Trine Pallesen blev forelsket på det forkerte tidspunkt: "Det var stor kærlighed, men dårlig timing"

1-10 år (1970-1979)

Fars pige 

Jeg voksede op i Fuglebakkekvarteret på Frederiksberg med mine forældre og min lillesøster Sofie. 

I et dejligt lyst hus med mad i køleskabet, hund og masser af kærlighed. Men også med skiftende unge piger i huset. Mine forældre arbejdede meget. Og på skæve tider på teatret. Og selv om vi aldrig var i tvivl om, at de elskede os, så manglede vi dem. 

Min søster og mor mindede meget om hinanden; de er nok sjælsbeslægtede. Jeg blev mere set som fars pige, og han var den af de to, der var mest væk. Det satte sig som et savn i mig, og jeg følte måske en form for ensomhed. 

Jeg har i hvert fald altid haft en enorm længsel efter at føle mig forbundet. På et tidspunkt overtog min mormor og morfar de unge pigers rolle. Og det var helt vildt dejligt. 

Alligevel kan jeg se, at det ikke var de voksne, men min søster, der var mit faste holdepunkt i barndommen. Og hun er også den fra familien, jeg nok oftest går til i dag, når noget kæntrer.

Vi var meget forskellige. Hun var den her høje, tynde og stille pige, mens jeg var sådan en kompakt og vild krudtugle, der var over det hele og alle vegne. 

I dag har vi bevæget os mod hinanden. Hun er blevet langt mindre stille, mens jeg ikke laver helt så meget larm. Men som børn var vores forskellighed tydelig. 

Jeg kan huske en situation fra fritidshjemmet, hvor vi havde udetime og ikke måtte gå ind. Sofie turde ikke sige, at hun skulle tisse. Jeg sagde, hun bare skulle gøre det. Selvfølgelig skulle hun det. 

Men lederen sagde, hun ikke måtte. Og så blev jeg vred. Jeg kunne slet ikke have det. Uretfærdigheden i det, den her voksne, hensynsløse overmagt. Jeg tabte fuldstændig sutten.

Vi blev fritaget fra fritidshjem efter det. Og kom til at bruge endnu mere tid alene. Det var en af de første gange, det blev tydeligt, at mit temperament, min retfærdighedssans og min trang til at give udtryk for, hvordan jeg så verden, også ville få betydning for mit liv.

11-20 år (1980-1989)

Fuld fart ud af Fuglebakkekvarteret 

Jeg blev en vild teenager. Sådan en total bandit, der hang ud med unge, der var flere år ældre end mig selv, røg Prince og drak øl i smug bag busken. 

Til sidst forsvandt jeg ud af det fine Fuglebakkekvarter med en lidt ældre fyr på motorcykel. Jeg var meget lidt hjemme, og jeg tror, min søster og mor syntes, jeg bare skred, men jeg havde en stor længsel efter at høre sammen med andre og en vild rastløshed og lyst til at kigge lidt ud over kanten. 

I dag kan jeg sagtens se, at jeg manglede ro. Og en hjerteveninde. Men dengang var jeg bare så bange for at gå glip af noget og så forhippet på at høre sammen med andre, at det på en eller anden måde spændte ben for, at jeg kunne gøre netop det. 

Det, jeg længtes allermest efter som ung, var en ægte forbindelse. Alligevel var det det, jeg havde sværest ved at finde.

21-30 år (1990-1999)

En, der deler vandende 

Jeg delte vandene i min skole- og gymnasietid. Jeg var meget lidt autoritetstro, men gik også forrest, når nogen havde fået buksevand eller var blevet behandlet dårligt. 

Nogle lærere syntes, jeg var vildt besværlig, men jeg var også enormt afholdt af andre, som så, at det også var en kvalitet, at jeg stillede spørgsmål. 

Det mønster gentog sig på teaterskolen. Jeg har nok altid vidst, at jeg skulle være skuespiller. Jeg havde det fantastisk som barn, når min søster og jeg var med på teatret. Og tegnede og legede i garderoben eller fulgte med i, hvad der skete på scenen bag tæppet. Det handlede selvfølgelig om nærværet med vores forældre. Men også om den energi og det sammenhold, der fandtes mellem skuespillere og teknikere.

