Paprika Steen har mistet mange venner: ”Det er svært at bevare et kæmpe socialt netværk, når man er enlig”

Paprika Steens nytårsaftener er forskellige fra år til år. Og det kom faktisk lidt bag på hende, da hun i forbindelse med arbejdet på filmen 'Det nye år', som netop foregår nytårsaften, fandt ud af, at andre kan have en helt fast tradition lige præcis den aften.

– Familie, det kan vi alle sammen relatere til. Der er vi nogenlunde ens. Alle har en fordrukken onkel, en dominerende mor eller en fraværende far, det er ikke noget, vi kan vælge til eller fra. Men vores forhold til venner og venskaber – og til nytårsaften – er meget forskellige. 

LÆS OGSÅ

Sofie troede hun kendte sin mand, indtil hun en nat fik et uventet opkald

Alle havde altid set Martin og mig som det perfekte par. Vi boede i en stor lejlighed med vores to børn, havde masser af venner og skønne jobs. Vi følte os også stadigvæk dybt forbundne til hinanden – eller det troede jeg, at vi gjorde, indtil den nat, hvor jeg fik et uventet opkald.

Nogle har de samme venner livet igennem, andre skifter løbende ud. For eksempel sagde jeg på et tidspunkt til min manuskriptforfatter, Jakob Weis: ”Altså, hvem holder nytår med de samme mennesker hvert år, er det ikke sådan noget, man bare læser om?”. Hvortil Jakob svarede: ”Det gør jeg!”.

Paprika stopper op og ser oprigtigt forundret ud, inden hun fortsætter.

– Og jeg kan ikke huske fra nytårsaften til nytårsaften, hvad der er sket, og hvor jeg var. Jakob Weis elsker nytårsaften, jeg er faktisk ikke særlig vild med den.

Fordi?

– Jeg synes bare, den er så upersonlig. Men der er jo en masse symboler i nytårsaften, som er gode at arbejde med. Afslutninger og nye begyndelser. Død og fødsel. Det kan sådan en skorpion som mig godt lide, og det er også godt rent filmisk og historiefortællemæssigt. For mange mennesker er der også meget håb i nytår. 

Det er der ikke for mig. Jeg synes jo bare, damn, jeg er tættere på døden nu … nej, nej, det tænker jeg slet ikke …

Hun smiler et lille rævesmil.

Eller gør du?

– Hør her, jeg har det lidt ligesom den unge pige i filmen, der siger: ”Det nye kan også være i morgen eller på onsdag”. Det behøver ikke at være nytårsaften. Som sagt har jeg altid haft det lidt stramt med nytårsaften, men omvendt ville jeg heller ikke synes, det var i orden at sidde alene den aften. 

Jeg ville blive ked af, hvis jeg ikke blev inviteret til noget.

Men det er et nyt koncept og nye mennesker hvert år?

– Ja, som regel.

Hvorfor er det sådan for dig?

– Jeg har ikke de venner, jeg havde for 25 år siden. Jo, jeg har én. Men min manuskriptforfatter har flere venner, som han har kendt i over 30 år, og som han stadig ser. Det har jeg bare ikke. Jeg har skiftet ud. Og det siger jo måske også noget om mig.

Corona-gruppen

'Det nye år' er den tredje film, som Paprika har instrueret, der handler om fællesskaber. Den første, 'Den tid på året', havde julen og familiefællesskabet som omdrejningspunkt. Den anden, 'Fædre og mødre', handlede om det, som Paprika kalder ”tvangsfællesskaber” mellem forældre i en skoleklasse. 

Nu er er hun kommet til venskaber. Det tilvalgte fællesskab. Det var det, hun gerne ville lave en film om. Hendes producer og eksmand, Mikael Rieks, ville gerne lave en film, der foregik nytårsaften, og hendes manuskriptforfatter, Jakob Weis, ville gerne lave en film om fadertab, så de var igennem en længere proces, inden historien faldt helt på plads, og de blev enige om et manuskript, der simpelthen indeholder alle tre elementer.

