Kvinder er i mange år blevet udskammet for især én følelse, men det er slut nu

Vi er trådt ind i en ny tid. Det fortæller Julia Lahme, for som trendforsker og etnolog observerer hun lige nu, at vi er i den spæde start af en ny megatrend. 

Følelsesøkonomien, som hun kalder den. 

Her får følelser lov til at fylde mere og være tydeligere. Det er følelser, stemninger og signaler, der driver os, og som får langt stærkere pondus. 

– Det at sige ”jeg føler, at ...” er pludselig et argument, vi hører langt flere steder, og som vi også godtager. Den politiske kommunikation bliver mere og mere følelsesladet, og nogle steder også mindre faktuel, siger Julia Lahme. 

LÆS OGSÅ

Jeg valgte at blive skilt fra min mand - da jeg en dag gik forbi hans hus, fik jeg et chok

Jeg lå og grublede i sengen hele natten. For første gang græd jeg på grund af skilsmissen.

I hendes trendforskning arbejder hun med megatrends, som er en tendens eller strømning i tiden, der er særlig stor eller betydningsfuld. Imens vi er på vej ud af opmærksomhedsøkonomien, hvor netop vores opmærksomhed blev set som en knap og værdifuld ressource, rettes et større fokus nu mod følelserne. 

– Vi kan også se, at vi kommer ud af en tid, hvor vi har skullet være i vores følelser individuelt, og nu bliver de store følelser stille og roligt mere kollektive. Sagen om grisene under valgkampen var også en fælles indignation, og den form for følelsesbevægelser kommer vi til at se mere af, siger trendforskeren. 

Men selvom hun begynder at se, at følelser som indignation eller ligefrem vrede får mere plads i den offentlige samtale, så er det endnu de positive følelser, der fylder mest lige nu. 

– Det er kærlighed, det er håb, det er glæde. Vreden halter stadigvæk bagefter, og særligt kvinders vil jeg sige, at der kun er en begyndende plads til. Men vi begynder at erkende, at kvinder godt kan være vrede uden at være hysteriske. Julia Lahme peger på, at en serie som DR’s ”Den danske kvinde”, hvor Trine Dyrholms karakter får lov at være vred og handle på sin vrede, er et tegn på den stigende erkendelse, der stille og roligt er på vej. 

– Det, der sker for både mænd og kvinder lige nu, er, at man meget langsomt får tilkæmpet sig en større spillebane i forhold til, hvad man må føle. Der er blevet talt en del om mænds sårbarhed, og det er stadig mere acceptabelt for en mand at være sårbar end for en kvinde at være vred. Og det skal vi tilbage i historien for at forstå. 

Vrede er magt 

Historisk set er det den overordnede, der har haft lov til at være vred. Man kan både se det i tjener-herre-relationer, men historieprofessor Karen Vallgårda ser også en åbenlys kønsdimension. 

Hun forsker bl.a. i køn og følelseshistorie og forklarer det således: 

– Vrede er den magtfuldes privilegium. Helt tilbage i antikken kan man se, at mandens vrede gjorde ham til en fuldbyrdet borger. Det gav ham en potent kraft, som han f.eks kunne bruge i det politiske liv. Når kvinder ikke kunne beherske deres vrede eller frustration, blev det derimod brugt til at retfærdiggøre, at de ikke skulle have politiske rettigheder. 

Der findes mange eksempler gennem tiden på, hvordan man har forsøgt at udskamme kvinders vrede, fortæller Karen Vallgårda. Kvinder blev gjort ukvindelige, hvis de var vrede. 

Hun er bl.a. faldet over et tysk eksempel fra tidlig moderne tid, hvor man mente, at en kvindes modermælk blev fordærvet, hvis hun blev vred. 

– Det var et kraftigt signal om, at det var forkert eller skamfuldt for en kvinde at være vred. Man kan se det som en måde at regulere hendes følelsesmæssige adfærd på. 

I sin bog ”Store mænd og syge kvinder” beskriver neuropsykolog Lise Ehlers, hvordan man i mere end 2.000 år har diagnosticeret kvinder med hysteri, der har fået sit navn fra det græske ord for livmoder, ”hystera”. Omkring år 400 var Augustin overbevist om, at den hysteriske kvinde (mere eller mindre frivilligt) var besat af djævlen, og i 1800-tallet var man sikker på, at de kvindelige kønsorganer var årsag til hysteriske symptomer. 

