Livea Larsson blev drillet med sin karriere: Jeg forstod ikke, hvorfor de gik så meget op i, at jeg red kæphest

Livea Larsson dukker op til interviewet i selskab med Picasso – en virkelighedstro reproduktion af en amerikansk nu afdød vildhest, der lystrer samme navn. Her og der i manen af gedehår sidder der stadig nogle knappenåle diskret stukket ind.

– Jeg har arbejdet på Picasso i snart en måned, men han er endnu ikke helt færdig. Men fordi jeg er så stolt af kunstværket, ville jeg alligevel tage ham med herhen. Det er virkelig den mest komplicerede hest, som jeg nogensinde har lavet, forklarer Livea Larsson og reder manen med fingrene.

I modsætning til traditionelle kæpheste, der fremstilles af stof og fyld, er Picasso skulptureret af papmaché med detaljer af plast og ler, og de håndmalede øjne er lavet af harpiks. Livea Larsson er allerede blevet så knyttet til ham, at han med stor sandsynlighed vil få en permanent plads i hendes lille stald med omkring 17 heste, som hun ikke kan forestille sig at skille sig af med.

Størstedelen af Picassos næsten 200 forgængere har dog fået nye hjem rundt omkring i verden. En enkelt er flyttet så langt som til USA. De nye ejere har måttet hoste op med en større sum penge for deres samlerobjekter.

– De to seneste heste gik for 21.000 kroner. Jeg tror, at det er de dyreste kæpheste i historien. Det er fedt, hvordan markedet er blevet for os kæphestskabere, siger hun.

Begyndte at lave kæpheste som 13-årig

Det mest almindelige er nok, at man har kæpheste som barn, og derefter går over til at beskæftige sig med rigtige heste, fortæller Livea Larsson. Men i hendes eget tilfælde var det præcis omvendt. Kæphestene lyste med deres fravær under hendes barndom, men som seksårig begyndte hun at ride på rideskole.

At kæphest også kaldet Hobby Horsing blev en del af hendes liv, tilskriver hun den rekordvarme sommer i 2017. For at undgå varmen sad den dengang 13-årige Livea indendørs og scrollede på Instagram.

I feedet dukkede der tilfældigt et opslag om kæpheste op.

– Jeg syntes, det var den perfekte fritidsinteresse for mig, som både kan lide heste og kan lide at sy. At kæphesten var et stykke legetøj for børn, tænkte jeg ikke over. Sammen med mine bedsteforældre, som jeg var på besøg hos, tog jeg hen til en stofbutik og købte stof. Derefter hjalp min mormor mig med at sy min første hest. I dag, når jeg driver mit eget aktieselskab, kan jeg fascineres over, hvilken stor indflydelse en sådan lille beslutning kan have på ens fremtidige liv.

Ingen kæpheste er ens. Alle har de deres særprægede udseender og personligheder. Hvis Livea skal vælge en favorit, bliver det hingsten Calippo, som på sin egen Instagram-konto selvsikkert beskriver sig selv som ”Liveas mest elegante og smukke kæphest”.

– Det ironiske er, at jeg tænkte på at smide Calippo ud, da jeg var færdig med ham. Jeg kunne overhovedet ikke lide, hvordan han blev, og jeg syntes ikke engang, at han var god nok til salg. Men så besluttede jeg mig for at beholde ham, så jeg kunne tage ham med på rejser.

– Indtil videre har jeg altid undgået at skulle tjekke kæphestene ind i lufthavne. En gang i Estland mente lufthavnspersonalet, at Calippo kunne bruges som et våben. Men da jeg bad om at få lov til at tage ham med ind i flykabinen med begrundelsen, at han er min følelsesmæssige støtte i konkurrencesammenhænge, fik jeg lov, på betingelse af at jeg tog pinden af.

Ryttere hopper selv

Det er ikke kun Liveas store håndværkssnilde, der har gjort hende til en autoritet i kæphestekredse med næsten 70.000 følgere på Instagram og over 41 millioner visninger på sin egen YouTube-kanal. Ud over at fremstille heste har hun nemlig med succes konkurreret internationalt i forskellige kæphestemesterskaber.

Kæphestesporten er i allerhøjeste grad inspireret af den almindelige ridesport med den forskel, at det er rytterne selv, der hopper over de 125 centimeter høje forhindringer, og i dressuren udfører piaffer og piruetter med kæphesten klemt mellem benene.

Efter knæene har taget skade af de høje spring, holder Livea sig nu til dressur.

Konkurrerer i kæphestedressur

I 2019 vandt hun dressurklassen i verdens største mesterskab, som årligt afholdes i Finland. Sidste år kom hun på bronzepladsen i samme konkurrence.

For at kunne klare sig i den hårde konkurrence kræves hyppige besøg i fitnesscentret, hvor hun opbygger muskler og træner udholdenhed. Cirka en gang om ugen får en af kæphestene lov til at være med til træningen.

– Så rider jeg i en dansesal i fitnesscentret. Der er glasvægge, og så føles det lidt som at være i en zoologisk have. Folk stiller sig på den anden side og kigger på mig. Nogle gange filmer de mig. Men ingen tør komme ind.

Endnu større opmærksomhed vækker Livea, når hun om sommeren træner udendørs i fx parker.

