Julie Hastrup mistede sin nære veninde meget pludseligt: ”Jeg synes ikke, vi taler nok om den type sorg”

0-10 år (1968-1978)

Et frit børneliv

– Min barndom var – meget modsat i dag – et børneliv på egne præmisser. Vi boede på et tidspunkt i Sølvgade midt i København i en opgang med masser af børn, og på trods af nogle fuldstændig uinspirerende grå baggårde fik vi altid en masse fantastiske lege i gang.

Vi gik selv over i parken Østre Anlæg, hvor der var et lille spejderhus med ”børneparkering”, hvor man to gange om ugen kunne komme og lave kreative ting.

Jeg bevægede mig frit rundt uden overvågning, og jeg husker tydeligt fornemmelsen af at være på eventyr i byen. Forældrene var der jo til en vis grad, men vi havde et hemmeligt børneliv, hvor de ikke anede, hvad der foregik. 

Da jeg var fem år, var jeg for eksempel med til at begå indbrud i en lejlighed sammen med en gruppe større piger. Vi stjal ikke noget, men de store kom sæbe på deres tandbørster og smed glaskugler ud på gulvet.

Jeg var meget sammen med min mormor, når min mor og far var på arbejde. Hun var kun 45 år, da jeg blev født, og hun havde kun min mor, så hun passede mig ofte. Min mormor var meget dramatisk. Allerede da jeg var omkring syv år, fortalte hun mig om drab, der var sket på nogle små piger i Lynettehavnen. 

Hun så mig som en ligesindet, og vi så virkelig mange krimier sammen, når jeg var hos hende. Tiden med hende har helt sikkert inspireret mig til mine egne krimier. Jeg gik i vuggestue og børnehave på Bispebjerg Hospital, hvor hun og hendes mand arbejdede, og jeg kan huske, at jeg gik i gangene under hospitalet, og det miljø har også fordret min fantasi.

10-20 år (1978-1988)

Min egen soldat

– Fra jeg var helt lille har jeg været fascineret af bøger og at fortælle historier. Mine forældre læste rigtig meget for mig, og allerede i børnehaven havde jeg grupper siddende rundt om mig, mens jeg fortalte uhyggelige historier. 

Da jeg blev ti år, flyttede vi til Kartoffelrækkerne på Østerbro, hvor jeg mødte Rosa, som stadig er en af mine nære veninder. Hendes mor var Dea Trier Mørch, og det blev skelsættende for mig at lære hende at kende, fordi det gennem hende gik op for mig, at det at skrive bøger var noget, man kunne gøre som et arbejde. 

Hver dag gik hun op på øverste etage, lukkede døren og hængte et skilt op med ordene 'Må ikke forstyrres' mellem 10 og 16. Det var jeg vildt fascineret af, og i alle mine venindebøger skrev jeg, at jeg ville være forfatter.

Som 16-årig tog jeg til USA på high‑school. Når jeg ikke så crime, så jeg Fame, så jeg var meget fascineret af USA og hele deres ungdomskultur, og det år modnede mig helt vildt, fordi jeg lærte at klare mig selv, også i ubehagelige situationer.

Jeg boede hos tre familier, hvoraf en var fantastisk, en var okay, og den sidste var rædselsfuld.

Moren var en fuldstændig skør dame med to døtre, der hverken var varme eller rare. De glemte min fødselsdag og var ubehagelige hele vejen igennem, men det lærte mig at klare alle mulige små situationer, for jeg vidste, at der ikke var nogen hjælp i nærheden. 

Det hærdede mig, og jeg kan stadig tænke tilbage på det, når jeg står i svære situationer i dag. Så ser jeg mig selv som en lille soldat, der bare forsætter.

20-30 år (1988-1998)

Stress over børn

– I mine tyvere handlede livet om at finde retning. Som 20-årig boede jeg i Paris, hvor alt var let – venner, fest og arbejde som tjener og dørmand. Det var et år fuld af frihed og oplevelser. Senere flyttede jeg til Aarhus for at studere på Journalisthøjskolen. 

