92-årige Edna drikker champagne hver dag

– Jeg takker aldrig nej til en efterfest og er sjældent i seng før klokken fire om natten. Jeg spiser masser af hvidløg og putter nogle fed i næsen, når jeg er forkølet. Jeg går på arbejde stort set hver aften og holder mig til de unge mennesker, svarer Edna, når vi spørger om hemmeligheden bag et så smukt og sprudlende ydre. 

– Og så drikker jeg champagne hver dag, tilføjer hun. 

Jane Fonda i opvasken

– Jeg tror, det er sundt at arbejde, så længe man kan. Så holder man sig i gang, siger damen, der bogstaveligt talt har været på farten, siden hun var 18 år og blev den første norske kvinde, der vandt det norske mesterskab på rundbane for speedwaycykler i 1951.

Siden er det gået slag i slag. De sidste halvtreds år har hun drevet en af de mest populære restauranter i Saint-Tropez på den franske riviera. Hun har serveret stjerner som Brigitte Bardot, i øvrigt en god veninde, Jane Fonda, som hjalp til i opvasken, Sean Connery, tidligere James Bond, Frank Sinatra og et væld af norske kendisser, som alle er blevet hendes gode venner.

Elsker Wenche

– I aften skal jeg til show med Wenche Myhre (norsk sangerinde, red.) i Askim (by i Norge, red.). Hun ved ikke, at jeg kommer, så det bliver en overraskelse, fniser Edna henrykt.

– Jeg elsker Wenche. Vi har kendt hinanden altid. Hun er bare så god. Men jeg kan ikke blive til sent, for jeg skal i "God morgen, Norge" i morgen. Der bliver ikke nogen efterfest for mig i nat, ler fruen og rækker ud efter en mobil, der giver nogle hidsige hundebjæf fra sig.

– Det er Terje. Den bliver jeg nødt til at tage, undskylder Edna.

Terje er den norske komiker og dragartist Terje Schrøder.

– Han er bare så god en ven. Ringer på juleaften og ønsker mig god jul, og sådan. "Hej, Terje", siger Edna i telefonen og får sig en snak. 

Ednas champagne 

Hun har inviteret os hjem i barndomshjemmet på øen Ormøya i Oslo. Huset er fyldt til randen med smukke møbler og tusind minder. Det er her, hun opholder sig, når hun vil hjem og lade batterierne op, og ikke mindst besøge alle sine norske venner. Dem har Edna mange af. 

– Jeg er enebarn, men venner har jeg aldrig manglet, siger hun og beder datteren Carola sætte kaffen over. Eller hvad med et glas champagne? Hun har sit eget mærke, Cuvée Edna – kan det friste med bare et lille glas måske?

Vi må takke nej, men inviteres straks til at besøge "L’Esquinade", den rustikke restaurant, hun ejer og driver i Saint-Tropez sammen med sønnen Manuel. I år fylder den halvtreds år. Det har været én lang fest og en fryd, men selvfølgelig også hårdt arbejde og til tider mange bekymringer, som under pandemien, for eksempel, og for ikke at tale om stormen i 2012. 

Blæste på havet

– Under pandemien kunne man næsten ikke gå udenfor døren i Frankrig, sukker Edna.

Ikke en eneste gæst i to år. En anden gang blæste nærmest hele restauranten ud på havet. Det var i 2012, mens Edna var i Norge for at lancere sin egen champagne. Borde og stole, terrasser og hele vægge blæste direkte til havs, og havet trængte sig ind i køkkenet. 

– Helt og aldeles forfærdeligt. Vi havde haft storme tidligere, men den i 2012 slog alle rekorder. Heldigvis kom vi på benene igen, takket være gode venner, medgiver Edna.

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Trænger du til en sommer med forkælelse og nærvær?

Find inspiration hos disse 9 skønne hoteller

Nedlæggelse

Nogle år senere truede nedlæggelser. Pludselig ville franske myndigheder rydde op i rivieraens mange strandrestauranter, og Edna frygtede, at enden var nær. Hun skrev endda et brev til præsident Macron for at bede ham om at skåne de legendariske restauranter langs den populære Pampelonne-strand. Svar udeblev, men Edna holdt alligevel stand. "L’Esquinade" overlevede striden og kan stadig byde på havets frugter og fruens egen champagne. 

