Elsker du serien Bridgerton, så vil du helt sikkert være vild med den her nye udstilling

Der er kommet et nyt lysværk til Aarhus, og de danske slotte spiller ind med både Bridgerton-vibes og stærke udstillinger til dine sommerudflugter.

ALT for damerne logo

Smykkekunst

Til bal på slottet

Elsker du serien Bridgerton og alt hvad der glitrer og glimrer? 

Så kan du nu opleve 33 fortryllende hoved- og hårsmykker, mange af dem skabt specielt til udstillingen ”Til bal på slottet” på Gavnø Slot. Her folder nogle af Danmarks bedste guldsmede og smykkedesignere deres håndværk ud, inspireret af historiske diademer og smykketraditioner. 

Udstillingen er lavet i samarbejde med smykkeskribent Nina Hald og guldsmed Bodil Binner, der har fyldt slottets sale og rum med guld og ædelstene.

På billedet ser du Mette Nordby Thomsens hovedsmykke, som hun har fundet inspirationen til i Gavnøs portræt af dronning Anna Catrine.

”Til bal på slottet”, 19. juni til 15. november, Gavnoe.

Udstilling

Lyspoesi på Aros

Du kender den farverige regnbue, der svæver over kunstmuseet Aros – og nu tilføjes endnu et monumentalt lysværk til museets arkitektur og DNA, nemlig den amerikanske kunstner James Turrells skydome ”As Seen Below”. 

Turrell er uddannet pilot og har altid arbejdet med lys og himmel, og det er også de elementer, han sætter i spil i den sanselige og rumlige oplevelse, hans skydome er. 

Du kan opleve værket på tre måder: Åben himmel, det store kuppelrum har frit udsyn til himlen, der fremstår som en intens farveflade. Farveskift, her lukkes kuppelrummet, og indersiden bades i Turrells karakteristiske lys. Tusmørke, der kan opleves ved overgangen mellem dag og nat på udvalgte dage – og her skal man booke plads på forhånd. 

Når værket åbner til midsommer, markeres det med et særligt lydværk, som opføres i skydomen ved de tre første solnedgange den 19., 20. og 21. juni.

Se mere på Aros.dk

Udstilling

Livets spørgsmål i farver

Billedkunstner og forfatter Ann Linn Palm Hansen er sommeren igennem aktuel på Ordrupgaard med en særudstilling, hvor hun med hele 94 værker fylder Zaha Hadids store udstillingssal.

Her danner arkitekturens rå betonflader baggrund for en sanselig totaloplevelse af farver, former og kunstnerens bud på nogle af livets helt grundlæggende spørgsmål (og svar). 

Du kan også opleve nye værker i museums-haven, blandt andet Camilla Berners nye værk i drivhuset.

Ann Linn Palm Hansen, ”Mod motivet”, 19. juni til 9. august, Ordrupgaard.dk

Pssst...!

Valdemars Slot er genåbnet som udstillingssted for samtidskunst, og i den nye sæson kan du blandt andet opleve værker af William Kentridge i slottets sale og omgivelser. 

Se mere på Valdemarsslot.dk