Da Susan var udsat for utroskab, nægtede hun at være vred: ”Der er en urfrygt i utroskab”

Det var ikke på grund af mangler hos Jesper, at Tom var i mit liv. Jeg havde bare brug for dem begge. Jeg elskede dem – og mig selv – på forskellige måder, alt efter hvem af dem jeg var sammen med.

Sådan tænker hovedpersonen Lykke på et tidspunkt i den aktuelle roman “De truer med en partybus”, der har utroskab som omdrejningspunkt. Lykke, der skal giftes med Jesper, har igennem ti år haft en affære med Tom. 

Hun ved, at hun bør slippe Tom, men hun har slet ikke lyst til det, og hun har aldrig forstået det, når folk siger, at de leder efter en kæreste, der ser dem, som de er, for hun vil også ses som den, hun ikke er. Den, hun kunne have været. 

Den, hun aldrig tør blive og den, hun ville ønske, at hun var. Og sådan er hun med Tom. Modig, fandenivoldsk, måske endda forslugen og en, der skider på reglerne, som hun selv udtrykker det, da hun taler med sin veninde om sin affære. Og Tom? 

Jamen, han er helt enig med Lykke, og siger på et tidspunkt til hende: “Man kan godt elske flere. Hvornår lærer du at leve med, at du både elsker Jesper og mig, og at det er ok?”

Det er journalist og forfatter Susan Knorrenborg, der har skrevet romanen om Lykke og hendes to mænd, og med den har hun kastet sig ud i et halvfarligt farvand. Der er nemlig ikke meget, der som utroskab, kan få sindene i kog, og det er nok lige præcis derfor, at Susan har taget emnet op. 

Hun arbejder som debatredaktør på Politiken, og faste læsere af avisen vil vide, at hun ikke er bange for at indtage kontroversielle synspunkter, være vred og bruge sig selv i sin journalistik. 

Det medfører ofte hidsige tilbagemeldinger i hendes indbakke, men hun kan ikke lade være, for hun er fascineret af, når mennesker opfører sig anderledes end ”de burde”.

– Jeg oplever, at de fleste af os har sådan nogle splits inde i hjernen, hvor vi pludselig gør noget, som ingen andre havde forudset. Det er enormt hårdt at holde sig på dydens smalle sti, og stien bliver også hele tiden smallere og smallere. 

Normerne er ekstremt stramme, og folk holder hinanden i skak. Rædslen for at blive svinet til og ende i en shitstorm oplever jeg fra andre mennesker næsten hver dag i mit job, og den angst betyder, at folk gør utrolig meget for at holde sig selv på plads. 

Alligevel gør vi alle somme tider noget, som vi ikke bør, og som vi pakker ned og putter hen i hjørnet, fordi ingen må vide noget om det. Den slags hemmeligheder er spændende, synes jeg, for vi har dem alle sammen. 

Jeg opfatter for eksempel mig selv som ekstremt sød og meget dydsmønsteragtig, og på den måde minder jeg ret meget om hovedpersonen Lykke i min roman. Jeg har brugt hele mit liv på at være travlt optaget af at gøre, hvad man forventer, men i virkeligheden kan jeg slet ikke styre det, og derfor ender jeg ofte med at fremstå anderledes, end jeg selv tror.

Hun griner højt.

– På grund af mit job er min split-personality rimelig offentlig, men jeg oplever det samme hos alle andre. I min research til romanen har jeg talt med en lang række kvinder, der har været utro, og det er de vildeste historier, jeg har hørt. 

Historier, som de har fortiet i årevis, og som ingen kender til. Og det er vel at mærke helt almindelige kvinder. Dydsmønstre mange af dem, som ellers gør alt ”det rigtige” i livet.

Har du haft en opfattelse af, at de har været glade for at kunne fortælle dig om deres utroskab?

– Ja, og det er jo også det, der er på spil i min roman. Det er ikke fordi, jeg siger, at det er synd for folk, der har været utro, men det gør jeg måske lidt alligevel. 

Den byrde, som det er at have brudt normerne, hvis man ellers er rimelig normal inde i sit hoved, er jo enorm. Det bliver en bautasten, som man går rundt med på ryggen. Og samtidig er der også det kæmpe show, der skal til for at skjule det. Være bange for, at utroskaben bliver opdaget. 

