Loise bor i en hytte uden indlagt vand og el – men omgivet af en køkkenhave, hvor hun dyrker al sin mad

… mellem eng og mose bor Loise Löhr i en hytte uden indlagt vand og el, omgivet af en selvforsyningshave, som hun har anlagt fra bunden. Her eksperimenterer hun med dyrkning og fermentering, mens hun nyder naturen og stilheden.

Hendes verden logo farv

Vejen til Loise Löhrs hus går over en ko-rist og fortsætter i et tilvokset hjulspor ind på en græseng med køer, som straks fatter interesse for den nyankomne. 

Flokken lunter nærmere og sætter så farten op, så det føles faktisk som en redningsplanke, da haven endelig kommer til syne – med endnu en korist foran til at stoppe dyrene.

Flasker med Loises hjemmelavede kombucha er sat på køl i en spand køligt brøndvand. Et elektrisk køleskab er ikke velkomment i Loises hjem.
Indgangene til køkkenhaven har Loise ind­rammet med portaler til ærter og bønner, som hun har bygget af grene fra haven, her flankeret af roser og lugtløs kamil­le. Pil og hassel egner sig til formålet. Bagved ligger engen med køer.

Loise bor midt på engen og er vant til køerne, som, på nær en ældre territorial førerko, er ganske fredsommelige. Til husets anden side ligger en mose omgivet af fugtig jord og træer, så af grundens 4.000 kvadratmeter er kun omkring 2.000 egnet til havebrug.

– Op til, hvor jeg har rug stående, er jorden så fugtig, at det sjapper, hvis man går der om vinteren, fortæller Loise.

Kampen mod bjørnekloen

Ud over den fugtige jord gjorde kæmpebjørneklo det vanskeligt at dyrke noget som helst, da Loise flyttede hertil for syv år siden, og dem har hun kæmpet med siden. I dag har hun dog ladet nogle stå som en illustration af, hvor kraftfuld en plante bjørneklo er. 

De tårner sig op i flere meters højde, imponerende, men også voldsomt invasive. Derfor skal de fældes inde længe ligesom alle de andre. Loise fælder tre gange om året for at få has på arten. Problemet er, at hvis moderplanten ikke får lov at blomstre, så kommer den igen, indtil den har blomstret, hvorefter den dør. 

Det gør udryddelsen til et langtidsprojekt – for blomstrer planten ikke, kommer den igen, og blomstrer den, risikerer man at få flere frø i jorden.

– Jeg flyttede ind om vinteren og fik at vide, at her var lidt bjørneklo, men da foråret kom, var de over det hele, for­tæller Loise. 

Den ekstremt invasive kæmpebjørneklo har Loise forsøgt at udrydde, siden hun flyttede hertil. Disse to har hun ladet stå som eksempel til billedserien her, men de skal fældes inden for kort tid. Den gamle campingvognen siger lidt om, hvor enorme planterne er.
Bag Loises hus ligger en skyggefuld terrasse omgivet af østrigsk fyr i krukker. Til venstre står en vinplante i en stor krukke omkranset af træstykker og halm, så den også fungerer som insekthotel.

– Første år ryddede jeg det område, hvor jeg nu har køkkenhave, og gravede bunker af rødder op, og så har jeg kæmpet mod den siden. Køer­ne derude gnasker heldigvis planten ned.

Egen brønd

Trods de hidsige planter er det lykkedes Loise at anlægge en have – med en stor køkkenhave, to små markstykker, i år til majs og græskar, en pergola til bønner, jordbær og blomster samt en lille dam. Det hele er dyrket med vand fra egen brønd, for rindende vand har huset ikke.

Vandet trækker Loise op med en stor zinkspand, og rundt om brønden står flere spande parat, som hun kan fylde, når der skal vaskes tøj eller vandes.

– Oprindeligt var her en gammeldags pumpe, men med sådan en tager det forfærdelig lang tid, siger Loise. 

– En dag gik håndtaget i stykker, og så åbnede jeg brønden og smed spanden i – og det var meget hurtigere.

