Er ‘sød’ i virkeligheden bare en
pæn måde at sige ‘kedelig’ på?
Manuskriptforfatter og forfatter Anna Juul har lige udgivet bogen ’Sød
Tøs’, hvor hun undersøger netop det spørgsmål – og de roller og dynamikker, vi
påtager os i venskaber.
I ALT for damernes podcast 'Skål
Søster' deler hun nogle af sine egne erfaringer med bogens temaer.
Har du i din opvækst selv været 'den søde
pige'?
Ja, jeg var meget en sød tøs, da
jeg gik i skole og på gymnasiet. Sådan en, der ikke gjorde nogen fortræd.
Jeg
havde venner og var ikke i en mobbe- eller eksklusionssituation, men jeg havde
hele tiden en følelse af, at ’sød’ var det, man kunne sige om mig. I
folkeskolen var jeg også det, jeg vil kalde en social kamæleon, som var god til
at please. Jeg var meget vellidt, men ikke en af de mest populære – jeg lå nok
solidt i midten, hvis man rangerede, hvem man helst ville bruge en eftermiddag
sammen med fra klassen.
Dengang gjorde jeg ikke så meget væsen af mig. Og jeg
tænker nu, at hvis jeg døde i morgen, så ville jeg da ønske, at nogen sad
tilbage og sagde, at jeg var sød. At jeg var et godt og ordentligt menneske,
der behandlede andre venligt. Men jeg tror i hvert fald ikke, at ’en stille,
sød pige’ er det, man vil beskrive mig som nu. Til gengæld tror jeg, at der er
mange, der vil sige, at jeg fylder meget.
Har du prøvet at ryste ’den
søde pige’ af dig?
Jeg læste på et tidspunkt en
undersøgelse, der viste, hvor svært og sjældent det faktisk er at bryde ud af
den rolle, man har haft i sine tidlige år. Jeg tror i virkeligheden altid, at
jeg har været den, jeg er nu – men tidligere var der bare ikke så meget plads
til at være det.
Og alle personlighedstræk og
egenskaber har jo en positiv og en negativ slagside. Det vil sige, at fordi jeg
er en sød og pleaser-agtig type, så kan folk godt lide at være sammen med mig.
Jeg er venlig og opfører mig ordentligt. Men på den anden side gør det også, at
jeg kan blive vadet hen over, fordi jeg ikke kan finde ud af at sige fra. Så
grunden til, at jeg har det godt, er også grunden til, at jeg har det svært, hvis
det giver mening.
Når jeg i forbindelse med mit
arbejde er ude at give interviews eller tale til arrangementer, så får jeg også
stadig en lille smule vand i munden bagefter, fordi der sidder et eller andet
inde i mig, som har svært ved at tage plads. Jeg vil hellere bare passe ind og
gå under radaren. Den følelse har jeg svært ved at slippe, og jeg ved ikke
helt, hvor den kommer fra. Jeg tror måske, jeg har haft mange, mange år, hvor
jeg virkelig ikke kunne lide mig selv. Og hvis man har det sådan, så vil man
heller ikke tiltrække sig mere opmærksomhed end højst nødvendigt.
Jeg synes altid, jeg er en
kombination af et galoperende messiaskompleks og mindreværd. Psykologers
catchphrase er, at jeg skal lære at sætte grænser. Begynde at sige nej. Det er
tit noget, jeg får at vide, men det er bare så stenet, når et nej ikke bliver
accepteret. Jeg kan nemlig kun sige nej én gang, så hvis mit nej ikke bliver
accepteret, skal de bare blive ved med at spørge mig – og så bliver nej’et til
et ja.
Har du haft plads til at udvikle dig i
dine venskaber?
Ja. Jeg har en vennegruppe, der har
eksisteret i mange år, og den er jeg virkelig glad for. På et eller andet
tidspunkt i vores 20’ere gled vi hver vores vej, så det har været et meget
aktivt valg at blive ved med at hænge ud. Jeg synes, det har en værdi at kende
nogen, der har kendt én, inden man var blevet helt til sig selv endnu, og som
har stået last og brast med én.
Men risikoen ved de venskaber er
også, at der godt kan gå anekdote-bingo i den, og at samværet til sidst ender
med, at man hele tiden spørger: Kan du huske, dengang…? Det bryder jeg mig ikke
om, så jeg synes, det er vigtigt at udvikle sig sammen. Jeg vil hellere tale om
de ting, der sker nu, eller som måske sker i fremtiden.
Jeg er 33, og i min
alder er der rigtig mange, der får børn og flytter væk fra storbyen. Der bliver
det hurtigt et helt projekt at drikke en kop kaffe – hvilket jeg generelt
sjældent gør med venner, fordi aftalen så ofte bare går med at tale om, hvordan
det går nu. Man planlægger ofte møderne langt ude i fremtiden, og så dør
spontaniteten, oplever jeg. Det er ærgerligt, og så kan det være lettere at ses
med de folk, man arbejder med, fordi det er nemmere at være spontan.
Har du så også mistet venner gennem årene?
Jeg synes ofte, at jeg mister
venner. Måske fordi jeg altid har været den, der holder kontakten og sørger for
at ringe – og hvis jeg så stopper med at ringe, så er der lige pludselig ingen,
der ringer. Det er ikke, fordi der er sket noget i venskaberne, og jeg har tit
haft tanken om, at jeg bare kunne ringe dem op i morgen, og så ville det være
hyggeligt. Men jeg har nok ofte en følelse af, at jeg bærer meget af venskabet
på mine skuldre.
Jo ældre jeg bliver, jo mere tænker jeg også over, hvor
mange gode venner man egentlig har plads til inde i sit hjerte. Måske er det
meget fint, at man har nogle enkelte tætte – og så bare rigtig mange gode
bekendte. Det er dejligt at have.
Det handler måske også om at sende
folk godt videre. Man behøver ikke med næb og klør at holde fast i noget, der
bevæger sig i helt forskellige retninger. Derfor bliver jeg også mindre ked af
det nu, hvis kontakten ryger, for så tænker jeg, at det måske kan være, at vi
reconnecter igen. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at de forsvinder helt. Det
er okay at lade falde, hvad der ikke kan stå – uden det er en dårlig eller
dramatisk ting.
Lyt til hele samtalen i ALT for damernes podcast 'Skål Søster'.