'Det nye år' handler om fire gamle venner, Nomi, Jens, Charlotte og Kris og deres to teenagebørn, som traditionen tro mødes for at holde nytårsaften sammen. Men i år er noget anderledes. Der mangler en ved bordet, og i stedet ankommer Nomis nye kæreste Finn for at deltage i festlighederne. Som aftenen går, står det klart, at intet fremover vil være det samme.

– Venner er det bedste i verden. Og det værste. Jeg har faktisk altid været mere ked af det, hvis en ven er forsvundet, end hvis en kæreste er gået.

Hvordan kan det være?

– Det er fordi, jeg er meget rationel. Hvis en kæreste forsvinder, så er det fordi, det ikke skal være. Men hvorfor forsvinder en ven? Det må jo være på grund af mig. Det kan jo kun være fordi, jeg ikke er en god nok ven. Jeg er ekstremt følsom over for svigt og følelsen af at være udenfor. Det har jeg hevet med mig helt fra skoletiden, hvor jeg blev mobbet, og det sidder rimelig hårdt i mig stadigvæk, tror jeg. Jeg beundrer det venskab, jeg skildrer i filmen, jeg synes, det er vidunderligt. 

LÆS OGSÅ

Camilla gik ”kedeligt” klædt, men så gav moderedaktøren hende 3 gode råd

Hvis du tror, at det eneste, der kan fikse dine tøjkriser, er at shoppe en masse nyt, så tro om igen. Måske har du brug for andre øjne på det, du allerede har i skabet. ALT for damernes moderedaktør Sara Lauridsen yder her stilmæssig krisehjælp til Camilla Fjeldsøe, som savner en retning og gode råd til, hvordan hun får brugt sit tøj på nye måder. Svaret er velvalgte accessories og en lille håndfuld kloge tilføjelser til garderoben – og mod.

Men der er også nogle sprækker i det, for de performer lidt for hinanden i den vennegruppe. Og når man performer i et venskab, kan det hele ende med at krakelere.

Hvis vi holder fast i det her med at skifte venner ud, så siger du, at du også selv har gjort det, så måske er det noget, der bare sker, uden at det behøver at betyde, at man ikke er god nok?

– Det er rigtigt, jeg har også selv valgt venner fra. Jeg har været alene i ti år, og det er svært at opretholde et kæmpe socialt netværk, når man er enlig. Jeg nægter at bruge ordet single!

Det sidste siger hun meget bestemt.

– Når man er enlig, så er det sværere at invitere gæster hver anden weekend, end det er, hvis man er i et parforhold. Før i tiden var jeg god til at opsøge folk, det ved jeg ikke, om jeg er mere.

Hun holder en pause og tænker lidt.

– Med alderen bliver alting jo bare en lille smule anderledes. Jeg er 61 år, når det her interview kommer ud, og ting går langsommere. Ting tager mere tid. 

For ti år siden hoppede og sprang jeg rundt og mødte nye folk hele tiden. Det gør jeg slet ikke på samme måde i dag. Det har også noget med corona at gøre, tror jeg. Efter corona er alting blevet en lille smule anderledes. Jeg er blevet lidt mere isoleret. Ikke med min gode vilje, det er bare blevet sådan. Og jo mere jeg er alene, jo sværere synes jeg det er at komme ud over stepperne. 

Jeg blev også opereret tre gange for en hjernetumor under corona og havde flere sygemeldinger, hvor jeg bare tog på og blev ked af det. Det var en virkelig hård periode for mig. Heldigvis var jeg god til at tage fat i tre andre enlige venner under pandemien, og vi mødtes og spiste sammen og havde på den måde en af de små tilladte cirkler. 

Der stødte et par andre til undervejs, og den gruppe er more or less de venner, jeg ser i dag.

Så der røg nogle venner undervejs i den periode?