Det blev de vildeste fire år på Teaterskolen. Jeg lærte så meget om mig selv og andre og følte en stor samhørighed med elever og lærere. Men jeg havde stadig den side i mig, som er uden filter og siger, hvad jeg tænker og føler. Også uden bevidsthed om, hvad det kan ramme i andre mennesker. 

Der var en underviser, der var lidt for vild med de unge piger. Det gennemskuede jeg, og det brød han sig ikke om. Han sagde, at jeg aldrig skulle være blevet optaget, fordi jeg var en heks. Det gjorde mig helt vildt ked af det, og det var jo aldrig gået i dag, at en underviser sagde sådan til en ung elev. Men heldigvis var der andre gode undervisere, som jeg havde et godt samarbejde med.

Jeg begyndte i terapi på mit andet år. Og jeg ved ikke, hvordan mit liv havde formet sig, hvis jeg ikke havde gjort det. 

Det blev livsvigtigt for mig. Sammen med min terapeut lærte jeg at skabe plads til både den sårbare side, der bare ville elskes, og til den vilde side, der bare ville trække tæppet væk og insistere på sandheden og at få svesken på disken. 

Jeg forstod, at hvis jeg ville have den forbindelse til andre mennesker, som jeg længtes efter, så skulle jeg skabe plads til dem. Og indse, at selv om noget føltes sandt og rigtigt for mig, så føltes det ikke nødvendigvis sådan for andre. 

31-40 år (2000-2009)

Stor kærlighed, stor sorg 

Jeg lagde ret stærkt ud som nyuddannet skuespiller og fik den ene store rolle efter den anden på Århus Teater. Men det var først med Rejseholdet, at jeg for alvor blev et kendt ansigt. 

Jeg vidste, hvad det gik ud på, for jeg er jo født ind i det og kan huske mine forældre blive stoppet på gaden. Så jeg var meget bevidst om at lægge en strategi. Jeg ville blive ved med at købe ind i gummistøvler og morgenhår. Jeg var god til at afmontere kendtheden. Den fyldte ikke i mit liv.

Jeg mødte mine børns far under indspilningerne af Rejseholdet. Vi blev smaskforelskede. Jeg vidste med det samme, at han skulle være far til mine børn. Det var noget med hans hænder. Og hans ro. Jeg kunne bare mærke, at han var en rigtig god mand. 

LÆS OGSÅ

Mange ser ned på mig på grund af det valg, jeg har taget

Jeg er blevet vant til, at folk reagerer med undren, men jeg er stolt af mit valg.

Jeg ville ikke være overvældende, så jeg bed mig selv i tungen, selv om jeg havde lyst til at råbe, at jeg bare syntes, vi skulle flytte sammen og få nogle børn. Det var en kæmpe sejr, da det var ham, der foreslog det. Den største, vildeste lykke. 

Vi fik Sylvester stort set med det samme, og halvandet år senere fik vi Mathilde. Det gik så hurtigt og føltes vidunderligt og stort. Lige til det blev svært. 

Jeg blev indlagt med Mathilde, da hun var spæd, fordi hun havde en alvorlig tarmsygdom. Overlægen rykkede os ind på sit eget kontor, fordi det var umuligt at få et eneværelse. 

Når ens barn svæver mellem liv og død, er der ingen strategier, der kan skærme en fra nysgerrige blikke. Jeg følte mig fuldstændig blottet og udstillet. Jeg er stadig meget taknemmelig for, at overlægen passede på os på den måde.

Det var et hårdt forløb. Også for hårdt. Og vi endte med at gå fra hinanden. Det føltes, som om tæppet blev trukket fuldstændig væk under mig. 

Når jeg elsker nogen, elsker jeg dem fuldt og helt. Når et menneske bliver mit menneske, føles det nærmest umuligt for mig at afbryde den forbindelse igen. 

Det var uden sammenligning den hårdeste tid i mit liv. Og jeg er en grundig pige. Sådan én, der sørger intenst og længe over sin forliste kærlighed. Nogle af mine venner mente, jeg sørgede for meget. Men det kunne ikke være anderledes for mig. 

På det tidspunkt kunne jeg ikke se det liv og det lys, der lå foran mig.

