Jacob Wendt Jensen har skrevet en bog om Dirch Passer: ”Det var hans styrke og hans svaghed”

Jacob var 13 år, da han gik glip af sit livs første og sidste chance for at opleve én af Danmarks helt store komikere. 

Som barn boede Jacob med sin familie i Bruxelles, men i sommeren 1980 var de på ferie i Danmark. På en tur i Tivoli hang et stort billede af Dirch Passer over Glassalen, og Jacob husker at kigge fascineret op på manden med ”den store flab”, som han havde set i film som Charles tante og Frøken Nitouche. 

Han spurgte sine forældre, om de kunne tage til revyen, men fik at vide, at det ikke kunne lade sig gøre.

Senere den sommer faldt Dirch Passer om og døde.

Jacob Wendt Jensen er i dag 59 år, journalist og forfatter til et hav af bøger om kulturpersonligheder – og ærgrer sig stadig over, at han ikke sad blandt publikum, mens den folkekære artist indtog sit rette element: scenen.

– Jeg ville virkelig gerne have set ham live, siger han. – I mit arbejde går jeg til mange kulturelle ting, og han er én af dem, jeg gerne ville have sat flueben ved.

Dirch i detaljen

– Dirch var et scenedyr, fortsætter Jacob. – Han var klart bedst i revyer, for han var der virkelig for publikums skyld. Så jeg tror, jeg havde fået en meget stor oplevelse, hvis mine forældre var gået med på mit forslag dengang.

I år er det 100 år siden, Dirch Passer kom til verden. I den anledning har Jacob skrevet en bog om den legendariske komiker, som døde som kun 54-årig. På trods af at hans liv allerede er beskrevet i bøger, film og dokumentarudsendelser, er der brug for endnu en bog om Dirch, mener Jacob. 

Hundredåret er nemlig en slags udløbsdato i forhold til at få de mennesker i tale, som kendte Dirch – for de fleste er meget gamle, eller også er de her ikke mere.

I Dirch 100 år – mennesket, myten, geniet kommer mange af dem til orde.

– Jeg har interviewet over 70 mennesker, der havde berøring med ham. For der trængte til en bog, der gik grundigt til værks, fik flere detaljer frem og kom endnu nærmere sandheden om, hvem Dirch var.

For søsyg til havet

Jacob går blandt andet tæt på, hvorfor Dirch arbejdede så meget, at det endte med nærmest at koste ham livet. Det kommer vi tilbage til. Først et tilbageblik:

Dirch Passer voksede op på Østerbro i København med en mor, der var hjemmegående, og en far, der var sømand. Hvor interessen for skuespil kom fra, er Jacob ikke sikker på, men han ved, at Dirch fik sin teaterdebut, da han gik på søfartsskolen. 

Her vakte han mere jubel i skolekomedien end på havet, som gjorde ham søsyg. Karrieren til søs blev droppet, og i 1940’erne startede han på Frederiksbergs Teaters elevskole. Han var knap trådt ud af skolen, før han blev opdaget af en af tidens store teaterinstruktører, Stig Lommer, som satte ham til at lave revy sammen med Kjeld Petersen. 

Dermed var 1950’ernes store underholdningsfænomen født: duoen Kjeld og Dirch.

Makkerskabet fik dog en brat ende, da Kjeld døde som kun 41-årig, hvilket sendte Dirch ud i en krise.

– Dirch mistede sin bedste ven, og det gav ham en form for afsmag for at stå på scenen, siger Jacob.

Vild med fest

I stedet gik Dirch til filmen. Op igennem 1960’erne og -70’erne medvirkede han i seks-otte film om året – og stod der Passer på plakaten, var succesen i hus. I 1967 vendte han tilbage til revyen og spillede for fulde huse, hvad enten det var på ABC-revyen, Cirkusrevyen, Tivolirevyen eller Holstebrorevyen.

Mens karrieren fløj derudad, stod det mere turbulent til derhjemme. To ægteskaber og to døtre (med hver sin mor) blev det til, og ved sin død var Dirch forlovet med en tredje kvinde, Bente. 

Tidens alkohol- og festkultur var hård for såvel kærligheds- og familielivet som helbredet.

– Set med nutidens øjne havde han et alkoholmisbrug. Men dengang var der rigtig mange, der drak meget, også mens de arbejdede, siger Jacob. 

– Det hjalp heller ikke, at han var glad for at gå i byen og at spise god mad. Han blev et meget stort menneske. Da han døde, havde han tabt 20 kilo, men man sagde, at Dirch blev sundere, da ”han gik fra whisky til hvidvin”.

Umulig til pengesager

Dirch havde svært ved at styre sit forhold til mad og alkohol. Men arbejdsmoral? Den havde han tifold. I revysæsonen spillede han ofte ni forestillinger om ugen, og i årene op til, at hans hjerte stod af, var der flere forvarsler, som han gemte for offentligheden.

Aftenen før han døde, var han besvimet, og på trods af at både kæresten, hans døtre og hans mor bønfaldt ham om at sygemelde sig, nægtede han at skuffe publikum.

