Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg glædede mig til min 19-års fødselsdag. 

Ikke på grund af festen eller de mange gaver, mine venner kunne se frem til at få.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup i læderlook med slange om halsen: ”Ingen af os sagde nej”

Den massive opmærksomhed, der fulgte med succesen for Anne Dorthe Tanderup og ”de jernhårde ladies” i 90’erne, var svær for hende. For fokus var ikke kun på hendes præstation på håndboldbanen, men i høj grad også på hendes udseende. Hun endte et sted, hvor hun ikke kunne genkende sig selv.

Nej, jeg glædede mig til, at jeg skulle flytte for mig selv, ikke engang noget særligt prangende sted hen. Blot en lovlig mørk 1.værelses på 20 kvadratmeter, der lå i yderkanten af byen. Men det var luksus for mig, og vigtigst, lejligheden var kun min. 

Så her kunne jeg lukke døren, når det passede mig, spise, når jeg ville og ikke mindst; sove en hel nat uden at blive vækket af kaos og ballade.

Så længe jeg kan huske tilbage, har min mor drukket. Hun var i perioder i småjobs, men arbejdsløshedsperioderne var længere, og var hun i arbejde, så var hendes sygefravær tårnhøjt, og hun endte derfor altid med at blive fyret.

Jeg anede aldrig, hvordan stemningen ville være, når jeg kom hjem fra skole. Nogle gange lød der høj musik helt ud i trappeopgangen. Klam cigaretrøg ville ramme mig i entreen, og jeg flygtede derfor direkte ind på mit værelse. Andre gange sad min mor og hang over computeren og var ikke til at komme i kontakt med, fordi hun var optaget af et eller andet fuldstændig ligegyldigt på nettet. 

Det forhindrede hende også i at lave aftensmad og rydde op i al det rod, der altid var i vores hjem.

LÆS OGSÅ

Ida afslørede sin dybeste hemmelighed: "Jeg afslørede mit forhold over for min tidligere mand"

Hvordan føles det, efter måneder eller endda år, at røbe en vigtig og sårbar sandhed, man ellers havde skjult for omverden? Her fortæller Ida Høltzel om at fortælle sin famlie om, at hun er lesbisk.

Hvis jeg var heldig, lå hun og sov. Så kunne jeg lave mad af det, der måtte være i køleskabet og få lov til at spise i ro og fred. Venner havde jeg aldrig med hjem, for jeg skammede mig over både min mor, og hvordan der så ud og lugtede herhjemme.

Vores mor havde været alene med min halvstoresøster og mig, siden jeg var bare to år gammel. I starten havde hun klaret sig nogenlunde, men da alkoholen kom ind i hendes liv, gik det kun ned ad bakke. Hun havde skiftende kærester, men de holdt aldrig særlig længe, før de forsvandt igen. 

Jeg tror egentlig, min mor skammede sig over sit liv. For hun var ikke uintelligent, og hun havde haft store drømme for sit liv, men hun var endt som en enlig mor, der sad hårdt i det. 

Måske var det der, der fik hende til at drikke endnu mere.

Min søster var en del ældre end mig og flyttede hjemmefra, så snart hun fik muligheden for det. Vi havde ikke noget særlig tæt forhold. Det skyldes sikkert aldersforskellen, men desværre nok også, at vi kom fra den samme kummerlige baggrund, som vi begge to bare meget gerne ville væk fra.

Så vi har desværre aldrig kunne finde ud af at bruge hinanden til ret meget.

I skolen klarede jeg mig ikke særlig godt i de små klasser, men da vi i femte klasse fik en ny klasselærer, begyndte tingene at ændre sig for mig. Jacob var striks, mange af mine klassekammerater var lidt bange for ham og brød sig vist ikke om ham, men jeg havde det helt anderledes. 

Jeg elskede den struktur og disciplin, han forsøgte at indprente i os, det var jo præcis det modsatte af, hvad jeg kom fra.

Jeg tror egentlig godt, at Jacob havde en fornemmelse af, hvordan det stod til derhjemme, for han mødte jo min mor de få gange, hun dukkede op til forældresamtalen på skolen. Men det var ikke noget, jeg havde lyst til at tale med andre om dengang, så han nøjedes med at bakke mig op og gøre sit for at banke en tro på mig selv ind i mig. 

LÆS OGSÅ

Da Søren blev skilt, flyttede han ind i særligt kvarter – og det var ikke, hvad han håbede på

Velkommen til skilsmisseparken: På Amager findes et kvarter, hvor du kan have din livskrise i fred.

Det lykkedes mod alle odds, og det er jeg ham virkelig taknemmelig for i dag.

Nu har jeg så forladt mit gamle liv. Og nej, jeg skammer mig ikke over, at jeg dermed også forlader min fortabte mor. For i mange år havde jeg ondt af hende og gjorde alt, hvad jeg kunne, for at muntre hende op. Men et barn skal ikke bekymre sig om sine forældre, et barn skal have lov til at være barn, og det fik jeg aldrig lov til. 

Så vil min mor have et bedre liv, så må hun selv tage beslutningen og sørge for at få det.

For selv har jeg nok at se til, og jeg glæder mig til kun at have mig selv at skulle tænke på. Jeg er færdig med gymnasiet og har taget et sabbatår, før jeg starter på universitetet. Det år skal jeg bruge min tid på at arbejde, komme på plads her i min lejlighed og i det hele taget komme på plads i mit nye liv.

Ja, og så være sammen med den kæreste, jeg har været så heldig at møde. Han har ikke en baggrund som min, men han har også haft sit at slås med i tidens løb. 

Så vi holder sammen og er gode til at bakke hinanden op, og det er jeg sikker på, at vi vil blive ved med fremover.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.