Flemming Østergaard om sin afdøde hustru: ”Jeg vidste, at jeg selv ville sørge for hende hele vejen”

Den 19. marts 2026 kunne Flemming Østergaard fejre diamantbryllup med sin elskede Inge. 

Plejehjemmet Rude Skov havde pyntet op med flag helt ude fra lågen, og på døren ind til Inges værelse hang et lamineret lykønskningskort fra personalet. To trægardister – også med flag – stod vagt og bød velkommen.

– Det var simpelthen så rørende, hvor meget de på plejehjemmet havde gjort for, at det kunne blive en festlig dag for Inge, vores søn Nikolaj og mig, uden at det blev for overvældende. Jeg havde købt lagkager og lidt forskelligt med til både personalet og os, og så væltede det ellers ind med blomster og kort fra venner og bekendte. Det blev en meget minderig dag, som Inge ikke opfattede meget af.

I sommeren 2021 blev Inge diagnosticeret med Alzheimers sygdom. Det er den hyppigst forekommende type af demenssygdom, og i fire år passede Flemming sin kone i deres fælles hjem i Skodsborg. I november 2025 måtte han imidlertid gå nogle af sit livs tungeste skridt, da han var nødt til at følge Inge ud ad døren for sidste gang, fordi hun fra da af skulle bo på plejehjem. 

Det var ikke længere hverken muligt eller forsvarligt for ham at have Inge boende hjemme. Flemming, som i offentligheden især er kendt under navnet ”Don Ø” fra sin tid i FCK og Parken Sport & Entertainment, har siden oktober 2024, og efter mange svære overvejelser, på Facebook delt sine tanker om, hvordan det er at være pårørende til et menneske med demens med alt, hvad det medfører af følelsesmæssige og praktiske udfordringer, herunder de problemer, der er med sundhedssystemet, som efter hans mening ikke altid fungerer efter hensigten. 

Nu er han aktuel med bogen 'Det skal fandme være en god dag', og han har inviteret hjem i sin nye lejlighed blot et stenkast fra det hus, hvor han og Inge boede i 29 år, for at fortælle om den livslange kærlighed, der har båret ham igennem de seneste fem meget svære år og frem til nu.

Gift for en bolig

Det hele begyndte på Skovshoved Skole. Flemming var 14-15 år, da han for alvor fik øje på Inge til den daglige morgensang. 

De boede i nærheden af hinanden, så han vidste godt, hvem hun var, men han vidste også, at hun ikke var lige sådan at komme i nærheden af. Det holdt ham dog ikke tilbage.

– Inge var en populær pige, men det var almindeligt kendt, at hun ikke havde nogen interesse i drengene. Vi havde begge to en morgentjans inden skoletid, hvor vi tjente penge ved at køre ud med brød og mælk fra to forskellige bagerier, og på et tidspunkt begyndte vi at mødes på vores ruter. 

Vi drak mælk, spiste et stykke wienerbrød, snakkede lidt, og så cyklede vi videre i hver vores retning. Jeg kom sammen med en anden pige, men hende slog jeg op med. Inge og jeg holdt i hånden første gang i Tivolis Koncertsal i september 1957, og siden da har vi faktisk været sammen. 

Vi blev gift ni år senere. Vi har siden spøgt lidt med, at vi sgu ikke blev gift af kærlighed, men fordi ægteskab var en nødvendighed for at få fingrene i en af de 80 nye ungdomsboliger, der på det tidspunkt blev bygget i Gentofte kommune.

Mange af de andre unge, der blev gift af samme grund, blev hurtigt skilt, fortæller Flemming, men sådan gik det ikke for ham og Inge. For der var virkelig kærlighed til stede. Og masser af rummelighed. Især fra Inges side.

– Jeg var fuldstændig idrætsgal allerede dengang og spillede både fodbold, tennis og badminton. Jeg trænede hele tiden og var virkelig meget væk, og når jeg kigger tilbage på det i dag, kan jeg se, at jeg altid har haft nogle frihedsgrader, som mine venner ikke havde. 

Inge spurgte aldrig, hvad jeg skulle, eller hvornår jeg kom hjem, hun sagde bare ”god fornøjelse”, når jeg gik ud ad døren, og sådan har det været gennem hele vores liv. 

I mange år havde jeg 140-150 rejsedage om året, mens Inge stod for familien, vennerne og huset derhjemme. Hun beklagede sig aldrig. På et tidspunkt tænkte jeg faktisk, at hun fortjente en anden end mig, fordi jeg var så fandens egoistisk. Jeg gjorde lige, hvad der passede mig, og i forbindelse med vores diamantbryllup sagde vores børn, med glimt i øjet, at vi kun havde været gift i 30 år, fordi jeg havde været væk halvdelen af tiden. 

