Sannes mand tog deres børn som gidsler

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Det havde taget mig lang tid at forlade Simon. Mine veninder mente, at det havde taget alt for lang tid. De havde sikkert ret. 

Jeg var nedbrudt, og min selvtillid tyndslidt efter vores 10 år sammen, hvor Simon havde skabt det ene drama og svigt efter det andet. 

LÆS OGSÅ

Nikolaj Lie Kaas: ”Det er et råd, jeg tit giver til folk”

For Nikolaj Lie Kaas er det teenagedøtrene Esther og Gerda, der fylder, når han fortæller om sit liv. Og det har været helt afgørende for ham at få skabt det trygge fundament, han selv mistede, da han blev forældreløs som 16-årig. I dag kan den filmaktuelle skuespiller nyde at se dem begå sig i en helt ny verden – og undre sig over de egenskaber, de i hvert fald ikke har arvet fra ham.

Han havde forladt mig flere gange, han havde også været mig utro. Han havde manipuleret mig, erklæret mig sin fulde kærlighed og trukket alle sine erklæringer lige så hurtigt tilbage igen. 

Undervejs havde vi fået to børn, vores to drenge på fem og syv år.

På trods af rutsjeturene havde Simon været min helt store kærlighed. Der havde været en stærk lidenskab i vores forhold, og det var den, der havde holdt os sammen.

Til sidst var det alligevel blevet for meget. Jeg var gået. Nu skulle det være slut. Jeg havde stået model til nok. Jeg skulle starte forfra, og det skulle nok blive godt.

Jeg havde ikke hørt meget fra Simon, efter at han et par uger forinden var flyttet ud af vores fælles lejlighed. Nu havde han haft drengene den første weekend, og han var lige på trapperne med dem for at aflevere dem. Det ringede på døren, og jeg åbnede. 

Simon stod derude med sit charmerende overskudssmil, og solbrillerne skubbet op. Han purrede drengene i håret og fortalte om deres ”fantastiske weekend”, mens han gik hjemmevant indenfor. Det var i teorien stadig vores fælles hjem, for vi havde købt lejligheden sammen, men aftalen var, at jeg for drengenes skyld blev boende på ubestemt tid, men også påtog mig alle udgifter.

Simon kastede sig i sofaen og gjorde tegn til, at jeg også skulle sætte mig. Mit håb var, at vi kunne have en god og afklaret voksenrelation selv efter skilsmissen, så jeg satte mig ned, mens drengene løb ind på deres værelser.

Simon så alvorligt på mig.

– Men jeg savnede dig i weekenden, Sanne, sagde han med lav stemme. Så strøg han mig over armen, og det gav et varmt gib i min krop. 

Jeg havde lyst til at give efter, men jeg gjorde det ikke, for jeg havde været der før og vidste, hvordan det igen ville ende. Jeg afviste derfor hans kærtegn. Simon lod som ingenting. 

Talte om løst og fast et lille stykke tid. Så rejste han sig for at gå.

Lige før han gik, vendte han sig hurtigt om.

– Jeg synes, vi skal sælge lejligheden. Jeg skal bruge pengene. Så det skal gå lidt stærkt, sagde han.

Hans blik var pludselig koldt.

LÆS OGSÅ

Lena og Olle er en del af en stigende tendens: ”Den generation har mere sex og er mere lykkelige”

Ældre går op ad kirkegulvet som aldrig før. Det handler både om at sikre sin partner økonomisk – og om at finde kærligheden på ny. – Jeg er nyforelsket, siger Lena Linder, som fik sin Olle sidste sommer, 44 år efter deres første møde.

Jeg stod tilbage med et lille chok. Hvad skulle jeg gøre nu? Kunne han bare beslutte, at vi skulle sælge? Børnene boede primært hos mig, så jeg havde brug for et relativt stort sted, og den slags var ikke så let at finde til rimelige penge.

Det var først, da jeg havde lagt drengene om aftenen, at sammenhængen gik op for mig: Simon var blevet sur over, at jeg havde afvist ham. Så straffede han mig ved at kræve, at lejligheden blev solgt, selv om vi havde aftalt noget andet. Jeg blev fyldt med forvirring. 

Jeg kunne ikke nægte, at han stadig fyldte mig med det gamle begær, men jeg vidste også nu, at han i virkeligheden aldrig havde været god for mig, men skulle jeg alligevel have givet efter for ham, så jeg og drengene kunne blive boende?

Jeg ringede til Simon næste dag. Jeg var sød og spillede på hans forfængelighed. Sagde, at jeg da også savnede ham, selvom det ikke rigtig var sandt. Jeg flirtede. 

Jeg vandt tid. Han nævnte ikke det med lejligheden igen. Da jeg lagde på, havde jeg ondt i maven og en virkelig dårlig smag i munden.

I et stykke tid undgik jeg, at vi mødtes, men et par uger senere skulle jeg aflevere drengene hos Simon. Jeg kørte over til ham en lørdag formiddag. Han kom ud til bilen, og mens drengene løb ind i hans lejede hus, satte Simon sig ind i bilen til mig. 

