Natasha Illum Berg lever med skiftende elskere: ”Jeg møder vildt mange fordomme”

Natasha Illum Bergs farfar var en af de første naturfilmfotografer i verden. Mens han filmede næsehorn i Indien, tog Natashas farmor ud og skød menneskeædende tigere.

– Så min far er opdraget i en verden, hvor kvinder kan gøre, hvad de vil, og det er det, han har givet videre til min søster og mig. Min søster blev jurist, jeg valgte at blive professionel jæger i Tanzania og forfatter, og der blev ikke løftet et øjenbryn i forhold til hverken det ene eller det andet. 

Det eneste, vi fik at vide, var, at vi skulle arbejde hårdt og gøre os umage med det, vi valgte. Først langt senere i livet er det gået op for mig, at det også er min farmor, der har inspireret mig til at leve et liv i overensstemmelse med, hvem jeg er. 

Da jeg var seks år, sagde hun til mig: ”Jeg har kun to råd at give dig. Det ene er, at du skal huske, at en leopard kan gemme sig bag en tændstikæske, og at den er hurtigere end lynet”. Det er jo ikke en normal ting at sige til sit lille barnebarn, men det var den verden, hun havde bevæget sig i. Jægerens verden, som også blev min.

Og det andet råd?

Hun griner højt.

– Ja, det er lidt åndssvagt, men også meget skønt. Hun sagde: ”Du skal altid kun drikke champagne, når der overhovedet ikke er nogen grund til det”.

Natasha ligner helt klart en kvinde, der kunne finde på at drikke et glas champagne hvor som helst og når som helst. Også denne kolde formiddag på forlaget i København, hvor vi mødes i anledning hendes aktuelle bog. 

Høj, aristokratisk. Iført kakifarvet skjorte og bukser, lange, smalle støvler og iøjnefaldende smykker. 

Med et usædvanligt kraftigt håndtryk og et opmærksomt, direkte blik i øjnene, der med det samme ville opdage en eventuel leopard uanset hvor, den måtte gemme sig. 

Hun var 18 år, da hun første gang rejste til Tanzania for at forfølge drømmen om at jage storvildt, og hun har boet fast dernede, siden hun var 22. Hun er i Danmark på en kort visit for at promovere sin selvbiografiske bog 'I mænds selskab', hvori hun fortæller om nogle af de mange markante mænd, hun har mødt igennem livet. 

Faderen. Mentoren. Elskeren. Trackeren. Nattevagten. Drømmeren. Vennen. Arbejdsgiveren. Krybskytten. Og den elskede – ham, der blev skudt lige foran hendes hus.

Et kæmpe opbrud

De første ti år af sit liv boede Natasha med sin mor, far og storesøster på familiens gods inde i en stor skov i Blekinge. Moren er dansk, og det var hende, der gav Natasha interessen for litteratur. 

Faren var dansk/svensk, og han gav hende kærligheden til naturen, dyrene og jagten. Da Natasha var ni år, blev det liv, hun kendte og elskede, pludselig vendt fuldstændig på hovedet.

– Det var et kæmpe opbrud. Først tog min søster på kostskole, og kort efter – og indenfor samme uge – pakkede min mor en taske og forsvandt, og min hund løb væk. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at skrive. Jeg var for lille til at sætte ord på, at min mor var rejst, det var simpelthen for stort, så i stedet begyndte jeg at skrive om min hund, der var løbet væk.

Selvom det også var traumatisk for mig, var det mere håndterbart.

Hvorfor begyndte du at skrive om det?

– Det gik op for mig, at ligegyldigt hvor stort, det, man føler, er, så kan man tage den her tonstunge ting og med ord lægge den ned på et tyndt stykke papir, som man ovenikøbet kan folde sammen og putte væk i lommen. 

Det var helt fantastisk. Det fik jo ikke smerten til at gå væk, men jeg kunne få en lille pause, og så kunne jeg altid folde papiret ud igen og læse min historie, når jeg gerne ville tilbage i tankerne og smerten.

