Marianne er træt af telefoner – og især én ting piner hende

Jeg bruger min smartphone til at ringe med. Og få sms’er fra børn og børnebørn. Jeg underviser på fire linedance-hold på et ældrecenter, og folk giver besked på sms, om de kommer.

Jeg går på Facebook, hvis jeg keder mig, måske en time dag­ligt, så jo, jeg er afhængig og kan fortabe mig i at scrolle.

Jeg bruger især YouTube til linedance. Jeg ser videoer, får inspiration til trin og sætter danse sammen. På den måde er der fordele. Facebook bruger jeg til alt muligt skrammel. Jeg ser opslag fra familie og venner og følger måske kommentarspor på tv-programmer.

Min mand har en gammel telefon med ”låg”. Han gider ikke moderne telefoner, og det forstår jeg godt. Jeg er træt af, at folk er så afhængige. Mange lægger alting på telefonen: kørekort, sygesikringsbevis, dankort. Men hvad hvis man taber den? 

Bliver stoppet af politiet, og de vil se kørekort? Hvis der ikke er strøm på? Hvis man bliver dårlig og falder? Det første, folk gør, er at se i pungen efter et sygesikringsbevis. Men koden kender man ikke. Hvis systemet går ned, kan folk være nok så dygtige med telefonerne.

Men der er positive ting. Når mit barnebarn har været i byen og sover hos mig, går hun fra stationen på stien. Det er mørkt, og så snakker vi sammen i den tid, hun går langs skinnerne og bruger telefonen som sikker­hed. 

Pigerne på 21 og 23 ringer også til deres forældre og bliver hentet og bragt, når de er ude sent. Der er det genialt.

Mine fire børnebørn sender mig fotos. Det er hyggeligt. Når de kommer på besøg, er det første, de gør, at lægge telefonen til opladning. Det er lidt sjovt. Ellers ligger den på spisebordet ved siden af kniv og gaffel. 

Hvis den bipper, kigger de; det gør mig ikke så meget. Når vi sidder sammen ude i byen, er det ikke så slemt. Der taler vi nemlig sammen.

LÆS OGSÅ

Da vi skulle møde min søns nye kæreste, fik vi et chok

Jeg blev så glad på min 22-årige søns vegne, da han kom hjem og fortalte, at han havde mødt kvinden i sit liv. Da vi skulle møde hende, fik vi et chok.

Vi fik først telefon i 1965, da jeg var 16 år. En fløde­farvet én med rigtigt rør. Og ved du hvad? Jeg kan huske det telefonnummer endnu! 

Men tror du, jeg kan huske mit nummer nu eller min mands? Nej. Bør­nenes numre? Nej. For vi bru­ger ikke nummeret, vi slår det op. Og det er et minus. 

Står man i byen uden sin telefon, kan man ingenting. Jeg har heller ikke MitID på telefonen og bruger ofte kontanter. Jeg vil nødig af med vores penge.

Jeg køber aldrig ting på nettet. De unge tænker måske ikke over, at generationen efter os ikke vil have fysiske butikker. Hvor er det synd! Hvis jeg skal have noget, køber jeg det i forretningen, betaler pengene kontant og får varen – slut! 

Det står for mig som et mareridt ikke at kunne gå ned i en butik og se på varen.

I offentlig transport ser jeg noget, der piner mig. De unge fædre og mødre kommer op i bussen med et barn i klap­vogn. Mor og far kigger ned i telefonen, og barnet forsøger at komme i kontakt. Eller smi­ler og vinker til de andre i bus­sen. 

Hvis det græ­der, hvad sker der så? 

Forælde­ren hen­ter et elektronisk ap­pa­rat i tasken og stikker det i hånden på barnet, som så sidder og swiper. I stedet for at snakke sammen om, hvad de kører forbi, og hvornår de skal af.

Vi kan ikke gå baglæns. Det gælder om at finde ud af, hvor det gode er, bruge det bevidst.

LÆS OGSÅ

Trine Pallesen om forholdet til sine børns far: Nogle mente, jeg sørgede for længe

Skuespiller Trine Pallesen blev smaskforelsket under optagelser til en tv-serie, men kærligheden holdt ikke - til gengæld har hun gjort meget for at holde sammen på familien.