– Havde man stoppet revyen i stedet for at lade ham fuldføre, kunne han måske have levet lidt længere. Men hans død var ikke kun resultatet af én dårlig beslutning, men af mange års slid på kroppen, mener Jacob.

Men hvorfor arbejdede Dirch Passer så hårdt?

Det er der flere svar på, for han holdt både af sit arbejde, af publikum og af sin popularitet. Men i sin research er Jacob kommet frem til en mere ukendt årsag til komikerens slid og slæb: manageren Sven Borre. Han kom ind i Dirchs liv i 1968 for at hjælpe ham ud af en skattegæld. 

Dirch, som ikke var ferm i pengesager, havde for vane at bruge rub og stub, når han fik udbetalt honorar. Og han glemte at lægge til side til skat.

Snydt for millioner

– Der kom Sven Borre ind og lavede en afbetalingsordning på hans vegne. Resten af sit liv troede Dirch, at han var nødt til at arbejde utrolig meget. Også efter at gælden var betalt, forklarer Jacob, som i sin research er stødt på forskellige holdninger til samarbejdet.

Det overordnede indtryk fra de personer, der var tæt på makkerparret, er dog, at manageren udnyttede berømtheden.

– Der er dem, der mener, at Sven Borre var god for Dirch. Men de fleste har stået i kø for at fortælle, at han melede sin egen kage og var en forretningsmand, der gik lige til kanten af, hvad man kunne tillade sig, forklarer Jacob – som har regnet sammen, at Sven Borre tjente i omegnen af 100 millioner kroner på at være manager for Dirch og – efter hans død – at eje og sælge rettigheder til især mange af hans film.

De udviklede sig nemlig op igennem 1980’erne og -90’erne til regulære pengemaskiner, da udlejning og salg af film på VHS blev stort.

Ifølge forfatteren betød samarbejdet med manageren også, at Dirch i mange år lavede det samme om og om igen. Publikum sad jo bænket, så snart de hørte navnet Dirch, så hvorfor prøve noget nyt?

Dirchs sidste ord

– Der var ikke så meget fornyelse i hans arbejde, og det hele blev lidt dovent omkring ham. I et manuskript kunne der for eksempel stå: Her gør Dirch noget sjovt, han selv finder på, siger Jacob, som kan ikke lade være at tænke på, om det kunne være gået anderledes.

– Det var ikke Sven Borre, der slog Dirch ihjel. Men Dirch var omgivet af mennesker, der mest gik op i at tjene penge, og så var det mindre vigtigt, at det sled på Dirch, og at han gentog sig selv. Så måske var det endt anderledes, hvis han havde haft nogle andre rådgivere.

Slutningen på Dirch Passers liv kunne dårligt være mere dramatisk. Onsdag den 3. september 1980 stod han bag tæppet på Tivolirevyen, klar til at gå på scenen iført klovnekostume. For at forsikre publikum om, at han var sund og rask oven på besvimelsen aftenen før, ville han ind og fortælle en vittighed, inden forestillingen gik i gang. 

I sin research har Jacob fundet en optagelse, hvor scenemesteren, der stod sammen med Dirch i hans sidste sekunder, gengiver forløbet således: ”Dirch bad om at få lyset skiftet fra følgespot til ”fuld belysning”, for som han sagde: ”Nej, jeg går fa’me ikke ind i det begravelseslys!”.”

Det blev hans sidste ord. Så faldt han om.

Jacob har også talt med én af dansepigerne i revyen, som så til uden at kunne gøre fra eller til.

Vanviddets pris

– Oplevelsen kom til at præge de mennesker, der var til stede. Dansepigen Jytte blev senere uddannet læge, for hun ville aldrig igen stå i en situation, hvor hun ikke kunne hjælpe et menneske med dårligt hjerte, siger han.

Dirchs tragiske exit er dog langt fra den eneste grund til, at vi stadig er fascinerede af ham. Det er vi, fordi der ikke har været andre som ham, mener Jacob.

– Du kan ikke sammenligne ham med nogen som helst, og du ville ikke kunne opfinde ham. Politiken skrev efter hans død, at han var noget af det mærkeligste, vi danskere var enige om at elske.

Hvis der er et advarselsskilt i Dirch Passers historie, er det, at det har en pris at give den gas. Så måske skal man skrue ti procent ned for vanviddet. Eller skal man?

Jacob er ikke sikker.

– Kunne han have spillet syv gange om ugen i stedet for ni? Kunne han have taget lidt færre gibbernakker i byen? Måske, siger han. – Men omvendt er det også en historie om at dele ud af sig selv. Dirch var gavmild, og jeg tror, han ville sige, at han havde et godt liv, fordi han levede sig selv ud.

På den måde er Dirch Passers historie både en tragedie og et eventyr.

Om Jacob Wendt Jensen, 59 år

• Forfatter, journalist og film­anmelder. 
• Har gennem ad­skillige år kredset sig ind på Dirch Passer ved at skrive om hans inderkreds, fx med bøger om filmmakkeren Ove Sprogøe, kæresten Judy Gringer og ”revykongen” Aage Steentoft, som var direktør i Tivoli, da Dirch Passer døde.