Timm Vladimir ville ikke ende som sin egen far - nu laver han burgerbog med sønnen

Når Timm Vladimir kommer hjem til sin lejlighed på Nørrebro i København, er han begyndt at nyde de dage, han er alene. Sådan var det bestemt ikke før i tiden.

– Indtil jeg blev skilt i 2021, havde jeg altid været i forhold. Det vil sige, at når jeg kom hjem, så var jeg altid i interaktion med nogen, og der var altid nogen, jeg skulle sørge for. Men nu, lidt halvsent i livet, har jeg fundet ud af, at hold kæft, hvor er det rart nogle gange at komme hjem, og så er der ingen mennesker.

Sådan ville jeg ikke have haft det for ti år siden, for jeg har hele livet haft brug for, at der var mennesker omkring mig. Jeg har slet ikke kunnet magte at være alene. Men det kan jeg nu, og jeg nyder det. 

Jeg nyder at stå op om morgenen en time før, jeg overhovedet skal noget, og bare sidde i stilhed og drikke min kaffe. Og jeg elsker at komme hjem somme tider uden at skulle være noget for nogen. Hold kæft, det er dejligt! 

Andre dage nyder jeg så lige så meget at være sammen med min søn, når han er hjemme fra efterskole, eller med min kæreste.

Hvorfor kunne du ikke magte at være alene før, tror du?

– Ja, det er et godt spørgsmål.

Han er stille og tænker lidt.

– Jeg har nærmest aldrig været alene i hele mit liv. Hvis der var en weekend, hvor jeg ikke skulle noget, sørgede jeg for at få nogle venner over. 

Måske var jeg bange for at kede mig. Måske var jeg bange for at skulle tænke over nogle ting. Jeg ved det faktisk ikke, men det har altid været sådan. Første gang jeg var alene i længere tid, var under pandemien. 

Jeg fik corona i den allerførste bølge i 2020 og røg op i sommerhuset, hvor jeg var i 14 dage. Og der kunne jeg pludselig mærke, gud, det er da meget fedt det her. Jeg hyggede mig. Og det var første gang i mit liv, hvor jeg tænkte okay, jeg kan da godt være alene. Og det er faktisk rart. 

Det betød også, at da jeg blev skilt året efter, så havde jeg ikke brug for at drøne ud og finde en kæreste meget hurtigt. 

Det ville jeg have gjort før i tiden, men jeg kunne bare mærke, at nej, nu skulle jeg for alvor lære også at kunne være alene.

Burgermission til deleforældre

Der er sket meget i Timms liv de senere år, og det fortæller han om denne formiddag i sit store køkken, hvor der er kaffe fra hans kaffebar rundt om hjørnet i kopperne og boller med ost på bordet. 

Timm, der oprindeligt var skuespiller, er blevet kendt for sine evner i et køkken. Noget, han både udlever på sin madskole, som vært for 'Den store bagedyst' og som forfatter til flere kogebøger. 

Det er da også en kogebog, han lige nu er aktuel med, og det helt nye er, at han har lavet den sammen med sin 16-årige søn Cassius. 'Burgermissionen' hedder bogen, som indeholder 26 opskrifter på lækre burgere samt tilbehør, burgerboller og drikkevarer, og at der netop er tale om en mission, har Timm en længere forklaring på.

– Cassius er vokset op i et hjem med masser af mad, og han har set mig lave alt muligt i køkkenet. Han var mega kræsen som barn, men det var jeg også, så jeg tænkte, at glæden ved mad nok skulle komme. I dag er han super nysgerrig på mad, og vi har det som en stor fælles interesse. 

Vi er bl.a. vilde med burgere og er kommet meget på to burgerbarer i Sverige, Garage Bar og Holy Smoke, og på et tidspunkt købte vi en bog på Garage Bar, der hed '50 burgers, 50 States' med opskrifter på burgere inspireret af hver stat i USA.

Vi besluttede at lave alle burgerne fra en ende af, når Cass var hos mig hver anden uge, det vil sige, at vi igennem 100 uger havde det som et projekt sammen. Det var så fedt, vi gik begge to virkelig meget op i det, og da vi præcis to år efter, vi begyndte, lavede den sidste burger, var det sådan en form for accomplishment. 

Okay, vi har fandme gennemført noget sammen, der tog to år! Samtidig var det også lidt trist, da vi var færdige. Vi savnede at lave burgere, og derfor opstod idéen til, at vi kunne lave vores egen burgerbog med 26 burgere, så det passer med, at man kan lave en burger hver anden uge året igennem, hvis man er deleforældre. 

