Sveriges svar på ’Provence’: Her er 13 steder, du bør besøge

Besøg Sveriges Provence med hav, bølgende landskaber, blomsterglæde og levende kultur i hver en by. Uanset om du elsker natur, kunst, loppemarkeder, strandture eller god mad (og meget mere til), vil du finde det, du søger, i Østerlen.

hjemmet logo farve

Østerlen er ikke et officielt sted. Der findes ingen grænse for, hvor det magiske Østerlen begynder og slutter. 

Ifølge den svenske nationalencyklopædi er det en ”betegnelse for det flade landskab i det sydøstligste Skåne”, det vil sige Simrishamn og Tomelilla kommuner samt tilstødende dele af Ystad Kommune. En fast grænse for området kan ikke angives. 

Under alle omstændigheder er det sydøstlige Skåne kendt for en unik kombination af smuk natur og interessant kultur. Her kan man vandre over blomstrende bakker, nyde udsigten, se de berømte æbleplantager i Kivik og slentre på Brösarps bakker, for mange selve indbegrebet af Østerlen. 

Østerlen er også berømt for sine loppemarkeder. Især i juli og august er der mange at besøge hver weekend. De, der arrangeres af lokale idrætsforeninger, er ofte de bedste med et stort udvalg og gode priser. 

Præstens badekar er en meget speciel geologisk formation.
Stokroser er et almindeligt syn ved husene i Ystads gader.

Der er mange perler i Østerlen. En af de fineste er helt sikkert Kivik, et fiskerleje med rødder tilbage til 1500-tallet og med mange seværdigheder. Og hvis Kivik kaldes Østerlens perle, er Simrishamn Østerlens hovedstad. En charmerende lille by med lave huse i pastelfarver langs brostensbelagte gader. 

Det er også her, man finder ”Simrishamn-dørene”, hvis design stammer fra 1700-tallet. En typisk Simrishamn-dør skal være udsmykket med både rombe og roset. 

Dejlige sandstrande 

Simrishamn er også kendt for sine velbesøgte morgenmøder ved havnen. Hver hverdagsmorgen i juli samles besøgende for at lytte til foredrag. Siden starten i 1998 har arrangementet tiltrukket en række fremtrædende svenske kulturpersonligheder som talere. 

For dem, der vil bade, findes der en række strande, f.eks. den fine sandstrand, der begynder nord for Vitemölla og fortsætter nordpå via Haväng, helt til Åhus. Tobisvik badestrand er en to kilometer lang sandstrand, lige nord for Simrishamn. 

Der er masser af maleriske små huse i Ystad.
Glimmingehus er en velbevaret middelalderborg.
Der er stadig et par fiskerbåde i Brantevik, men ingen fisker længere på fuld tid.

Charmerende Ystad har brostensbelagte gader, maleriske huse, hyggelige butikker, et fint kunstmuseum og et smukt teater. Og man skal helt sikkert beundre de fine bindingsværkshuse. 

Hans Raffns gård, også kaldet Änglahuset, der er et toetagers bindingsværkshus, hvor de ældste dele er fra 1500-tallet. Pilgrändshuset kaldes undertiden for Sveriges smukkeste bygning. Lilla Västergatan er det mest fotograferede stræde. Et af gadens huse hedder Petronella, et lillebitte blåt hus fra 1800-tallet. Så malerisk! 

For at du kan planlægge din Østerlen-rejse, følger her en række tips til steder at besøge samt forslag til hoteller, restauranter og caféer.

Anbefalinger til mad og drikke

  • Ulla & Folke Mat och Vin: Vellavet og lokalt produceret i et hyggeligt og charmerende miljø lige uden for Kivik. Esperödsallén 10, Kivik.
  • Buhres på Kivik: I Kiviks havn ligger det klassiske mødested Buhres med restaurant, butik og røgeri, der lokker dem, der har lyst til fisk og skaldyr. Brogatan 7, Kivik.
  • Friden Gårdskrog: I en gammel æbleplantage uden for Kivik serveres der ufatteligt gode pizzaer. Mellby 267, Kivik.
  • Café Kagan: Klassisk cafémenu og god beliggenhed midt på Stortorget i Simrishamn med udendørsservering og udsigt over folkelivet og torvehandlen. Stortorget 2, Simrishamn. 
  • Gårdens Vedugn: Hyggeligt sted med enkel, men god mad fra det italienske køkken. Storgatan 17, Simrishamn. 
  • Sjöfolket Restaurang och Fiskbutik: Perfekt at spise dagens frokost med friskfanget fisk her. Svartehallsvägen 11, Simrishamn.
  • Bäckahästen Kaffestuga: Beliggende i et bindingsværkshus i det centrale Ystad med stor udendørsservering. Lilla Östergatan 6, Ystad.