- I lang tid var det superubehageligt at blive iagttaget, peget på og grinet ad, når jeg var ude blandt folk med kæphestene. Men nu føles intet pinligt længere. En herlig sideeffekt ved at beskæftige sig med kæpheste er, at man holder op med at bekymre sig om, hvad andre tænker om én.

Mobbet for interessen

Som nybagt 13-årig kæphesteentusiast medvirkede Livea i et nyhedsprogram. Efter indslaget blev hun ramt af en massiv hetz.

– Over en nat gik jeg fra at være en almindelig pige til at blive en prygelknabe. I skolen råbte andre elever spydigheder efter mig, satte onde sedler på mit skab og forsøgte at komme ind på toilettet, når jeg var der. Der var endda nogen, der fulgte efter mig hjem.

– Jeg fik breve fra mennesker, som jeg ikke kendte, hvor der stod ting i stil med: ”Du burde stoppe med at hoppe kæphest og i stedet hoppe ud fra en bro.” Det var virkelig frygteligt. Det tog hårdt på mig, at jeg, som bare åbnede op og fortalte om min store passion, fik mit hjerte gennemboret af en masse knive. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor andre gik så meget op i, at jeg red kæphest.

Vil støtte yngre piger

Livea konstaterer tørt, at chikanen fortsætter, men i dag er hun bedre rustet til at håndtere den. Hun sammenligner sig selv med en regnfrakke, som alting løber af. Nu er hendes største fokus at støtte de yngre piger i kæphestfællesskabet, som er kritikernes primære mål.

– Der er stadig mange, som bliver mobbet og hængt ud. Desværre har det udviklet sig i en retning, hvor seksuelle kommentarer er blevet stadig mere almindelige, fortæller hun.

Sidste år på gymnasiet spurgte en af Liveas lærere, hvad hun planlagde at lave, når hun blev student.

– Da jeg fortalte, at jeg tænkte på at satse på min kæphestevirksomhed, grinte hun mig lige op i ansigtet. Jeg har mange gange fået at vide, at jeg burde stoppe med kæphestene og skaffe mig et 'rigtigt' job, hvilket er så underligt, eftersom jeg jo tjener bedre på dette, end hvad jeg for eksempel ville have gjort, hvis jeg havde arbejdet på en café.

Verdens bedste hobby

For nogle år siden fik presset udefra Livea til at droppe kæphestene for, hvad hun troede dengang, al fremtid.

– Forventningerne fra samfundet blev for tunge. I forbindelse med jeg tog til USA og studerede, takkede jeg af i kæphestefællesskabet. Men da jeg efter et år kom tilbage, kløede det i fingrene. Jeg følte, at jeg bare måtte sy en kæphest til, og så var jeg i gang igen.

– Det har været mit liv i otte-ni år. Alle minderne, alle vennerne og alt, hvad jeg har lært … Nej, der er for meget godt i det til, at jeg skulle stoppe, bare fordi nogen mener, at jeg burde gøre det. Jeg synes, at kombinationen af kreativitet, fællesskab og træning gør det til verdens bedste hobby.

For at Liveas mor og lillesøster skal slippe for at bo i et værksted med stofstøv hvirvlende i luften dagen lang, har Livea nu fået sit eget arbejdsstudie i gåafstand fra deres fælles bolig. Der bliver hun ofte til langt ud på aftenen.

– Det er meget tidskrævende at sidde og sy, men jeg synes, det er så sjovt, at jeg kunne gøre det resten af livet. Jeg holder knap nok weekend. Først i år har jeg indført en fridag om ugen.

Filmer med droner

Kæphesteinteressen har også gjort Livea berejst. Alene i 2025 besøgte hun og hesten Calippo 18 lande. Den længste tur var over Atlanten til de amerikanske mesterskaber i kæphesteridning i Michigan.

For en gangs skyld konkurrerede Livea ikke, men salgsboden, hvor hun blandt andet solgte sin egen håndbog om kæpheste, blev hurtigt tømt. Også i Liveas sidebeskæftigelse som dronepilot indgår der meget rejseaktivitet.

– Jeg fik en fod indenfor i den branche gennem min far, som er fotograf. Da jeg var yngre, ville jeg meget gerne være helikopterpilot. Men min far syntes, det var for farligt og tilbød mig en drone som kompromis.

– Nu rejser jeg rundt og filmer skiløb med droner. I vinter filmede jeg blandt andet Vasa-løbet. Og jeg var i Norge, Schweiz og Italien og arbejdede med forskellige løb. Det er sjovt at kunne kombinere det med kæphestene, som er min primære beskæftigelse.

21 år kan synes at være en beskeden alder, men inden for den fysisk krævende kæphestesport er det næsten at betragte som gammelt. Som den ældste kæphesterytter på eliteniveau i Sverige begynder Livea så småt at overveje at pensionere sig fra konkurrencerne.

– Det kan være, at mine konkurrencedage snart er forbi. Medmindre kæphesteridning bliver en OL-disciplin. Så skal jeg være med. Jeg har store planer for fremtiden. Først og fremmest vil jeg skabe verdens største kæphestemærke, afslører hun, inden hun med Picasso i spidsen traver væk.