Nikoline Werdelin: ”Det var meget helende for mig at tegne en varm mor-datter-relation”

Nikoline Werdelin skabte den ikoniske duo ”Laura & Nugga” i begyndelsen af 1990’erne, og hendes tegneserie om alenemoren Laura og hendes gammelkloge datter, Nugga, var fast inventar i ALT for damerne helt ind i det nye årtusind. 

Vi fulgte Laura, når hun mosede hjem på cyklen fuld af indkøb med Nugga på styret, når hun gik på dates, diskuterede med sin egen mor, drømte om fremtiden og alt det andet, der udgør et moderne kvindeliv.

– Jeg kan huske, at jeg læste en bog af den feministiske forfatter Lola Baidel, ”Du kan sagtens klare dig uden en mand – men ikke uden en vaskemaskine”, som handlede om at få et barn alene, og den gjorde stort indtryk på mig. 

Hun gav magt til kvinderne, og budskabet var, at man bare skulle kaste sig ud i moderskabet, hvis det var vigtigt for én, fortæller Nikoline Werdelin, der skabte Laura som en slags spejl af alle de kvinder og mødre, hun oplevede i sin omgangskreds.

– Laura er meget fri og er optaget af alle de ting, jeg stødte på, når jeg kiggede mig omkring. At finde en mand, blive mindre tyk, tjene nok penge, sørge for aftensmad. Nugga er det lille, kloge hoved, der altid sætter sin mors tosserier i relief. Jeg tog ikke stilling til, om Laura er en god mor – hun er en god nok mor. 

Jeg havde det ikke selv sådan med min mor, så derfor blev det også meget helende for mig at skabe en varm mor-datter-relation, hvor Nugga siger alt det til sin mor, som jeg ikke turde sige til min egen mor, fortæller Nikoline Werdelin.

”Er det i orden, jeg er her?”

De fleste mødre oplever, at opgaven med at give omsorg til et barn forandrer dem og tvinger dem ud af hovedrollen i deres eget liv. I hvert fald for en tid. Men det er ikke alle, der som Nikoline Werdelins karakter formår at give plads til det barn, de sætter i verden.

– Mit eget forhold til min mor var meget komplekst. Det var rigtig svært for min mor at træde til side, da hun fik mig, og fra jeg var 0, til jeg var 47, ville hun være dronningen i vores relation. Man fornemmer jo som barn, at der er ting, man ikke skal sige, og det såede en helt grundlæggende tvivl i mig. ”Er det i orden, at jeg er her, som jeg nu er og tager plads på den måde, jeg gør?”, fortæller Nikoline Werdelin.

– Min mor ville nok sige, jeg var meget genstridig, men jeg følte, at jeg gik på æggeskaller – og det står i kontrast til Nugga, der sætter sin mor på plads og er meget ærlig. Det var meget befriende for mig at lave den karakter.

Med tiden tog Nikoline Werdelin dog oprøret og levede med følelsen af, at hendes egen mor var utilfreds med hende i mange år. Indtil noget ændrede sig.

– Jeg tror, at jeg havde givet op på nærhed og prioriterede selvbeskyttelse i stedet. Så det var en overraskelse for mig, at vores relation alligevel kunne udvikle sig. 

Først da jeg blev gift med en dejlig mand, trådte min mor et skridt tilbage. Og da hun blev ramt af demens, ændrede vores forhold sig igen. Her blev asymmetrien meget tydelig, og jeg har været meget pligtopfyldende over for hende. 

Ikke fordi jeg syntes, jeg skyldte hende noget – men fordi jeg godt kan lide at være et ordentligt menneske, fortæller Nikoline Werdelin, der nu oplever en ny mildhed og taknemmelighed fra sin mor.

– Nu kan hun se på mig og sige ting, jeg kunne have ønsket mig at høre, da jeg var barn og under udvikling. At jeg er et mirakel, og at hun er glad for mig – alt det, får jeg bare foræret nu. Og så griner vi så meget sammen. 

Det har vi ikke kunnet sammen før, fordi det handlede så meget om at holde sammen på sig selv, og fordi vi troede, at vi skulle kæmpe om retten til at være her. Men nu er hun fuld af selvironi og kan italesætte, hvordan det er at leve i en verden, hvor man glemmer alt, der lige er sket.

LÆS OGSÅ

Min mand sagde noget, der ødelagde mit liv. Alle siger, jeg skal komme over det

Problemet er, at jeg græder indeni fra morgen til aften.

Mor indefra og ud

Nikoline Werdelin kastede med ”Laura & Nugga” et kærligt og humoristisk blik på moderskabet – et tema, der altid har været kilde til meget materiale i både litteratur, film og teater.

Nikoline Werdelins tegneserie var dog den første i sin genre herhjemme, der handlede om mor og datter.

– De første leveår er jo bunden af den lagkage, man er som menneske, og der er både biologi og binding i forholdet til ens mor, man ikke kan erstatte. Og hvor relationen til mor i andre kulturer, hvor bomberne falder, eller sulten gnaver, handler om overlevelse, så bliver den i vores overflodssamfund mere et spørgsmål om identitet, og hvad vores mor har fortalt os om, hvem vi er og vores plads i verden. 

Vi har overskud og tid til at dyrke komplikationerne, reflekterer Nikoline Werdelin.

Og selv om Laura er en mor og en kvinde formet af sin tid lige før, under og lige efter 1990’erne, så er mange af temaerne de samme, som optager kvinder og mødre i dag. 

Dog med nogle væsentlige forskelle. For da tegneserien om ”Laura & Nugga” blev pensioneret i 2006, undgik duoen lige akkurat at blive ramt af den digitale bølge, vi i dag lever på toppen af. Med ankomsten af iPhonen opstod også de sociale medier og muligheden for at være evigt til stede overalt. 

