Camilla Bendix kørte sig selv hårdt – da hun fik en mail fra en døende mand, vendte det

1971-1981: Fire piger og frihed under ansvar (0 til 10 år)

Jeg er vokset op i Sønderjylland. På et husmandssted med heste, hunde, katte og undulater, for enden af en lille grusvej langt ude på landet. 

Der, hvor børn kører med skolebus, leger uden opsyn og sner inde om vinteren. Min far havde ønsket sig fire døtre. Og sådan blev det. For jeg kom til som den sidste i en søskendeflok på fire piger.

Vi voksede op hos forældre, der selv var vokset op i borgerlige og regelrette hjem nord for København. Især min mors opvækst var striks. Men helt i 1970'ernes ånd længtes de efter frihed, fællesskab og en ny måde at være familie på. 

Mine forældre blev ansat på Rødding Højskole, og de kastede sig begge to passioneret ind i højskolelivet, sendte deres børn på friskole og dyrkede jorden, selv om de havde alt andet end grønne fingre. 

Enten havde vi en million bønner, vi overhovedet ikke kunne nå at spise. Eller også havde vi tre. Det var ikke så vigtigt. Det vigtige for dem var at turde kaste sig ud i nye ting og prøve sig frem. De var modige og nysgerrige og satte deres børn fri til at være det samme.

Jeg tog det hele til mig og var helt sikkert den af mine søstre, der råbte højest og klatrede højest op i træerne. Men midt i al friheden var det faktisk den forståelse for ansvar, som vores forældre også gav os, der fyldte mest for mig. 

Vi lærte, at vi måtte turde alt og gøre alt. Men at det hele var under ansvar for andre, for fællesskabet, for kloden. Den ansvarsfølelse er den stærkeste værdi, jeg har fået med mig. Og det er også sådan, jeg har opdraget mine egne drenge.

1982-1991: Om at føle sig udstødt og miste fodfæstet helt (11 til 20 år)

Da jeg var 11, blev mine forældre forstanderpar på Båring Højskole på Fyn. Og vi rykkede til et lille samfund, hvor mange havde mistro til det, der var anderledes. 

Nogle af de lokale børn måtte ikke invitere os indenfor. Vi var jo højskoleunger, der sikkert stjal og var møgbeskidte. Det var vildt ubehageligt. Men det var måske også med til at give mig en dybere forståelse for de mennesker, jeg mødte på højskolen, der også husede mange udstødte mennesker.

Jeg kan huske en ung mand med hiv, der havde sit eget bestik, som vi ikke måtte røre. Det var under aids-epidemien, hvor ingen anede noget om smitte. 

Der var også flygtninge og en rigmandsdatter, som trods sine privilegier var endt i stofmisbrug. De fandt et helle på højskolen. Og de lærte mig noget vigtigt om mennesker. Om, hvor sammensatte og forskellige vi er. Det er en vigtig forståelse for en kommende skuespiller.

Jeg fik permanentet mit hår og klippet det i en frisk asymmetrisk frisure hos den lokale frisør. Gik til håndbold, fodbold, svømning og hest. Og blev konfirmeret i et hvidt joggingsæt med lyserøde 1980’er-kiler. 

Men jeg faldt aldrig til i Båring. Og da jeg fyldte 17, brast livet helt. Min mor gik ud ad døren, satte sig ind i sin bil og kørte galt. Det skete fra det ene øjeblik til det andet. 

Jeg var den første, hospitalet fik fat på, så det var mig, der fortalte mine søstre og min far, at hun var væk. Det var som at tænde for en kontakt i dem. Jeg tændte sorgen med et enkelt klik. Og mere end noget andet er det det, der stadig sidder i mit system. 

At se sorgen blive et vilkår i deres liv. Og vide, at det var mig, der tændte for den.

1992-2001: Sorgterapi og dansefeber i ungdommens by (21 til 30 år)

Jeg kom ind på Skuespillerskolen i Århus året efter min mors død. Og de fire år på skolen blev næsten en form for sorgbearbejdelse. Vi var ellers rykket tæt sammen i min familie. 

Min far, der havde ønsket sig fire døtre, tog sig af kærestesorger og menstruationssmerter og alt, der ellers hører sig til unge kvinders liv.

