92-årige Gudrun har skrevet en bog om livet på et plejehjem: ”Det er jo også, hvad man må forvente”

Gudrun Jessen har skrevet dagbog, siden hun var en ung pige.

Først i en såkaldt femårsdagbog af den type, der var populær efter krigen og beregnet til korte optegnelser på et par linjer, men som i Gudruns tilfælde blev fyldt til marginen. 

Senere fik hun en rigtig dagbog. Med lås og nøgle. Og med tiden fandt hun ud af, at hun foretrak den klassiske sorte kinabogs faste, blanke omslag og linjerede A4-sider.

Da hun for snart fire år siden flyttede på plejehjem, fortsatte hun denne praksis. For at få styr på tanker og bekymringer omkring det kulturchok, hun følte, der ventede. Og nu er hendes skildringer udkommet i bogen 'Jeg vil leve, så længe jeg er gammel' – den første bog, der indefra beskriver livet på et plejehjem.

Kollision i kørestol

– Jeg havde aldrig drømt om, at mine dagbogsnotater skulle udgives, siger Gudrun Jessen. – Min ungdoms dagbøger var forfærdeligt selvoptagede, men sidst i min studietid bestemte jeg mig for, at nu ville jeg tage mig selv i nakken og skrive om andet end ulykkelige forelskelser. Der er jo en verden uden for Verona, som Shakespeare skriver. Det blev mit mål kun at skrive, når jeg følte, jeg havde noget væsentligt at skrive om.

Det har hun så gjort. Og de dagbogsnotater, som i dag er blevet til tekster i Gudrun Jessens bog, er bestemt væsentlig læsning.

Gudrun beskriver, hvordan det var at rykke ind i det, hun kalder Skandinaviens Manhattan, nemlig det nybyggede Generationernes Hus, der rager op i det nye Århus Ø-kvarter, og hvorfra hun indtager sin morgenmad – te og rugbrød med ost – med udsigt over bugten.

– Vi har såmænd kubikmeter nok, siger hun. – De har bygget forfærdeligt højt til loftet. Det er gulvarealet, det kniber med. Jeg synes ellers, jeg kan dreje på en tallerken i min kørestol. Alligevel skal jeg bare bakke et par millimeter, før jeg støder ind i væggen. Det er noget nær umuligt at undgå en kollision.

Sæbekatastrofen

Hendes stemme afslører en lille latter. Men man aner også en alvor. Og det er sådan, det er med Gudrun Jessen. Uanset om hun kommer til orde i tale eller tekst, synes humoren og alvoren at følges ad.

Der er glimt af kærlighed og savn i hendes bog. Som når hun skriver om sin mand, Peter, og deres kærlige og mangeårige ægteskab. Om hans præstegerning, som hun også bidrog til som præstekone. Og om, hvordan han sidst i livet blev så svag, at han syntes, deres dyner var blevet tunge, når han redte sengen om morgenen.

Der er glimt af lykke, som når hun beskriver følelsen af at holde en lille barnehånd i sin ved en fødselsdag hjemme i haven som ung mor. Eller hvordan det var at svinge med alt for korte ben fra en stol hos en købmand, da hun selv var en lille pige.

Og der er glimt af humor. Som når Gudrun skriver om en kær nabo på plejehjemmet, der truer med at komme nøgen ud på gangen, fordi hun ikke har flere bleer og nu har ventet længe nok. Eller hvordan hun selv bliver efterladt glat af sæbe efter en ufaglært ung piges ihærdige, men noget mislykkede forsøg på at få hende badet.

– Hun gjorde sit bedste, det gjorde hun. Og hun er noget så sød. Men hun endte med at blive vådere end mig. Og jeg skummede stadig, da hun var færdig, siger Gudrun.

LÆS OGSÅ

Maria blev rasende, da hun hørte, hvad hendes forældre havde gjort med arven

Maria besluttede sig for at gøre noget drastisk, da hun hørte, hvad der var sket.

Drama på gangen

Og så er der det mere vanskelige, som også folder sig ud på et plejehjem. Mellem minder og hverdag.