Dermed også muligheden for at sammenligne sig med alt det, man ser – og at blive set overalt.

– På den ene side synes jeg, at det er den samme historie, mange af de nye projekter om moderskab handler om – detroniseringen af prinsessen og det fald fra den selvcentrerede bjergtop, det er at blive nogens mor. Der er også meget fokus på, at morrollen ikke skal overtage alt, og at man ikke skal idyllisere alt det svære. 

Det tror jeg er godt nok, men jeg kan også tænke for mig selv, at det er et udtryk for velfærdssamfundet, at man kan mærke sig selv på så mange måder. Vi lever i en tid lige nu, hvor alting bliver belyst, siger Nikoline Werdelin og tænker tilbage på sit eget verdenssyn, dengang hun som ung kvinde i begyndelsen af sine 30’ere skabte ”Laura & Nugga”.

– Jeg oplevede selv, at tilværelsen handlede om: ”Hvordan er jeg indeni, og hvordan kommer jeg ud i verden med det? Hvordan kommer jeg til at præge den?”. I dag synes jeg, man ser mere på: ”Hvordan ser jeg ud for verden?”. 

Jeg tolker det som om, man prøver at konstruere en verden udefra og ind – i stedet for indefra og ud. Konsekvensen er, tror jeg, at man bliver meget optaget af, hvordan man bliver set og dømt af verden. 

Men det handler jo om at få skabt noget tungt indeni, man kan stole på. Alternativet er, at ens indre bliver hullet som en schweizerost.

Laura og Nugga accepterer hinanden, og de gør det med et glimt i øjet, når de bakser med konflikter, med Lauras selvoptagede veninder og Nuggas mormor, der ofte optræder som en nysgerrig sidekarakter med en mening om det meste.

– Laura og Nugga er begge meget charmerende, så de har det nok lidt lettere end de fleste. I det virkelige liv bliver man jo indimellem kastet sammen med nogle socialt umusikalske mennesker, der gør relationerne svære. 

Det er ofte der, at vi, der er socialt musikalske, kommer på overarbejde – når vi føler, at vi skal rede alle trådene ud. Mor-datter-relationen er sådan et sted, hvor man kan komme til at kompensere for den enes umusikalitet. F.eks. når man som barn kan mærke ”nu er der dårligt humør på vej, så må jeg hellere lave en lille festforestilling”.

Men med Nugga prøvede jeg at vise en lille pige, der vil skabe sig selv ud fra sine egne indre meddelelser. Og Laura håndterer det hele en forhindring ad gangen i det hækkeløb, livet som alenemor er.

Giv plads

Nikoline Werdelin er ikke selv biologisk mor til nogen børn. Til gengæld blev hun, da hun som 47-årig mødte sin mand, bonusmor til flere voksne børn og hele syv bonusbørnebørn – alle sammen drenge. 

Herudover er Nikoline Werdelin faster til to drenge på 6 og 12 år, som hun er meget tæt knyttet til.

– Nu ved jeg jo ikke, hvordan et biologisk moderskab føles, men jeg kan mærke den stærke kilde til mening, alle børnene giver mig. Særligt nu, hvor jeg er ved at blive ældre. Det er som om, at hele livscyklussen giver mening, og det bliver lettere at forsone sig med alderdommen. 

Alting får et smukt skær, når man ser så meget liv og halløj. Jeg er ekstremt optaget af de børn, vi er tæt på, og elsker at lege med dem – senest har jeg været i klatrepark og hængt 6 meter over jorden, fortæller Nikoline Werdelin, der holder sig stærk og i form af samme grund.

Hun prioriterer legeaftaler med familiens yngste meget højt og er opmærksom på den unikke position, hun har i børnenes liv.

– Nogle af de indbyggede spændinger, der kan være mellem mødre og børn, er der ikke, og man skal som bonusbedstemor og tante ikke tage de sværeste kampe. Man er netop en bonus. 

Jeg har i hvert fald gjort mig den tydelige tanke, at det her er mit livs held. Tænk, at jeg har været så heldig ovenpå det eksistentielt svære ved at være barnløs, at nu får jeg de her gaver. Især nu, hvor jeg er blevet over tres, kan jeg mærke, hvor meget jeg har brug for dem, fortæller Nikoline Werdelin.

Hun har ikke nogen problemer med at tilsidesætte sig selv for familiens børn. Fordi det er deres tur nu.

– Det tænker jeg også over, når nogle kvinder mærker sorgen over, at de ikke er de smukkeste længere. Det var de jo engang – nu er det nogle andres tur, og man kan ikke blive ved med at være den, som alle siger WOW til. Det samme gør sig gældende med børn, hvor man på et tidspunkt ikke er stjernen i deres liv mere. 

Lige pludselig siger de ”hej Niko” med dyb stemme og bøjer sig venligt ned, som om man skal have en lille smule hjælp ... Livet er så latterligt kort, det bliver man opmærksom på med børn, siger Nikoline Werdelin, der med sin ikoniske tegneserie for en tid skabte en lille familie, hvor Nugga aldrig bliver ældre, og dermed undgår hun at skulle forlade Laura for at skabe sit eget liv.

– Laura og Nugga er låste. De kan aldrig gå fra hinanden, og det er jo tegneseriens mirakel for mig – at fastfryse tilværelsen, for jeg har lige siden, jeg var barn, tænkt, at livet går alt for hurtigt.

Jeg har nok altid været lidt ude af takt i den her tempofyldte verden.

LÆS OGSÅ

92-årige Edna drikker champagne hver dag

De sidste 50 år har arbejdshesten fra Norge drevet restaurant og serveret verdensberømte stjerner på den franske riviera.