Sisse Fisker gav sig selv en timeout på 100 dage: ”Det kræver da en vis risikovillighed”

For fire år siden købte Sisse Fisker og hendes mand, Sune Mogensen, et hus i Italien sammen med nogle venner. 

Huset ligger i Piemonte, som nok er mest kendt for Barolo-vin og hasselnødder, og Sisse, der altid er nysgerrig, når hun lander et nyt sted, gik straks på sine apps AllTrails og Komoot for at finde nogle gode vandreruter eller måske et bjerg, hun kunne bestige. 

– Og så fandt jeg bare ud af, at Italien på mange måder er super analogt, så det var vildt svært at finde rundt nede i de vinmarker, og der var heller ikke rigtig nogen officielle vinruter. 

Da jeg året efter sagde op som direktør for SMILfonden, havde jeg pludselig lidt ekstra tid til rådighed, og den valgte jeg bruge nede i Piemonte. Jeg fandt nogle fuldstændig fantastiske vandreruter og nogle sindssygt fede vingårde, men jeg undrede mig over, at jeg nærmest var den eneste, der gik der. Ikke engang italienerne selv brugte området. 

Jeg begyndte at tænke, okay, måske skulle jeg prøve at invitere nogle mennesker herned og lave et koncept med vandring, god mad og vin. Da jeg havde talt om det et stykke tid, var der en veninde, der sagde: ”Nu må du holde med bare at tale om det, smid et opslag på LinkedIn og se, hvad der sker”.

Som sagt så gjort. Sisse skrev ud, at hun havde planer om at lave nogle ture til Piemonte, og så blev hun ellers blæst bagover af interesse.

– Opslaget nåede ud til 700.000 mennesker, og der var 4.000, der gerne lige ville have noget ekstra information om turene. Det gik helt amok, og jeg tænkte okay, let’s do it. Jeg engagerede min søster som wingwoman og lavede den første tur i oktober 2024, og det var bare pisse sjovt, fordi de mennesker, der var med, virkelige ville hinanden og fællesskabet. 

Jeg elsker netværk, jeg elsker nye fællesskaber, så siden den første tur har jeg lavet syv ture og har to mere på vej. Og lige nu går jeg faktisk og brygger på en ny måde at lave turene på, så det skal jeg lige finde ud af. Jeg har det nemlig sådan, at hvis jeg bliver ved med at gøre det samme og det samme, så begynder jeg at kede mig.

Livets opskrift

Der står skønne hasselnødder fra Piemonte og lækker baristakaffe på bordet denne formiddag hjemme hos Sisse Fisker. Kigger man ud ad vinduerne, kan man til ene side se Furesøen og til den anden en stor turkisblå swimmingpool. Den uopvarmede pool fulgte med huset, og Sisse og hendes familie har ladet den være, for de er alle fire ret vilde med at bade. 

For Sisses vedkommende året rundt. Hun er i det hele taget en aktiv udendørstype, og hun nærmest sitrer af energi, når man sidder overfor hende. Der skal ske noget, det er der ingen tvivl om, og det gælder både arbejdsmæssigt og i fritiden. Danskerne lærte Sisse Fisker at kende, da hun igennem mange år var studievært på TV 2 Sporten og siden på ”Aftenshowet” på DR. 

Hun medvirkede også i en sæson af ”Vild med dans”, hvor hun dansede sig til en tredjeplads. I 2014 grundlagde hun SMILfonden, som er en velgørende forening, hvis formål er at støtte børn med alvorlige og kroniske sygdomme, og i 2015 lavede hun DR-programmet ”Livets opskrift”, hvor hun rejste ud i verden og besøgte de fem steder, hvor forskning viser, at befolkningen bliver meget gammel, de såkaldte Blue Zones. Hun ville finde ud af, hvad hemmeligheden ved det gode, lange liv er. 

Derefter forsvandt hun pludselig fra skærmen.

– Da jeg rejste ud og lavede tv-programmerne ”Livets opskrift”, stillede jeg alle de mennesker, jeg talte med, spørgsmålet: ”Hvorfor er du blevet så gammel, og hvad er vigtigt for dig?”. 

Det, de alle sammen havde til fælles, var, at de havde været gode til at følge hjertet og finde passionen i deres liv. Det sidste sted, jeg besøgte, var den græske ø Ikaria, og der sagde en gammel græsk biavler til mig: ”Hvis du vælger med hjertet, kan du aldrig vælge forkert. Du kan komme på en omvej, og du kan blive fattigere, men så længe du følger dit hjerte, vil du aldrig fortryde”. 