– Ja, både nogle nyere bekendtskaber, men også nogle gamle, hvor jeg egentlig hele tiden tænkte, ej, nu skal jeg også have ringet til dem. Uden at få det gjort. Der sker noget, når man bor alene.

Man bliver lidt sær. Jeg kender det også fra andre, som ikke har en partner, og hvis børn er flyttet hjemmefra. Man bliver lidt stille. Lidt mere introvert. Lidt langsommere.

Er du ked af, at det er sådan?

– I perioder kan jeg godt blive ked af det. Og i andre perioder føler jeg mig fri. Men allermest synes jeg, at det er nyt. Det er anderledes.

Hvad skal der til for at blive ven med dig?

– Man inddeler kærlighedssprog i fem kategorier. Fysisk berøring, anerkendende ord, tid, tjenester og gaver. Og mit kærlighedssprog er tjenester. Når Lars Brygmann kommer og hjælper mig med at hænge en hylde op. Eller når en anden ven, der også hedder Lars, kommer og hjælper mig med at male helt deroppe, hvor jeg ikke selv kan nå, og slet ikke sætter spørgsmålstegn ved det. For mig er den slags en kæmpe kærlighedserklæring fra en ven.

Og hvad gør du selv for dine venner?

– Jeg er rigtig god til at fortælle mine venner, at jeg elsker dem. Og samtidig spørger jeg altid, om jeg kan hjælpe dem med noget. Mine venner er vist lidt irriterede over, at jeg altid har en løsning på alting. Hvis de siger, åh, jeg skal have revet den dør ned, så kender jeg straks nogen, der kan klare det, og vil gerne hjælpe dem med at få det fikset. Men somme tider vil de bare gerne have lov til at fortælle om et problem, uden at jeg skal komme med en løsning.

Den umusikalske gæst

Lars Brygmann er en af Paprikas gode venner, og han spiller også den nytilkomne kæreste Finn i 'Det nye år'. En rolle, han spiller på en måde, som kun Lars Brygmann kan. Super irriterende og helt ude af stand til at fornemme, hvordan de andre i selskabet reagerer på ham. Paprika fortæller, at Brygmann som privatperson er et meget musikalsk menneske, der virkelig kan fornemme, hvad der foregår i et rum. 

Det er lige præcis derfor, han kan spille så ”umusikalsk” i mange af sine roller, forklarer hun.

Har du selv prøvet at være ”den nye kæreste” i en vennegruppe?

– Nej, men jeg har været hende, der har haft en ny kæreste med.

Hvordan har det været?

– Enten har man en kæreste, som er meget introvert og ikke siger noget, eller også har man en, der bralrer op. Begge ting er svært. Jeg vil dog sige, at jeg ikke for alvor selv har prøvet det, som det sker i filmen. Det er en tænkt situation. 

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

Men jeg tror, at vi alle har prøvet at være til et selskab, hvor vi følte, at vi var på bølgelængde med de fleste, men så sad der en, der ikke var det. Som snakkede for meget. Blærede sig for meget. Klynkede for meget. Og som på den måde ”tog” selskabet, så det hele kom til at handle om den person.

I filmen slår det virkelig sprækker i vennegruppen, at Finn dukker op, hvad handler det om?

– Det er fordi, at Nomis mand, som de alle elskede, er død, og nu kommer Finn og prøver at tage hans plads. Det kan ikke lade sig gøre. Om så Nomi var blevet kæreste med Svend Brinkmann eller Kasper Schmeichel, så havde det ikke været godt nok.

Slap nu af, mor

Det er her, filmens tredje tema kommer i spil. Tabet af en far. Nomis søn har buret sig inde på sit værelse med hovedtelefoner og computerspil siden farens død, men nu, nytårsaften, bliver han nødt til at forholde sig til den insisterende datter af to af de andre venner.

Hvorfor har du også den unge generation med i filmen?

