Da Signe Svendsens veninde bad hende om at blande sig udenom, kunne de ikke længere være venner

For nylig skete der noget i Signe Svendsens liv, som hun ikke havde regnet med ville ske. 

Hun gik igennem et break up – med en ven, vel at mærke. Og det satte gang i en masse tanker inde i hende.

– Det er sådan et sært begreb, som jeg ikke ved, om man egentlig snakker så meget om. Men det er meget til stede for dem, der oplever det. Og det tror jeg, at mange gør i mindre eller større grad. Nogle brud fader bare, mens man går og savner hinanden i smug. Men det er sgu ulykkeligt.

Signe Svendsen og veninden har fulgt hinanden i årtier og gennem forskellige kapitler af deres liv. De har set hinanden blive til de mennesker, de er i dag – men en dag var det pludseligt slut.

– Det er en af de venner, som er mit livsvidne. Hun har været med helt fra gymnasiet. Så tabet er stort. Jeg er stadigvæk ikke helt sikker på, hvad jeg mener, eller hvad jeg føler er rigtigt. Det kan godt føles som hjertesorg, og jeg kan stadigvæk godt tænke, ej hvor gad jeg godt snakke med hende om det her lige nu.

Men der opstod en splint i relationen, som blev for svær at rive ud – og til sidst fyldte den for meget imellem de to gymnasieveninder.

Pennevenner

I gymnasietiden kom de to i de samme kredse og havde det rigtig godt med hinanden. Men da Signe Svendsen blev færdig på gymnasiet, tog veninden på solorejse rundt i New Zealand, Australien og Asien.

– Jeg var åbenbart den eneste, der skrev til hende jævnligt. Dengang sendte man luftpost, sådan noget lyseblåt papir, som jeg sendte til en postboks, der hvor hun var. Så gik der måske tre uger, før jeg fik et brev tilbage.

Det var i løbet af den rejse, at deres forhold virkelig bundfældede sig. Veninden forstod, at hun betød meget for Signe Svendsen og den anden vej rundt. På tværs af oceaner udviklede deres bånd sig og blev stærkere.

LÆS OGSÅ

Sara Blædel: ”De sidste 20 år af mit liv har kostet på venskabsfronten”

Forfatter Sara Blædels venskaber betyder alt for hende. Men qua hendes virke går hun tit ned i skrivehuler i flere uger ad gangen – og det kan få hende til at være en fraværende ven. Men hun ved, at de ægte venskaber vil bestå gennem alt.

– Så kom hun tilbage til Danmark, og jeg fik hende til at flytte til København. Hun havde tænkt på Aarhus, for hun ville gerne læse derovre. Men jeg overbeviste hende om, at hun skulle være tæt på mig.

Nu var de endelig tæt på hinanden igen og var klar til at gå ud i deres ungdomsliv med hinanden i hænderne. De stod præcis samme sted: Verden stod åben for deres fødder, og de så på den fra samme perspektiv.

En grænse for ærlighed

I Signe Svendsens efterrationalisering er det gået op for hende, at de var nået til et punkt, hvor de forstod verden så forskelligt, at det kom i vejen for relationen.

– Det er som om, at når man er ung og lærer hinanden at kende, så har man en tendens til at lave en form for usynlig kontrakt mellem sig. Vi kommer fra det samme, og vi ser verden sådan her; det her er godt, det her er skidt.

Men pludselig opdagede Signe Svendsen, at der var et punkt, hvor de så helt forskelligt på tingene. Én ting er at have forskellige politiske holdninger, men her handlede det om noget mere eksistentielt – om hvordan man agerer i relationer.

– Der opstod en konflikt, en længere konflikt, som hun havde involveret mig i. Jeg havde et kritikpunkt til hende, som jeg egentlig syntes, jeg havde dækning for at sige. Men hun syntes, jeg skulle back off, og jeg forstod ikke, hvad min rolle så skulle være. Måske ville hun gerne have, jeg skulle være der, men bare ikke være kritisk?

Da veninden bad Signe Svendsen om at træde et skridt tilbage og lade være med at blande sig, sagde Signe Svendsen, at hvis hun havde det sådan, så kunne hun ikke være hendes ven længere.

– Jeg har tænkt meget over efterfølgende, hvor meget vi egentlig kan gå ind over hinanden og forsøge at ændre på hinanden. Selvfølgelig skal der være en grænse for, hvor meget vi kan sige til hinanden: Jeg synes ikke, du er rigtig på den. I nyere venskaber synes jeg godt, jeg kan mærke, at det går hertil og ikke længere, men i de dybe venskaber er det sgu vigtigt for mig, at man nænsomt og omsorgsfuldt kan sige ting til hinanden helt ærligt. Og være sit autentiske jeg overfor hinanden.

Radio silence

De to veninder havde en forskellig opfattelse af, hvad man kunne tillade sig at sige til den anden – og siden da har der været stilhed.

LÆS OGSÅ

Min veninde er gået bag min ryg

En læser har en veninde, som hun har kendt i cirka 10 år. Hun føler sig svigtet af hende, og ved ikke, hvad hun skal gøre. Læs Vibeke Dorphs svar i Hjemmets brevkasse.

– Det handler jo også meget om, hvordan du gør det, og der tror jeg også, at jeg har været for klodset i forhold til den her relation og er gået for hårdt til den. Fordi min forståelse af kontrakten var, at det kunne vi godt.

Og den forståelse står Signe Svendsen ved. Det er vigtigt for hende, at hun kan sige alt til sine tætte venner, og at man kan klare sig igennem også de svære ting. Bare man gør det med kærlighed.

– Vi har begge to talt med vores fællesvenner om det. Og jeg fornemmer på dem, at hun også savner mig. Vi har ikke haft direkte kontakt, men vi har talt meget lidt ”igennem andre”. Jeg tror, vi begge to er skidebange for at ende i en situation igen, hvor vi skal opleve det hele igen. Vi stiller os i hvert fald ikke sårbare og rækker hånden ud til hinanden lige nu.

Forskellighederne er blevet for tydelige. Så selvom Signe Svendsen håber, at de begge vil udvikle sig og mødes et sted, hvor de igen er enige eller kan være i uenigheden, så er hun for bange for at opleve sådan et brud igen, til at række ud til hendes tidligere veninde.

– Jeg tror også, at jeg er nået frem til, at jeg godt kan længes efter at have hende i mit liv, uden at det betyder, vi skal være venner lige nu.

LÆS OGSÅ

Paprika Steen har mistet mange venner: ”Det er svært at bevare et kæmpe socialt netværk, når man er enlig”

Paprika Steen har rundet de 60 og ser sit liv som langsommere og mere stille. Men også mere frit. Hendes nye film handler om nytår og venskaber, og begge dele har været en udfordring for instruktøren, der har skiftet sine venner ud hen ad vejen. Uden at det var med vilje.