Til sidst blev hendes ord til lov: Tobias levede tre år i et voldeligt forhold

Da Tobias første gang fik kontakt til hende på Facebook i sommeren 2021, var han endnu i dyb sorg. 

Han havde mistet sin kone til en hjertesygdom et halvt år forinden, og det fyldte næsten alt i ham. Men samtalen flød, og de fandt hurtigt ud af, at de havde flere ting til fælles.

Der gik ikke længe, før de mødtes til en kop kaffe, og kort efter tog de også på fisketur, som var en hobby, Tobias delte med hendes søn. Herfra gik det hurtigt, og de kom til at hænge mere og mere sammen.

– I begyndelsen var det hele så godt. Hun var så glad og forstående overfor mig og min sorg. Hun hjalp mig med alt, så jeg kunne tage det stille og roligt.

Hun blev en uundværlig støtte for Tobias i den svære tid, og det føltes som et helt naturligt step for parret at flytte sammen få måneder efter, de første gang havde fået kontakt. Der gik heller ikke længe, før de begyndte at snakke om at gifte sig.

Fanget i et spind

Kort tid efter, hun var rykket ind hos Tobias, fortalte hun ham, at hun havde modtaget nogle mærkelige mails. Hun viste dem til ham, og på skærmen kunne han se lange mails, afsendt fra hans datter, hvor både han selv og kæresten blev svinet til.

– Jeg blev nødt til at tro på hende, for hun kunne jo bevise det. Jeg kunne ikke sige, det var en løgn, alene fordi jeg ikke kunne forestille mig, at min datter ville skrive sådan noget. For jeg kunne se det sort på hvidt.

Hans kæreste havde flere af den slags eksempler, og langsomt blev Tobias overbevist om, at hans to døtre ville ham og kæresten det ondt. De forsøgte at fortælle ham, at det ikke var rigtigt. At han skulle passe på, fordi det, han var på vej ind i, var rigtig farligt.

– Jeg registrerede slet ikke de ting, mine døtre sagde. Det er jeg nødt til at sige. Jeg tænkte, at det var, fordi de ikke ville have, jeg skulle finde en anden kvinde i stedet for deres mor. Der var mange af sådan nogle mærkelige, dumme tanker.

Langsomt blev han afskåret fra hele sin omgangskreds. Fra den ene dag til den anden ville hans vennegruppe, som han havde kendt gennem 10 år, ikke have noget med ham at gøre. Han havde ingen idé om, hvad der var sket, eller om kæresten havde snakket med dem, uden han vidste det. Hvis han sagde hende imod, endte det i skænderier, råben og skrigen, eller at hun ignorerede ham i flere dage.

– Hvis vi skulle over til min familie, sagde hun i sidste øjeblik, at hun ikke havde lyst, eller at hun var blevet dårlig. Vi kunne ikke se andre mennesker end dem, hun gerne ville se. Til sidst gav jeg bare efter, så der var ro og fred i hjemmet. De eneste mennesker, der var omkring os til sidst, var hendes familie.

Konstante øjne i nakken

Tobias’ kæreste begyndte også at tracke hans telefon, så hun altid vidste, hvor han befandt sig henne. Han skulle også altid ringe og fortælle hende, når han var ankommet på fx arbejdet – hvis han glemte det, fik han en sur opringning.

LÆS OGSÅ

Er din ven i et usundt forhold? Her er tegnene, du skal holde øje med

Der findes mange fordomme, når det kommer til den slags vold, der ikke efterlader tydelige mærker på kroppen. For hvordan spotter man egentlig psykisk vold, og hvad gør man som pårørende, når man opdager kærlighedens forvrængede ansigt?

– Da jeg på et tidspunkt ikke svarede hende med det samme, da hun spurgte efter koden til min computer, så modtog jeg kort efter et billede af, at hun havde smadret den. Så kunne jeg lære det, skrev hun.

Han fik også besked på, at al kommunikation han skulle have med omverdenen skulle gå igennem hende.

– Det er svært at forklare, men det var som om, at hendes ord var lov. Der var jeg allerede så langt inde i hendes spind, at jeg ikke havde ret mange tanker selv.

Han fik fornemmelsen af, at intet, han gjorde, var godt nok. Hvis hun havde bedt ham om at sætte hylder op i køkkenet, så tog hun dem ned om natten, fordi hun ikke syntes, han havde gjort det ordentligt.

– I en lang periode stressede hun mig også ved at tænde lyset om natten inde i soveværelset og smække med dørene, så jeg ikke kunne sove. Det var også en måde at nedbryde mig fuldstændigt på.

Uden Tobias var klar over det, tjekkede hun også hans telefon og computer om natten. Hun gennemgik hans mail, beskeder og bankkonti for at følge med i alt, hvad han foretog sig.

– Til sidst kunne hun ikke holde det hemmeligt, så kom hun til at sige ting, som hun havde læst i mine mails eller noget. Da forholdet var slut, fandt jeg også ud af, at hun bl.a. havde flyttet min bil over i hendes navn. Det betød, at jeg pludselig stod med en stor gæld på en bil, jeg ikke længere ejede.

