Min rare mand er begyndt at stikke til mig

Jeg er en kvinde sidst i 50’erne, mor og gift med en ellers dejlig mand, som generelt altid har været rolig, venlig og lidt stille af natur. 

Han har aldrig været typen, der råbte op eller skabte konflikter, og netop derfor er jeg så forvirret over det, der sker lige nu. For i den seneste tid er min ellers så rolige mand begyndt at bide af mig over småting og komme med stikpiller. 

Det er ikke hele tiden, men ofte nok til, at jeg er begyndt at gå og være på vagt.

Det toppede forleden, da vi havde gæster til middag. Her kom han flere gange med giftige og nedladende bemærkninger rettet mod mig. Han insinuerede, at jeg var doven og forkælet, og at jeg altid sagde for mange tåbeligheder. 

Hans bemærkninger faldt som små ondskabsfuldheder i løbet af aftenen, og jeg blev både ked af det og flov – for gæsterne bemærkede det jo også.

Det ligner slet ikke ham, men da jeg bagefter forsøgte at tage det op med ham, afviste han, at der er noget galt. Det var kun for sjovt, jeg overfortolkede, han var slet ikke er sur. Men noget er anderledes og jeg går nu og er i tvivl, om jeg skal tage det op eller lade det ligge?

Han er ikke typen, der har let ved at tale om følelser, hvilket han har fra sin tilknappede familie. 

Det er ikke rart at være i, men skal jeg bare satse på, at det går over?

LÆS OGSÅ

I dagene efter sin mands død tog Josefine Kofoed et aktivt valg: ”Jeg lovede ham, at vi skulle starte vores liv igen”

Mandens død fik studievært Josefine Kofoed til at tage et aktivt valg om, hvordan livet nu skulle leves.

Vibeke Dorph råder læseren til at tage sin mand på ordet

Mennesker, der kommer med stikpiller eller bruger sarkasme og ironi, er ofte mennesker, der har svært ved at give udtryk for svære følelser på en ordentlig måde.

Derfor ender samme følelser med at komme ud gennem sidebenene som en ”sjov” bemærkning eller en lille stikpille, der skal forekomme morsom, men absolut ikke er det for modtageren.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er det, der er på spil her med din mand. Han er normalt et pænt og roligt menneske, skiver du, men pæne mennesker har nu engang også knap så pæne følelser, for det har vi alle. 

Når han så tilmed er ud af en konfliktsky og følelsesforskrækket familie, så har han sikkert endnu svære ved at få sat ord på, hvad det er, der går ham på. 

Det behøver såmænd overhovedet ikke at handle om dig, det kan handle om alt mulig andet, men det er dig, det går ud over, fordi du er den, der er tættest på ham. Tæt på ham skal du jo fortsat være, så her synes jeg, det er vigtigt, at du og han får sat en stopper for den irriterende måde at kommunikere på.

For han skal ikke gå og stikke til dig og være ondskabsfuld, da slet ikke, når der er andre til stede.

Nu har du så prøvet at tale med ham om hans opførsel, men du gjorde det først bagefter. Det er forståeligt taget jeres gæster i betragtning, men det gav ham så mulighed for at benægte din oplevelse bagefter.

Derfor synes jeg, at du skal tage ham på ordet, næste gang han stikker til dig. I det øjeblik han gør det, skal du roligt konfrontere ham og spørge ham om, hvad han mener, og hvorfor han siger, som han gør. Så kan han ikke løbe fra sine ord, men bliver nødt til at stå til ansvar for dem og forklare sig. 

Det vil helt sikkert være svære for ham end at fyre en lille listig giftighed afsted, men det vil på sigt lære ham noget vigtigt. Nemlig, at giftigheder sårer og gør ondt, og ingen gode steder fører hen.

Det gør en god og dyb samtale derimod, så det må han se at få lært.

Skriv til Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.

LÆS OGSÅ

Min veninde opførte sig underligt omkring min mand – årsagen kom som et chok

Varme, dovne sommerdage, to små drenge leger ved strandkanten, og to gode veninder småsnakker, mens de betragter de buttede, solbrune barnekroppe. Sådan var rammen den dag, jeg fik mit livs chok.