– Det er nytårsaften. Der er noget med det gamle og det nye. Det er de nye generationer, der skal bringe os videre, og jeg synes, vi skal skåle for ungdommen og for den uskyld, den livsglæde og den umiddelbarhed, der ligger i at være ung. 

Filmen viser, hvordan den uge pige dealer med drengens sorg over at have mistet sin far på en helt anden og mere direkte måde, end de voksne gør. Historien ville ikke have haft den samme dybde, hvis de unge ikke havde været med. Som voksne bliver vi rørt af de unges umiddelbarhed, for det er jo os for 40 år siden. 

De unge tror stadig på magien, og så har jeg ikke sagt for meget.

Du har selv en søn, hvad ser du hos ham og hans generation?

– Jeg ser en masse håb, en masse ambition, en masse livslyst generelt. Den verden, vi lever i nu, hvor tingene er rimelig uhyggelige og polariserede, er den verden, han kommer til at leve i, og det er jeg i gang med at lære at acceptere. 

For jeg kan jo ikke stoppe udviklingen. Men jeg tænker da over, om han har de redskaber med hjemmefra, som der skal til. Indtil videre er det gået fint. Det er først for nylig, at det for alvor er gået op for mig, at jeg ikke kan beskytte ham mod polariseringen, SoMe og hvad ved jeg, han er jo barn af sin tid, og jeg må slippe ham løs. 

I lang tid prøvede jeg virkelig at holde ham fast i den verden, som jeg kender, for jeg kunne ikke overskue, at han skulle ud i en verden, som jeg ikke helt forstår. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg godt kan slippe ham løs. Sådan skal det selvfølgelig være, og HAN forstår den verden.

Hvad lærer du af din søn?

– En af hans mest brugte sætninger til mig er: ”Slap nu af mor!”.

Gør du så det?

– Ja, jeg er begyndt at lytte. Jeg har været super bekymret for nogle af de valg han har taget. Hvad nu hvis, og hvad nu hvis? Men så kigger han på mig og siger: ”Slap nu af mor, jeg har styr på det”. Og en eller anden dag, hvis der så alligevel er noget, han ikke har styr på, så vil jeg jo stå der. Sådan er det, når man er forælder. Og han ved godt, at både hans far og hans mor vil være der for ham, hvis han får brug for det.

Men du stoler som udgangspunkt på, at de beslutninger, han tager, er rigtige for ham?

– Nej! Men jeg stoler på, at han nok skal komme igennem. Det går jo ikke, at man er sådan en helikoptermor, der går med til jobsamtaler og hvad ved jeg. De må lære at klare sig selv. Men det er da skidesvært at se på, at ens barn tager en beslutning, man slet ikke er enig i, og vide, at han nok kommer til at falde hårdt. Det er i det øjeblik, man skal stå klar og sige, okay, prøv en gang til. 

Det er sådan, jeg tror, man er nødt til at tænke, når man opdrager børn, for man KAN ikke være der hele vejen. Og den verden, de skal ud i, ER anderledes end den verden, man selv kender. Det må man forlige sig med.

60-års-dagen

Da ALT for damerne sidst interviewede Paprika Steen, var hun 58 år og udtalte, at hun på ingen måde hvilede i sin alder, og at hun var nervøs for at runde de 60 år. Det gjorde hun for et år siden.

– Og jeg kan sige nøjagtig det samme som sidst. Jeg har ikke ændret mig på det punkt overhovedet. Jeg syntes, det var frygteligt at blive 60. Det er første gang, jeg har flippet over at skulle være en bestemt alder. Og jeg ville ikke holde noget. Men en af mine bedste veninder lavede en lille surprise-middag for mig. 

Det var en meget stor kærlighedserklæring, apropos venskaber. I bund og grund havde jeg dog ikke lyst til at fejre det.

Hvorfor tror du, at du har det sådan med den alder?