Der er noget galt

I begyndelsen af 2023 blev Tobias gift med sin kæreste. Selv synes han, det gik lidt for stærkt, men hun var insisterende. Ikke længe efter begyndte han pludselig at miste koncentrationen. Han kunne ikke samle sig om opgaver, og han fik også udfordringer med at køre bil.

– Jeg kom til lægen, og hun kørte mig derhen. Hun overtog fuldstændigt styringen til lægesamtalen, jeg fik slet ikke lov til at svare eller gøre noget som helst. Natten efter den lægesamtale, gik det op for mig, at der var et eller andet helt galt – men jeg kunne ikke finde ud af, hvad det var.

Lægen udskrev antidepressiv til Tobias, for de kunne godt fornemme, at det ikke kun var stress, der plagede ham. Han havde fået en depression. Men lægebesøget havde også åbnet Tobias’ øjne for noget andet, og det næste stykke tid begyndte han at lægge mærke til, at der foregik flere mærkelige ting derhjemme – bl.a. nogle særlige sætninger, hun blev ved med at bruge:

– Hun sagde ofte, ”jeg ved, at du har sagt sådan”, eller ”jeg ved, at du har gjort sådan”. Det var ting, som jeg godt vidste, at jeg aldrig havde sagt eller gjort. Det kunne fx være, at hun sagde, at hun vidste, jeg forkælede hendes børnebørn for meget eller vidste, jeg spiste for meget sukker.

Det blev tydeligt for ham, at ligegyldigt hvad han gjorde, så syntes hun, han gjorde det forkert. Det gjorde hun også klart ved at fortælle ham, at han ingenting kunne.

– De der kommentarer kom lige pludselig hele tiden. Eller sådan føltes det i hvert fald, da jeg lagde mærke til det. Jeg sagde ikke noget til nogen om det, for jeg var bange for, at lige meget hvem jeg snakkede med, så ville hun finde ud af det.

Held i uheld

Tobias’ symptomer blev forværret over den næste periode. Tre måneders tid efter sit første lægebesøg, tog han igen til lægen i januar 2024. Hans kæreste skulle egentlig have kørt ham, for det kunne han stadig ikke selv, men der kom tilfældigvis noget i vejen.

– Hun skulle lige pludselig hjem til sin datter på Sjælland, så jeg var alene afsted. Det var held i uheld, eller hvad man kan nu må kalde det, for så kunne jeg selv snakke med lægen.

Tobias fortalte lægen, at han mest af alt havde lyst til at ligge på bunden af havet, og derfor forsøgte hun med det samme at få ham indlagt. Der var dog ingen ledige pladser, så han endte med at blive sendt hjem i stedet.

– En måneds tid senere, tog jeg igen til lægen sammen med min kæreste. Der var det igen kun hende, der snakkede med lægen. I starten af april havde jeg så endnu en lægetid, hvor vi havde et skænderi om morgenen.

Efter skænderiet tog de hver især på arbejde, og Tobias ringede til hende tre timer inden lægetiden for at minde hende om den. Hun svarede, at hun var ret ligeglad med, at han skulle til lægen og smed røret på.

– På det tidspunkt havde jeg så meget angst, hvis der var for mange mennesker, så jeg kunne ikke være i en bus. Så der gik jeg de 38 kilometer til Svendborg, og så indlagde lægen mig på sygehuset.

Da Tobias blev indlagt, vidste lægerne endnu ikke noget om hans parforhold – kun at han var depressiv og selvmordstruet. Der gik nogle dage, før det gik op for dem, at han var i et psykisk voldeligt forhold. 

Tæt på afgrunden

Efter tre ugers indlæggelse blev Tobias kørt hjem for at hente nogle af sine ting. Han havde fået klar besked på, at han ikke måtte blive derhjemme for længe, og at han i hvert fald ikke måtte sove der.

– Det endte i hat og briller. Det gik helt galt. Der blev råbt og skreget, og kl. 01 om natten gik jeg derfra, fordi jeg ikke kunne holde ud at være der. Jeg gik ude på landevejen, og der havde jeg besluttet, at hvis der kom en lastbil, så ville jeg kaste mig ud foran.

Tilfældigvis kom politiet kørende forbi, og stoppede Tobias, da de syntes, det var en smule mistænkeligt at gå alene på landevejen midt om natten. Tobias forsøgte at overbevise dem om, at han bare var ude at gå en tur – og det troede han egentlig også, han var lykkedes med.

– Den yngre betjent havde jeg næsten fået overtalt, men den ældste af dem kunne godt se, at den var helt gal. Det er sådan noget, nogle mennesker kan. Om han kunne se det i mine øjne eller hvordan, det ved jeg ikke. Men de tog mig i hvert fald med.

Han blev igen indlagt på sygehuset, og få dage senere kom der en socialrådgiver og endnu en læge på besøg hos ham.

– De sagde, at jeg skulle på mandekrisecenter. Der har jeg nok lignet et stort spørgsmålstegn. For det vidste jeg ikke, hvad var.

