"Jeg begyndte at mærke det i teenageårene. At jeg var tiltrukket af mit eget køn.
Jeg er vokset op i Spanien og flyttede til Danmark midt i puberteten. Jeg talte med min mor om det, og hun var kærlig og omsorgsfuld, men antydede, at det nok var bedst, at jeg lod være at forfølge det yderligere.
Selv var jeg usikker og ikke typen, der bare hoppede ud i det. Jeg havde ingen rollemodeller.
Min første store kærlighed var en spansk fyr. Det var ægte nok. Det samme gjaldt forelskelsen i min tidligere mand. Vi fik børn og har rejst verden rundt i 25 år. Men der var noget i baggrunden, jeg holdt nede og ikke delte med nogen. Jeg havde hele tiden et ønske om at møde en anden kvinde og prøve det af.
Jeg blev skilt for tre år siden. Efter et langt ægteskab levede vi efterhånden hver vores liv. Under skilsmissen mødte jeg en kvinde, som mere eller mindre ”overfaldt” mig.
Vi var fysisk tiltrukket af hinanden, og det satte en tsunami af følelser i gang.
Der var virkelig noget om sagen: Jeg var tiltrukket af kvinder. Vi havde et kortvarigt kærlighedsforhold, som blev en katalysator for mig.
Efter skilsmissen indledte jeg et fast forhold med en norsk kvinde. Jeg arbejdede i Norge og levede et hemmeligt liv med hende. Det var en hemmelighed i et halvt år, og min krop var i alarmberedskab, jeg fik allergi, og mit immunforsvar røg ned i kælderen.
At holde noget hemmeligt i så lang tid er ikke særlig sundt.
Jeg afslørede mit forhold over for min tidligere mand. Han sagde: ”Okay, tillykke med det. Det glæder mig.” Ja, men der var noget mere: Det var en kvinde. ”Nå, okay, fint,” sagde han. Det var det.
Men det var en forløsning.
Bare det at sige noget, der var sandt, var skønt. Jeg havde måske tænkt, at han ville sige: ”Hvad f..., jeg burde have regnet ud, at du var til piger!” Eller spørge mig, om han havde levet på en løgn. Men det gjorde han ikke.
Min største angst var at fortælle det til mine børn. Faktisk blev jeg i Norge, længere end jeg behøvede. Mit job var røget, så jeg kunne være flyttet til Danmark, men jeg turde simpelthen ikke. Jeg var så bange for at komme hjem. Jeg havde jo ikke været ærlig over for mine børn.
Når de ville facetime, undlod jeg nogle gange at tage telefonen, hvis jeg var hos hende. Det burde måske ikke være så stort at springe ud som lesbisk. I vore dage er der jo meget tolerance og mange forskellige køn.
Men på det menneskelige plan er man stadig sårbar. Og jeg var så bange for, at mine børn ville vælge mig fra. Velvidende, at jeg har opdraget tre vildt stærke børn.
Men bare den lille snart af angst for, at jeg ville skuffe dem.
Der gik fire måneder mere, før mine børn fik det at vide. Jeg talte med dem alle tre på én gang og fortalte, at jeg havde mødt en person, som jeg var vildt glad for.
De lavede lidt sjov og spurgte: ”Er han lækker? Har han penge?” Stemningen var god. Men mit mellemste barn kunne mærke, at der var noget på spil. Jeg nåede ikke selv at fortælle det, før hun sagde: ”Mor, må jeg godt have lov at gætte? Er du sammen med en kvinde?”
”Ja, det er jeg.” Så blev der stille.
Og så sagde et andet af mine børn: ”Ja, men for f….., vi lever sgu da i en moderne verden!” Og det tredje barn tilføjede: ”Jeg er ligeglad, hvem du er sammen med. Bare du er glad, mor!”
Det var ikke så kompliceret. De lavede lidt jokes, og måske syntes de inderst inde, at det havde været sjovere, hvis det havde været nogle venners mor og ikke deres. Men de tog det rigtig godt. Det var en kæmpe, kæmpe lettelse.
Jeg fik det meget bedre, for det gav mig frirum til at være mig selv og kunne fortælle om mit forhold. Børnene bombarderede mig ikke med spørgsmål, men de nåede at møde min norske kæreste en gang, inden vi slog op.
Jeg var tæt ved at miste min allerbedste veninde. Netop fordi jeg havde holdt mit forhold hemmeligt. Vi fandt ud af det sammen, men det kunne have fået voldsomme konsekvenser; jeg kunne have mistet hende.
Ikke fordi jeg er til kvinder. Men fordi jeg ikke havde været ærlig om noget så vigtigt i mit liv."
Om Ida Høltzel, 54 år
- Personlig assistent.
- Single og mor til tre voksne børn.
