Det var under Julie Ølgaards graviditet med sit andet barn, datteren
Roxy, at hun først lagde mærke til forandringen hos sin mor.
- Hun ændrede bare personlighed. Hun blev lidt
diffus og kunne finde på bare at gå lige pludselig. Det kunne hun aldrig finde
på før. Der var noget ved hendes empati, der forandrede sig. Der var også noget
med hendes pli og hvordan hun opførte sig blandt andre mennesker. Hun blev mere
sky. Hun har altid været kæmpe social, men nu kunne hun pludselig ikke overskue
at ringe til sine venner. Det var sådan nogle ting, som var så atypisk hende,
fortæller Julie Ølgaard om den svære tid i ALT for damernes podcast Skål
Søster.
Da hendes mor kom til lægen stod det klart, at hun led af
frontallapdemens, og den udviklede sig desværre meget aggressivt. For Julie Ølgaard
var det forbundet med stor afmagt at se sin mor forsvinde for øjnene af sig.
- Jeg tænkte ”det er simpelthen løgn.” Min mor boede
i USA med sin mand i mange år, men nu var hun flyttet hjem og havde glædet sig
til at være sammen med børnebørn. Det måtte bare ikke ske. Det var en stor
afmagt for mig, og jeg begyndte at undersøge, om der var nogle alternative
behandlingsmuligheder og hvad man kunne gøre, men vi fik bare at vide, at der ikke
kunne gøres noget. Det syntes jeg, var virkelig svært, samtidig med at se, at
det menneske, du elsker allerhøjest, bare smuldrer for øjnene af dig.
Nye indsigter
I efteråret 2024 gik Julie Ølgaards mor bort, og i tiden
efter fulgte en stor sorg.
Samtidig var Julie Ølgaard nu blevet mor til to, og i
den forbindelse fik hun flere nye indsigter om sin egen mor, selvom hun nu ikke
længere var her. Og det er både noget, hun værdsætter højt, men som hun også ville
ønske, hun kunne dele med sin mor.
- Jeg forstod, hvordan hun kunne rumme mig som barn. Jeg kan
nogle gange godt tænke tilbage og tænke, hvordan hun dog har fundet sig i mig
som teenager, der bare rasede derudaf. Og det tror jeg, jeg forstår meget mere
nu, hvor jeg selv er blevet mor, siger Julie Ølgaard og fortsætter:
- Men det er jo også noget af det, som jeg har synes er
svært, for der er så mange ting, jeg forstår nu, hvor jeg selv er blevet mor,
som jeg gerne vil snakke med hende om. Og jeg vil gerne give hende et kæmpe
kram og sige tak og ”I get you!” Og så fylder det også meget, at jeg simpelthen
så gerne ville have, at mine børn havde kendt hende. Min dreng Cooper nåede
lige at have to år med hende, inden hun blev syg. Men Roxy nåede det jo ikke
rigtigt, og det er jeg vildt ked af. Jeg er vildt ked af, at selvom vi taler
meget om hende, og jeg gør meget ud af, at mormor stadig er med os, så kommer
de jo aldrig til at have kendt hende. Og det synes jeg, at både de og hun
fortjente.
Tabet af storebror
Efter sin mors død har Julie Ølgaard også fået et nyt
perspektiv på tabet af sin seks år ældre storebror, Rasmus, som familien mistede i en
bilulykke, da Julie Ølgaard var bare 12 år gammel.
- Jeg ville gerne have forklaret hende, at jeg først nu, hvor jeg selv har
børn, bedre forstår det tab hun havde, da Rasmus døde, og den smerte, jeg altid
kunne se i hendes øjne, når vi talte om ham. Jeg kommer forhåbentligt aldrig
til 100 procent at forstå den, men jeg forstår først den kærlighed, hun havde
til mig og ham, fordi jeg selv har fået børn nu. Og det ville jeg gerne snakke
med hende om.
Heldigvis har Julie Ølgaard en oplevelse af, at selvom hun
ikke nåede at tale med sin mor om alt, så nåede hun at sige de vigtige ting.
- Jeg føler, hun vidste, at jeg var stolt af hende
og at jeg elskede hende overalt på jorden, og at hun var verdens bedste mor for
mig. Det er jeg ikke i tvivl om, at hun vidste, og det er det vigtigste for
mig.