For eksempel Hans Henrik. Plejehjemmets nyeste og – står det hurtigt klart – absolut mest udfordrende beboer. Hans Henrik farer op for et godt ord og styrter ind og ud af private boliger uden at banke på. Han råber højt, slår ud og ender med at lægge plejehjemsgangene øde i ugevis, fordi beboerne skræmt må søge tilflugt i deres private gemakker.

Til sidst hentes han til lyden af sirener og blå blink.

– Det var skræmmende. Jeg fandt det bestemt ikke morsomt. Men selv om det var frygteligt vanskeligt med Hans Henrik, så vækkede han også min dybeste medfølelse. Demens kan være en forfærdelig sygdom, siger Gudrun.

Et godt farvel

– Jeg mødte hans pårørende nogle dage efter. De kom for at hente hans ting. Og hvor tit har jeg ikke som præstekone set den sorg. Den kvide. Som lyser ud af de pårørendes øjne. At se en, de elsker, blive syg på den forfærdelige måde. At se et elsket menneskes personlighed forsvinde.

Sygdommen er et vilkår ved livet på et plejehjem. Ligesom døden er. Den markeres med en lille englefigur, der hænges på døren til den bolig, hvor en beboer er gået bort.

– Vi er faktisk kun mig selv og min nærmeste nabo tilbage, som har boet her, siden jeg flyttede ind. Og det er jo også, hvad man må forvente på et plejehjem, siger Gudrun. – Det vigtige er, at vi får mulighed for at sige et godt farvel til hinanden. At afskeden bliver smuk og værdig. Og det sørger de for her på stedet. Alle får det, som de ønsker sig det.

Samtale over støttestrømpen

Gudrun har kun ros til de ansatte. Og bekymring. For om de nu lykkes med at konvertere deres udenlandske medicinuddannelse til en autorisation, der kan sikre dem et lægejob i Danmark. Om de kan holde kontakten ved lige med familien i det land, de er flygtet fra. Eller om de går ned med stress.

– Der er mange unge mennesker, der balancerer på den kant i dag, siger Gudrun.

Selv har hun elsket sit arbejdsliv. Som gymnasielærer i latin og engelsk.

– Jeg var måske ikke helt klar over det dengang. Men det må have ligget i mig allerede da. En brændende interesse for unge mennesker. Det er jo den, jeg mærker, når jeg møder de ansatte nu. Unge mennesker fra alle kulturer. Jeg elsker det, siger hun. – Jeg er nok også den beboer, det tager længst tid at give støttestrømper på. Jeg kan ikke lade være med at stille spørgsmål. Til deres liv og tanker. Jeg snakker alt for meget.

Dynerne blev tunge

Der er latter i Gudruns stemme igen. Det betyder ikke, at hun ikke kan blive både ked af det og vred. Over at have skiftet sit hus med have ud med de få kvadratmeter på plejehjemmet. Over at mærke sin styrke svigte. Dynerne føles også tunge for Gudrun nu. Ligesom de gjorde for Peter. Og over regelrytteriet.

– Jeg har jo altid klaret medicinen selv. Men den må jeg kun til dels stå for nu. Der er frustrationer i ethvert liv. Jeg bliver da også både vred og rasende indeni, siger hun. 

– Men så må jeg spille komedie. Eller tage en maske på, som jeg skriver et sted i min bog. Det andet nytter ikke. Vi har et ansvar over for hinanden. For at være ordentlige mennesker. Også når det føles svært.

Hun forstår godt, at det kan være sværere for nogle end andre. Hun ser ensomheden blandt beboerne på plejehjemmet. Blandt dem, der aldrig får besøg. Men hun kender den ikke selv.

– Jeg kender til at være alene. Men ikke til ensomhed. Og når man har været så heldig at vokse op i en god familie og få en god, ordentlig og dejlig mand og tre dejlige børn, så er der langt mere at være taknemmelig for end vred over, siger Gudrun. 

– Det bliver man kun mere bevidst om med alderen.

LÆS OGSÅ

Eksperter advarer: Køb ikke disse solcremer

Man kan ikke nødvendigvis stole på den SPF-faktor, der står på solcremens flaske. Hvis du køber dine solbeskyttelsesprodukter online, skal du især tænke over én ting.