Kvinde i hvid skjorte står udendørs og ser eftertænksomt til siden.

Som 18-årig blev Louise Herping forældreløs – og det gav hende især én ting

Allerede da iværksætter Louise Herping Ellegaard var 18, havde hun mistet begge sine forældre. Selvom hun pludseligt stod meget alene, gav det hende også en vigtig egenskab. Det fortæller hun i et interview med Hendes Verden.

Hendes verden logo farv

Da iværksætter og investor Louise Herping Ellegaard var 18, mistede hun sin mor – og bare fem år tidligere, da hun var 13, havde hun mistet sin far. Det fortæller hun i et interview med Hendes Verden, uge 33.

– Hun var kun 40 år gammel. Der havde jeg allerede mistet min far, da han kun var 41 år. Det lærte mig at stå på egne ben tidligt.

Selvom Louise Herping Ellegaards var flyttet hjemmefra, da moren døde, og det derfor ikke ændrede så meget for hendes hverdag, stod hun pludseligt mere alene.

– Jeg har altid været meget selvstændig og selvkørende. Mine forældre havde ikke super mange penge, så da jeg begyndte at gå til fester, skulle de jo finansieres, så jeg fik hurtigt et ungdomsjob som opvasker på Hotel Ansager. Det var rædselsfuldt, men det var gode penge.

Mønsterbryder

I dag mener Louise Herping Ellegaard, at forældrenes tidlige død har givet hende et ekstra drive.

– Det ser jeg også, når jeg møder andre iværksættere. Dem, som har haft det hårdt i livet, de har det der ekstra gear, der gør, at de forsætter, hvor andre måske ville give op – også selvom det gør ondt.

– Jeg er selv en mønsterbryder, og jeg ville ønske, at der var flere, der var modige nok til at gøre det samme i stedet for at sidde og vente på at blive reddet. Jeg er ikke typen, der venter på, at staten kommer og fikser tingene for mig – jeg spørger i stedet mig selv, hvad jeg selv kan gøre for at komme videre? Har du nogle særlige livsvilkår eller møder modstand, er den eneste, der kan gøre noget ved det, dig selv, slutter hun.

Læs hele interviewet med Louise Herping Ellegaard i Hendes Verden uge 33. Her fortæller hun mere om sin opvækst, om at være iværksætter og om at blive mor.

Om Louise Herping Ellegaard

Stifter af det digitale undervisningsforlag Clio Online, som blev opkøbt af Bonnier i 2018. Investerer i dag i danske startups og scaleups og har flere bestyrelsesposter.

Medvirker i ”Løvens hule” på DR, hvor hun har investeret i virksomheder som Bubbles, Champagne Stories og Vinterbaderen.

Er ambassadør for Det Nationale Sorgcenter.

46 år, gift og mor til en datter på 12 og en søn på 14.