– Det er ikke sådan, at der sidder nogle magtfulde mænd og tænker, at nu skal vi gøre vrede til en ukvindelig følelse for at holde hende nede. Sådan fungerer følelsesregulering ikke. Men det er klart, at hvis en kvinde ikke kan udtrykke indignation eller vrede over noget uretfærdigt, uden at blive problematiseret for selve vreden, er det vanskeligt for hende at protestere over det uretfærdige. 

I Karen Vallgårdas historiske forskning står det klart for hende, at kvinders vrede ofte er blevet gjort til et problem. Fokus ender tit med at være på, at kvinderne var sure, frem for hvad de reagerede på. 

– Hvis en kvindes vrede gør hende til et problem, så forskyder man fokus fra årsagen til hendes vrede over på kvinden selv som problemet. Så på den måde har det en undertrykkende og regulerende effekt, siger hun. 

Sådan som det plejer 

I mange år har kvinders funktion først og fremmest været at være mor. Det er hende, der har haft ansvaret for at videreføre genmassen, fortæller trendforsker Julia Lahme. 

– Det betyder, at kvinden ikke må være en trussel. Hun må ikke smække med døren og gå. Hun truer artens og familien overlevelse ved at blive så vred, at hun ikke gider være i stue med sin mand længere, siger trendforskeren. 

Kvinder har været dem, der bevarede de allerede eksisterende strukturer. Dem, der passede på hjemmet og børnene. Sørgede for kontinuitet, orden og at basen ikke faldt fra hinanden. 

– Hvor kvinden går hjemme, er det historisk set manden, der går ud af hjemmet. Han er den strukturnedbrydende eller -udviklende. Han er gået i krig, har udforsket, opfundet og forandret, siger Julia Lahme. 

En måde man har kunnet understrege, at kvindens vrede var uacceptabel, har været gennem sproget – hysterisk, rappenskralde, strigle og skrigeskinke, fortsæt selv listen. For som Julia Lahme siger, så skaber ord verden. 

– For at man kan skabe noget, har man brug for noget at kalde det. Du kan ikke skabe et billede af en uattraktiv, vred kvinde, hvis ikke du har et ord for det. Og så er vi rigtig dårlige til at finde de der mellemrum, hvor vi sprogligt har mulighed for at udvikle os. Når man først har ordene for noget, er det svært at komme ud af den opfattelse igen. 

Dog har flere feministiske tænkere de senere år forsøgt at genvinde fortællingen om den kvindelige vrede, tilføjer Karen Vallgårda. Én af dem er den australske forfatter Sara Ahmed, som introducerede begrebet ”The Feminist Killjoy”. 

– Hun gav et frisk pust til vreden, da hun med det begreb beskrev, at en Feminist Killjoy er en, der tør ødelægge den gode stemning for en politisk eller feministisk agenda. Det er en, der siger fra overfor sexistiske eller racistiske vittigheder, så alle andre ikke kan grine længere. 

Sara Ahmed dyrker en Killjoy som et ikon, som ikke er bange for at være vred og tør sige fra, selvom det også betyder, at stemningen i et rum kan ændre sig – for under den gode stemning kan både undertrykkelse og ekskludering trygt gemme sig. 

Det starter med opdragelsen 

Kvinder, der er opdraget i den såkaldte flinkeskole, har altid haft opfattelsen af, at de havde ansvaret for den gode stemning. Det handler om, at man som kvinde har lært, at det er ens eget ansvar at sørge for, at alle er glade og har det godt, både i hjemmet, til middagsselskabet, på arbejdspladsen – alle steder faktisk. 

– Det kommer i særligt 50'erne, flinkeskolen, hvor kvinder er blevet proppet ind i en boble, der handler om at være sød og flink. Og en af de store konsekvenser ved det er, at de ikke har lov til at udtrykke smerte eller behov. Man lærer meget tidligt, at man skal undertrykke alt det, der gør, at man uligevægtig, siger Julia Lahme. 

Så snart man havde andre behov, som f.eks. menstruationssmerter, symptomer på menopause eller hvad end, det kunne være, som adskilte kvinder fra mænd, gjaldt det om at pakke det væk for ikke at være besværlig, siger Julia Lahme. 