Hvorfor rejste din mor?

– Fordi det ikke fungerede mellem hende og min far, ægteskabet var ved at kvæle hende. Jeg er ikke typen, der lader ting ligge og ulme, så min mor og jeg har talt ud om det her for længe siden. 

Jeg spurgte hende, hvordan hun kunne gå fra sit barn, og hun svarede: ”Hør her skat, jeg var aldrig kommet derfra, hvis jeg ikke havde gjort det på den måde. Og hvis jeg havde taget dig med mig, var du blevet dybt ulykkelig, for du ville være i den skov”. Og det har hun også ret i.

Det følgende år blev Natasha boende på godset. Hun havde et fantastisk forhold til sin far, som var af den gamle skole.

”Jeg nejede for voksne mennesker, til jeg var 18”, fortæller hun blandt andet. Sådan var det bare, men der var også masser af knus, kys og kærlighed. 

Faren tog hende med ud i skoven og lærte hende at håndtere våben, men han forventede også, at hun kunne finde ud af tingene, så hun måtte bare følge med. Der var ikke så meget pædagogik. På et tidspunkt mødte faren en ny kvinde. 

Hun flyttede ind på godset, men hun var ikke sød ved Natasha, som derfor valgte at flytte til København og bo hos sin mor i stedet for. Som voksen bevarede hun på trods af den store fysiske afstand et tæt forhold til sin far, og det var svært, da han i en alder af 76 år ikke længere ønskede livet.

– Han var mæt af dage. Det havde intet med selvmord at gøre, det er vigtigt at sige. Han forklarede mig, at han havde det som om, han havde siddet til den mest fantastiske middag med forret, hovedret, efterret, kaffe og cognac – hele molevitten – og nu var han træt og ville hjem og sove. 

Jeg prøvede, typisk mig, at sige, kom nu far, du kan godt spise lidt mere. Men nej, det kunne han ikke, sagde han, han var glad og tilfreds, og han bad mig om at give slip på ham.

Så han lagde sig simpelthen til at dø?

– Ja, og min farmor gjorde det samme i sin tid.

Hvordan var det at miste ham?

– Forfærdeligt. Selvfølgelig. Alle er enige om, at det er frygteligt for mindre børn at miste deres forældre, men man taler ikke helt så meget om, hvor svært det kan være at miste sine forældre, når man er 20, 30, 40 eller senere. 

Jeg var 42, da min far døde, men han var jo det ene af de to mennesker, der har skabt mig, og derfor er det stadigvæk en kæmpe sorg at miste et menneske, som man har elsket højt, højt, højt. 

Jeg plejer at sige, at jeg føler, at der er sådan nogle tynde rispapirdøre mellem mig og den endelige afgrund. Når man er helt lille, har man bedsteforældre, måske endda oldeforældre, og forældre foran sig som de her rispapirdøre, der skærmer mod afgrunden. 

Hver gang, der er en, der dør, så bliver en af dørene trukket til side, og når ens sidste forælder dør, er der fri udsigt til den endelige afgrund. Og det er der, det virkelig er gået op for mig, hvor godt det er, at jeg har fået et barn. 

For så behøver jeg ikke koncentrere mig om udsigten til afgrunden, jeg kan i stedet vende mig om og kigge tilbage mod min datter.

LÆS OGSÅ

Bør jeg kontakte konen til ham, jeg var utro med?

Kvinde fortryder forholdet til en gift mand og vil advare hans kone. Læs, hvad familieterapeut Stine Hagen svarer.

Krav om uddannelse

Natasha har stadig sin mor, og lige nu overvejer hun at flytte hende permanent ned til sig i Tanzania, så hun kan tage sig af hende på samme måde, som moderen tog sig af hende, da hun i sin tid flyttede fra den store svenske skov til Københavns asfaltjungle. 