Alligevel startede jeg næsten alle mine dramatimer med at græde. Alt stod pivåbent. Og det var okay. Mine undervisere og medstuderende var helt med på, at jeg lige skulle græde ud. Det var et fuldstændig fantastisk hold. Jeg følte mig så godt passet på. Og jeg oplevede, at jeg kendte sider af livet, de fleste unge ikke kender. 

Et mørke og en dybde, jeg kunne tage med ind i skuespillet.

Århus blev min ungdomsby. Og 1990’erne blev mit danseårti. Jeg var ikke sådan en, der drak særligt meget, men jeg dansede alle mine nætter væk. Jeg dansede med alle de andre, der dansede i Århus. 

Indtil diskotekerne lukkede, og vi drev ned mod havnen og satte os for at se solen stå op over byen. Århus var fuld af musik og kunst og teater og kultur. Og den var lige tilpas stor nok til at føle sig fri i og lige tilpas lille nok til at føle sig helt tryg i. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det er i dag. 

Men jeg forestiller mig stadig, at det er verdens bedste by at være ung i.

2002-2011: En saxofonist, en bordopvaskemaskine og en baby (31 til 40 år)

Jeg så mit livs store kærlighed første gang, da jeg var 16 år. Han spillede saxofon på en ungdomsskole. Og fik mig til at snappe efter vejret. Det gjorde han, hver gang jeg så ham i årene, der fulgte. Vi endte også med at blive ungdomskærester i en kort periode, før han rejste til USA for at leve et liv som ung og cool og sorgløs jazzmusiker. 

LÆS OGSÅ

Det jeg så i nabohaven, ændrede alt mellem min mand og mig

Einar og jeg var gift i 20 år. Næsten lige så længe bar han på en hemmelighed, som til sidst førte til, at vi gik fra hinanden.

Da vi fandt sammen igen nogle år senere, flyttede jeg til København for at arbejde som skuespiller, mens han læste på konservatoriet i Århus. 

Vi sejlede frem og tilbage over Storebælt for at se hinanden. Vi valgte hele tiden hinanden til på trods af afstand. Og derfor føltes det også skræmmende mondænt og sat, da vi endelig flyttede sammen og købte en bordopvaskemaskine. Men det var selvfølgelig det helt rigtige.

Jeg ville ikke have børn. Men Ulrik forklarede mig på en stille og rolig og meget ordentlig måde, at det ville han. Jeg blev gravid, 14 dage efter at vi havde taget beslutningen. Og da Louis kom til verden, mødte jeg min anden store kærlighed. 

Måske var det også derfor, at det føltes klaustrofobisk. Jeg ville være alt for ham, den bedste mor i verden. Men jeg ville også være den bedste skuespiller. Og havde netop fået mit gennembrud. Jeg havde virkelig gang i meget. Film, tv, teater. 

Jeg kan huske, hvordan jeg sad helt panisk og pumpede ud som en gal ko på et sceneværksted før en forestilling. Fordi Louis bare ikke skulle have modermælkserstatning! Det var rent kaos.

Ulrik var til gengæld virkelig god til at tage barsel, komme ned i gear og gå lykkeligt rundt med barnevognen. Man kan vel sige, vi bare byttede rollerne rundt. Uanset hvad føltes det ikke, som om jeg fik rum og tid til at sniffe min nye baby helt ind. 

Du ved, suge hans duft fra nakken og alle de søde endorfiner helt ned i mine lunger. Det sørgede jeg for, da Thomas kom. Min anden søn og tredje store kærlighed. Der havde jeg forstået, hvor vigtigt det var. Jeg indåndede ham helt og totalt.

Vi får de børn, vi har brug for at lære af. Og jeg lærte så meget af mine. At man skal tage sig tid til det vigtige. Til at snuse hinanden ind. Og at en klump af en mor som mig, der leger med biler i én stor pærevælling, godt kan få en lille dreng, der helst vil farvekoordinere dem og stiller dem på række. 

Det må man så gøre sig umage med. Indtil lillebror kommer og insisterer på, at alle bilerne skal være i én stor pærevælling igen. Børn er lige dem, de er, helt fra starten. Det er det, der gør dem så helt vildt spændende og dejlige at være sammen med.