– Vi måtte flytte os lidt længere op fra stranden og over på den anden side af gaden. Det var ikke særlig fedt, men vi er her da stadig, stråler Edna.

På lørdag tager hun derned igen. Den franske bil står parkeret udenfor hoveddøren, men det er længe siden sidst, Edna selv kørte i bil fra Ormøya til Saint-Tropez. Nu bliver hun hentet af enten datteren eller en god ven og kørt til lufthavnen i Oslo for at gå om bord på flyet til Nice. Det er godt, for ryggen har det ikke så godt længere.

Søstrene Rubinstein

Edna har altid været naturligt blond og blåøjet – uden at det skulle forveksles med naiv. Hun er en dreven forretningskvinde, oplært af sin far. De isblå øjne har hun arvet fra sine norske forældre, som mødte hinanden i Hamborg før krigen, hvor mor arbejdede i sømandskirken og far drev forretning. 

Hver morgen, når hun står op, som regel ved titiden, lægger Edna en helt perfekt makeup. Øjnene er smukt indrammet af sort eyeliner og blå skygge. I dag har læberne fået et let strøg af en lip gloss, og neglene er røde med pynt på spidsen. Hun er klædt i en sort, skinnende buksedragt, har opsat hår og flotte ringe på seks af ti fingre. Edna kan godt lide kunsten at klæde sig flot på og at sminke sig, men hun er da også uddannet hos den store skønhedsdronning Helena Rubinstein i London. 

Fik hudkræft

– Jeg tog til London for at lære om skønhed og fik plads hos søstrene Rubinstein. De damer gik aldrig udenfor døren. For det første arbejdede de døgnet rundt, og desuden vidste de jo, at for meget sol skadede huden. Tænk sig. Da jeg var ung, vidste vi ikke sådan noget. Vi solede os med blanke kraver rundt om halsen for at blive ekstra brune. Jeg solede mig alt for meget i mange år, og til sidst fik jeg hudkræft, men det gik heldigvis godt. Nu passer jeg på huden. Og tro det eller ej, jeg har stadig held med yngre mænd, siger Edna muntert og byder på skinke, ost, gåselever og konfekt.

– Før plejede jeg at lyve om min alder, men nu gider jeg ikke mere, og det er dejligt. Man bliver lidt mere afslappet med årene.

Jetsetlivet 

Selvom Edna har levet livet blandt store stjerner, har hun altid haft benene på jorden. Snobberi er det værste, hun ved.

– Far sagde altid "bliv aldrig høj på dig selv, Edna". Han havde høj arbejdsmoral og mindede mig ofte om, at penge ikke daler ned fra himlen, man må arbejde for dem. Det gjorde han, og det har jeg også gjort.

Ednas far var grosserer i grøntsager og leverede førsteklasses varer til de fineste restauranter i hovedstaden og til slottet. Om aftenen sad han ved det store skrivebord i stuen og lavede regnskab. Hans skrivebord står stadig i stuen, og af og til kan Edna høre både mor og far i huset. 

– Jeg taler ofte med dem. Jeg er aldrig alene her, fortæller Edna, som stadig kalder Ormøya for sit hjem, mens Saint-Tropez er Saint-Tropez. 

Da hun drog ud i verden som tyveårig, var det aldrig planen at blive væk for evigt, men så slog kærligheden ned som en bombe i Paris. Det var der, hun mødte ægtemanden Roger Urbini. 

På kokkeskole 

Efter sin tid i London, besluttede Edna sig nemlig for at gå på kokkeskole i Paris.

– Meningen var, at jeg skulle begynde på den kendte kokkeskole "Le Cordon Bleu" for at lære at lave saucer, men jeg kom aldrig så langt. Allerede første dag i Paris mødte jeg Roger. Det sagde bare bang. Han var skrædder, men drev natklub både i alpebyen Megève og i Saint-Tropez. Vi blev gift, og siden åbnede jeg, ved hjælp af mor og far, en restaurant i Saint-Tropez. Det var sådan, det hele begyndte, fortæller Edna.