Det tænkte jeg over på vej hjem i flyveren, og efter et par måneders overvejelse sagde jeg mit faste job på DR op.

Hvorfor?

– Ja, det var der også mange, der undrede sig over. Jeg havde en periode, hvor jeg var både tv-vært og arbejdede for SMILfonden, hvor jeg arrangerede fester for syge børn på de danske hospitaler, og jeg kunne mærke, at jeg altid prioriterede mails og ting, der havde med SMILfonden at gøre, før alt andet. 

Efter mine ture ud i verden med ”Livets opskrift” havde jeg lovet mig selv, at jeg også skulle svare på de samme spørgsmål, som jeg havde stillet derude: Er du glad hver dag, når du går på arbejde? Har du tid nok med din mand og dine børn? Er du der for dine forældre? Hvor meget sover du om natten? Hvad spiser du? Lytter du efter dit hjerte? Hvornår er du glad? 

Efter selv at have svaret på alle de ret enkle spørgsmål – og efter at have talt med min mand om det – var beslutningen om at stoppe på DR ikke svær. Det handlede om, at jeg måtte være tro mod mig selv og gøre det, som JEG kunne mærke var rigtigt. Det, som gjorde MIG glad. I stedet for at lytte til, hvad alle mulige andre syntes var det rigtige for mig.

Så ”Livets opskrift” var faktisk en livsændrende arbejdsopgave?

– Det var det virkelig. Jeg var også på Sardinien, hvor jeg blandt andet oplevede et karneval. Italienerne er så sindssygt gode til at holde fester og fejre livet, og karnevallet var årets begivenhed. De gamle fortalte mig, at de jo var nødt til at holde sig i live, så de kunne opleve næste års karneval, og jeg tænkte yes, det er lige mig, for jeg elsker også fest og farver. 

Derfor inviterer jeg f.eks. hvert år mine veninder til poolparty med bobler, for det er fandeme vigtigt også at hygge sig og have det sjovt. 

Vi ved godt, at vi skal spise sundt, motionere og sove nok, men der er altså ingen, der bliver gamle af at sidde på en kondicykel og æde agurker helt alene. Man skal også huske at stå på bordene og fyre den af indimellem. 

Risikovilligheden

Da Sisse sagde op på DR, dedikerede hun sin arbejdstid til hjertebarnet SMILfonden, som hun havde stiftet, efter at begge hendes drenge havde været igennem hospitalsforløb. Hun gik all in og sad som direktør for fonden i fire år, men så skulle der ske noget igen.

– Jeg fandt ud af, at jeg ikke var en særligt god direktør, for det, der sker, når man bliver direktør, er, at man skal sidde med Excel-ark, budgetter og mus-samtaler. Jeg var ved at eksplodere over det, for det, jeg elskede ved SMIL, var at være ude på hospitalerne og tale med folk og lave nye projekter for børn. 

Så jeg skiftede fra at være direktør til at blive bestyrelsesformand i 2023. Allerede dengang vidste jeg, at den post skulle jeg heller ikke have for evigt, for jeg mener, at det bedste, man kan gøre for en organisation eller virksomhed, er at give den videre, mens den er på toppen.

Og det er så der, Sisse er nu. Videre. Igen. Den 22. april trådte hun tilbage som bestyrelsesformand og har nu den fornemme titel ”æresmedlem” af fonden. Det er hun ret tilfreds med, selvom mange også denne gang har undret sig over hendes beslutning.

Hvad er det, der gør, at du gang på gang tør kaste alting op i luften?

– I vores samfund er vi så gode til at sammenligne os med naboen eller andre, vi har tæt på. Nu bor jeg her, hvor jeg kan se Furesøen højt oppe fra min terrasse, og ja, det kunne da også være fedt at komme ned i første række til søen, men ville det gøre mig mere lykkelig? 

Nej. Da jeg sagde op som direktør for SMIL, stod jeg uden løn i fire måneder, der var ikke noget gyldent håndtryk. Jeg gav mig selv en timeout på 100 dage for at finde ud af, hvad jeg ville i stedet, og ja, det kræver da en vis risikovillighed. På samme måde som sidst, jeg sagde op, skal jeg nu igen til at finde ud af, hvad min arbejdstid skal bruges til.

Nogle vil måske sige, at det er nemt nok at sige op for sådan en som dig, som er så privilegeret?