41-50 år (2010-2019)

Et liv med højt til loftet 

Jeg købte et helårskolonihus 14 dage efter skilsmissen. I virkeligheden kom mine 40’ere meget til at handle om at skabe en ramme om mit og mine børns liv i det hus. 

I starten var det ren overlevelse. Et sted, der skulle holde mig oven vande gennem sorgen. Men med tiden blev det noget andet. 

Det er et vidunderligt hus. Jeg rev vægge ned og satte større vinduer i, så lyset kunne strømme ind, og byggede en tilbygning med loft til kip, der blev et krea-rum for mig og børnene. Med et skab fyldt til randen med malergrej, klaver, guitar og trommer. Jeg orienterede mig meget efter dem i de år og sagde nej til flere job. 

Det var vigtigt for mig, at jeg ikke blev en fraværende mor. Og det tror jeg lykkedes for det meste, selv om jeg også havde et fyldigt arbejdsliv.

Mine børns far blev hurtigt en del af vores liv på en ny måde. Jeg vidste jo, at der ikke fandtes et menneske, de hellere ville være sammen med end ham. Og det var jo også hans behov. Det lyste ud af ham. Derfor tog jeg tidligt en meget bevidst beslutning om at holde ham i hjertet og holde sammen om vores familie i en ny og mere flydende form. 

Det kostede også noget. Jeg var ikke asket, men det tog alligevel flere år, før jeg igen blev rigtig forelsket. 

Men mine børn har aldrig været i tvivl om, at deres far og mor holdt af hinanden. At vi var et team. Midt i ulykkeligheden har jeg aldrig sagt et grimt ord om ham. Der har jeg sgu været ret cool.

51-56 år (2020-2026) 

Nørkleklub, havbad og nye horisonter

Da jeg endelig forelskede mig for alvor igen, skete det på det helt forkerte tidspunkt. Han var meget yngre end mig, og jeg buldrede lige ind i overgangsalderen. Sov ikke i fem år. 

Havde hedeture og var permanent præmenstruel. Det var stor kærlighed, men dårlig timing.

Kvinderne i mit liv har indtaget en større rolle end tidligere i mine 50’ere. Jeg havde ikke en hjerteveninde som ung. Sådan er det ikke længere. Jeg har meget nære veninder i dag. Også én i Berlin og én i Odense. 

Når de er i København for at arbejde, bor de hos mig. Så står vi tidligt op, så vi kan nå at være sammen, før de skal på job, og spiser middag om aftenen. Det er stor kærlighed. Jeg har også drengevenner, som er mindst ligeså vigtige som kvinderne. Jeg elsker, at de er i mit liv.

Vi skal holde hinanden til ilden her i 50’erne. Holde vores hjerner skarpe og blive ved med at udfordre os selv. Jeg skal i hvert fald. Ellers keder jeg mig helt afsindigt. Vi er nogen, der har startet en nørkleklub, og jeg har lige været på pilefletkursus med min datter og svigersøn, så det er ikke sådan, at alt i mit liv skal være radikalt og nyt og udfordrende. 

Men noget skal, ellers stivner jeg helt. 

Nogle får en hund. Jeg har fået en revy, Bornholmerrevyen. 

Det er en verden, jeg kender, fordi mine forældre drev Hjørring Revyen. Men det er også en verden, der er helt ny for mig rent professionelt, så det er vildt angstprovokerende. Og vildt spændende. Og jeg har nok stadig brug for den der vildhed, hvor jeg ikke hele tiden er på sikker grund. 

Den side er stadig en del af mig, selv om jeg er blevet bedre til at lytte til de andre toner, der også findes i mig. Jeg kommer i kontakt med det hele, når jeg er ved havet. Så jeg bader næsten hver dag året rundt. Jeg kan spejle den der blanding af kraft og blidhed inden i mig i selv i bølger og hav. Det føles som at blive båret og rummet og set. Havet er blevet en vigtig del af min hverdag. 

LÆS OGSÅ

Her er tegnene på, at nogen lyver – som ikke har noget med kropssprog at gøre

Nej, en løgner undgår ikke nødvendigvis øjenkontakt, og personen behøver heller ikke være mere nervøs end andre. Der er helt andre ting, der afslører en løgner.