Et nyt fællesskab

Det var fredag eftermiddag, da Tobias blev indskrevet på Mandecentrets krisecenter. De fleste ansatte var gået hjem på weekend, og Tobias blev på sit værelse indtil mandagen efter, hvor han skulle starte i behandling.

– Jeg kunne ikke overskue at gå uden for en dør. Jeg var angst og bange for alt og alle.

Da personalet igen mødte ind efter weekenden, begyndte Tobias at snakke med forskellige psykologer, og over det næste års tid fik han langsomt bugt med sin depression. Han arbejder fortsat på den stress og angst, han også udviklede i løbet af sit parforhold.

– Med tiden flyttede der flere mænd ind på den etage, jeg boede på, og vi udviklede et frygteligt godt sammenhold. I starten var det hårdt at lukke de andre mænd ind, men med tiden gav det mig en masse selvtillid.

Selvom alle mændene kom med meget forskellige historier, så kunne de støtte hinanden, der hvor de hver især havde brug for det.

– Jeg følte mig mindre alene. Nogle var stærke på nogle områder, og andre var stærke på andre områder, og så kunne vi hjælpe hinanden på tværs. Vi gjorde næsten alt sammen. Vi lavede mad sammen, vi tog ud og fiskede eller sad og snakkede.

Tobias oplevede hurtigt at få et større overskud, fordi han kunne læne sig op ad de andre. Allerede to måneder efter hans ankomst på krisecenteret, blev han også skilt fra sin kone, og det gav ham energi til at hjælpe de andre mænd videre.

– Jeg hjalp dem med alt det, jeg kunne. De kunne låne min computer, hvis de havde brug for at logge ind på nogle ting derfra eller skrive nogle beskeder til deres familie.

En dag lige før jul besluttede Tobias sig også for at sætte sig ned og skrive en mail til sine døtre. Han skrev undskyld, og at hvis de havde energi til at se ham, så var han klar til det.

– Jeg understregede også, at de bare skulle sige nej, hvis de ikke havde lyst. Men de svarede heldigvis, at de gerne ville se mig. Så mødtes vi på krisecenteret første gang. Det var hårdt, men vi tog det stille og roligt hen ad vejen.

Langsomt opbyggede de en relation igen. Med hjælp fra en psykolog, fik de lidt efter lidt talt ud om alt, der var sket.

– I dag er vores forhold rigtigt godt. Jeg har dem med mig i alt, hvad der foregår. De støtter mig rigtigt meget. Jeg støtter også dem, men lige nu er det især mig, der har brug for den.

En fortsat kamp

Tobias boede på krisecenteret i et år, og flyttede sidenhen i en lejlighed for sig selv. Han bor stadig i nærheden af de mænd, han mødte på centeret dengang, og de snakket sammen nærmest dagligt.

– Der er stadig op- og nedture i dag. Mine børn bor i nærheden af, hvor hun bor, og jeg får angst hver gang, jeg skal besøge dem, og generelt hvis jeg er steder med mange mennesker. Så skal jeg altid finde en flugtvej, fordi jeg er bange for, at hun kommer.

Efter Tobias har fået det hele en smule på afstand, har han åbnet mere op overfor andre og fortalt dem, hvad han har været igennem. Men reaktionerne har ikke altid været gode.

– Der er også folk, som lytter og siger, at de godt har kunnet mærke det på mig. Men jeg får flest reaktioner, som ikke er så søde. Nogen siger, at det er løgn, og andre siger, at det nok ikke er så hårdt, som jeg får det til at lyde som.

Den slags reaktioner har Tobias vendt indad og fået ham til at tænke, at det nok var ham, der var noget galt med – og at hun havde behandlet ham, som han fortjente.

– Det har været sårende. Men det har også startet en kampgejst i mig, for det er noget, der ligger så dybt i os. Vi er opdraget til, at mænd ikke må være sårbare. De skal være de stærke, der løser alt.

Derfor forstår han også godt, hvorfor det kan være svært for andre mænd at sige det højt, hvis de har været i en lignende situation. Det kan først og fremmest være svært selv at få øje på, og derefter at handle på det.

– Men man skal bare gå ind og ringe på døren hos Mandecentret eller nogle andre professionelle. Der er altid en, der er villig til at snakke med dig – ligegyldigt hvad tid på døgnet, det er. Man skal stole på, at man bliver grebet.

For Tobias er kampen ikke slut. Det er den først, når voldsramte mænd har fået de samme rettigheder, som kvinder har. Derfor vil han fortsat dele sin historie for at nedbryde fordommene om, hvem der havner i voldelige forhold.

Tobias er et opdigtet navn, da personen i denne artikel er anonym af sikkerhedsmæssige årsager. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.

LÆS OGSÅ

Pia Olsen Dyhr var i et usundt forhold: ”Han fik mig til at gøre alle mulige skøre ting”

I et tidligere forhold havde Pia Olsen Dyhr svært ved at mærke, hvad hun egentlig selv havde lyst til, og ifølge hende udviklede det sig til psykisk vold.