Kønsbehåring eller ej? Gynækolog svarer på, hvad der er bedst for underlivet
Foretrækker du at opretholde en sparsom hårvækst mellem benene, eller lader du skraberen ligge på hylden? Gynækolog Gitte Bennich forklarer her, om mængden af kønsbehåring har nogen indflydelse på sundheden i dit underliv.
Kønsbehåring er et af de emner, der hurtigt kan vække både holdninger, vaner og lidt usikkerhed – men også en del spørgsmål. Hvad er pænest, hvad føles bedst – og er det mon sundest for underlivet, hvis det er dækket af et lag hår?
Mens de æstetiske overvejelser er helt op til dig, så har praktiserende gynækolog og ejer af Hovedstadens Kvindeklinik Gitte Bennich et helt klart svar på spørgsmålet om sundhed:
– Der findes ikke sikker evidens for, at kønsbehåring i sig selv har afgørende betydning for sundhed i området hos raske kvinder.
– hvorvidt man har kønsbehåring eller ej – eller hvor meget, man har af det, siger hun.
– Det, der betyder noget, kan være måden, hvorpå du fjerner hårene, hvis du ønsker det. Nogle oplever, at barberbladet giver små rifter, og deler man skraberen med andre, kan man risikere at overføre bakterier, som kan irritere hårsække og hud og give øget risiko for hudgener.
– Samtidig kan andre reagere med udslæt og kløe på at blive vokset. Så det handler mest om at finde den måde, du foretrækker at holde hårvæksten nede på, hvis det er det, du gerne vil. Og for nogen er det klart den bedste følelse at fjerne håret, da det holder på varme og fugt, mens det for andre giver mening at lade håret være, da det kan reducere friktion mod huden. De konkrete såkaldt fysiologiske effekter er dog begrænset belyst.
Men der er ikke nogen sundhedsmæssig fordel ved at bevare kønsbehåringen, bare fordi vi har det fra naturens side?
- Der findes ikke evidens for, at kønsbehåring i sig selv er sundhedsskadeligt. Hårfjerning hos nogle, medfører lokale hudgener eller irritation, hvilket vi også ser i den gynækologiske praksis.
Så det er misforstået, hvis man tror, at kønshårene beskytter selve skeden?
- Hvis man kigger helt ”urmæssigt” på det, så har det mere handlet om at beskytte vores ydre genitalier ved samleje, fordi behåringen fungerer som en stødpude. Så det handler ikke om at holde området varmt eller at beskytte skeden – det er nemlig dit udflåd, der sørger for det, ved at transportere alt, som ikke er godt, ud ad skeden igen.
- Set fra min stol som praktiserende gynækolog, hvor vi dagligt har konsultation med 20 forskellige kvinder, er der meget stor variation over temaet ’kønsbehåring’. For de fleste raske kvinder er fjernelse af kønsbehåring primært et personligt og kosmetisk valg, og det vigtigste er, hvad der fungerer bedst for den enkeltes krop og hud.