Dengang kom Natasha på Krebs’ Skole og senere på en svensk kostskole, og da hun som 18-årig for alvor skulle ud i livet, var der kun én ting, hun ville: Til Afrika. Så afsted tog hun. 

Forældrene sagde, det var fint nok, at hun ville være professionel jæger og forfatter, men de stod fast på, at hun også lige måtte komme hjem og tage sig en uddannelse. Natasha var vant til at rette ind efter sine forældre, så hun kom hjem igen og valgte skovfogeduddannelsen, hvor hun kunne være udenfor i en skov. 

Hun tog de obligatoriske otte måneder som skovarbejder, men inden hun nåede videre til den teoretiske del, trak Afrika igen for meget i hende.

– Jeg havde et hemmeligt møde med en, der lavede jagtfilm, jeg vidste, han skulle til Tanzania og filme, og jeg sagde til ham: ”Jeg vil arbejde gratis for dig et år mod kost, logi og en bøffel”.

Otte års smerte

Og sådan blev det. I 1994 kom hun i lære som professionel jæger, tre år efter havde hun sin licens, og i 2008 blev hun det første kvindelige medlem af The African Professional Hunters Association. 

Hun har skrevet en lang række bøger, og hun har i mange år haft sin egen virksomhed, hvor hun tager gæster med ud på storvildtjagt. I sin aktuelle bog fortæller hun mange historier om sit vilde og anderledes liv. 

Mændene løber som en rød tråd igennem det hele, for, som Natasha siger, så har hun nok tilbragt omkring 90 procent af sit liv sammen med mænd. Der er alle de professionelle relationer, men så er der også de ganske mange mænd, som hun har taget i sine arme for en stund, og de få, hun har lukket helt ind i sit hjerte.

Du fortæller i bogen, at du har delt telt med 'Ismael', som er dit gevær, i flere nætter, end du har med én mand, har du aldrig mødt en mand, du kunne tænke dig at dele hele livet med?

– Jo, men han blev myrdet. Det skal jeg ikke lave en lang tudehistorie over, men selvfølgelig knuste det mit hjerte. Tusinde procent. Det skete i 2001, og det sår heler aldrig fuldstændig op, men der kommer jo et tidspunkt, hvor man må videre i programmet.

Hvem var han, og hvad skete der?

– Hvor jeg elsker litteraturen, elskede han kunsten, og allerede der var der stof til diskussioner resten af livet. Hvor jeg elsker bushen, elskede han havet. Det er ikke det samme, men det er det samme. 

Vi lærte af hinanden. Og så var han en stor, stærk og pisse lækker mand. Med en kæmpe personlighed, som man kunne mærke, når han kom ind i et rum.

Hvor mødte du ham?

– I Nairobi til et selskab. Det var ham, der opdagede mig. Han var separeret, ikke skilt, og vi blev sindssygt forelskede i hinanden. Og så blev han slået ihjel.

Af hvem og hvorfor?

– Hør her, jeg ved det i mit hjerte, men jeg må ikke sige det højt, for der er ikke nogen dommer, der har sagt det.

Du ved simpelthen hvem, der gjorde det?

–Ja, det ved jeg godt. Men den person er aldrig blevet dømt.

Hun holder en lille pause.

– Han blev skudt lige udenfor min havelåge, og jeg hørte skuddet. Så sådan var det. Derefter flyttede jeg op på en høj i Tanzania, hvor jeg boede helt isoleret i 16 år. 

De første otte år brugte jeg på at gå igennem smerten. Det betyder ikke, at smerten ikke stadig er med mig i dag, men den blokerer ikke i forhold til, at jeg aldrig ville kunne finde en mand igen. Jeg tror tusinde procent på kærligheden. Intet er større end kærlighed. 