Brøndvandet renser Loise med et kulfilter, som hun selv har lavet, og hun tjekker med måleudstyr, at det er rent nok til at drikke. Vandet har en temperatur på ni grader, og den kølige brønd bruges også af og til som køleskab, når Loise sænker ferske madvarer ned i en tætsluttende spand. 

For et elektrisk køleskab vil hun ikke have til at stå og summe i det lille hus.

Den blålilla ært ’Blauwschooker’ slynger sig om et hjemmebygget grenstativ. Når ærterne er høstet, kommer der bønner på stativet. Den stolte valmue våger over afgrøderne.
Forspirede planter står klar til udplantning. Spirerne til højre er dyrket i såkaldte planteruller, hvilket gør det muligt at have mange forspirede planter på lidt plads. Op ad huset vokser en vilter humle.
I jordbærbedet bruger Loise delvist formuldet træ som bunddække til at isolere om vinteren, så planterne holder sig grønne og kan lave foto­syntese til gavn for mikrolivet. Om sommeren holder det på fugten og hæver bærrene fra jorden.

Stilheden bevares

– Når det ikke blæser, er her helt stille. De eneste lyde er fra frøer og fugle. Der bor et glentepar i skoven, som dagligt er her og hilse på. Der er også flyttet et musvågepar ind, og om foråret kommer et ravnepar. 

Naturen, roen og havearbejdet er helende for Loise, som for nogle år siden fik en hovedskade, som hun stadig døjer med. Af samme grund går hun op i, hvad hun spiser, og i at dyrke sine afgrøder økologisk i jord gødet med egen kompost. 

Hun slapper af med havearbejdet og holder af at dyrke planter fra frø og eksperimen­tere med nye afgrøder, i år diverse græskar samt rug og de lange såkaldte meterbønner. Det hele med henblik på at få det meste af kosten fra haven.

– Jeg køber også lidt mælkeprodukter og nødder, men det meste af, hvad jeg spiser, har jeg lavet selv. Jeg er lidt sen på den i år, men det skal nok blive til noget. Til efterår og vinter har jeg rigeligt, siger Loise.

Vindmølle i køkkenhaven

Hendes planter står klar til at komme i jorden, når blæsten har lagt sig. De står i læ i hjemmelavede minidrivhuse og bakker på en overdækket terrasse, hvor Loise har dækket op med jordbær, ærter, fermenterede radiser og kombucha på mango og skovjordbær.

Næste projekt er et hønsehus med tangtag, inspireret af traditionen på Læsø. Desuden skal en mini-vindmølle sættes op som supplement til et lille solcellepanel monteret på en stol, som Loise bruger til at lade sin telefon og computer op med. 

Hendes to radioer kører på solcellebatteri og står lige nu og suger energi til sig. Som supplement har hun en lille transistorradio på batteri. Huset er sat op til strøm via et bilbatteri, men det bruger hun ikke så meget.

Minidrivhusene laver Loise af plastkasser, som hun stiller omvendt oven på tørrekasser, så de kommer op i højden, og der kommer luft nedefra. Når solen bager, letter hun på eller fjerner låget. En tørrekasse kan laves af en ramme brædder monteret med hønsenet. Bagved til højre høster Loises jævnligt fra sit bed med norske skovjordbær.
Loise får en del af sin strøm fra et solcellepanel, som hun har monteret på en stol, som kan placeres strategisk. Strømmen går til telefon, bærbar computer og lys i huset.

Ved havelågen, hvor Loises cykel er parkeret, holder også hendes firehjulstrækker.

– Da jeg flyttede herud, havde jeg en lillebitte bil. Jeg ville se, om det var noget for mig at bo her, men da der var gået et år, fik jeg en ordentlig bil, fortæller hun. 

– Det virker måske primitivt, men jeg har levet med det i så mange år, at jeg slet ikke opfatter det sådan, tværtimod. Jeg har mig tilpasset mig omgivelserne og lever i kraft af dem.

Loise slår følge det første stykke ud på engen, men køerne har trukket sig nu. De ligger roligt drøvtyggende i det fjerne og ænser os ikke. Alt ånder fred og ro, og hun går tilbage til den lille forunderlige tidslomme, hun har fundet her. 

Se mere til Loises haveliv på @mosen_og_loise