I modsætning til bogen med de 50 burgere, som kun var med oksekød, er vores burgere inspireret fra rejser rundt i hele verden, og vi har også både veggieburgere, fiskeburgere og kyllingeburgere.

Hvad har det betydet for jeres forhold at have de to projekter sammen?

– Det har betydet, at vi har glædet os endnu mere til at se hinanden, og det har været fedt for mig at se Cass tage ejerskab over projektet. Vi går også mange ture sammen, gerne rundt om Søerne, og der har vi snakket løs om burgere og maduniverset i det hele taget. 

Jeg har fundet ud af, at det at gå tur med et ungt menneske åbner for nogle helt andre samtaler, end man ellers kan have, og det har virkelig været fedt på en eller anden måde at være brothers in arms omkring de her burgerprojekter. Jeg tror, at næsten uanset hvad det er, så er det godt at have nogle ægte og gerne langvarige projekter med sine børn i stedet for, at man bare skal finde på noget for at få tiden til at gå, når man er sammen. 

Og jo større de bliver, jo sjovere er det, for så kan man lave noget, som man også selv synes er spændende i stedet for at sidde og se Gurli Gris, som man jo bliver sindssyg af, haha.

Min egoistiske far

Timm er selv vokset op i en skilsmissefamilie. Hans mor var 17 år, og hans far 19, da de fik ham, og de gik fra hinanden, da Timm var ganske lille. Hans mor fik en ny mand, John, og det er ham, Timm betragter som sin far. Det var ham, der var der for ham.

– Min biologiske far var alkoholiker, og når jeg og min søster var hjemme på besøg hos ham hver 14. dag, kunne han godt være fuld og sidde og ryge tjald. Det var ikke noget, vi tænkte over dengang, for det var jo almindeligt for os. Da jeg blev lidt større, syntes jeg, at det var meget sejt, at jeg kunne invitere mine venner hjem til min far, hvor vi så kunne sidde og drikke bajere og hygge os, men efterhånden, som jeg blev voksen, kunne jeg selvfølgelig godt se, at det jo bestemt ikke var sejt.

Hvad har det betydet for dig, at du har haft det issue med din biologiske far?

– Det har blandt andet betydet, at jeg i mange år var bange for selv at få et barn. Jeg var bange for at blive som min far. Ikke at jeg var bange for at blive alkoholiker, for det gen har jeg slet ikke, men min far var sådan en, der simpelthen ikke magtede at have børn, fordi han var så egoistisk. 

Alt drejede sig om ham. Og tænk, hvis jeg nu selv fik et barn og fandt ud af, at jeg også var ligeglad med det barn og kun havde fokus på mig selv. Jeg har jo bygget et liv op, hvor der har været meget offentlig opmærksomhed på mig, så jeg har også i en eller anden grad haft behov for at blive set, og tænk nu, hvis det blev værre af at få et barn.

Timm mistede sin biologiske far for otte-ni år siden. De havde ikke haft meget kontakt, siden Timm på sin 30-års fødselsdag besluttede, at nu var det nok, efter at faren endnu engang havde fyldt det hele med sin fuldskab. 

Da faren lå på sit dødsleje, tog Timm dog sammen med sin søster ud på hospitalet for at se ham en sidste gang.

– Og der stod jeg bare og kiggede på ham og tænkte, hold kæft mand, hvis jeg en dag ligger der, og Cass står og kigger på mig, som jeg kigger på min far nu, og tænker de tanker, som jeg tænker, så vil jeg godt nok føle, at jeg har failet. 

Jeg syntes virkelig, at min far havde spildt sit liv i stedet for at være sammen med sine børn og børnebørn. Jeg besluttede også, at jeg kun ville komme til hans begravelse, hvis jeg ikke skulle noget andet den dag. Jeg ville ikke sætte noget til side for ham, og det endte da også med, at jeg ikke var med. 

Der var optagelse på 'Bagedysten' den dag, han skulle begraves, og jeg kan huske, at jeg lige stoppede op et øjeblik under optagelserne og tænkte, okay, nu bliver han lagt i jorden. Men det havde jeg det fint med. 

Det var helt anderledes, da John, som min mor var sammen med i over 40 år, døde sidste sommer. Han havde altid været der for mig, og jeg var der for ham, også i den sidste tid på plejehjemmet. Det var også mig, der sørgede for, at hans aske blev spredt ud i vandet oppe ved familiesommerhuset, hvor vi er kommet hele livet. 

Det blev en meget fin afsked.

Har du stadig din mor?

– Ja, det har jeg. John var dement de sidste år af sit liv, og min mor er nok stadig lidt i fight or flight mode efter at have passet ham. Men ellers har hun det fint, og hun har både planer om rejser og om at få en ny mand. Det er fedt, at hun har mod på det. 