Samtidig tror jeg, at det er ret sjældent, at man finder så dyb og stor en kærlighed, som jeg fandt med ham. Rent praktisk skal det jo også fungere, og der er det nok ret svært at finde en mand, der matcher mit liv. Det er ikke fordi, jeg er særlig krævende, jeg er jo ikke en high maintenance woman på nogen måde. 

Jeg kan sove under et træ. Det er ikke det. Men han er nødt til at være mere mand end mig, for ellers går det sgu ikke. Så er det ikke lækkert for mig. Og samtidig er han også nødt til at kunne holde en middagskonversation, han skal have noget mellem ørerne. Så vil der måske være nogle, der siger, aj, Natasha, du kræver også rigtig meget. 

Jamen, hvorfor gør jeg det? Det er er sgu da fordi, det er det, jeg selv tilbyder. Jeg leder jo bare efter en fra min egen stamme.

Så hvordan lever du livet i forhold til mænd og kærlighed i dag?

– Jeg elsker livet alt, alt for meget til at lave et narrativ, der handler om, at jeg er låst fast efter det, der skete. Ja, jeg blev smidt fuldstændig af sporet, men jeg opdagede også et andet spor. En helt anden måde at leve på, som egentlig også er ret fantastisk. 

Måske har det altid ligget latent i mig, at jeg skal leve det frie liv, jeg er a free spirit, og på en eller anden måde var jeg pludselig ligesom lidt off the hook i forhold til at skulle leve som alle andre. Der var ikke længere nogen, der satte spørgsmålstegn ved, at jeg egentlig bare gerne ville have en elsker uden at lave noget seriøst ud af det. 

Så jeg har nok gjort det, som jeg tror, at mænd – i hvert fald historisk set – har været meget bedre til end kvinder: At adskille kærlighed og sex. 

Vi kvinder har det med at tro, at så snart vi er seksuelt tiltrukket af en mand, så er det HAM, vi skal være med. Men altså, det er det jo mange gange slet ikke. Og ja, så kan man jo være heldig en dag at møde en, hvor der er fuld plade og bingo, men helt ærligt, det er virkelig sjældent.

Hvilke reaktioner møder du, når du giver udtryk for, at du lever med skiftende elskere uden at lede efter et fast forhold?

– Jeg møder vildt mange fordomme. Den eneste hjælp har været, at jeg trods alt var så gammel – 33-34 år – før jeg begyndte at leve på den måde. Havde jeg været i 20’erne, havde det ikke været så godt. Der har man ingen erfaring, og så kan det hurtigt blive en hård måde at leve på. Men ja, jeg møder kritik af min måde at leve på, men jeg har altså ikke tænkt mig at leve uden seksuelle forhold, indtil jeg en dag – måske – møder den store kærlighed. 

Jeg var i midten af 30’erne, da jeg begyndte at leve på den måde, give me a break, og jeg er jæger af natur. Det er skønne, forskellige mænd, der har været i mit liv, men jeg har aldrig ladet som om, det var kærlighed, når det ikke var det. 

Det er en vidunderlig og livsbekræftende leg, vi griner og har det dejligt, og det er det.

Den største gave

Der var dog en enkelt mand mere, hvor forholdet blev dybere og mere alvorligt. En svensk mand, som Natasha fik sin datter med. De var sammen i tre år, og i dag deler han sit liv mellem Sverige og Tanzania, så han kan være så meget som muligt sammen med sin datter. 

Det fungerer. Det meste af tiden er datteren dog sammen med Natasha.

– Hun er den største gave nogensinde. Den største glæde overhovedet. Og tænk engang, at jeg var lige ved ikke at springe på det tog. Dørene var lige ved at lukke foran mig, men så nåede jeg med, gudskelov, jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville have været, hvis jeg ikke havde fået hende.

Hvordan er jeres forhold?

– Det er meget, meget, meget tæt. Vi har et fantastisk forhold. Hun er 14 år nu, og jeg synes ikke engang, at hun er en svær teenager. 

