Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Ordene forkælet og uudholdelig hænger ofte sammen, og mange forældre i dagens samfund har begået samme fejl som mig og skabt børn, der fortjener at blive beskrevet med disse ord.
Men det er med et lettet sind, jeg skriver min historie, for det behøver ikke at fortsætte med at være sådan. Nogle gange ordner livet sig helt af sig selv.
Vores datter var et længe ventet barn, og vi havde en god økonomi og kunne være supergode forældre.
Kort sagt voksede Ida op uden at mangle noget, og da hun som ung blev interesseret i mode og ønskede sig dyre mærketøj, hoppede vi med på det også.
Nogle gange forsøgte vi at sætte grænser, for eksempel da hun ønskede sig en taske til 10.000 kroner i fødselsdagsgave, men så gav vi alligevel efter, fordi intet andet var godt nok i hendes øjne.
En høj levestandard
Da Ida fyldte 16 år, blev min mand alvorligt syg, og hans firma, som han havde arbejdet på at redde i en svær tid for branchen, blev forsømt.
Det førte til, at vi for første gang kom i en vanskelig økonomisk situation. Vi var simpelthen gået konkurs.
Dengang satte jeg mig roligt ned for at forklare Ida, at vi i fremtiden måtte være mere forsigtige.
- Vi har ikke råd til at købe så meget til dig mere, sagde jeg.
Hun reagerede som forkælede børn gør.
- Jeg er ikke villig til at gå ned på levestandarden, sagde hun frimodigt og mindede om, at hendes far og jeg havde en bufferkonto.
Den mente hun, vi måtte tage penge fra, for at hun kunne leve, som hun var vant til.
- Jeg har jo mine venner, der får de ting, var argumentet.
Det var absurd at høre hendes ord, og jeg tænkte: Har vi virkelig skabt en umoden og egoistiske pige, der kun tænker på egne ønsker og behov?
Først og fremmest blev jeg ked af det, fordi hun ikke så andre end sig selv og hendes egne behov. Ikke engang farens sygdom så ud til at påvirke hende.
Det, der skete i årene indtil hun var 20 år, var, at vi alligevel efterkom hendes ønsker, selvom vi ikke havde råd til det.
Hun gik så hårdt til os, hvis vi ville nægte hende noget, at vi simpelthen ikke orkede at leve med det.
Det var pinligt at have et barn, der ikke viste forståelse, da vi måtte gå fra vores hus og sælge vores bil. Mens vi gik ned på levestandarden, fortsatte hun med at leve som en millionær.
"Hvordan skal det gå med hende?" tænkte jeg fortvivlet og var bange for, at hun aldrig ville blive klog, ydmyg og empatisk.
Endelig blev hun voksen
Da hun rejste til et andet land for at studere, vidste jeg ikke, hvordan det skulle gå.
Hun forventede, at vi gav hende tusindvis af kroner om måneden og så ud til at tro, at hun skulle leve et jetsetliv.
- Jeg er bange for, at vi har ødelagt hende. Hun har fået alt, hvad hun peger på, og er ikke taknemmelig for noget, sagde jeg til min mand.
Under studiet kom hun først sammen med en dreng fra en rig familie, og jeg frygtede, at hendes forbrug ville eskalere, men så blev hun bedraget og forsmået, heldigvis, og gik igennem sit livs første og største kærestesorg. Den nedtur var, hvad hun havde brug for, tænker jeg nu.
I tiden efter bruddet fandt hun sammen med en anden, som havde en helt anden baggrund - en, som havde kæmpet sig til alt, og som var taknemmelig for hver eneste ting, han havde opnået.
Det var som om hendes øjne åbnede sig, da hun blev hans kæreste. Efter at hun besøgte hans forældre sammen med ham, ændrede hendes syn på det gode liv sig.
- Jeg vil have det som dem, eje en smule og være lykkelig. I har forkælet mig, mor. Meget af det, I har givet mig, er idiotisk at børn får, sagde hun i telefonen.
Jeg bekræftede det og sagde til hende, at hvis der er noget, jeg fortryder, er det, at vi praktisk talt aldrig sagde nej, og at vi ikke gav hende modstand eller modgang.
Da hun sidste sommer stillede sig op på et marked for at sælge tøj og tasker til fordel for et børnehjem i et andet land, forstod jeg, at hun endelig var blevet voksen, klog og taknemmelig.
Nu tør jeg sige som min mor, da jeg udtrykte min bekymring omkring Ida: "De bliver som regel voksne til sidst!".
Det er en enorm lettelse!
Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.