Fantasere om, hvad der så sker. Det, jeg prøver at vise i romanen er, at det er muligt at finde tilgivelse i stedet for udskamning, hvis utroskaben kommer frem, og det, tænker jeg, kan måske være en lettelse for mange.

Svigt med tøj på

Men spørgsmålet er vel, om utroskab skal tilgives, mange vil jo mene, at det netop skal fordømmes?

– Ja, og det er jo fordi, der er en samfundsopretholdelse i at fordømme utroskab. Det er en måde, hvorpå vi holder samfundet og hinanden på plads. Men det er også trist, fordi det er så ureflekteret og unysgerrigt. Jeg har selv prøvet at være i et forhold, hvor jeg var udsat for utroskab. 

Forholdet var dog nok endt under alle omstændigheder, for der havde allerede inden utroskaben været mange svigt med tøj på.

Mange svigt med tøj på?

– Ja, mennesker svigter hinanden enormt meget med tøj på. Men det er ikke lige så farligt som at tage tøjet af og svigte. Lige så snart tøjet er taget af, så ved alle, hvad de skal mene om det. Men de ting, der sker med tøjet på, kan være kæmpe svigt. For eksempel at ens partner hellere vil arbejde helt sindssygt eller træne op til et maraton end at komme hjem og være en del af familien. 

Eller at man fucker sin partners økonomi op. Der er alle mulige svigt, som i virkeligheden er rigtig slemme, men når vi taler om dem, har vi hurtigt nuancerne med. ”Jamen, hvis han arbejder meget, er det så ikke også fordi, I har lavet jer et liv, hvor du så kan gå hjemme med børnene?”.

Vi finder på undskyldninger og forklaringer. Vi nuancerer og prøver at leve os ind i den anden parts syn på sagen. Men lige så snart tøjet er taget af, så eksploderer vi i et raseri, som i første omgang ligner loyalitet.

– Der er en urfrygt i utroskab. Da jeg oplevede utroskab, sagde folk for eksempel til mig: ”Ej, han er jo også bare sådan et svin, nu skal du blive vred, føj.” Og det sjove var, at jeg var egentlig ikke var specielt vred over utroskaben.

Jeg var vred over alle de andre svigt, der havde været, men dem måtte jeg ikke være så vred over. Det låste mig fast i en rolle som den svegne part. Den udsatte. Eller hvad man nu kalder det. Jeg skulle være vred på en bestemt måde, men var det godt for mig? 

Eller var det godt for dem, der krævede det af mig, fordi de havde en forestilling om, hvad et ”rigtigt” forhold er? Er det godt for samfundet, at vi holder hinanden på plads? Jeg oplevede i hvert fald, at det ikke var specielt godt for mig, så jeg nægtede faktisk at være vred. Og så blev folk faktisk lidt vrede på mig. 

LÆS OGSÅ

Hudlægen melder ud: Mange misforstår denne sundhedsmyte

"Det er en misforståelse, som er meget udbredt," forklarer overlæge Kati Hannele Kainu, som her giver sine råd til, hvad man især skal være opmærksom på, når man gerne vil passe på sin hud og modermærker

Det er jo lidt sjovt, men det er set før. Yndlingseksemplet er Hillary Clinton. Da Monica Lewinsky-affæren blev afsløret, gav hun udtryk for, at ja, det var da noget lort, men hun blev sammen med Bill. Det kunne folk ikke forstå, og de vekslede mellem at sige, at hun var en magtliderlig kælling eller også måtte hun være dum. Og der siger jeg så bare: ”Men hvad nu, hvis hun faktisk bare elskede Bill?” 

Det var der ingen, der var inde på. Og det siger alt om, at det er fint, at vi har de her hjælpsomme ”trafikregler” i vores samfund, men de regler kan også være super uhjælpsomme for det enkelte menneske eller det enkelte forhold. Efter min mening må samfundet godt vokse lidt hen i den retning, hvor vi kan tage hensyn til hinanden.

Susan understreger, at selvom hun ikke personligt blev slået helt omkuld af den utroskab, hun oplevede i et tidligere forhold, er hun ikke blind for den enorme smerte, som de fleste nok føler, når de bliver udsat for sådan et svigt.

– Jeg siger ikke, at alle skal tænke det samme om utroskab, som jeg gør. Men jeg kan godt sige til alle jer, der kigger på og som hepper, forarges og udskammer: ”I skal simpelthen stoppe.” Jeg taler ikke for en mere liberal holdning til utroskab, men jeg efterlyser en større forståelse for, hvorfor det sker, og en nysgerrighed på, hvad det er, der er på spil.