13 steder at besøge i Østerlen

Haväng – højt besunget naturområde 

Ved kanten af Brösarps backar ligger Haväng, et naturskønt sted, der er omtalt i sange og bøger. ”Se hur månen hänger över Haväng i natt”, sang f.eks. Ulf Lundell. Gå ikke glip af Havängsdösen, en 5.000 år gammal grav.

Stenshuvud – dramatiske klipper 

Stenshuvud nationalpark er 400 hektar stor. Bjerget består af tre toppe, hvor den nordligste er højest med en storslået udsigt over havet. 

Fiskerlejet Vik – ældst i Østerlen 

Vik er det ældste af Østerlens syv fiskerlejer. Allerede i den tidlige stenalder boede her mennesker, og man har fundet Nordens ældste fiskeredskaber på stedet. 

Fabriken Bästekille – spændende kunsthal 

En nedlagt fabrik i Kivik, som i dag har udstillinger med kendte kunstnere. 

Præstens badekar – vulkansk smukt 

Præstens badekar er en vulkansk formation lige syd for Viks fiskerleje. Det er sandsynligvis en såkaldt sandvulkan, der blev dannet, da artesisk vand trængte op fra havbunden for omkring 500 millioner år siden.

Dansarens häll – spændende helleristninger 

Danserens helleristninger (Dansarens häll), mellem Järrestad og Gladsax, er Skånes mest figurrige helleristninger med over 550 figurer og 700 skåltegn fra bronzealderen. Den unikke danser har selskab af fodsåler, hjul, spiraler, skibe, heste og slanger. 

Jættestuen Stenstuan – grav fra stenalderen 

Megalitgraven Stenstuan, som blev anlagt ca. 3.700 f.Kr., er en af Skånes smukkeste. Den består af et kammer af stenblokke, der bærer en tagsten, med en lav gang frem til selve gravkammeret. 

Glimmingehus – bevaret middelalderborg 

Glimmingehus blev bygget i 1499 som residens for en dansk ridder og hans familie. I dag er det Nordens bedst bevarede middelalderborg. 

Brantevik – autentisk bymiljö 

Fiskerlejet Brantevik byder på maleriske haver og hvidkalkade huse. I løbet af sommeren tiltrækker ”Musik under stjernerne” tusindvis af besøgende. 

Sandhammaren – kilometerlang sandstrand 

Den 12 kilometer lange sandstrand Sandhammaren i Löderup har flere gange vundet titlen som Sveriges bedste strand. Perfekt til solbadning, vandsport og lange gåture. 

Blomsterparadiset Dahliafarmen i Østerlen 

I Löderup ligger denne inspirationshave og butik med ca. 400 forskellige slags svenskdyrkede dahliaer (georginer). Glem ikke at sige hej til katten Stig, som byder de besøgende velkommen.

Ales stenar – Sveriges største skibssætning 

På en bakketop oven for Kåseberga øst for Ystad ligger fortidsmindet Ales stenar – 59 stenblokke i en 67 meter lang skibssætning. Den blev sandsynligvis opført for omkring 1.000-1.500 år siden.

Charlotte Berlins Museum – 1800-tallets indretningsideal 

Klaverlærerinden Charlotte Berlin var interesseret i indretning og moderne ting – hun anskaffede sig bl.a. nymodens opfindelser som telefon og linoleumsgulve. Efter hendes død i 1918 blev hjemmet til et museum.

Her bor du godt

  • Drakamöllan Gårdshotell: Hotel i bindingsværkshus fra 1600-tallet med stråtag, lige nord for Brösarp. 
  • Kivikstrand Badehotel: Autentisk lille badehotel lige ved havet, midt i Kivik. 
  • Maritim Hotell & Krog: Perfekt beliggenhed ved havet og i gåafstand til alt i Simrishamn.
  • Sekelgården Hotel: Familieejet hotel i det centrale Ystad i en købmandsgård fra 1700-tallet.