Therese Raabo Fischer læner sig op ad en mur iført en sort uldfrakke.

Therese mistede sit livs kærlighed - i dag ved hun, at det er okay at finde en ny

Therese Raabo Fischer mistede sin mand til et hjertestop, og stod pludselig alene som mor, enke og forretningsejer. I dag har hun lært at leve med sorgen – og er klar til at lade kærligheden få en rolle i hendes liv igen.

Det var en hyggelig sommerdag med badminton i haven, men al hyggen stoppede med et øredøvende skrig, da Therese fandt sin mand, Tommy, død ved siden af sin spinningcykel. På et splitsekund ændrede alt sig for Therese og deres to børn.

Det var den dag, hun mistede sit livs store kærlighed, og deres to fælles børn, Molly og Charlie, mistede deres elskede far. Med et skulle de tre lære at leve med sorgen og savnet – og det har ført dem sammen som familie på en helt ny måde.

– Jeg er rimelig spirituel, og jeg tror på, at Tommy er her et eller andet sted, og at han lever videre – han lever i hvert fald videre i os. Men jeg har også fundet et symbol, et lys i mørket, som er en hansolsort, der er blevet et symbol på Tommy. På dage, hvor jeg vågner og ikke orker at være alene, kan jeg høre ham skrabe rundt ude i gården. Det er bare enormt rart.

– For mig er det et tegn på, at der er mere mellem himmel og jord. Og et tegn på, at han er der stadigvæk, for ellers bliver det for endegyldigt og for mørkt. Og det kan jeg ikke selv holde ud, og hvis jeg ikke kan holde det ud som voksen, hvad så med vores børn? Så det har været ret vigtigt at finde vores egen vej i det her, fortæller hun.

Borgerforslag om sorgorlov

Da Therese mistede sin mand til et pludseligt hjertestop i juni 2023, blev familien revet ud af deres hverdag. Men midt i sorgen var der også mange praktiske ting, som Therese skulle forsøge at forholde sig til. Parret havde sammen flere forretninger, og de ejede flere huse, så papirer skulle underskrives, og terminer betales.

– Det overraskede mig, at der ikke fandtes nogen muligheder for sorgorlov, hvis man mister sin partner. Jeg måtte sygemelde mig, og heldigvis kunne min bogholder hjælpe mig med det, for jeg kunne ikke finde ud af noget i den periode. Jeg kunne tage beslutninger om begravelse, hus og firma, men jeg kunne ikke finde ud af, hvor og hvordan jeg skulle sygemelde mig. Jeg overså en deadline, så de trak i mine sygedagpenge, men i den periode kiggede jeg ikke på min telefon, jeg var sammen med mine børn og havde mit fokus der. Der skal ikke meget til at vælte en person, som står i sådan en situation, og jeg tænkte, at det kunne fandme ikke være rigtigt.

Therese oprettede i september 2023 et borgerforslag med et ønske om fire måneders sorgorlov i forbindelse med dødsfald til den tilbageværende forælder med børn under 18 år. I dag har hendes store arbejde med at få forslaget vedtaget båret frugt. Sorgorlov er kommet med i finanslovsaftale for 2026, så forældre fremover har ret til 12 ugers sorgorlov, når de mister deres partner.

– Det er en kæmpe sejr – og så vigtigt for børnefamilier. Jeg ved godt, at alle mister. Og det er slet ikke, fordi jeg forklejner andres sorg, men når man er forældre sammen, og man pludselig får revet fundamentet væk under sig, er det vigtigt, at den voksne får tid til at få børnene ind i livet igen, for har man glade børn, bliver man selv glad.

Therese fortæller, at da hun mistede Tommy, begyndte Charlie og Molly at stille spørgsmål til, hvordan de skulle klare sig uden deres far.

– For mig var det vigtigt, at deres hverdag blev så normal og hverdagsagtig igen. At de kunne have legeaftaler og fortsætte til sportsaktiviteter. Det er vigtigt for mig, at børn kan komme godt videre og få hjælp med deres sorg, fordi de har mistet deres forælder. I vores tilfælde havde de mistet deres far meget voldsomt. Det er ikke noget, børn skal gå igennem. Fra det ene sekund til det andet var vores liv forandret. Og det er altså lidt af en mundfuld at skulle sluge, og derfor har det været så vigtigt for mig at kæmpe for at få indført sorgorloven, for hvis jeg samtidig havde skullet gå på arbejde, havde jeg ikke haft overskud til også at hjælpe mine børn godt igennem det hele, understreger Therese.