2012-2021: Om at være ude af vater (41 til 50 år)

Da jeg rundede 40 år, sneg der sig en ny tvivl ind i mit liv. Jeg syntes ikke, jeg var, hvor jeg burde være. Karrieremæssigt, økonomisk, kropsligt. Det var i virkeligheden meget materialistisk. 

Men jeg følte hele tiden, at jeg halsede bagefter. At jeg simpelthen ikke var en god nok forsørger, og at min krop var alt for slap og tyk. Og det harmonerede ikke særlig godt med mit selvbillede og en idé, jeg havde, om, at jeg skulle kunne lave ti armhævninger. I træk.

Det var et årti, hvor jeg var helt vildt hård ved mig selv. Jeg trænede som en gal og piskede rundt og tog jobs, jeg skulle have sagt nej til. Og så kastede jeg mig ud i soloforestillinger. 

Det er vildt skræmmende og sindssygt hårdt, men jeg havde en drift mod at presse mig selv til det yderste. Jeg skulle bare performe og være skide stærk. Og verdens bedste mor, kone, ven og kollega.

Det hele vendte med en mail efter en forestilling. En døende mand skrev til mig, at nu havde han set teater, der havde ramt ham på en måde, så han ikke behøvede se mere. Han havde følt sig så set som menneske, at det var i orden, at han nu skulle herfra. 

Jeg tror, jeg havde glemt, at det var det, det hele handlede om. Og det lyder måske højsvungent, men hans mail hev mig tilbage til mit udgangspunkt og tilbage til kunsten. Jeg er jo ikke skuespiller for at hive en masse ned fra hylderne. Det vigtige for mig er at få lov at stå på en scene med mulighed for at bevæge andre. 

Forstå og fortælle om mennesker. Jeg aner ikke, hvem manden var. Og han er her jo ikke længere. Men hans mail sidder stadig dybt i mig.

2022-2026: To håndfulde liv (51 år og frem)

"Se, jeg er to håndfulde liv!" Sådan sagde jeg, da jeg fyldte 55. Og så strakte jeg fingrene ud for at vise årene frem. Lidt som et barn, der blærer sig. Men jeg syntes bare, det var så sejt. For det føles, som om livet endelig har fået fylde nok til to hele håndfulde.

Nu er det hele samlet. Jeg er ikke bange for, at jeg ikke er stærk nok længere. Jeg er faktisk ikke bange for en skid. Udfordringer, store følelser, nærhed og sårbarhed. Det hele kan bare komme an.

Min ældste søn er flyttet hjemmefra. Til Århus. Min ungdomsby. Og min yngste er rejst på efterskole. Så det er bare mig og Ulrik nu. Og det river selvfølgelig i alle mine hjertestrenge, men er også helt, som det skal være. Jeg får stadig et sug i maven, når jeg kommer ind ad døren efter nogle dage eller uger væk på arbejde, og Ulrik løfter blikket og siger: "Hej, smukke!"

Jeg har udvidet mit arbejdshabitat. Før blev jeg i hovedstaden, fordi jeg gerne ville være der, når mine drenge vågnede. Men nu arbejder jeg i hele landet. Også på mindre produktioner. Jeg har vundet en Robert, været til Oscar-uddelinger og levet af at spille teater i 32 år. 

Jeg skal ikke længere bevise noget. Jeg vil gerne have et meningsfuldt arbejdsliv, og det må også gerne stadig være svært og hårdt. Men det må virkelig også gerne være nydelsesfuldt på den ene eller anden måde.

Lige nu går jeg til prøver på en forestilling, hvor jeg spiller Jeppe Åkjærs kone, Nanna. Det er ny dansk dramatik, og det er vidunderligt at være med til at udvikle noget helt nyt. Men det har også været inspirerende på det helt personlige plan. Nanna snittede. 

Alle parrets døre, vindueskarme og møbler er kunstfærdigt udsmykkede. Så nu snitter jeg også. Jeg har fået et snittekursus af Ulrik. Og han har givet mig lov til at snitte i en dørkarm. 

Det glæder jeg mig helt vildt til. 

LÆS OGSÅ

Timm Vladimir fik en besked fra en fremmed kvinde - og tænkte: ”wow, wow, hvad fanden er det?”

Timm Vladimir har fundet kærligheden i Annemette Holtz, der havde udset sig den 18 år ældre bagedystvært på Instagram.