Jeg tror bestemt ikke, at det ville være godt, hvis vi alle bare var utro, for så ville det flyve rundt med lig og knuste hjerter, men den seneste statistik fra befolkningsundersøgelsen Sexus viste, at 23 procent af mændene har været deres nuværende partner utro mindst én gang, mens andelen af kvinder er 14 procent. 

Det er mange. Og medregner man utroskab i tidligere forhold er tallene endnu højere. Så stop fordømmelsen, start forståelsen og pas din egen butik, indtil du bliver bedt om at tage stilling!

Et menneskes inderste behov

I sin roman forsøger Susan netop at nuancere blikket på utroskab ved at vise, at det som regel aldrig handler om, at den utro ønsker at gøre sin partner ondt. 

Utroskab handler som oftest om noget inde i den utro selv. Spørgsmålet er, hvorfor det er så forbudt at elske flere, når det er helt okay for eksempel at have flere veninder, som dækker forskellige behov.

– Det er fordi parforhold i dag nærmest udelukkende er baseret på romantisk kærlighed. Tidligere var man også sammen af for eksempel økonomiske årsager, i arbejdsfællesskaber og på grund af avl, men de grunde er ikke bærende i dag. 

Så det, det kommer ned til, er, at vi har en kærlighed, hvor vi forestiller os, at vi skal have alt fra den anden. Altså en romantisk kærlighed, en sjælepartner. Men det er helt ekstremt svært at finde. I bogen har Lykke et stort behov for trygge rammer og for den livserfaring, som Jesper har, og også for den selvtillid, han indgyder hende. 

Han er en utrolig stærk og klog mand. Og så er der Tom, som er vanvittig normbrydende og fandenivoldsk. Han tegner udenfor stregerne hele tiden, han tillader sig at tage en stor bid af livet, og det har Lykke også brug for. Hun er så ekstremt pligtopfyldende og gør sjældent noget af lyst, men det gør hun med Tom. Og det fungerer, fordi det ikke skal blive til mere.

På den måde kan Jesper aldrig give hende det, hun søger hos Tom, og det er hele finten i det. Jeg har talt med flere psykologer om, at utroskab er et billede på menneskets inderste behov. Det handler ikke så meget om ens partner, og det handler heller ikke om at komme væk fra noget eller over mod noget andet. Det handler i stedet om at mærke noget i sig selv. 

For mange er det for eksempel trangen til at møde sig selv som ung, der driver utroskaben, eller det er en fantasi, vi har, hvor vi kan få lov til at spille nogle roller, som vi ikke kan spille i det liv, vi har valgt.

Men hvorfor kan man ikke bare udleve det hele med den, man har valgt at leve sammen med?

– Jeg tror simpelthen, at det er fordi de to verdener clasher alt for meget. Spændingen ved at møde sig selv som det vilde menneske ligger i selve grænseoverskridelsen. 

Ens partner ville som regel godt kunne opfylde de fantasier, man har, hvis man fortalte om dem, men så ville det græseoverskridende ikke være der.

Så hvis det for eksempel handlede om en drøm om kinky sex, så ville det ikke være det samme med ens egen partner?

– Det ville aldrig blive ”farligt”, vel. For man ved godt, at han i bund og grund bare er rigtig sød, og hvis jeg siger av, så siger han undskyld. Jeg kender meget få, der kan den slags med hinanden, medmindre det har været sådan fra begyndelsen af forholdet. 

I bund og grund er det sådan, at hvis noget skal føles rigtig farligt eller rigtig frækt, så skal det også være ægte farligt eller frækt. Vi kan ikke lege det.

Så når parterapeuterne siger, at man skal tale med sin partner om, hvad man har lyst til, så kommer det aldrig rigtig til at fungere?

– Nej, og det er jo også derfor, at prostituerede stadig har så utrolig mange kunder, som er gift. Det er nok ikke fordi, at alle deres koner er vildt dårlige i sengen. Og det er jo også en pointe her, at man sagtens kan elske den, man er sammen med, inderligt, og så stadig bryde den kontrakt, der siger, at man ikke må være utro. 