Inge havde altid muligheden for at tage med på mine rejser, hvis hun havde lyst, men det havde hun ikke. Hun ville hellere være hjemme.

Hvordan vil du beskrive din kærlighed til Inge?

– Jeg synes, det er et utroligt svært spørgsmål. Jeg kan ikke give dig en eller anden pladderromantisk forklaring på, at det er, fordi hun har gjort dit eller dat. Det har bare altid været …

Han bliver berørt. Tager en stor tår af sin cola og kigger et øjeblik ud ad vinduet.

– Det har bare altid været helt naturligt.

Inge og Gud

Inge havde oprindeligt taget en bankuddannelse i Hellerup Bank, og tanken var, at hun også skulle arbejde. Det blev der dog sat en stopper for, da parrets ældste søn, Peter, kom i vuggestue og blev syg. 

Inge tog orlov og kom aldrig tilbage på arbejdsmarkedet. Hun tog senere en psykologiuddannelse, og den brugte hun, til Flemmings store fortrydelse, også på ham.

– Jeg blev analyseret som ind i helvede, det havde vi meget grin med. Så Inge sad ikke bare hjemme med børnene, hun havde gang i mange ting. Hun så også madammerne hver sjette uge.

Hvem – veninderne?

– Psykologipigerne. Jeg sørgede altid for ikke at være hjemme, når de kom, for jeg kunne ikke holde ud at høre på dem. Men Inge nød det. Og uden at det skal lyde alt for romantisk, så har Inge altid været den mest populære i omgangskredsen. 

Jeg har aldrig hørt hende tale skidt om andre, og hvis andre mennesker gjorde det, så var hun der som en smed. Hun ville ikke have det. Jeg har altid sagt, at hvis der findes en gud, så har han stor konkurrence af Inge, for hun har altid været mere hellig end paven i Rom.

LÆS OGSÅ

En fremmed mands ord fik Sisse Fisker til at ændre sit liv: ”Jeg måtte være tro mod mig selv”

Under en arbejdsrejse til den græske ø Ikara mødte Sisse Fisker en gammel biavler, som betroede hende med sin livsvisdom. Kort efter oplevelsen traf hun en stor beslutning, som hun ikke har fortrudt.

Han griner højt.

Har hun også holdt dig på sporet?

– Hvis jeg var for højt at flyve, så fik hun mig hurtigt ned igen.

Så var hun chefen herhjemme?

– Ingen tvivl om det. Vi har selvfølgelig skændtes og været uenige som alle andre par, men vi har aldrig været derhenne, hvor den ene pakkede kufferten. 

Men hvis det var sket, så er der ingen tvivl om, hvem vores to børn ville have holdt med. Inge har altid været midtpunktet både for vores børn og børnebørn. Hun har også altid været der for mig, når det har været svært. Da jeg i 1986 blev kørt ned og sad i kørestol et år, passede hun mig døgnet rundt. Og da jeg var igennem en stinkende hård retssag, støttede hun mig også hele vejen. 

Derfor var jeg heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg skulle være der for Inge, da hun blev syg.

Hukommelsesklinikken

I sommeren 2020 begyndte Flemming at lægge mærke til de første små tegn på, at der var noget med Inge. Hun glemte bilnøglen, hun kunne ikke finde sit kreditkort, og fjernbetjeningen var på en eller anden måde også hele tiden væk.

– Inge forstod ikke selv, hvad der skete, men i begyndelsen slog jeg det hen med, at jeg da heller ikke længere kunne huske navne og den slags, og at det var naturligt i vores alder. 

Jeg blev dog mere og mere urolig, og da jeg var hos vores søde læge i anden anledning, nævnte jeg for hende, at jeg syntes, at Inge var blevet anderledes. Det havde hun også lagt mærke til, og hun lavede en henvisning til Hukommelsesklinikken.

Efter en længere udredning og flere besøg på Hukommelsesklinikken blev Inge året efter diagnosticeret med Alzheimers. En sygdom, som udvikler sig over tid fra glemsomhed og besvær med velkendte opgaver til, at den ramte typisk bliver fuldstændig afhængig af andres hjælp. Det vidste hverken Flemming eller Inge, da de fik beskeden. 

Hvordan var det at få diagnosen?

– Det var et chok, men vi reagerede på den måde, at vi tænkte, at det skal vi nok komme igennem. Vi fik en stak brochurer i hånden, som meget pædagogisk beskrev konsekvenserne af demens, men vi havde slet ikke fantasien til at forestille os, hvordan det ville udvikle sig. Jeg vidste intet om demens, da Inge fik diagnosen, men jeg vidste, at jeg selv ville sørge for hende hele vejen. 