Jeg havde stadig en drøm om at blive forfatter, men jeg vidste, at jeg ikke var klar endnu, og så var det nærliggende at uddanne mig til journalist i stedet.

Da jeg nærmede mig 30, begyndte ønsket om børn at fylde meget. Jeg kan huske, at jeg sad og røg med min veninde Gitte fra Journalist­højskolen, og vi talte om, hvorvidt vi ville nå at blive mødre, fordi vi begge følte, at vi ikke var i de rigtige forhold. 

Det stressede mig, fordi min gynækolog samtidig meddelte mig, at alle kvinder omkring 30 skulle se at komme i gang, hvis de ønskede børn.

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn og gerne mange. I min dagbog står der, at jeg drømte om fire, så alt det lagt sammen blev skridtet mod, at jeg fik brudt med min kæreste, som jeg ellers havde haft meget svært ved at gå fra. 

Forfatterdrømmen slap mig ikke, men jeg accepterede også, at det nok var noget, jeg først skulle udleve, når jeg engang blev en ældre dame.

30-40 år (1998-2008)

Farvel til fast job

– I starten af 30’erne mødte jeg Morten, mine børns far. Jeg fik vores søn, da jeg var 33, og vores datter, da jeg var 35. 

Året forinden havde jeg været igennem en meget stor underlivsoperation, så jeg skulle vente et år, før jeg måtte prøve at blive gravid. Jeg var så bange for, at jeg aldrig ville få børn, men Morten og jeg var så heldige, at vi simpelthen kunne få børn, når vi ville, og det er jo verdens største privilegie.

På det tidspunkt var jeg fastansat på DR, og Morten var i gang med at starte sit firma op som fotograf og klipper, og med to små børn løb vi virkelig stærkt. Nu havde jeg fået de her skønne børn, som jeg for alt i verden gerne ville være sammen med, så tanken om, at jeg måske ikke behøvede at vente, til jeg blev en ældre dame, med at skrive en bog, begyndte at rumstere.

Jeg blev meget inspireret af Camilla Läckberg, som også havde to små børn, da hun udgav sin første bog, så jeg endte med at sige mit job op for at skrive en bog. 

I starten kamuflerede jeg det med, at jeg ville læse retorik på universitet. Det blev mit alibi for at sige op på DR. Det var stadig så diffust at skulle være forfatter, så jeg bankede folk en historie på ærmet om, at jeg ville videreuddanne mig. 

Jeg var så heldig, at jeg slap for at skulle sende mit manus rundt til forlagene, fordi flere havde hørt om mit projekt og henvendte sig selv til mig, og jeg fik en kontrakt på min første roman.

40-50 år (2008-2018)

Drømmen blev virkelighed

– I 2009 udkom min første kriminalroman om Rebekka Holm, og siden har jeg skrevet yderligere 10 bind. Jeg har lige udgivet den seneste, og jeg føler, at jeg har masser af historier om Rebekka i mig endnu. Det har været fantastisk for mig at blive forfatter. Det føltes så dejligt og som at lande helt rigtigt. 

Tænk, at jeg virkelig fandt det, jeg gerne ville lave, og ramte det helt. Det var og er stadigvæk en kæmpe ting for mig. Min første bog blev en bestseller, og det er de efterfølgende også, og det har betydet, at jeg har kunnet leve af mit forfatterskab, så min barnedrøm er i høj grad blevet til virkelighed.

I 2016 blev jeg ramt af modermærkekræft. Jeg havde flere gange været til hudlægen med et modermærke, jeg syntes havde forandret sig, men lægen mente ikke, det var noget. Men jeg havde en stærk mavefornemmelse af, at det skulle væk, så jeg insisterede, og det viste sig, at det var kræft. 

LÆS OGSÅ

Da vi skulle møde min søns nye kæreste, fik vi et chok

Jeg blev så glad på min 22-årige søns vegne, da han kom hjem og fortalte, at han havde mødt kvinden i sit liv. Da vi skulle møde hende, fik vi et chok.

Jeg blev opereret, og heldigvis havde det ikke spredt sig, men det har givet mig en usikkerhed i forhold til, at selv om jeg er opmærksom på min krop, så kan jeg ikke styre det, og det føles som et kontroltab.