Børnebørnene har vist lige skullet vænne sig til tanken, men min mor har altid rummet alle vores kærester, så selvfølgelig skal hun også have lov til at skabe sig et nyt liv. Hun er jo ikke ret gammel.

En rigtig Vanløse-chick

Timm er også selv i gang med at skabe sig et nyt liv. Han har fundet kærligheden med Annemette, og begejstringen lyser ud af ham, da han skal svare på, hvornår og hvordan de to mødte hinanden.

– Vi har været sammen i et par år nu. Annemette skrev til mig en dag på Instagram.

Bare sådan?

– Fuldstændig ud af det blå. Og så tænkte jeg, hun ser sød ud, lad os da mødes.

Hvad skrev hun til dig?

– Hun skrev noget i stil med: ”Vi kan da godt være kærester, hvis det er”. Bare sådan straight out of the box. Og jeg tænkte, wow, wow, hvad fanden er det? Uanset om det var en joke eller ej, så var det jo et rimelig hårdt udspil at komme med.

Han griner højt.

– I starten, da vi begyndte at se hinanden, jokede vi med, at hun var sådan en stalkertype, men hun var faktisk bare ret sikker på, at vi skulle være kærester. Vi begyndte at se hinanden, og det var super hyggeligt, men det skulle også planlægges. 

Annemette er alene med sin datter på seks år, så i begyndelsen, inden jeg havde mødt hendes datter, kunne vi kun ses hver 14. dag, når datteren var på weekend hos sin far. Det skulle også passe med, hvornår Cass var hos mig, og det er jo lidt sjovt, når man begynder at date i en moden alder, at det første, man nærmest skal spørge om, er, hvordan det passer med børnene! 

Så vi havde et godt og langt indløb, hvor vi tog det meget stille og roligt. Der er også den udfordring, når man er en offentlig person, som jeg er, at man ikke bare kan gå rundt sammen på gader og stræder. Så bliver det nemlig hurtigt en historie, og det skal man jo lige være klar til. 

Det var nyt for Annemette.

Hvilken verden kommer Annemette fra?

– Hun er en rigtig Vanløse-chick. Jeg kommer selv fra Vestegnen, som jo også har et vist ry, men Vanløse var sådan et sted, hvor vi nærmest ikke turde bevæge os hen dengang i 90’erne. Det var virkelig et hårdt miljø, og Annemette er vokset op i det. 

Hun flyttede hjemmefra, da hun var 15, og boede på en forladt rockerborg, hvor hun holdt fester med sine venner. Da hun fik sin datter, flyttede hun til Vedbæk, som jo er noget fuldstændig andet, og på den måde kan jeg genkende noget af mig selv i hende. 

Jeg er en Vestegnsdreng, som også er flyttet væk, og som lever et helt andet liv end resten af min familie, der stadig bor i Albertslund.

Var det den genkendelse, du faldt for?

– Jeg tror egentlig bare, at jeg faldt for en god blanding af, at Annemette er meget feminin samtidig med, at hun virkelig også er en badass. Hun har været akutsygeplejerske, og hver dag handlede det om at redde liv. 

Hun har oplevet mange ting, man fatter simpelthen ikke, hvad akutsygeplejersker bliver udsat for, så man skal være af en særlig støbning. Det er Annemette. 

Cassius siger, at hun er en kvindelig Rambo, haha. Der var en dag, hvor hun havde skåret en lille plet af sit lår, men hun havde skåret lidt for dybt, og så syede hun det selv op. Uden bedøvelse. Så hun er sådan en super, super sej type, samtidig med at hun er utrolig kvindelig med sit blonde hår, sit fine tøj og sine pæne tasker. 

Jeg kan godt lide, at hun er så meget kvinde, for så kan jeg jo være meget mand, når jeg er sammen med hende.

Hvad synes Cassius om, at hun er kommet ind i dit liv?

– Cassius har været super åben, og han synes, Annemette er mega sej og mega fed. Hun er 18 år yngre end mig, så der er næsten lige så mange år mellem Cass og Annemette, som der er mellem mig og hende. Det betyder, at Annemette kan snakke med ham på en måde, som ikke er for moragtig eller bedstemoragtig, og det tror jeg, at han sætter pris på. 

Det vilde er også, at Annemettes datter er helt forelsket i Cass. Sådan en seksårig overskrider jo alle ens grænser, og en 16-årig kan godt være lidt genert og tilbageholdende, men hun vader bare ind i Cass og kaster sig over ham. Og han er sindssygt god til at lege med hende. 

