Kvinde i stor grå sweater står alene på stranden og ser ud over havet

Jeg fortryder, at jeg afsluttede forholdet - hvad gør jeg nu?

En læser var begyndt at se sin første store kærlighed, men sluttede det, og det fortryder hun nu. Derfor har hun skrevet til Nillou Zoey Johannsen for at høre, om de finder sammen igen. 

alt.dk logo

Jeg er 52 år, har aldrig været gift og har ingen børn. I dag er jeg single og nyder meget mit eget selskab. Jeg har været i forhold igennem årene, som enten jeg er gået fra, eller jeg blev gået. 

Min opvækst er præget af en dominerende far, som var autoritær, samt en mor som meget ofte glattede ud. Kort fortalt har det nok sat sig i mig, at jeg emotionelt har svært ved helt at binde mig 

Men efter et par år som single begynder jeg at savne tosomheden. Jeg er glad for min tilværelse med en god og stabil vennekreds og med orden i økonomien, så jeg står et godt sted i livet. Jeg begyndte at se min første store kærlighed igen, men det forhold sluttede jeg, hvilket var dumt – kort fortalt. Mit spørgsmål er, vil vi finde sammen igen, eller er der en anden til mig – hvad siger kortene? 

Nillou svarer: 

Spirituelt siges det, at de største gaver vi får i livet, ofte er udviklet på baggrund af de grundsår, vi også har fået med os igennem vores opvækst. Det at have haft en dominerende far, der styrer rammen for familiens tanker og følelser, gør, at man som barn er nødt til at forsvinde fra sin egen virkelighed og tilpasse sig. Det kan give evnen til at aflæse andre mennesker, men det bliver sværere at lære at afkode sig selv i intime situationer. Så det er kort sagt øvelsen.

Min fornemmelse er, at du har øvet dig i at holde fast i dig selv, også når du er i armene på en mand. Jeg tror altså, at du kan stole mere på dig selv, end du tillader dig, og jeg er overbevist om, at det er her, healingen sker: Når du lærer fuldt ud at anerkende din egen dømmekraft og din intuition, der guider dig i det skjulte. Den skal have mere plads, for det er her, mirakler kan ske. Min fornemmelse er, at du har meget mere styr på tingene, end du giver dig selv kredit for. Den strenge fars stemme behøver ikke at være din.

Jeg får også lyst til at dele med dig, at det godt kan være din egen sjæl, der blokerer og stopper de forhold, hvor du mister dig selv, fordi den gerne vil lære dig ikke at forsvinde – både når du er alene og sammen med en anden. Så før jeg giver kortenes svar, vil jeg bede dig om at gå tilbage i tiden og reflektere lidt dybere over, hvad det var, der gjorde, at du stoppede forholdet til din første store kærlighed dengang? Der er ikke rigtig noget, der bare sker af dumhed. Uanset hvordan forholdet ender herfra, så er jeg ret sikker på, at du er mere parat til at lade nogle brikker falde på plads i forhold til kærligheden denne gang.

Skriv til Nillou

Har du et spørgsmål, som du gerne vil have hjælp til, så skriv til Nillou. Det kan være om karriere, kærlighed, familie, relationer eller andre problemer, du meget gerne vil have løst. Hver uge svarer hun på læsernes spørgsmål ved at trække tarotkort og bruge sit klarsyn. 

Send din mail til knutzen@alt.dk

Spørgeren skal som minimum skrive sin dato for fødsel og køn + et uddybende personligt skriv om situationen, hvor man selv står følelsesmæssigt og konkret. Er der andre faktuelle forhold, der er relevante i fht dilemmaet, så tag dem endelig med i din mail. Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt på alt.dk.

Nillou Zoey Johannsen fik sit første sæt tarotkort da hun var 28 år og har de siden da fordybet sig i både astrologi og numerologi der har tråde til tarottens univers. Hun er uddannet journalist og har skrevet to romaner ved siden af sin spirituelle passion. 

Du er født med solen i Vandbæreren, der siden 2024 og 20 år frem har den lille men ultraintense dværgplanet Pluto i transit. Pluto er den dybe transformationsplanet, der river illusioner og løgne ned, for at vi kan bygge noget mere sandt og styrkende op indeni os. Vandbæreren som arketype har det ikke så let med de dybe og svære følelser. Det er et mentalt skarpt tegn med en evne til klarsyn uden for meget nostalgi eller emotionel tilknytning. Det kan meget vel være noget af det, Pluto er her for at forandre i Vandbærerens arketype, så du er midt i en proces, der både føles intens, intimiderende, men også styrkende.

Det siger kortene

Der faldt rigtig mange kort ned i forhold til din nuværende/gamle flamme. Det virker til, at du/I lige nu holder lidt igen med investeringen i hinanden med De Fire Mønter. 

Det næste kort, Sværenes Es, opfordrer til, at du skærer igennem, og ærligt fortæller, hvordan du har det. Hvad er det, du gerne vil med ham? Det er dig, der skal mærke svarene indeni dig selv. Hvis du gerne vil give det en chance, må du være tydelig. 

Ypperstepræsten, som er det næste kort, handler om at tro på forpligtelsen. Det er et ægteskabskort og et kort om at gøre tingene på den rigtige måde, hvordan det så ser ud for jer. Der kan være et underspørgsmål, du skal forholde dig til, som er, om I ser ens på det her med et fast forhold? Deler I de samme grundværdier, og har I fælles forestillinger om, hvordan et parforhold ser ud? Hvis ikke, så bliver det svært. Men Bægrenes Ridder siger mig, at din partner egentlig er romantisk og interesseret i dig. Det er måske mest dig, der bliver ramt af overtænkning her?

Solen er landet, og det siger mig, at I finder ud af det hen over sommeren. Der kommer til at være bevægelse og passion og masser af hurtige, gode nyheder (Stokkenes Ridder). At være ærlig kan godt åbne op for den gode kommunikation mellem jer med De Tre Kopper, og når du og I taler ud fra et positivt sted, kommer der altså gang i jeres kærlighed. Men du skal selv eje processen og beslutte dig, før du sætter jer i gang. Det sidste kort er Stridsvognen, og er Krebsens Arkanakort. Det handler om at samle fornuft og følelser samt at styre dine heste i samme retning, så får du succes. Og igen er der noget med juli og august, sommersol og kærlighed.

Jeg ønsker dig det bedste.