Jeg har fundet nogle tal fra South Denver Institute, som har undersøgt folks bevæggrunde for at være utro. Og der viser det sig, at 56 procent af de mænd, der er utro, ikke vil af med deres partner. Det samme gælder for 34 procent af kvinderne. 

De opfatter typisk sig selv som værende i lykkelige parforhold og er overraskede over, at de så alligevel er utro.

Skal man fortælle det?

Definitionen på, hvornår man er utro, er forskellig fra menneske til menneske. For nogle går den røde linje ved en sms, for andre skal der kys eller sex til.

– Jeg har venner af det andet køn, og nogle af dem er jeg intellektuelt intim med. Vi taler om ting, som jeg aldrig taler med min kæreste om. Ikke fordi han ikke kan tåle at høre det, men fordi det handler om ting, der ikke interesserer ham. 

Ting, som omvendt betyder utrolig meget for mig. Det er jo også en form for romance, kan man sige, og det er noget, jeg godt selv kunne finde på at blive jaloux over.

Altså hvis din kæreste havde sådan nogle samtaler med andre kvinder?

– Ja, og det er jo meget dobbeltmoralsk, men det er fordi, den form for stimulans er så utrolig vigtig for mig. Jeg har en dyb fascination af mennesker, der kan stimulere mig intellektuelt, uden at jeg overhovedet er tiltrukket af dem seksuelt. 

Og det er sjovt nok helt ”lovligt”. Det er igen det her med, at tøjet bliver på.

Men din kæreste har ikke problemer med, at du har den slags dybe samtaler?

– Nej, for vi er så sindssygt forskellige. Han er håndværker og meget nede i sin krop, og jeg er overdrevent oppe i mit hoved. Mange af de ting, der interesserer mig dybt, interesserer ham simpelthen ikke. Og omvendt. Men vi anerkender hinandens sfære, og så har vi en fællesmængde.

Hvad er jeres fællesmængde?

– Vi fik for eksempel meget hurtigt en familie, det er den vigtigste fællesmængde. Og så har vi begge to en glæde ved naturen og en fælles humor.

Det store spørgsmål, når man taler om utroskab, er, om man skal gå hjem og fortælle sin partner om det. I Susans roman tager Lykke et par gange tilløb til at fortælle Jesper om det, men hver gang stopper hun sig selv.

– Det, der sker for Lykke, er, at hun egentlig godt er klar over, at det ikke ville være for Jespers skyld, hvis hun sagde det, det ville være for at lette sig selv. Og så kan man jo spørge, om det ikke er et dobbeltbrud på tilliden, når man både er utro og holder det hemmeligt? 

Jeg tror, at der er en vis ansvarlighed i selv at måtte rydde op i sit lort i stedet for bare at bede om tilgivelse. Jeg havde på et tidspunkt en veninde, som blev skilt, efter det kom frem, at hendes mand havde været utro. 

Bagefter har jeg tænkt, at jeg ville ønske, at det aldrig var blevet opdaget, for det gjorde dem begge to så ondt. Bare han dog havde holdt sin kæft og havde været lidt bedre til at leve med sig selv i stedet for at tørre sin dårlige samvittighed af på hende.

Er prisen for utroskab, at man må bære den alene?

– Ja, skylden og skammen er jo ens egen. Men i forbindelse med min research til romanen har jeg hørt flere sige, at de havde tænkt, at hvis de fortalte deres partner om deres utroskab, så ville han nok kunne tilgive, og så kunne de komme videre. 

Men hør her, det er jo først dér, det starter for ham. Så god fornøjelse med det.

Så din holdning er, at man skal lade være med at sige det?

– Jeg kan ikke sige noget kategorisk om noget, der er så komplekst, og jeg kan ikke give et råd, der gælder for alle. Det, jeg ønsker med min roman, er bare at gøre folk lidt nysgerrige på, hvad der ligger bag det enkelte tilfælde af utroskab. 

Vi har haft woke diskussioner om alt muligt i årevis, men lige på det her område er vi ikke særlig woke. Det er ret interessant, synes jeg.

LÆS OGSÅ

Sofie endte i sengen med en gift mand - og konsekvensen var større, end hun havde forventet

Jeg var faldet rigtig godt til i den landsby, min datter og jeg var flyttet ud til efter en barsk skilsmisse. For alle var så imødekommende og venlige, og mit liv var blomstret op. Alt det ændrede sig, da jeg en aften løb ind i Martin på den lokale kro. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.