Kan sidde fast i sorgen

Siden familien mistede Tommy, har de lært at leve med sorgen, men for Therese har det også været vigtigt at mindes Tommy – både når smerten var stor, og tårerne trillede, men også at huske de hyggelige stunder, som de havde med ham.

– Det har været vigtigt for mig at italesætte, at far ikke var der mere, men også at blive ved med at insistere på at tale om far, og hvor meget vi savner ham. Forleden dag kom Charlie til at tænke på, hvordan Tommy kunne kilde ham, og så sad vi og grinede af det.

At nå dertil har været vigtigt for Therese. Hun har været meget tydelig omkring sin sorg – også overfor sine børn.

– Jeg har vist dem, når jeg var ked af det, og at jeg også kunne græde. Men jeg har også fundet ud af gennem de sidste to og et halvt år, at børn er de sejeste væsener. De er så umiddelbare, og de sørger i øjeblikke, og de mindes i øjeblikke, hvor vi voksne glider ind og ud af sorgen. Vi voksne kan sidde fast i sorgen på en anden måde, fordi jeg ved jo nogle andre ting, end de gør, fordi de heldigvis stadig er børn. Jeg har jo tænkt udi, at Tommy ikke er der, når de skal konfirmeres, deres sidste skoledag, første dag i gymnasiet, når de bliver studenter, skal giftes, får børn.

Therese Raabo Fischer kigger ud.

Therese og børnene har alle gået hos en sorgpsykolog, som blandt andet har lært hende at tage tingene et skridt ad gangen.

– Hun anbefalede mig, at jeg skulle starte med at tage en time ad gangen, fordi ellers kørte min hjerne bare derudad, og jeg blev ked af det. Både på Tommys vegne, mine børns vegne, og på egne vegne, fordi jeg følte tabet endnu mere med bevidstheden om alt det, vi ikke kom til at opleve sammen. Men Tommy er her ikke mere, så han har ikke FOMO. Det har jeg også lært nu. Og mine børn forstår heller ikke endnu det med missing out. Det kommer senere. Jeg ved nu, at sorgen kommer til at ramme dem på forskellige tidspunkter i livet, og så er det min opgave at gribe dem, når det sker.

Der er dog særlige tidspunkter, hvor det er ekstra hårdt, at Tommy ikke er her mere. Det gælder julemåneden, hvor familien allerede pynter op i november, fordi Tommy elskede jul.

– Der er noget ved julen, som får os til at tænke lidt mere på ham, og det kan jeg også mærke på børnene, hvor de får lov til at holde nogle fridage, så vi kan være sammen.

– På Tommys fødselsdag fejrer vi ham. Jeg ved godt, det kan lyde lidt mærkeligt, at man fejrer et menneske, der ikke er mere, men han er jo stadig i vores hjerter. Sidste år sang vi en fødselsdagssang ved hans gravsted, hvor jeg tænkte, ’kan man det?’ Og da vi nåede til ’gid Tommy længe leve må’, var jeg sådan, ’hvad sker der?’ Med ved du hvad, det er okay. Om aftenen kommer gode venner og familie forbi og spiser aftensmad. Vi bager hans yndlingskage og fortæller røverhistorier om Tommy, og det er bare så fint, at vi har valgt vores egen dag til at mindes sammen.

Brikker i sorgpuslespillet

Therese er i dag kommet langt, fortæller hun. Hun har fået lagt en del brikker i det, hun kalder det store sorgpuslespil – der kommer stadig nye brikker til, men det sker ikke dagligt længere.

– Jeg har accepteret, at jeg skal videre, og jeg skal leve videre. Tommy ville jo ikke ønske, at jeg stoppede med at leve, med at grine, med at elske, eller med at opleve. Jeg mærker heller ingen skam længere, som jeg kunne i starten. Jeg kan huske første gang, vi grinede efter Tommy døde, hvor vi spillede badminton i haven. Der skete et eller andet med fjerbolden, som fik os alle til at grine, og jeg stoppede op og tænkte, ej, det må vi ikke det her, og børnene grinede heldigvis videre.