– Der er helt sikkert nogle mennesker, som ikke bare ville kunne sige op, det er jeg med på. Men jeg er også hundrede procent sikker på, at der er rigtig mange, der godt ville kunne gøre det, hvis de turde prioritere anderledes. 

Hvis du går op og kigger i mit skab, er der ingen dyre tasker eller dyrt tøj, jeg har ingen dyre vaner, og vi har ikke tre biler i garagen. Jeg kan leve på en sten, hvis det skal være. Det, der betyder noget for mig, er at have tid. 

Det betyder noget for mig selv at kunne vælge. Og det betyder noget for mig at være sammen med min mand og mine drenge og at kunne tage op til min mor i Nordjylland. Jeg vil hellere have tid til at gå en tur i skoven, end jeg vil arbejde døgnet rundt for at få råd til nye ting. Jeg var heldig at få en god løn allerede som 25-årig, da jeg blev studievært, og det gav mig nogle muligheder for at etablere mig. Det er jeg ikke blind for. 

Men jeg har også altid været meget økonomisk bevidst. Det har jeg med mig fra min far, som lærte mig alt om økonomi helt fra barnsben. Jo mere styr man har på sine økonomi, jo mere frihed har man. Frihed til selv at vælge. Det er mig, der står for alt det økonomiske herhjemme, og jeg har også altid sparet op og brugt tid på at investere.

LÆS OGSÅ

Min datter skræmmer min kæreste væk

En læser har mødt en sød mand - men det er, som om læserens datter gør, hvad hun kan for at skræmme ham væk. Hvad skal hun stille op? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Fars dreng

Sisse mistede sin elskede far i marts efter lang tids sygdom med nyresvigt og dialyse fire gange om dagen. Det er svært for hende, for hun var meget tæt på ham.

– Min far og jeg havde et virkelig tæt forhold, og jeg har altid været ”fars dreng”. Han ville så gerne have en dreng, men først kom min søster, og så kom jeg, og jeg manglede jo den der lille tap. Jeg blev kaldt Svend hele min barndom, og jeg var med min far ude og køre traktor, spille fodbold og sælge foderstoffer til landmændene i Nordjylland.

Hvordan er det at have mistet ham?

– Det eneste, der trods alt har gjort det lidt nemmere, er, at han var så mega syg til sidst, at det næsten var en lettelse. Han havde lige så meget krudt i røven som mig, så at se ham sidde stille og være begrænset var helt forfærdeligt. Den sidste måned, han levede, var jeg rigtig meget oppe hos ham og min mor i Nordjylland, og selvom han blev svagere og svagere, havde vi nogle virkelig fine dage sammen til sidst. 

Jeg sov ved siden af ham, smurte olie i hans ansigt og hørte efter, om han trak vejret. Jeg fik sagt til ham, at han har været verdens bedste far, men man kan jo ikke sidde og sige farvel hele tiden, så vi fik også kigget på gamle billeder og set ”Nak og æd” og ”Bonderøven” indimellem.

Hun får lidt våde øjne, men smiler samtidig.

– Det var så fint alt sammen, og alle mand nåede frem og fik sagt farvel. Også vores to drenge. Til sidst lukkede han bare øjnene i stuen. Min far var jæger og kendt for at lave en bjesk, som min søster og jeg altid har syntes smager dårligt, men da han havde trukket vejret for sidste gang, tog vi en bjesk sammen med vores mor og vores mænd: ”Puha, det smager slemt, men skål!”.

Hvad, føler du, lever videre i dig fra din far?

– Jeg tror, at det er det positive og livsoptimistiske. Det var meget gennemgående for ham, og det lever videre i mig. Min far elskede også at prøve noget nyt. Da han ikke længere kunne gå, begyndte han at cykle, og tit kom han til at cykle alt for langt, fordi han blev grebet af det. Så stod han pludselig i Frederikshavn uden el på cyklen!

Hun griner højt.

– Jeg ligner ham på rigtig mange måder, både fysisk og i væremåde. Min far sagde altid, det går nok, vi må videre, vi må tilgive. Han havde en kæmpestor pyt-knap, og den har jeg arvet. 

Bevidstheden om at være fornuftig med økonomien har jeg også med mig, og jeg kan stadig høre min far sige: ”Brug nu ikke for mange penge!”. Jeg ringede altid til ham, når jeg skulle tage store økonomiske beslutninger. 

Det var ikke hver gang, jeg gjorde, som han sagde, og jeg har flere gange i bagspejlet måttet konstatere, at han havde totalt ret i sine betragtninger.

