Dette er en klumme og et udtryk for skribentens holdninger.
Jeg har et ambivalent forhold til
netværkskaffemøder.
I journalistverdenen, som
jeg befinder mig i, afhænger
ens karrieremuligheder ofte
af, hvem man kender, som
kan hjælpe én frem i bussen. Den præmis har jeg valgt at
acceptere. Folk har forsøgt
at afskaffe nepotisme i
generationer, men alligevel
sidder vi her og ser til, mens
Lars ansætter Ole eller Søren, som han er
i herreloge med eller kender tilbage fra studietiden. Sådan fungerer verden, og det kan jeg ikke
ændre på.
Derfor mener jeg også, at man må
lave lemonade af de citroner, man nu
engang har, og så hjælpe sine egne venner.
Jeg har ad flere omgange nævnt venners navne
i rum, hvor der var en mulighed for, at de kunne få en plads
ved bordet – men det har naturligvis altid været deres egen
opgave at bevise, at de hører til der. Sådan er livet. Man
hjælper folkene i sin lille landsby, og især vi kvinder skal blive
bedre til at hive hinanden med op ad stigen.
Men jeg står af, når man vil lære nogen at kende udelukkende
for egen vindings skyld. Når man i virkeligheden er ligeglad
med mennesket overfor og kun har øje for den magt, de
måske besidder.
Lad mig give et eksempel fra mit eget liv.
Sidste år fik jeg en besked på LinkedIn fra en jævnaldrende
kvinde, der roste ALT for damernes podcast, "Skål Søster",
som jeg er vært på. Hun lavede selv podcast og spurgte, om
jeg ville mødes for at tale om værtskab og lære hinanden at
kende. Det var en sød tanke, så jeg sagde naturligvis ja.
Da jeg dukkede op, havde hun allerede bestilt en grøn juice
til os begge, for “folk som os” skulle jo holde os på dupperne.
Et fint bevis på, at hun ikke kendte mig endnu, for sådan en har jeg aldrig drukket før – men hurtigt
blev det tydeligt, at hun heller ikke var interesseret i at ændre på det.
I stedet kom spørgsmålene:
Hvor meget indflydelse havde jeg
på indholdet i magasinet? Hvilke
kendte havde jeg i min telefonbog? Og kunne jeg sørge for,
at hun fik en klumme hos os?
Efter 30 minutter, hvor jeg
primært var blevet talt på
frem for talt med, kiggede
hun på sit ur, sagde ”gud,
hvor tiden flyver” og rejste
sig op med ordene "ej, lad
os lige tales ved, det var så
hyggeligt. Dejligt, at vi kender hinanden nu”. Men det havde jo
ikke været hyggeligt.
Jeg rejste mig betuttet, og da jeg
gik ud ad døren, tænkte jeg, at det
må være sådan her, det føles at have
haft den slags onenightstand, hvor man kun er
blevet brugt for sin krop. Denne gang bare med
et andet fortegn: En kvinde, der kun ville drikke juice med
mig for at få adgang til mine ressourcer, og som i fremtiden
ville udveksle vennetjenester. Men i dét ord indgår ven, og for
mig betyder det et menneske, som også vil holde min hånd i
modvind og oprigtigt spørge, hvordan det går.
Selvfølgelig vil jeg gerne inviteres på kaffe. Det er en chance for at krydse veje med nye mennesker, som kan inspirere én og give nye perspektiver, man ellers ikke ville have mødt. Men som den nordjyde, jeg nu engang er, jeg vil hellere
have et netværk af oprigtige mennesker, jeg kan regne med, end et netværk af
overfladiske bekendtskaber.
Folk, jeg interesserer mig for,
og som jeg lige så gerne hjælper med at løse et dilemma,
som jeg hjælper med at skaffe en jobsamtale. Måske er jeg
naiv, men hvem ved – måske kan det også være en måde at
komme frem i bussen på.
Om klummeskribenten
Ugens klummeskribent er journalist på alt.dk og vært i ALT for damernes podcast ”Skål Søster”.
Hun bruger for mange penge på biograf, teater og
koncerter og passende meget tid på catch-ups med veninder og
seriemaratoner på sofaen med sin kæreste.
26 år og bor på Vesterbro i København.