Han begyndte at kærtegne mig, og igen gentog han, at han savnede mig.

– Vi kan jo godt dyrke sex, selv om vi ikke er gift længere, foreslog han.

Jeg kunne mærke, at jeg blev kold i hele kroppen. Det her var for meget, det havde jeg slet ikke lyst til.

– Det går ikke, svarede jeg, og smilede afbødende.

Simon så på mig med et blik, jeg ikke kunne afkode. Så rejste han sig og smækkede hårdt med bildøren og gik ind i huset. Det gik da meget godt, tænkte jeg ved mig selv. Jeg havde i det mindste stået fast.

Samme aften ringede min telefon. Jeg kunne se, at det var Christian, min ældste søn, der ringede.

– Mor, far siger … nåede han kun at sige, inden jeg hørte Simon råbe højt i baggrunden, og et øjeblik efter blev forbindelsen afbrudt. Jeg forsøgte at ringe til Christian op igen, men telefonen var slukket. 

Den forblev slukket hele weekenden, og jeg var dybt bekymret.

LÆS OGSÅ

Min voksne datter sløser med sit liv

En læser har en datter på 25 år, som ikke tager ansvar for sin økonomi og uddannelse. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Da drengene kom hjem til mig igen, var stemningen svær. Christian var indesluttet, og Marcus var konstant konfliktsøgende. De skændtes og sloges, og det tog flere dage, før vi havde ro på igen. Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var sket, men fra Christian forstod jeg, at Simon havde brugt det meste af weekenden på at tale grimt om mig.

Jeg blev meget ulykkelig. Men hvad skulle jeg gøre? Gå i seng med Simon for at få fred? Der var faktisk et øjeblik, hvor jeg overvejede det som en mulig løsning.

Jeg prøvede at ringe til Simon for at tale om problemet, men han var vred. Han mente, at det hele var min skyld. Det var mig, der ville skilles, og det var kun godt, hvis børnene forstod den rette sammenhæng, syntes han.

Jeg var selvfølgelig uenig, men jeg kunne intet gøre, andet end at prøve at få børnene ind i en god rutine hos mig, så der kom ro på.

Der var også sket det, at jeg var begyndt at se en anden mand. Det var meget nyt, men det gav mig alligevel en vis styrke og glæde i mit liv. 

Selvom Claus og jeg kun havde set hinanden et par gange, kunne jeg mærke, at han var god for mig. Han var meget anderledes end Simon, positiv, omsorgsfuld og ligefrem. Det var svært for os at ses, for jeg havde børnene boende næsten hele tiden.

Et par gange kom Claus derfor på besøg, selvom Christian og Marcus var der. Vi opførte os kun venskabeligt, og han gik hjem og sov hos sig selv. Jeg kunne dog mærke på Christian, at han nok havde luret os, men ingen af os sagde noget.

Jeg tænkte derfor heller ikke over det, da jeg afleverede drengene hos Simon næste gang. Sent lørdag aften kom der dog en sms, mens jeg var sammen med Claus.

Jeg kan forstå, at du har mødt en anden. Luder! Det kommer du til at fortryde, skrev Simon

Jeg blev chokeret. Og jeg var endnu mere urolig, da jeg dagen efter kørte hen til Simons hus for at hente børnene, for huset var mørklagt, og der var ingen hjemme.

Jeg sms’ede og ringede til Simon, men jeg fik intet svar. Jeg var dybt bekymret og grebet af en forfærdelig frygt, men jeg prøvede på ikke at tænke de værste scenarier igennem. 

LÆS OGSÅ

Sannes mor drak hele hendes barndom – en dag tog hun en vigtig beslutning

I dag ved jeg, at et barn skal ikke bekymre sig om sine forældre, et barn skal have lov til at være barn. Det fik jeg aldrig lov til af min mor, så vil hun have et bedre liv, må hun selv sørge for at få det, for jeg er videre. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Sent om natten modtog jeg så en sms, hvor Simon igen skrev, at jeg var en luder og aldrig ville få mine børn at se igen.

Næste dag tog jeg fri fra arbejde og kørte ud til det mest oplagte sted, hvor Simon kunne have skjult børnene. Nemlig hos sin mor. Der var de da også, og efter en meget følelsesladet samtale med hende, tog jeg begge drenge med mig hjem.

Siden da fik jeg fat i en advokat, som stod for al kommunikation med Simon. Jeg fik lavet en aftale for os i Statsamtet, og vi fik afgjort en samværsordning. I dag minimerer jeg min kontakt med Simon ved hver overdragelse, for det er jeg nødt til.

For Simon prøver stadig at lave så meget ravage som muligt, men jeg har lært at gøre mig kold og tackle det. Jeg er meget ulykkelig på mine børns vegne. 

Jeg havde aldrig troet, at deres og mit liv skulle blive sådan her, men jeg har lært at acceptere, at jeg ikke kan styre, hvad Simon gør. I dag bruger jeg alle mine kræfter på børnene. 

Jeg ser Claus, men ikke så ofte, som både han og jeg gerne ville. 

For lige nu gælder det bare om at skabe et godt liv og en tryg hverdag for dem. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.