– Jeg fandt hurtigt ud af, at min vigtigste rolle, udover selvfølgelig at være mor, var at vise børnene, at alle følelser og tanker er okay. De skal have lov til bare at være i det. Og så tage et skridt ad gangen. Jeg er blevet meget omstillingsparat og mere accepterende – ellers tror jeg, det ville være svært at komme videre. Jeg kommer aldrig over at have mistet Tommy. Den sorg vil altid være med mig, men jeg har lært, at den skal være min ven, og at jeg ikke skal skubbe den væk. Når sorgen banker på, var den meget insisterende før, fordi jeg ofte skubbede den væk, men i dag giver jeg den et kram.

Thereses måde til at tackle sorgen har derfor været at tale højt om den, men dét at tale om sorg og døden, har hun oplevet, kan være svært for andre.

– Jeg har oplevet, at nogle simpelthen valgte at gå ned ad en anden gang i supermarkedet for at undgå mig. Og det er svært, fordi det er enormt hårdt at være den, der har mistet. Jeg har følt en kæmpe ensomhed og har ikke brug for, at folk undgår mig. Det fik mig til at føle, at jeg var hende the odd one out. Hende, der var blevet enke som 41-årig.

– Jeg har aldrig haft større identitetskrise, end efter jeg blev enke. Jeg anede ikke, hvem jeg var. Vi havde været sammen i mange år, vi havde arbejdet sammen, haft butikker sammen, vi var blevet en enhed. Og lige pludselig stod jeg der og havde ikke Tommy længere, så hvem var jeg nu? Jeg er enke, alenemor til to og eneforsørger – det var skræmmende og ret trist.

Fire kamre i et hjerte

Tommy var Thereses store kærlighed, og i starten var det utænkeligt for hende, at der måske kunne komme en ny mand ind i hendes liv, så da en af Tommys venner spurgte hende, om det ikke var tid til, at hun skulle finde en ny, blev hun først vred, men det satte også nogle tanker i gang.

– Jeg har jo masser af kærlighed at dele ud af, og det er okay, at man gerne vil finde en ny tosomhed. Det betyder ikke, at jeg ikke elsker Tommy. Han vil altid være i mit hjerte. Men der er fire kamre i et hjerte, så der er jo plads. Der er et kammer til Tommy, et kammer til hvert barn, og så til en eventuelt ny kæreste.

Hvordan man så møder en ny kæreste, skulle Therese så også lige finde ud af. Hun mødte Tommy gennem sit arbejde, men som alenemor til to børn er der ikke meget tid til at komme ud – og tanken om at skulle flirte til børnenes fritidsaktiviteter var heller ikke ideel. Så efter en snak med en god ven, endte Therese på datingappen, ”Hinge”.

– Nu har jeg mødt en ny, sød mand, der er fem år yngre end mig, og som har to børn. Og vi har det bare så fedt sammen. Vi griner utrolig meget sammen, han er kærlig, og han er enormt åben over for, at vi har noget med i bagagen. Mine børn kan også lide ham, og det er bare så dejligt at have en, der kærer sig om mig. Og som jeg selv kan få lov at øse noget kærlighed ud over.

Therese Raaby Fischer smiler til kameraet

Selvom der er kommet en ny mand i Thereses liv, dukker der stadig puslespilsbrikker op i ny og næ.

– Jeg stod i sidste uge i køkkenet, jeg var glad, og min kæreste sad i stuen, men så spillede der en sang i radioen, som fik mig til at tænke på Tommy, og så gav jeg bare los og var ked af det i en sangs-tid – og det var okay. Det er en del af mig. Det er en del af os, at sorgen er her for at blive. Men man skal lære at omgås sorgen på en måde, så man kan være i livet. Det er jo det, der er så vigtigt. At acceptere den, i stedet for at kæmpe med den. Og det er dejligt, at vi er nået dertil.

Og drømmene for fremtiden er der også mange af.

– Min største drøm er at være lykkelig. At give mig selv lov til at være lykkelig, og at mine børn er lykkelige, og at de bliver nogle gode mennesker. Og det tror jeg på, fordi de er allerede nogle pissehammerende gode mennesker. Jeg elsker de børn overalt på jorden, og jeg er så stolt af dem. De er de to sejeste, stærkeste mennesker, jeg kender – og sårbare, følsomme og betænksomme. Så jeg tror egentlig, at mit største ønske for fremtiden er, at de får lov til at slippe sorgen nok til, at de giver sig selv lov til at være lykkelige og leve. Det samme gælder for mig selv. Og det kan jeg mærke, at jeg er i gang med.

Fakta

Therese Raabo Fischer, 43 år

Mor til Molly og Charlie

Ejer af den japanske knivgrejsbutik Foodgear

Bor på Østerbro