Utroskab kan tåles

– Ægteskabet var turbulent, men vi holdt ud. Jeg er stærkt imod skilsmisse, men utroskab her og der kan man tåle. Roger var utro, men jeg var nok værst, griner Edna.

Nu har hun været enke i 16 år, men er stadig på arbejde i restauranten sammen med Manuel. Det vil sige mest for at besøge gæsterne og tjekke, at alt går sin gang, hvilket det altid gør med sønnen ved roret. Både Carola og Manuel er vokset op, mens forældrene drev natklub og restaurant.

– Det var en sjov opvækst med mange flotte mennesker, mindes Carola, som er uddannet kok.

Carola har eksmand og voksne børn i Frankrig, men bor nu med sin norske ægtemand i Fredrikstad og besøger mor hver gang, hun er på Ormøya. Når vi spørger, om hun husker de store stjerner, ler Carola og svarer, at de var der jo hele tiden.

Brigittes chokoladekage

– Jeg husker selvfølgelig særligt godt min mors veninde, Brigitte Bardot. Vi besøgte hende ofte, og hun besøgte os. Hun lavede i øvrigt verdens bedste chokoladekage med en helt vidunderlig kastanjepuré, den glemmer jeg aldrig. Hun var meget glad for dyr og havde mange af dem. Ellers var restauranten ofte fuld af kendte mennesker, også mange norske kendisser, men vi tænkte ikke over det dengang. Det var bare sådan, det var. Mor og far arbejdede hele tiden, men de var der altid, og de var meget strenge med alkohol. Jeg har aldrig set mor tage et glas for meget, siger Carola.

– Nej, jeg har sjældent drukket mere end et glas champagne og et glas rødvin, men det drikker jeg som regel hver dag. Det gør næsten alle franskmænd, og jeg har aldrig set en fuld franskmand. Nordmænd derimod – behøver jeg at sige mere, siger Edna og himler svagt med øjnene. Forresten er det blevet bedre, nordmænds drikkevaner, altså. Ikke så slemt som før.

Mekanikerlære

Ednas karriere er mangfoldig, hun har været forbi modelbranchen, skønhedsbranchen, natklub- og restaurantdrift, men det, som kun få ved, er, at hun før det gik et år i mekanikerlære. Det var far, der sørgede for cyklen, der gav titlen som norsk mester i speedway, men Edna ville lære at skrue på den selv. Desuden kørte hun grøntsager for far, og da var det godt at kunne lidt om motorer. Edna har aldrig været typen, der læner sig op ad en mand.

– Jeg har altid klaret mig selv. Det lærte jeg tidligt af far, fastslår Edna.

Nu er hun imidlertid meget glad for, at sønnen Manuel har overtaget hovedansvaret for restauranten, hvor der blandt andet serveres både fårikål (Norges nationalret, red.) og norsk gravlaks.

Kig forbi en tur

– Men vores signaturret er blåmuslinger, vi serverer det i over tolv varianter, med pommes frites selvfølgelig. Kalv med udsøgt sauce er en anden ret, vi er kendt for. Du må kigge forbi en tur, siger Edna og ser ud til at glemme, at der er ret langt fra Oslo til Saint-Tropez.

– Selv spiser jeg ikke så meget som før. Man bliver mindre sulten med årene. Du, kan du ikke være så venlig at tage lidt af den gåselever med? Jeg rejser jo igen i overmorgen og får ikke spist den op. Måske vil fotografen også have, siger Edna og ser håbefuldt op i kameraet.

– Vi kan forresten godt tage et billede i mit soveværelse også, der er ret stiligt, hvis jeg selv skal sige det, smiler Edna.

Vi takker ja, og lover at nævne "L’Esquinade" (som på dansk betyder krabbe) til dem, der eventuelt har tænkt sig at rejse til rivieraen til sommer.

Denne artikel er publiceret første gang hos Klikk.no, som også er en del af Story House Egmont. Dette er en oversat og redigeret version.

LÆS OGSÅ

En fremmed mands ord fik Sisse Fisker til at ændre sit liv: ”Jeg måtte være tro mod mig selv”

Under en arbejdsrejse til den græske ø Ikara mødte Sisse Fisker en gammel biavler, som betroede hende med sin livsvisdom. Kort efter oplevelsen traf hun en stor beslutning, som hun ikke har fortrudt.