– Det kan jeg ikke forklare. Det eneste, jeg kan sige, er, at 60 bare er et andet ord end 50. Det er fem minutter i pensionsalderen, og jeg har ikke nogen pension. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve videre, og det er selvfølgelig en ting, jeg bekymrer mig over. Jeg synes heller ikke, at samfundet er specielt gearet til min alder. Og slet ikke til min alder i min branche.

LÆS OGSÅ

Efter fire døgn på intensiv: Nu er der nyt fra Mille Dinesen

Mille Dinesen giver status på den rutsjebanetur, hun oplevede under fire døgn på intensiv.

Føler du dig ramt af ageism?

– Jeg vil ikke kalde det ageism, men der er bare ikke særlig mange roller til kvinder på min alder. Jeg kan godt spille en, der er yngre end 60, men altså, der er langt mellem snapsene.

Men nu står du jo også bag kameraet som instruktør?

– Jo, jo, det er også en nødvendighed. Når du ikke kan lave det ene, så må du lave det andet.

Ville du hellere være mere foran kameraet?

– Ja! Jeg ville elske det. Jeg elsker mit fag, skuespillet. Det er et tilfælde, at jeg instruerer. Jeg prøvede det af med en film, hvor jeg blev meget rost og fik mange priser. Den første film. Min anden film fik hammeren, men blev stadig set af forholdsvis mange. Så gik der lige 12 år, hvor jeg bl.a. gik ned med stress, men til sidst sagde min eksmand, som jo er min producer, at nu måtte jeg simpelthen i gang med at instruere igen. 

”Det kan jeg ikke finde ud af, det er ikke mig, jeg gider ikke, og alle film er lavet, så jeg har ikke noget at komme med”, svarede jeg. ”Det eneste, jeg vil lave noget om, det er juleaften”. Hvortil min eksmand svarede, at juleaften vil alle gerne se en film om. Og så gik vi i gang. 

Derefter har den ene film ligesom affødt den næste, og pludselig har jeg lavet tre film på under ti år. Det er rimelig vildt, og jeg kan faktisk slet ikke selv forstå det. Jeg har altid følt, at det at instruere er en form for forlængelse af mit eget fag, skuespilfaget. Jeg kender det så godt, jeg har stået der mange gange selv med en instruktør, så det føles naturligt. 

Men samtidig har jeg aldrig følt, at jeg var fin nok til at være instruktør. Alle mulige mennesker siger til mig, at jeg skal holde op med at tænke sådan, og at jeg er en god instruktør, men jeg har jo ikke gået på filmskolen. 

Det haunter mig hele tiden.

Hvorfor har du det sådan?

– Før jeg selv begyndte at instruere, syntes jeg, at det at være filminstruktør nok var det fineste, der fandtes i verden. Jeg har det stadig lidt sådan, og derfor bliver jeg ved med at tænke, at en dag kommer der nogen og siger, at jeg ikke dur til det. Det er det store impostersyndrom.

Var der noget, der overraskede dig positivt ved at blive 60?

– Ja, at det ikke var så slemt, som jeg havde frygtet.

Hvad er et godt liv for dig?

– Økonomisk tryghed, et glad afkom og en have. Jeg har en glad søn, men de to andre ting har jeg ikke.

Hvad er du stadig nysgerrig på?

– I min tidlige ungdom levede jeg et meget rodløst og rodet liv. Tenderende til at være så farligt indimellem, at det faktisk er vildt, at jeg ikke døde af det. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 15, og boede i en plasticpose, til jeg var omkring 22 år. 

Jeg boede alene i Paris i 1982. Jeg boede alene i New York i 1983. Altså virkelig hardcore byer, specielt New York. Hele den der rodløshed, følelsen af at være en herreløs hund, der ikke rigtig hørte til nogen steder, satte sig i mig, og jeg er nysgerrig på at finde ud af, hvad det har betydet for min måde at leve mit liv på. 

Jeg vil gerne stykke det hele sammen og dermed prøve at finde ud af, hvem jeg er. Det er jeg nysgerrig på, og det kæmper jeg med at finde ud af.