under samleje, den såkaldte vaginalorgasme. Vil du komme, er det først og fremmest din klitoris, som skal stimuleres – og det bliver den effektivt med hænderne (også gerne din egne!)

Selve "sexstillingen" er ikke det vigtigste. Det kan være individuelt, hvilke stillinger der er de mest effektive i jagten på udløsning, så for ikke at gøre det for kompliceret og mekanisk, lyder rådet fra Gro Isachsen:

– Det vigtigste er, at du hele tiden har god adgang til klitoris, og at stillingen ikke er så akrobatisk, at du ikke formår at slappe af og koncentrere dig om din egen nydelse.

8) Løb eller træn maveregionen

Sex er jo motion - og en god en af slagsen - men faktisk kan det også betale sig i jagten på en orgasme at være aktiv uden for sengen. Hvis du dyrker motion lige inden sex, er det lettere at blive ophidset, og nogle kvinder får også nemmere ved at komme.

En anden måde kan være ved at lave bestemte øvelser i fitnesscenteret, som har særligt fokus på din core. Fænomenet kaldes "coregasm", hvilket på dansk henviser til orgasmer, der fremprovokeres ved træning af kernemusklerne i maveregionen.

Virker rådene ikke? Husk: orgasmen er IKKE alt...
Det er helt almindeligt at få dem, men det er også almindeligt ikke at få det – eller ikke at få det hver gang. I stedet for kun at have fokus på orgasmen under samleje, kan det give god mening at fokusere på nydelse i stedet.

Er din orgasme "forsvundet"?

Det kan også ske, at du altid har haft tjek på det med orgasmen og vejen dertil – men så udebliver den pludselig en dag. Og også næste gang. Og næste gang igen. Måske oveni købet sammen med den samme mand, der før har gjort, at du uden større vanskeligheder kunne nå til klimaks?

Bare rolig, det betyder ikke nødvendigvis, at den er forsvundet for altid. Sexolog Signe V. Bentzen forklarer, at det kan handle om flere ting i artiklen Derfor kan din orgasme godt forsvinde – og sådan kan du få den igen.

Her kommer hun med følgende grunde til, at du har fået sværere ved at komme:

  1. Du kan ikke give dig hen. Og ikke bare, at du ikke kan give dig hen til din partner, men også, at du ikke kan give dig hen til dig selv
  2. Jo ældre du bliver, jo færre kvindelige kønshormoner har du at gøre godt med – derfor kan det føre til færre orgasmer, fordi du får sværere ved at få "rejsning" i klitoris, dine slimhinder bliver tyndere, og du får sværere ved at danne sekret i skeden.
  3. Medicin kan også være en hæmsko, for eksempel p-piller og antidepressiver. De går typisk ind og ændrer på den naturlige cyklus og udfordrer dit naturlige flow, siger Signe V. Bentzen.

STOP med at fake

"Kom du, skat?"

Ja, der er en grund til, at han stiller dig spørgsmålet efter en hed omgang på lagnerne. For du tager fejl, hvis du tænker, at han er ligeglad med din udløsning. Ifølge det amerikanske magasin Women's Health og brodermagasinet Men's Health er det, mænd allerbedst kan lide ved sex, at tilfredsstille en kvinde.

Er du blandt dem, der kan finde på at svare "ja", selvom du ikke opnåede klimaks, så er du ikke alene om at lyve. Den berømte parterapeut Esther Perel møder stadig masser af kvinder, der leverer falske orgasmer under sex, hvilket hun tager afstand fra.

Hun fremhæver, at en kvindes behov for at lave snydeorgasmer stikker langt dybere, end de fleste tænker over, og særligt én myte er med til at opretholde kvinders behov for at lade som om – nemlig den, at orgasmen er det afsluttende mål.

Men det er virkelig en dårlig idé, hvis du gerne vil opnå bedre sex og flere orgasmer i dit liv. En kvinde, der kender til problemstillingen, er klummeskribent Katrine Blauenfeldt, der indrømmer, at hun har simuleret virkelig mange orgasmer. Men nu har hun lovet sig selv, at hun aldrig nogensinde vil gøre det igen.

– Jeg vil have god sex, og det er unægteligt noget sværere at få fingrene i, hvis man bare lader som om, at alt, hvad den anden person gør, er fortryllende lækkert. Så jeg er begyndt at være meget mere verbal omkring, hvad jeg kan lide, og jeg kan indvie jer i en lille hemmelighed: mit sexliv har aldrig været bedre. Så jeg kan kun opfordre alle andre, som har simuleret utallige orgasmer, til at gøre det samme.

Det råd er hermed givet videre!

På ALT.dk finder du indhold fra Eurowoman, ALT for damerne, FIT LIVING, Hendes Verden, Hjemmet, Boligliv, RUM og Vores Børn.