Når jeg snap’er selfies med mine store børn, så flytter jeg tekstboksen hen, hvor den skjuler min hængehud ved halsen.
"Er det egentlig uncool, sådan ifølge Snap-etiketten, at flytte boksen?", spurgte jeg en dag min datter. Hun mente, at det var inden for skiven, men synes i øvrigt, at jeg er åndssvag.
Men det kan hun sagtens mene – som hun stråler der i sin ungdommelige, naturlige skønhed.
Grunden til mit spørgsmål var, at jeg prøver at leve op til tidens velmenende krav om, at man skal elske alle sine uperfektheder og alderstegn. Dermed går jeg og skammer mig over, at jeg ikke kan se det decideret smukke i min hængehud. Jeg skammer mig over at skamme mig. Det er usejt at være usikker.
Jeg gad godt være typen, der marcherede selvsikkert ind på scenen, mens jeg holdt min blafrende, løse hud op i luften som et sejrssikkert landeflag.
Det går mig desuden på, at jeg uden øjenmakeup ligner en undulat.
Samme dilemma blev højaktuelt, da jeg for nyligt var ude at rejse og boede i fælles Airbnb med en flok mandlige venner, som jeg ikke ser så tit. I samme øjeblik jeg vågnede, lagde jeg en form for ninja-plan om, hvordan jeg fik sneget mig ud på badeværelset med diverse hygiejne- og makeupremedier og låse døren, inden jeg blev set med morgenfjæs.
Omvendt var det også flovt at møde op til morgenbordet med både læbestift, foundation og frisklagt mascara. Jeg narrede ingen. Og mændene sad jo bare der med morgenhår og pudemærker i ansigtet.
Da den ene af mændene – uden onde bagtanker – henkastet sammenlignede mig med Holger Runes mor, Aneke, så startede det endnu en lavine af usikkerhed: Bruger hun ikke meget makeup? Var min plan om at se nogenlunde naturligt morgenflot ud blevet afsløret som sminket svindel?
Valget havde stået mellem at udstille min forfængelige usikkerhed eller ligne en undulat. Jeg vælger næsten altid det første, når jeg er sammen med andre end mine nærmeste.
Finurligt nok er det de der undulatdage, hvor jeg altid får uventede gæster eller møder ekskærester og gamle chefer nede i brugsen. Dem møder jeg aldrig, når jeg har gjort noget ud af mig selv.
Måske er jeg bare et produkt af min generation. Jeg var ung i 90’erne, hvor den tids skønhedsidealer satte sig urokkeligt fast. En ting var, at supermodellerne var slanke som mynder. Et andet urealistisk ideal var, at man skulle være naturligt modelsmuk – helt uden snyd og sminke. Det er også derfor, at min generation X finder det løjerligt, at nogle unge kvinder ligefrem går efter et meget makeuppet look, hvor det også er helt tydeligt, at de har fået fillers i læberne, at brynene er malede, panden er botox-stiv og øjenvipperne fake.
Men det er jo snyd!, siger vi forarget. For hvis man skal snyde, så må man endelig ikke blive afsløret. Kunsten var at lægge tre lag makeup, der ikke i sig selv kunne ses. Mit ideal er stadig at vågne i en slidt T-shirt og uden så meget som et gram makeup ligne fotos af Kate Moss eller Helena Christensen. I guder. Det ideal er uopnåeligt for Moss og Christensen selv! Det ideal er nærmest mere usikkerhedsskabende end nutidens mere kunstige.
Ved skillevejen er der to muligheder: Stå ved undulaten eller pak stolt makeuptasken op. Pick a lane og find noget indre ro, din 50-årige tosse!
Om Mette Kirstine Goddiksen
- Ugens klummeskribent er cand.comm. og bygger nu videre på sit cv som social- og sundhedsassistent-elev.
- Hun er 49 år, gift med Eske og har tre døtre.
- Kendt som evil cat lady med hang til sarkasme, sorte øl og stiletter.