Vi fik besøg af en demensvejleder, som spurgte, hvad vi havde brug for af hjælp, og ret hurtigt måtte jeg bede om hjælp til at få Inge i tøjet om morgenen. Det tog mig over en time hver dag, fordi hun strittede imod på alle måder. Det samme om aftenen. Alt det andet ordnede jeg selv, og det hører med til historien, at jeg på det tidspunkt aldrig nogensinde havde købt ind, lavet mad eller ordnet vasketøj. 

Det fik jeg lært.

Hvordan var det at gå fra at være et ligeværdigt par, til at du skulle være en form for sygeplejerske og hjælper for Inge?

– Det var ikke noget problem for os overhovedet. Jeg skiftede ble, jeg ordnede hendes toilette, jeg havde ingen problemer med det, og det havde hun heller ikke.

Det kan ellers godt være en svær forskydning?

– Ja, jeg kender flere, der ikke har kunnet klare det. Og det er ikke, fordi jeg vil fremstå som en helt eller et overmenneske, men for mig faldt det helt naturligt. Det værste var den manglende søvn, som i perioder var ved at slå mig helt ud. 

Når Inge havde været oppe om natten, fordi hun skulle i bad eller have skiftet ble, faldt hun hurtigt i søvn igen, men det gjorde jeg ikke. Jeg lå og spekulerede. Lægen og mine sønner blev efterhånden bekymrede for, om jeg kunne holde til det, men jeg blev ved med at sige: ”Det bliver over mit lig, at Inge kommer på plejehjem”.

Manglen på søvn

Men Inge kom på plejehjem. I november sidste år måtte Flemming indse, at Inge var blevet så dårlig, at han ikke længere kunne forsvare at have hende hjemme. 

Der var brug for professionel hjælp blandt andet til de seks bleskift hver nat, som gjorde, at Flemming ikke fik sovet og efterhånden var så hamrende træt, at han faldt i søvn, bare han satte sig ned. 

– Jeg vil ikke kalde det en lettelse, at Inge kom på plejehjem, men jeg må indrømme, at lægen og mine sønner havde ret i, at Inge ville blive passet bedre på plejehjemmet, end jeg kunne passe hende hjemme til sidst.

Hvordan var det at følge Inge ud ad døren fra jeres fælles hjem for sidste gang?

– Det er en af de dage, jeg aldrig nogensinde glemmer. Og det er også en af grundene til, at jeg er flyttet fra vores hus. Det er svært, at den, der har ligget ved siden af dig i 60 år, lige pludselig ikke er der mere.

Hvordan har du klaret alt det svære, I har været igennem de seneste år?

– Hvis jeg skal rose mig selv lidt, så har jeg altid været god til at sige, okay, sådan er situationen, og det vil jeg have det bedst mulige ud af. Livet igennem har jeg også hver morgen kigget mig i spejlet og har sagt: ”Det skal fandme være en god dag”. 

Det har jeg også sagt her til morgen. Det er ikke altid, at det bliver en god dag, men jeg kæmper for, at det bliver det. Når ting er gået den forkerte vej, har jeg tænkt, sket er sket, det kan jeg ikke lave om på, men jeg kan bruge erfaringen. Og så lærte min far mig i en ung alder, at man skal være et fæ.

Et fæ?

– Ja. Flittig og Ærlig. Hvis man er flittig, kan man klare sig i alle situationer, og hvis man er ærlig, kan man altid huske, hvad man har sagt. Det har jeg forsøgt at leve efter. 

Den hårde hjemtur

Har du fået hjælp udefra undervejs i forløbet med Inges sygdom?

– Min læge har været en uvurderlig hjælp, og selvfølgelig taler jeg med mine sønner. Men jeg har ikke været til psykolog, og jeg sidder heller ikke og vender og drejer det med mine venner. Jeg håndterer det selv.

Når du er rigtig ked af det, hvad gør du så?

– Jeg græder. Og siger: Tag dig sammen! Og så kommer jeg videre. Men jeg græder. Jeg besøger Inge på plejehjemmet hver dag, og det hårdeste er, når jeg kører hjem derfra.

Han bliver meget berørt igen og holder en pause.

Hvorfor gør det dig særligt ked af det?

– Fordi jeg ser hende for mit indre blik. Indtil Inge blev syg, så hun altid 10-15 år yngre ud, end hun var. Jeg kan huske engang vi skulle tjekke ind på et hotel, hvor de kiggede på Inge og spurgte mig: ”Skal din datter bo på samme værelse?”. 