Han er rigtig god til børn. Jeg siger tit til ham, at han altså godt må sige fra, men han elsker det. Og ja, så kan han godt være helt træt bagefter. Det er jeg sgu også, haha.

Du og Annemette bor ikke sammen endnu, er der planer om det?

– Nej, indtil videre er der noget praktik, der ikke går op. Annemettes datter er begyndt i skole i Vedbæk, og jeg har jo stadig Cass her, når han er hjemme fra efterskole. Det sjove er, at medierne har interesseret sig meget for, at vi ikke bor sammen, men jeg synes ikke, det er mærkeligt. 

Lige nu passer det bare ikke. Men vi ses hele tiden, og der er ingen af os, der stresser over det. Og ja, så synes jeg som sagt også, at det er rigtig rart somme tider at være helt alene hjemme.

Også en aldersting

Livet igennem har Timm Vladimir skruet sit arbejdsliv sammen på en måde, hvor han konstant har interageret med andre mennesker.

– Det har jeg været super glad for, men jeg kan også mærke, at det behøver jeg ikke mere. Jeg gider ikke større arrangementer særligt ofte i dag, og jeg orker ikke interaktion med andre mennesker hele tiden. 

Jeg tror, at det har noget at gøre med, at jeg som offentlig person ofte oplever, at folk vil mig en masse. Altså, folk taler mere PÅ mig, end de taler MED mig. Det er blevet meget tydeligt for mig, efter jeg har mødt Annemette og har set det gennem hendes øjne. Jeg havde jo bare vænnet mig til det, men hun er målløs over det. 

Hun har flere gange sagt, at det er sindssygt, hvor meget helt random mennesker spørger mig om og gerne vil vide om mig. Det bliver nærmest helt interviewagtigt, og det kan ærlig talt godt være grænseoverskridende, så jeg kan mærke, at jeg er blevet dårligere til at være ude i det offentlige rum.

Handler det også om alder, tror du, at du har mere brug for at være i fred?

– Det er helt klart også en aldersting. Jeg synes stadig, det er sjovt at lave alle de ting, jeg laver – at være tv-vært og have min egen virksomhed og en kaffebar – jeg elsker det, men jeg kan også mærke, at jeg oftere har lyst til at være sammen med færre mennesker end med en hel masse. 

At trække stikket lidt mere. Jeg har bevist det, jeg skal bevise.

Hvad har motiveret dig livet igennem?

– Hmmm, det er et godt spørgsmål.

Han tænker lidt.

– Jeg er meget nysgerrig, og jeg tror, at det har drevet mig rigtig langt. Jeg bliver hurtigt begejstret for noget og synes, at det kan være super spændende. Og så er jeg også så ”mandet”, at når jeg bliver nysgerrig på noget, så gå jeg all in og skal lære alt om det. I den første lange del af mit liv var det ret tilfældigt, hvad jeg kastede mig over. 

Hvis det var sjovt, var jeg på. 

Jeg er stadig drevet af at have det sjovt, men da jeg begyndte at beskæftige mig med mad, kunne jeg mærke, at det var meget rart at få en form for fokus på mit liv. I dag går jeg videre med projekter, der handler om mad, og siger nej til ting, der ligger for langt fra den skive. 

Når det er sagt, så kan jeg da stadig lokkes til en afstikker, f.eks. har jeg lige været med i reality-proammet 'Jaget Vildt'. Det har intet med mad at gøre, men det var sammen med Gordon Kennedy, min gamle makker, og det var sjovt at lave noget med ham igen.

Gør du dig nogen tanker om, hvad de næste ti år skal indeholde?

– Ja, det gør jeg. Min plan har i lang tid været, at når jeg bliver 60, gider jeg godt være et sted økonomisk, hvor jeg kan sige, super, nu kan jeg leve et fint liv uden at arbejde hver dag og uden at have et ansvar hver dag. 

Det er ikke fordi jeg gerne vil stoppe helt med at arbejde, men der skal være mere plads til at lave ting, der bare er for sjov. Det kan godt være, at jeg når at blive 62 eller 63, før det kan lade sig gøre, men det bliver ikke først, når jeg er 68 eller 70. 

Det er helt sikkert. Jeg gider godt at nyde lidt mere og have mere tid. Der er så mange ting, jeg gerne vil gå og hygge mig med. Bage surdejsbrød, lave oste, rejse, hænge ud på min båd. Lystdrevne ting uden deadlines. 

Men ja, det kræver jo, at man har nogle penge på lommen, så det har jeg fokus på. Det er ikke altid, at drømme går i opfyldelse, men hvis man har en drøm, kan man i hvert fald arbejde hen mod den i stedet for bare at gå og håbe på, at den går i opfyldelse af sig selv.