Historiker Karen Vallgårda har også dykket meget ned i familielivets historie, hvor hun kan se forskel på, hvordan man har opdraget piger og drenge. 

– Indtil et godt stykke op i 1900-tallet blev pigernes vrede problematiseret mere end drengenes i opdragelsen. Forventningen til drengene var, at de havde en naturlig vrede i sig, som de skulle kanalisere ud, hvorimod pigernes vrede ikke blev opfattet som lige så naturlig. Nogen vil nok mene, at der stadig er forskel på, hvordan vi opfatter børnenes vrede alt efter køn, siger hun. 

I løbet af den første halvdel af det 20. århundrede bliver opdragelsen imidlertid mindre kønnet – også når det kommer til, hvem der må blive vrede. Særligt i 70'erne og 80'erne kommer der mere fokus på, at alle følelser er tilladte, fortæller Karen Vallgårda. 

– Man kan bl.a. se hos skilsmissebørn, der bliver vrede eller er udadreagerende, når de kommer fra den ene forældre til den anden, at de følelser bliver set som mere forventelige og noget, som forældre skal kunne rumme. 

Det tager til i takt med det, som Karen Vallgårda kalder for terapeutiseringen af vores kultur. Hvor man f.eks. i 1930'erne i højere grad skulle lægge låg på sine følelser, mener vi i dag, at man skal fortælle om de svære og skamfulde følelser for på den måde at få dem bearbejdet. 

Den kan rykke bjerge 

Et af de tydeligste vendepunkter i historien for kvindernes vrede er 1970'ernes kvindebevægelse, hvor rødstrømperne gik i spidsen og åbenlyst brugte vreden som drivkraft. 

– Forleden læste jeg i en akademisk bog, som er skrevet af en dansk feminist i 1983, og dens første linje lyder: ”Jeg begyndte på dette arbejde, fordi jeg var vred”. Og det er bare utroligt tidstypisk. Kvinder var nu retmæssigt vrede – de var blevet undertrykt, holdt udenfor magtens sfære og behandlet urimeligt på alle mulige måder. De betragtede vrede som en naturlig følelse og som en vigtig politisk drivkraft, siger Karen Vallgårda. 

Kvindebevægelsen, der for alvor tog fart i 1970'erne, kom i kølvandet på Ungdomsoprøret i 60'erne og et generelt opgør med autoriteter, hvor også følelserne spillede en stor rolle. 

– Vores forhold til følelser er noget, der bevæger sig i bølger. I 1990'erne spillede de feministiske tanker om politisk vrede og kollektiv mobilisering slet ikke samme rolle i offentligheden, siger Karen Vallgårda. 

Men nu spår Julia Lahme altså, at de kollektive følelser kommer til at fylde mere. Man kan se, at den kvindelige vrede har fået plads flere steder – udover en serie som ”Den danske kvinde” er bevægelser som #metoo og kropspositivisme også eksempler på noget, der er skabt af indignation og kanaliseret vrede. 

– Der er hverken brug for, at mænd eller kvinder eksploderer af vrede. Der er brug for dialog, og den dialog må godt være antændt af en form for latent vrede, for vrede er en naturlig følelse mod uretfærdighed. Hvis man vil ændre noget, er man nødt til at være flere om det. Det er sjældent, at et menneske kan flytte et samfund eller sine betingelser alene, siger Julia Lahme

Om eksperterne

Karen Vallgårda

• Ph.d. og professor i historie. 
• Forsker særligt i politisk familieog barndomshistorie i det 19. og 20. århundrede samt køn, race og følelseshistorie. 
• Forfatter til bl.a. "Skilsmisser: 2013".

Julia Lahme

• Trendforsker, etnolog og livsstilsekspert. 
• Direktør i kommunikationsbureauet Lahme Kommunikation, der især arbejder med forbrugertrends. 
• Forfatter til bøger som "Hvor lagde jeg babyen", "Det er bare en fase" og "Sandheder fra en løgner".

LÆS OGSÅ

Sveriges svar på ’Provence’: Her er 13 steder, du bør besøge

Besøg Sveriges Provence med hav, bølgende landskaber, blomsterglæde og levende kultur i hver en by. Uanset om du elsker natur, kunst, loppemarkeder, strandture eller god mad (og meget mere til), vil du finde det, du søger, i Østerlen.