Jeg har valgt at være åben omkring det og har også talt om det flere gange i tv, fordi det er så vigtigt at lytte til sig selv. Slå i bordet og insistere. Det gav mig også en reminder om livets skrøbelighed. 

Om at prøve at nyde livets forskellige perioder, så godt jeg kan, og ikke gå i landesorg over, at mine børn lige er flyttet hjemmefra, eller jeg snart fylder 60, for hvad er alternativet?

50-60 år (2018-)

Voldsom venindesorg

– Jeg blev skilt i 2020, og det var en kæmpe sorg, og er det stadig. Jeg er utrolig ked af den forsimplede måde, vi taler om skilsmisser på. Jeg synes slet ikke, det bliver foldet ordentligt ud. Den første uge efter at jeg blev skilt, og Morten var flyttet, var der en, der sagde til mig, at "det var da også godt, at du kom af med ham". 

Men når du bliver skilt fra den, du har børn med, er det mega traumatisk, også selv om du godt ved, at I ikke skal være sammen længere.

Jeg mødte Morten, da jeg var 31, og jeg havde lavet en fortælling hos mig selv, der hed, at når nu jeg nu var så voksen, da jeg mødte ham, så havde jeg fundet en, der matchede mig fuldstændig. Og jeg havde sådan et stærkt billede af to rynkede hænder i hinanden, der sad der og blev bedsteforældre, og det er så sorgfuldt at slippe den drøm. 

Det er ikke Morten, jeg vil have tilbage, og vi var enige om, at det skulle slutte, men det er stadig svært at acceptere, at det altså ikke blev mig som for altid skulle forblive sammen med mine børns far.

For halvandet år siden oplevede jeg igen en stor sorg. Min veninde Laura Illeborg (dansk sangerinde og musiker, red.) døde pludseligt af en hjerneblødning. 

Det var så voldsomt og enormt chokerende at miste hende. Vi havde kendt hinanden siden 2. klasse, så hun var min ældste veninde og mit livsvidne. Vi sov ofte sammen som børn, jeg kendte hendes familie, hun kendte min, og vi var på ferier med hinanden. 

Som unge boede vi sammen i flere omgange, vi er fadderet til hinandens børn, og vi forblev nære veninder gennem 48 år.

At miste så vigtigt et menneske er et kæmpe tab. Vi var knyttet sammen af så meget fælles historie, og hun mangler virkelig i mit liv. 

Jeg synes ikke, vi taler nok om den store sorg, det er at miste en veninde. Helt selvfølgeligt er der mere fokus på tabet af et barn eller en ægtefælle, men det er også helt ufatteligt sårbart at miste en veninde, fordi det er en person, man har delt så meget med – nogle gange igennem et helt liv. 

Fortroligheden og den særlige kærlighed, der er mellem tætte venner, fordi man jo har tilvalgt hinanden, er noget helt specielt. Jeg savner Laura så meget og den fremtid, jeg så med hende som en vigtig aktør.

Jeg må indrømme, at jeg synes, at 50’erne har været udfordrende. For mig har det været et tabsårti, og jeg synes heller ikke, kræfterne eller udseendet er de samme som tidligere. 

Og så har jeg savnet at have nogle kvindelige forbilleder, men heldigvis er alder ved at blive in. Jeg elsker for eksempel programmet 'Verdensdamerne' på DR. 

Det er så inspirerende at følge de tre vidunderlige kvinder, fulde af livsmod og nysgerrighed, selvom de er langt oppe i årene, og jeg er selv sådan en, der gerne vil blive ved med at arbejde, indtil jeg ikke kan længere. Og så vil jeg da gerne møde en ny kærlighed. 

Men jeg har også et virkelig velfungerende liv uden, så det skal kun være en bonus.

LÆS OGSÅ

Trine Pallesen om forholdet til sine børns far: Nogle mente, jeg sørgede for længe

Skuespiller Trine Pallesen blev smaskforelsket under optagelser til en tv-serie, men kærligheden holdt ikke - til gengæld har hun gjort meget for at holde sammen på familien.