Selvfølgelig laver hun sådan noget øjenrulleri somme tider, og hun er lige så stædig, som jeg er. Men hun er bare et sindssygt sødt og varmt menneske, og jeg er så taknemmelig for, at hun findes i mit liv.

Hvordan er hendes forhold til naturen?

– Hun har også et meget dybt forhold til naturen. Hun skal ikke være jæger, det interesserer hende ikke, og det er helt fint. Jeg ønsker af hele mit hjerte, at hun finder sit eget. Hun interesserer sig meget for tilstanden på vores planet, og lige nu er hun særligt interesseret i havene og koralrevene. 

Jeg har haft hende lidt med på jagt, men der er meget strenge regler for, hvad man kan og må. Når hun bliver ældre, kan jeg tage hende lidt mere med, hvis hun har lyst. Hun er jo en lille afrikaner, hun skal prøve at være i campen og snakke med gutterne, så hun forstår, hvad jeg laver. 

Og så skal hun finde sin egen vej, præcis som jeg har gjort.

Hvad er det vigtigt for dig at give hende med i livet?

– To ting. Den ene har jeg med fra mine forældre, og det er, at der er støtte hjemmefra til, at man kan vælge at lave lige præcis det, man gerne vil, bare man så arbejder hårdt for det. Den anden ting kommer fra mit eget liv, og det er, at vi mennesker kun har kontrol over én ting, og det er, hvem vi godt vil være. 

Når vi har bestemt os for, hvem vi vil være, så kan andre menneskers opførsel ikke pille ved det. For mig er det f.eks. sindssygt vigtigt at være et pænt menneske. Sindssygt vigtigt. 

Når jeg lægger hovedet i græsset eller på puden, eller hvor jeg nu ligger, når jeg tager mit sidste åndedræt, så vil jeg vide i mig selv, at jeg virkelig har prøvet at opføre mig ordentligt. Så kan du sige, men hov Natasha, du blev forelsket i en mand, der kun var separeret, og ja, det gjorde jeg, for sådan er livet også. 

Men jeg prøvede at opføre mig pænt omkring det. Livet er jo aldrig helt rent, der sker alle mulige overlap. Folk, der siger andet, lyver. Men det er virkelig vigtigt for mig, når jeg forlader denne verden, at de mennesker, der kender mig, vil sige, hun var en god datter, en god ven, en god mor. 

Et pænt menneske. 

De tanker vil jeg gerne give videre til min datter, så hun kan beslutte sig for, hvem hun gerne vil være og finde en ro i det.

Nye eventyr

Natasha har ikke planer om nogensinde at flytte væk fra Tanzania, men hun overvejer at putte en lille pose penge i noget fast ejendom i Skandinavien. 

Bare for en sikkerheds skyld, og også for at hendes datter har en base et andet sted end i Afrika, hvis hun en dag måtte ønske at gøre brug af det.

Hvilket liv ser du ellers for dig selv i de kommende år?

– Mit liv er aldrig bare det samme og det samme. Jeg har altid eventyr forude. Lige nu har jeg en plan om at gå igennem 100 km skov i Gabon, og jeg har også en drøm om at gå igennem en ørken. 

Jagtmæssigt kan man ikke blive ved med at være professionel for evigt. På et eller andet tidspunkt hører det op. Det er ikke endnu, men jeg vil sige, at det nok er forbi om seks-otte år, og så kunne jeg godt tænke mig at finde et stort naturbevaringsprojekt, jeg kan arbejde for. 

Ved siden af har jeg mit forfatterskab, som aldrig holder op, og jeg har tænkt mig at skrive, så længe min hjerne fungerer.

LÆS OGSÅ

Keld Heick blev fristet af en anden kvinde – men én tanke fik ham til at bremse op

I forbindelse med et spillejob blev Keld Heick fristet af en anden kvinde, selvom han var gift. Men han stoppede sig selv i tide, da han blev ramt af en vigtig tanke.