Jeg magter ikke at krænge mit sjæleliv ud på jobbet

Jeg er en moden kvinde, der efter at have mistet mit job, som jeg har haft i mange år, var så heldig at finde mig et nyt sidste år. 

Jeg arbejder nu med kundeservice i en virksomhed, der heldigvis kører rigtig godt. Selve jobbet er jeg glad for, det er mere ånden i firmaet, som jeg ikke helt trives med.

De fleste af de øvrige ansatte i virksomheden er unge mennesker, det gælder også for ledelsen. 

Samme ledelse lægger meget stor vægt på samarbejde og trivsel på tværs af organisationen. Det er jo alt ære værd, problemet er de forskellige ”selvudviklingsevents” vi tvinges til at deltage i. 

Vi har bl.a. været på teambuilding ture med overnatning. Her har vi også skulle åbne op om os selv og fortælle om både vores stærke og svage sider. Ifølge ledelsen fordi, vi skal turde udfordre os selv. De virker selv stærkt begejstret for den slags kurser, mens jeg indrømmet, afskyr dem. 

For jeg er ikke vild med at sidde og åbne op for mine mest private sider over for folk, jeg dårligt kender. Jeg har også svært ved at se, at der er kommet noget som helst brugbart ud af de forløb, vi har været på.

LÆS OGSÅ

Line var hjerteløber den nat, Maries far gik bort – et år senere mødte kvinderne hinanden igen

Da Marie ringer 112 en februarnat for tre år siden, er hun uvidende om, at hun inden længe vil miste sin far i en alt for ung alder. Hvad hun heller ikke ved, er, at hun kommer til at møde en helt særlig ung kvinde, der senere bliver til en ægte hjerteveninde.

Det er nok en gang hver halve år, at vi har den type kurser. Hver gang er jeg på forhånd ødelagt af nerver, og jeg føler mig malplaceret blandt de unge og begejstrede medarbejdere. Sidste gang meldte jeg fra med en (dårlig) undskyldning, men det kan jeg ikke blive ved med. 

Så har du et råd til, hvordan jeg griber det her an – og hvordan jeg måske kan slippe for at deltage?

Vibeke Dorph råder til at være åben, men med en vis distance 

Jeg kan desværre ikke give dig et råd til, hvordan du slipper for at deltage i diverse selvudviklingskurser på dit job. 

For jeg har selv i tidens løb været tvangsindlagt til at deltage i den type arrangementer med både større og mindre succesfuldt udbytte. Nogle af kurserne er jeg gået til med en dyb skepsis for bagefter at måtte indrømme, at det rent faktisk var meget sundt og lærerigt. 

Få gange har jeg, som du, følt, at det har været hyggeligt nok, men i bund og grund også spild af min og andres tid. Det har dog ikke fået mig til at melde fra, for jeg synes egentlig, at når en virksomhed forsøger at skabe et større sammenhold blandt deres ansatte, så skal det belønnes, man skylder i det mindste at bakke op om de fine hensigter.

Det betyder dog ikke, at hverken du eller jeg er tvunget til at kaste hele vores brogede følelsesliv på bordet foran vores chefer og kollegaer. 

Vi skal være åbne, ja, men vi skal også passe på os selv og vores integritet. Lad derfor være med at tænke, at du behøver at krænge alt ud. Sænk skuldrene og vær præcis så ærlig, som du har lyst til, men sig fra, hvis du får det ubehageligt og føler dig gået for nært. 

Det kan du sagtens gøre på en ordentlig og værdig facon. Sig blot, at det kan eller vil du ikke lige udtale dig om, eller det ved du egentlig ikke, hvordan du har det med, hvis det er sådan, det forholder sig. Kort sagt, vær dig selv, men vær det med en distance, så du kun giver det af dig, du har lyst til og formår.

Vi skal som mennesker være åbne, men det er ikke ensbetydende med, at vi er tvunget til at dele hver en krog af vores sjæleliv med andre, for hvad der bor i os, er vores eget, så det skal vi værne om, og det har vi også ret til at gøre.

Skriv til Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

LÆS OGSÅ

Det jeg så i nabohaven, ændrede alt mellem min mand og mig

Einar og jeg var gift i 20 år. Næsten lige så længe bar han på en hemmelighed, som til sidst førte til, at vi gik fra hinanden.