Hvad har din mor betydet for dig?

– Min mor har altid været den samlende kraft, hvor min far var den udfarende. Min søster og jeg joker lidt med, at det er godt, at det er hende, der er tilbage, for vores far havde ikke kunnet klare sig uden hende. 

Hun er meget uselvisk og sørger altid for, at alle har det godt. Og så er hun heldigvis stadig meget frisk. Det har været hårdt for hende at have min far derhjemme med sygeplejerske på besøg fire gange om dagen, så nu har min søster og jeg sørget for at sætte en masse gode oplevelser i kalenderen med hende. 

Hun savner selvfølgelig sin mand, men på en måde har hun også fået livet tilbage efter en meget svær tid.

Sidste dage med kvartetten

Når ens forældre begynder at blive ældre, blive syge og gå bort, sætter det ens egen alder i perspektiv. Sisse bliver 50 år til august, men det skarpe hjørne skræmmer hende ikke.

– Det gode er, at jeg føler, at jeg kun er halvvejs i livet, for jeg er jo sikker på, at jeg bliver 100.

Hun griner højt og ser faktisk ud til at mene det.

– Jeg har oplevet så meget de første 50 år og tænker, at de næste 50 bliver helt sindssyge med masser af ny frihed. Jeg er først og fremmest grundtaknemmelig for, at jeg har det så godt, for jeg ved, hvor vigtigt det er med et godt helbred. 

Jeg har selv prøvet at være helt nede med en dårlig ryg fra 2011 til 2016, hvor jeg til sidst blev opereret og fik det godt igen, jeg har oplevet begge vores drenge være igennem forløb på hospitalet, og senest har jeg været vidne til min fars sygdom. Jeg ved, hvad det gør ved en familie, når sygdom rammer. 

Jeg kan godt kigge mig i spejlet og tænke lidt over rynkerne og alt det, der drager mod syd, for jeg går da op i mit udseende, men det er sgu alt det indeni, der betyder noget. Hvordan jeg har det, og hvad jeg giver ud til andre. Og så er jeg taknemmelig for, at jeg kan bruge min krop i hverdagen. Noget nyt, jeg kan mærke, er, at jeg er blevet mere sentimental. 

Nu har vi lige holdt konfirmation for vores yngste søn, og jeg kan tydeligt huske, da drengene var små, og hver dag var overlevelse. I dag har jeg det sådan, åh nej, nu er der gået en dag mere! Vores ældste søn skal på efterskole efter sommerferien, og næste år skal vores yngste søn afsted. 

Så jeg er begyndt at indse, at lige nu er de sidste dage med kvartetten. Lige om lidt er det gymnasium, piger, venner, og så flytter de hjemmefra. 

Derfor er det enormt vigtigt for mig, at vi spiser sammen hver dag, og at vi får snakket sammen, selvom det ikke altid er let med sådan et par drenge, der ikke rigtig siger noget, haha. Jeg er glad for, at jeg er selvstændig og arbejder hjemmefra, så jeg er tilgængelig, når de er her, og kan arbejde, når de er væk.

Sune, snart 27

Sisse Fiskers mand, Sune, er selvstændig arkitekt og arbejder også hjemmefra. De mødte hinanden for 20 år siden i vodka- og appelsinjuicebaren på Smukfest, da Sisse var 30, og han var 26, og i begyndelsen præsenterede Sisse ham som ”Sune, snart 27” for sine veninder, fordi hun syntes, det var så pinligt, at han var så ung.

– Det var dengang. Nu er han blevet voksen.

Hun griner højt igen.

Hvad er det, I to kan sammen?

– Vi er vildt forskellige, men jeg tror, at forskelle er godt, hvis man er god til at håndtere dem. Sune kan virkelig fordybe sig. Han er ikke på sociale medier, og han elsker at sidde og tegne flotte huse. Jeg kan sidde over sådan noget i fem minutter, så begynder jeg at tromme i bordet. 

Sune er B-menneske, meget langsom, og jeg er A-menneske og skal bare op og i gang. Nogle gange tænker jeg, hvordan kan det her overhovedet lykkes? 

Men hvis man accepterer forskellene og siger okay, dét der kan du, og dét her kan jeg, vi mødes til frokost, så går det. Hvis jeg var sammen med en, der mindede om mig, ville det være helt kukkeluk, og jeg tror, at vi ville hænge oppe under loftet hele tiden. 

