Caroline har det ambivalent med netværksmøder: "Jeg står af, når man kun vil lære nogen at kende for egen vindings skyld"

I vennetjenester indgår ordet "ven", og for mig betyder det et menneske, som også vil holde min hånd i modvind og oprigtigt spørge, hvordan det går.

ALT for damerne logo

Dette er en klumme og et udtryk for skribentens holdninger.

Jeg har et ambivalent forhold til netværkskaffemøder. 

I journalistverdenen, som jeg befinder mig i, afhænger ens karrieremuligheder ofte af, hvem man kender, som kan hjælpe én frem i bussen. Den præmis har jeg valgt at acceptere. Folk har forsøgt at afskaffe nepotisme i generationer, men alligevel sidder vi her og ser til, mens Lars ansætter Ole eller Søren, som han er i herreloge med eller kender tilbage fra studietiden. Sådan fungerer verden, og det kan jeg ikke ændre på. 

Derfor mener jeg også, at man må lave lemonade af de citroner, man nu engang har, og så hjælpe sine egne venner. 

Jeg har ad flere omgange nævnt venners navne i rum, hvor der var en mulighed for, at de kunne få en plads ved bordet – men det har naturligvis altid været deres egen opgave at bevise, at de hører til der. Sådan er livet. Man hjælper folkene i sin lille landsby, og især vi kvinder skal blive bedre til at hive hinanden med op ad stigen. 

Men jeg står af, når man vil lære nogen at kende udelukkende for egen vindings skyld. Når man i virkeligheden er ligeglad med mennesket overfor og kun har øje for den magt, de måske besidder. 

Lad mig give et eksempel fra mit eget liv. 

Sidste år fik jeg en besked på LinkedIn fra en jævnaldrende kvinde, der roste ALT for damernes podcast, "Skål Søster", som jeg er vært på. Hun lavede selv podcast og spurgte, om jeg ville mødes for at tale om værtskab og lære hinanden at kende. Det var en sød tanke, så jeg sagde naturligvis ja. 

Da jeg dukkede op, havde hun allerede bestilt en grøn juice til os begge, for “folk som os” skulle jo holde os på dupperne. Et fint bevis på, at hun ikke kendte mig endnu, for sådan en har jeg aldrig drukket før – men hurtigt blev det tydeligt, at hun heller ikke var interesseret i at ændre på det. 

I stedet kom spørgsmålene: Hvor meget indflydelse havde jeg på indholdet i magasinet? Hvilke kendte havde jeg i min telefonbog? Og kunne jeg sørge for, at hun fik en klumme hos os? 

Efter 30 minutter, hvor jeg primært var blevet talt frem for talt med, kiggede hun på sit ur, sagde ”gud, hvor tiden flyver” og rejste sig op med ordene "ej, lad os lige tales ved, det var så hyggeligt. Dejligt, at vi kender hinanden nu”. Men det havde jo ikke været hyggeligt. 

Jeg rejste mig betuttet, og da jeg gik ud ad døren, tænkte jeg, at det må være sådan her, det føles at have haft den slags onenightstand, hvor man kun er blevet brugt for sin krop. Denne gang bare med et andet fortegn: En kvinde, der kun ville drikke juice med mig for at få adgang til mine ressourcer, og som i fremtiden ville udveksle vennetjenester. Men i dét ord indgår ven, og for mig betyder det et menneske, som også vil holde min hånd i modvind og oprigtigt spørge, hvordan det går. 

Selvfølgelig vil jeg gerne inviteres på kaffe. Det er en chance for at krydse veje med nye mennesker, som kan inspirere én og give nye perspektiver, man ellers ikke ville have mødt. Men som den nordjyde, jeg nu engang er, jeg vil hellere have et netværk af oprigtige mennesker, jeg kan regne med, end et netværk af overfladiske bekendtskaber. 

Folk, jeg interesserer mig for, og som jeg lige så gerne hjælper med at løse et dilemma, som jeg hjælper med at skaffe en jobsamtale. Måske er jeg naiv, men hvem ved – måske kan det også være en måde at komme frem i bussen på.

Om klummeskribenten

Ugens klummeskribent er journalist på alt.dk og vært i ALT for damernes podcast ”Skål Søster”. 

Hun bruger for mange penge på biograf, teater og koncerter og passende meget tid på catch-ups med veninder og seriemaratoner på sofaen med sin kæreste. 

26 år og bor på Vesterbro i København.