Det syntes Inge var fantastisk morsomt. Men når jeg så ser hende sidde der på plejehjemmet i dag … Selvfølgelig kan man godt se, at det er hende, men det er simpelthen ikke værdigt, som hun ser ud og har det i dag. 

Det er et fantastisk godt plejehjem, det er ikke det, men hendes hverdag er sådan her: Hun vågner om morgenen, får proppet noget mad ind. Sover. Vågner, får proppet noget mad ind. Sover. Bliver lagt i seng for natten. Sover. Og så forfra i morgen. 

Hun kan ingenting. Hun har intet sprog. Det er hårdt at være vidne til.

Kan hun stadig kende dig?

– Ja, det kan hun.

Hvordan ved du det?

– Det kan jeg se på øjnene. Og jeg kan også nogle gange se, hvad hun tænker. Jeg kan se, at hun ønsker at få lov til at dø. Da hun stadig kunne tale, tiggede og bad hun om at blive hjulpet herfra.

Hvordan er det at vide, at hun ønsker at dø?

– Det er da hårdt, men jeg forstår hende. Og konsekvensen har været, at vi har lavet en fremtidsfuldmagt for mig. Det fik vi ikke lavet for Inge, men det skal man virkelig få gjort, mens man stadig kan. 

I min fremtidsfuldmagt står der højt og tydeligt, at hvis jeg bliver ramt af tilsvarende sygdom, så skal mine sønner sørge for, at jeg kommer til Schweiz, så jeg kan få hjælp til at sige farvel dernede.

Umage på Facebook

Bogen, som Flemming er aktuel med, er blevet til på opfordring fra forlaget, som begyndte at følge med, da han efter moden overvejelse fra oktober 2024 begyndte at skrive meget rørende, men også systemkritiske opslag om, hvordan det er at leve med en demenssygdom i Danmark. 

Både for den, der er ramt, og for de pårørende. Der er meget, der kan gøres bedre, mener Flemming, og det fortæller han indgående om i bogen, men samtidig er det også vigtigt for ham at understrege, at de enkelte medarbejdere rundt omkring i systemet gør en kæmpe indsats med de ressourcer, der er til rådighed.

Hvorfor har du valgt at være så åben om jeres situation på Facebook?

– I begyndelsen syntes jeg ikke, at det ragede andre. Men da jeg talte med min ene søn, som bor i USA, om hvordan åbenheden om blandt andet Bruce Willis’ demenssygdom har skabt reaktioner og debat i det amerikanske samfund, bestemte jeg mig for – efter aftale med Inge og mine sønner – at gå ud med det. 

Jeg tænkte, at hvis jeg kunne gøre en forskel for andre i samme situation, så ville det give mening. Men det var en meget svær beslutning, for hvor går grænsen i forhold til, om man udleverer sin hustru? 

Det har jeg tænkt meget over. Og jeg har aldrig nogensinde gjort mig så meget umage, som jeg har gjort mig med det, jeg har skrevet på Facebook. Det er nået meget langt ud, og jeg får tusindvis af tilbagemeldinger både online, i min fysiske postkasse, og når jeg møder folk rundt omkring. 

Desværre kan jeg ikke nå at svare på det hele.

Gennem dine opslag har du vist en anden side af dig selv – en blødere side – end du ellers har været kendt for i offentligheden?

– De, der kender mig, ved, at jeg kan holde foredrag for tusind mennesker, uden at det rører mig, men jeg kan ikke holde en tale for familien uden hele tiden at måtte tage en pause og et tår af glasset, mens jeg siger undskyld, lige et øjeblik. Så jeg er faktisk lidt af et tudefjæs.

I forbindelse med jeres diamantbryllup skrev du på Facebook, at du har været et heldigt menneske, der har fået lov til at elske Inge et helt liv. Kan du sætte flere ord på den taknemmelighed?

– Ikke uden at gentage mig selv. Altså, hør her, jeg har vundet i lotteriet med Inge, og hvis jeg havde giftet mig med en anden, var jeg helt sikkert blevet skilt for længe siden. 

Jeg har altid sagt, at hvis jeg blev spurgt, om jeg ville gifte mig med Inge igen, ville jeg til hver en tid og uden tøven sige ja. Når Inge fik samme spørgsmål, svarede hun altid, at det var hun sgu ikke helt sikker på, at hun ville, haha. 

Så ja, jeg gentager mig selv, men jeg kan bare sige, at hold kæft, hvor har jeg været heldig. 

LÆS OGSÅ

Her er tegnene på, at nogen lyver – som ikke har noget med kropssprog at gøre

Nej, en løgner undgår ikke nødvendigvis øjenkontakt, og personen behøver heller ikke være mere nervøs end andre. Der er helt andre ting, der afslører en løgner.