Jeg kan blive vanvittigt irriteret på Sune, når han gør sig så umage med noget og zoomer helt ind, men samtidig er jeg også meget fascineret af det. Han er helt sin egen på alle måder, og det, synes jeg, er så fedt. Det er ham, der laver mad herhjemme, han står hele tiden og kokkererer. 

Elsker italiensk mad og lækker kaffe. Og han går op i æstetik og kvalitet. Der er ikke ét møbel her i huset, der er mit. Jeg havde bare tunge Ikea-møbler, da vi mødte hinanden, og Sune havde alle sine designermøbler og håndskårne, selvbyggede ting. 

Når veninder spørger mig, hvad det f.eks. er for en sofa, vi har, så må jeg bare sige, jeg aner det ikke! På den måde er vi nok lidt anderledes end de fleste par, men jeg kan faktisk godt lide at gå lidt mod strømmen. Det er i øvrigt også Sune, der styrer haven, jeg ved intet om træer, buske eller blomster. 

Jeg ved faktisk ikke helt, hvad det egentlig er, jeg laver herhjemme, haha.

Hun tænker et kort sekund.

– Jo, jeg vasker tøj. Køber ind. Og jeg elsker at stashe op. Der mangler intet på hylderne i viktualierummet. Det er også mig, der sørger for, at vi får noget i kalenderen. Noget med børnene. Rejser. Og festerne – yes, yes, det er mig. Og økonomien selvfølgelig.

Hvad tænker du om den tid, der kommer, hvor I kun er jer to?

– Jeg tror, det bliver fedt. Vi er jo faktisk rigtig meget sammen allerede nu, hvor vi arbejder hjemme, og det går godt. Vi har set flere i omgangskredsen, der går fra hinanden, når de pludselig har meget tid alene sammen og ikke ved, hvad de skal lave, men vi har jo heldigvis det italienske eventyr, som vi er totalt fælles om, og vi overvejer at bruge mere tid dernede, når drengene flytter. 

Vi er jo begge selvstændige og kan sagtens arbejde fra huset dernede.

Friheden

I dag er Sisses arbejdsliv skruet sammen af flere forskellige elementer.

– Jeg forsøger at skabe det, man kalder en porteføljekarriere. Jeg læste bogen ”MUVE”, hvor en porteføljekarriere defineres ud fra tre ben: 

Det man skal leve af. 

Det man også gerne vil. 

Det man gerne vil give tilbage.

– Jeg tjener penge på at lave kommunikation, foredrag og bestyrelsesarbejde. Jeg har mit drømmeprojekt i Piemonte med vandring og natur, som jeg gerne vil gøre endnu mere ved. Og så har jeg stadig SMILfonden som mit lille hjertebarn ved siden af, hvor jeg giver noget videre til andre. 

De tre ben i sådan en porteføljekarriere har både fordele og ulemper, og det er nok ikke alle, der vil trives i det, men det gør jeg. Jeg trives fint i uvished. Jeg elsker alt nyt. Og jeg har ikke noget behov for at møde ind et sted fra 8-16 med kaffemaskine og IT-mand. 

Jeg elsker at være sammen med andre mennesker, og jeg har jo ikke kollegaer omkring mig i hverdagen, men jeg har masser af kontakt med andre, når jeg er ude til møder, og når jeg løser opgaver. 

Jeg tjener ikke nær som mange penge, som jeg gjorde før i tiden, men jeg har det SÅ fedt. Jeg nyder at have stor frihed og fleksibilitet i hverdagen, og jeg tror ikke, at jeg nogensinde skal have et corporate job igen. Jeg savner slet ikke, at nogen booker min kalender.

Hvordan ser du dit liv, hvis du kigger 5-10-15 år frem?

– Jeg er utroligt dårlig til at se frem i tiden. Jeg kan sagtens sige, at jeg tror, at livet vil se sådan og sådan ud, men hov, så sidder jeg måske i Honolulu om tre år, fordi jeg lige fandt noget sjovt der. 

Jeg er simpelthen ikke den store fremtidsplanlægger, for jeg skal lige mærke tingene først. Det eneste, jeg kan sige, er, at det, der fylder hos mig nu, det er, at jeg hele tiden skal finde nogle nye udfordringer. 

Det kommer jeg også til i mine 50’ere, det er jeg helt sikker på. 

LÆS OGSÅ

Her er tegnene på, at nogen lyver – som ikke har noget med kropssprog at gøre

Nej, en løgner undgår ikke nødvendigvis øjenkontakt, og personen behøver heller ikke være mere nervøs end andre. Der er helt andre ting, der afslører en løgner.