Min mor døde en tidlig morgen i februar. I søvne, uden smerter eller frygt, præcis som hun ønskede. Der er kun gået få måneder, tabet sidder endnu i kroppen på mig, især i de første små øjeblikke efter søvnen, hvor virkeligheden minder mig om, at jeg nu er forældreløs, og at nattens drømme blot var min underbevidsthed, der også forsøger at finde sine ben at stå på.
For tiden drømmer jeg ofte, at jeg er barn igen, at hun stadig er her, hvilket blot forstærker savnet i vågen tilstand. Så er jeg både den 6-årige Søren, der har mistet sin mor, og den 46-årige Søren, der skal stå op til endnu en dag med skifteretsattester, bobestyrelse og begravelsesomkostninger. Plus alt det løse. På den måde er sorgen ekstra ubarmhjertig. Den kender ingen alder, men rammer os i alle vores livsfaser med tilbagevirkende kraft.
Jeg var voksen, da min mor døde. Det er jeg stadig. Men i sorgen er jeg også kun fire år gammel og morsyg og bange for, at hun vil køre galt på vej hjem fra sit kursus. Jeg er 26 år og nybagt far, helt rundt på gulvet og langt inde i søvnen på sofaen, mens hun triller en lang tur med barnevognen og senere lærer mig, at børn ikke tager skade af et ekstra stykke chokolade. Jeg er 42 år og på vej til at blive skilt, i dyb krise, når jeg ringer til hende og spørger, om jeg må låne til et indskud til en lejlighed, og hun uden at tøve svarer “selvfølgelig”, og jeg er 46 år og forældreløs, mens jeg midt i chokket kæmper med at finde ud af, hvordan hendes åndssvage robotstøvsuger virker.
Jeg tror, at tabet af en forælder slår rødder i hver en alder og hver en følelse, vi bærer rundt på. At sorgen lægger sig over alle vores tanker som et tungt tæppe. I hvert fald i noget tid, indtil den falmer og blot bliver til savn uden store udsving. Men det er endnu for tidligt.
Lige nu er alle mine minder om min mor stadig forbundet med følelsen af, at alt herfra blot vil være netop dét – minder. En tanke om en rejse, vi var på, bliver til tristhed over, at vi aldrig skal opleve verden sammen igen, og en sang, hun med sikkerhed ville have elsket, følges af sorgen over, at hun aldrig vil få lov til at høre den. En sur besked på Aula, som jeg ikke orker at forholde mig til, forbliver ulæst, men denne gang uden min mors trøst og tilgivelse. Lad du bare være med at læse den, sagde hun altid, for hun var pensioneret folkeskolelærer og vidste således, at dårlig samvittighed over børnenes manglende deltagelse i tysktimerne sjældent var hverken besværet eller samvittigheden værd.
Enhver, der har mistet en forælder, ved, at sorgen som regel kommer i bølger. Den første tid er de meterhøje, voldsomme, men som tiden går sin gang, og sorgen lægger sig, bliver de blot til små krusninger på et stille hav af minder om kærlighed og omsorg. Vi kan ikke gøre andet end at forsøge at holde os på benene, indtil den dag kommer.
Søren McGuire
Ugens klummeskribent er kommunikationsrådgiver, nordjyde og fraskilt far til tre sønner. Han er 46 år og lige lovlig glad for sørgelig countrymusik, gode bøger og udsigten til at få endnu en weekend spoleret af diverse engelske fodboldhold.
