Eksperterne anbefaler, at du kigger indad, hvis du har problemer med at opnå orgasme. Er du for eksempel lykkelig? Eller tager du p-piller?
SPONSORERET indhold

Derfor kan din orgasme godt forsvinde – og sådan kan du få den igen

Det er ikke nødvendigvis dit parforhold, der er noget galt med. Måske er det bare dig.

Af: Redaktionen Foto: Alamy
11. dec. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Af Amalie Nebelong

Den er der, og så er den der pludselig ikke. Orgasmen.

Orgasme, kan alle nok blive enige om, er en dejlig ting. Men "dejligt" kan hurtigt blive udskiftet med "frustreret", hvis orgasmen pludselig udebliver – og måske endda udebliver i lang tid. For hvor gik den hen? Hvorfor kan det pludselig være svært at komme, hvis du oveni købet er sammen med den samme mand, der før har gjort, at du uden større vanskeligheder kunne nå til klimaks?

LÆS OGSÅ: Kortlæg dine kønsdele og få bedre sex

- Det handler om, at du ikke kan give dig hen. Og ikke bare, at du ikke kan give dig hen til din partner, men også, at du ikke kan give dig hen til dig selv, siger sexolog Signe V. Bentzen (Sexologsigne.dk). 

LÆS OGSÅ: Sådan gik min første fetish-fest

Færre orgasmer med alderen

Ifølge sexologen kan det også handle om din alder. For jo ældre du bliver, jo færre kvindelige kønshormoner har du at give godt med.

 – Du har sværere ved at få rejsning i klitoris, dine slimhinder bliver tyndere og du får sværere ved at danne sekret i skede. Medicin kan også være en hæmsko, for eksempel p-piller og antidepressiver. De går typisk ind og ændrer på den naturlige cyklus og udfordrer dit naturlige flow, siger Signe V. Bentzen.

Hun pointerer, at for eksempel p-piller går ind og forstyrrer din ægløsning, der spiller en helt central rolle i dannelsen af de kvindelige kønshormoner, der har betydning for din lyst og din evne til at få orgasme.

Men hvad er en orgasme egentlig – og hvor mange kvinder oplever problemer med den?

 – Orgasme er en følelse af intens vellyst, som påvirker bevidsthedstilstanden og ledsages af rytmiske sammentrækninger i bækkenbundens muskler, siger sexologiprofessor Christian Graugaard til Sundhed.dk.

Han anser orgasmeproblemer hos kvinder for at være forholdsvis almindelige.

 – Men der er stor forskel på, om problemerne skyldes sygdom og behandling, træthed, stress og præstationsangst eller samlivsmæssige konflikter, siger Christian Graugaard til Sundhed.dk.

LÆS OGSÅ: 9 ting du ikke vidste om kvinders orgasme

Sjældent andre, der bærer skylden

Signe V. Bentzen anser især stress for at være en orgasme-dræber.

 – Der går meget præstation i den, når en kvinde oplever, at hun ikke kan få orgasme. Så handler det jo endnu mere om præstationen og så bliver presset endnu større og dermed også stressniveauet. Det er en ond cirkel, for hvis der er noget, orgasmen ikke kan lide, så er det pres og stress. For stres er det modsatte af lyst, siger hun.

Signe V. Bentzen pointerer, at det langt fra altid har noget med din mand eller dit parforhold at gøre, når du pludselig ikke kan opnå orgasme længere.

 – Det kan ofte være noget, der foregår inde i dig, og som handler om dig. Der er masser af ting ved livet, der spiller ind. Måske bekymrer du dig for dine børn, måske har du meget travlt i hverdagen, eller måske føler du ikke, at du får det ud af livet, du havde håbet på. Der er mange krav til en kvinde i dag, som det for mange er stressende at skulle leve op til, siger hun.

Det er i høj grad os selv, der lægger et pres på os selv ifølge sexologen.

 – Det er i virkeligheden sjældent andre, der presse os, men os selv, der stiller høje krav til, hvor vidunderligt og perfekt vores liv skal tage sig ud. Og når det ikke går sådan, så kan vi få en livskrise. Og det er normalt at have små livskriser løbende. Og hvis vi ikke stopper op og gør noget ved dem, så får vi problemer – også i sexlivet, siger Signe V. Bentzen.

Kortest mulige ved til klimaks

Det er også ganske almindeligt hos par, der har været sammen et stykke tid, at den seksuelle akt bliver lige lovlig "effektiv", hvor I kun tænker i at gøre de ting, I plejer. Og det kan også dræbe orgasmen i længden. Men der er en vej til at genvinde orgasmen ifølge Signe V. Bentzen.

 – Det første, du skal gøre, er at finde ud af, om du er glad. Hvis du ikke er det, må du selv arbejde på at få det bedre eller få lidt hjælp fra professionel side. Du kan også kigge på, om der er sket noget anderledes i forholdet. Er der sket noget med den måde, I har sex på? Er det for eksempel gået hen og blevet en rutine? Handler sex nu mere om at finde den kortest mulige vej hen til klimaks og ikke om at elske med hinanden? Spørger hun.

Sundhed.dk og Christian Graugaard forklarer, at det ikke er alle kvinder, der får orgasme hver gang, de onanerer eller har samleje – og for nogle kvinder er den seksuelle nydelse tilstrækkeligt. Orgasme eller ej.

 – Men hvis man ikke føler sig i stand til at opnå et seksuelt klimaks (...) er der grund til at gøre noget ved sagen. Som det første skridt bør man tale åbent og ærligt med sin eventuelle partner. Og dernæst kan man overveje at søge råd og vejledning hos ens praktiserende læge, siger Sunhed.dk og Christian Graugaard.

Og glem at forsøge at fremtvinge en orgasme bare ved tankens kraft.

 – For jo hårdere du fokuserer på at ville opnå en orgasme, jo mere vanskeligt vil det typisk være at give slip, siger Sundhed.dk og Christian Graugaard.

Både Christian Graugaard og Signe V. Bentzen er enige om, at uanset årsagen til problemet, er det sikkert, at din egen motivation for at gøre noget ved problemet og din evne til at tale åbent og ærligt med din partner er det afgørende led i, at du kan få orgasmen tilbage.

LÆS OGSÅ: 6 tips til at få din sexlyst til at eksplodere

LÆS OGSÅ: 1200 kvinder: Sådan er vores sexliv anno 2015

LÆS OGSÅ: "Jeg står nøgen i en fremmed mands køkken. Og jeg har det pragtfuldt"