Johnny blev ramt af en arbejdsulykke og valgte en helt anden vej: ”Det er fantastisk”

Da Johnny som tømrer skulle træde ud i terrænet fra en træterrasse, regnede han med, at der var 30 centimeter ned. 

Men så var der en meter. Smerten fra en afrevet menisk i det ene knæ meldte sig straks, men først senere blev han klar over, at fejltrinnet betød, at der måtte et sporskifte til.

– Det er fire år siden, og først anede jeg ikke, hvad jeg skulle, fortæller 46-årige Johnny Hviid Thomsen fra København.

– Jeg havde arbejdet som tømrer i 25 år, og nu var mit knæ så ilde tilredt, at jeg sandsynligvis ikke kunne holde arbejdslivet ud i mit fag.

Johnny havde dengang en kæreste, der var social- og sundhedsassistent i psykiatrien, og hun foreslog ham at blive det samme.

– Jeg har en stærk psyke og en stærk fysik, og hun mente, at de står og mangler sådan nogle som mig i psykiatrien. Jeg er også forholdsvis god til mennesker, vil jeg mene. Men under uddannelsen til social- og sundhedsassistent skal man arbejde på plejehjem, og jeg kunne ikke se mig selv med hygiejne-opgaver. 

Jeg har heller aldrig været boglig eller nogen læsehest, så at studere ville også være en stor udfordring, tænkte jeg.

Alligevel groede kærestens idé i ham, og på grund af manglen på SOSU-assistenter er der løn under hele uddannelsen, hvilket talte med.

– Og at arbejde med mennesker, der befinder sig i udfordrende situationer, trak i mig, og jeg følte også, jeg havde noget at byde ind med der.

Topkarakter i farmakologi

Det første halve år på uddannelsen var der meget at læse, så den ikke så læseglade Johnny fik sin sag for.

– Jeg stoppede oprindeligt i skolen, fordi jeg var skoletræt, og som 18-årig ville jeg have været for utålmodig til at sidde på skolebænken. Men med alderen har jeg fået en anden tålmodighed, og jeg fik f.eks. 12 i farmakologi, der handler om medicin. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle have 12 i et bogligt fag.

Under uddannelsen har Johnny været i praktik på bl.a. et psykiatrisk bosted, ortopædkirurgisk traumecenter på Rigshospitalet og nu på Ørestad Plejecenter på Amager. Her og på et andet plejehjem har han fået sin anden overraskelse som SOSU-assistent.

– Jeg er blevet rigtig glad for at arbejde på plejehjem. Med hensyn til den personlige pleje vidste jeg jo ikke, hvad jeg snakkede om. Det fylder ikke så meget, og man skal bare vænne sig til det. Efter få dage faldt det mig ret naturligt. 

I dag vil jeg vil hellere hjælpe med hygiejne, end jeg vil efterisolere et tag.

Johnny har også været i praktik på plejehjemmet Dronning Ingrids Hjem i København, hvor han nu også arbejder hver tredje weekend.

– Man får jo et forhold til de borgere, man har med at gøre, og man føler også et ansvar for dem, og desuden er der rigtig gode kolleger.

Når Johnny møder ind på plejehjemmet på Vestamager, har han i sin praktik ansvar for tre borgere. Han får dem op af sengen og hjælper dem i gang med dagen, og til frokost spiser han med dem og andre beboere, mens han om eftermiddagen for eksempel fylder håndklæder op og ordner vasketøj hos dem eller sætter sig ned og tegner med én.

– Og når man laver pleje, så snakker man undervejs, det er hyggeligt. Første gang jeg var i praktik her, havde jeg også mulighed for at tage på tur med beboere. Vi var på Den Blå Planet og i Plantorama, og nu til påske var jeg udenfor med én og hente grene.

LÆS OGSÅ

Trine Pallesen om forholdet til sine børns far: Nogle mente, jeg sørgede for længe

Skuespiller Trine Pallesen blev smaskforelsket under optagelser til en tv-serie, men kærligheden holdt ikke - til gengæld har hun gjort meget for at holde sammen på familien.

Johnny har det godt med, når noget er svært i hans arbejde, og det motiverer ham at forsøge at løse det.

– Jeg har nogle gange oplevet at nå langt med borgere, der havde nogle problemer. Jeg ser det som en udfordring at få en borger til at spise eller drikke eller tage et bad, eller hvad der er problemet, og det har føltes rigtig godt, når det er lykkedes.

100 procent glad

19. juni i år bliver Johnny færdig som social- og sundhedsassistent, og hans plan er at stykke arbejdslivet sammen ved både at arbejde i psykiatrien og med ældre. 

At arbejde med mennesker, der har en psykisk sygdom, og ældre, hvoraf nogle er demente, hører til de komplicerede situationer, han godt kan lide at arbejde med.

– Jeg har levet et liv, hvor jeg har kendt mange skæve eksistenser, og derfor har jeg måske nemt ved at se mennesket bagved. Når man sidder med en, der er dybt dement, skal man kunne se det menneske, der engang var der. Og hvis man sidder i retspsykiatrien med en psykisk syg, der har begået noget kriminelt, skal man også kunne se det menneske, de i bund og grund også er.

Johnny oplever, at hans livserfaring på mange måder kommer ham til gode.

– Det, at jeg har haft et helt andet arbejdsliv, betyder, at jeg kan relatere til f.eks. at have haft et hårdt fysisk arbejdsliv, og det kan nogle gange åbne for en relation, at jeg har haft en anden form for liv før.

Johnnys udseende med tatoveringer og langt hår kan godt vække lidt opsigt første gang, idet han ikke ligner flertallet af plejepersonalet.

– Der var engang en sygehuspatient, der sagde: ”Sig mig, er det noget, du har fået lavet for at skræmme patienterne?”, fortæller Johnny smilende.

– Men de er altså lavet, mange år før jeg tænkte på det her job.

Johnny er rigtig glad for sit sporskifte, siger han.

– Jeg oplever, at det er meget lidt, man skal gøre for at gøre en forskel. På det andet plejehjem var det en succes, at jeg satte Matador og Bryggeren og Anker Jørgensen-dokumentaren på og lavede filmaftener. Mere skulle der ikke til.

Som tømrer havde Johnny mange hovedpiner, når der opstod problemer med byggerierne.

– Som social- og sundhedsassistent går jeg hundrede procent glad hjem. For jeg oplever, at borgerne er glade for, at jeg kommer, og er tilfredse med mit arbejde. Det er en tilfredsstillelse.

– Det er jo fantastisk at føle sig værdsat. 

LÆS OGSÅ

Da vi skulle møde min søns nye kæreste, fik vi et chok

Jeg blev så glad på min 22-årige søns vegne, da han kom hjem og fortalte, at han havde mødt kvinden i sit liv. Da vi skulle møde hende, fik vi et chok.