Dorte er samler og har genskabt sit ungdomsværelse
Sjove plastikfrugter i smykkeskrinet, Vi Unge-blade på bordet og en ikonisk fastnettelefon i reolen. Hos Dorte Dalsgaard Witterseh er et helt værelse indrettet som en farverig tidslomme fra 1980’erne.
I et værelse i en villa i Roskilde står en grå sofa med neonfarvet mønster.
På det tilhørende sofabord ligger en stak gamle Vi Unge-blade, og rundt omkring står små figurer, bøger og farverige artefakter og vækker minder om en tid, hvor kassettebånd, popmusik og pastelfarver fyldte ungdomsværelserne.
Vi er hjemme hos Dorte Dalsgaard Witterseh. Gennem de seneste fem-seks år har hun samlet så mange ting fra sit yndlingsårti, at hun til sidst besluttede at indrette et komplet værelse med 40 år gamle møbler, plakater og nipsting.
– Jeg er fra 1973 og var barn og ung i 1980’erne, og man siger jo, at det er netop det årti, man får en forkærlighed for, smiler Dorte.
– Det er jo der, hvor man fik sit første kys. Det gælder i hvert fald mig.
Wham på væggen
Dortes første kys vender vi tilbage til. Først skal videre rundt i værelset. For på væggen hænger der også billeder af kyssende par i klassisk firserstil – romantiske motiver, som mange sikkert genkender fra deres egne ungdomsværelser – og en Wham-plakat, som Dorte udpeger.
– Den plakat havde jeg glemt alt om, lige indtil jeg så den i en facebookgruppe, fortæller hun. – Jeg var bare sådan: Gud, den har jo hængt på mit værelse! Præcis den der! Så jeg skrev til kvinden bag opslaget, om hun ville sælge – og det ville hun heldigvis.
Dorte indrømmer gerne, at hun er samler og har svært ved at skille sig af med ting. I mange år gik hun med en ide om at lave et lille firserhjørne i stuen, hvor nogle af hendes egne minder kunne stå sammen med ting, hun havde fundet senere.
– Firserhjørnet blev aldrig til noget, siger hun. – Men i efteråret flyttede et af mine fire børn hjemmefra, og der blev et værelse ledigt, og så fik jeg ideen til at indrette det med alt, hvad jeg har samlet.
Alle Dortes samlerobjekter havde ellers ligget i kasser i årevis, men da hun åbnede dem igen for godt et halvt år siden, blev hun glad.
Et kys med duft
– For jeg havde glemt en stor del af det. Nogle få ting er fra min egen barndom, men jeg har så købt virkelig meget på DBA og Facebook og rundt om i genbrugsbutikker og på loppemarkeder, siger hun.
– Og jeg nyder at kigge på tingene og blive bragt tilbage til en anden tid.
For eksempel til det skelsættende første kys, som vi nok alle husker fra vores ungdom, og som for Dortes vedkommende blev udvekslet ved et busstoppested i 1988.
– Det var med en dreng, jeg kendte fra et fritidsarbejde, fortæller hun.
– Han var lidt ældre end mig, og han havde prøvet at kysse før. Men for mig var det helt nyt og spændende. Han duftede af den populære Jazz-parfume, som mange drenge brugte dengang, fortsætter hun og finder en sort-hvid parfumeflaske frem fra reolen.
– Det var den her.
Den mystiske ghettoblaster
Dufte er nok noget af det, der stærkest vækker minder, men generelt er det blevet en sport for Dorte at opstøve bestemte ting fra sin ungdom.
– Jeg har en god hukommelse og jeg har skaffet virkelig meget – fra hårelastikker med plastikfrugter til den ikoniske Salomon-skoletaske. Men der er også ting, jeg stadig mangler, for eksempel en særlig hårgele, siger hun og indrømmer, at hun sagtens kan bruge laaang tid på at opspore efter en bestemt ting.
– Lige nu leder jeg efter en særlig ghettoblaster. Jeg så den pludselig i en reklame og tog et billede af skærmen, og så skrev jeg til en samler for at høre, om han kendte modellen.
Men det gjorde han ikke, så jeg mangler stadig netop denne ghettoblaster.
Bipbipspil forbudt
På en hylde i firserværelset ligger en orange æske, som mange, der var børn i dette årti, nok vil genkende.
– Det er bipbipspillet Donkey Kong, siger Dorte, klapper spillet op og forklarer, at batterierne er fjernet, fordi hun er bange for, at de lækker.
Selv måtte hun ikke få bipbipspillet som barn, men nu har hun opfyldt sit barndomsønske i sit voksenliv.
– Jeg havde et andet bipbipspil, som jeg fik i julegave, men det var ikke Donkey Kong, som jeg ellers inderligt ønskede mig, husker hun.
Donkey Kong var – og er – et dobbeltspil med to skærme, og det kostede en del, fortæller Dorte, som heller ikke måtte få én af de populære, men også ret pebrede Ball-trøjer.
Bud efter blade
Visse firserlevn er blevet regulære samlerobjekter, og derfor ender Dortes jagt indimellem også i budrunder, hvilket stakken af Vi Unge-blade under sofabordet er et eksempel på.
– De skulle ikke være fra start-firserne og heller ikke slutningen; det skulle være dem fra midten af firserne, som jeg selv kan huske, forklarer Dorte, som fandt en sælger med 30 af de helt rigtige blade, som viste sig at være eftertragtede.
– Jeg havde det sådan: Jeg skal have dem! Jeg er ligeglad med, hvad det kommer til at koste, husker Dorte. – Til sidst stoppede den anden køber, og jeg fik bladene for omkring 500 kroner. Men jeg ville have givet 1.500 kroner for dem.
For Dorte er det ikke genstanden i sig selv, der betyder noget. Det er mindst lige så meget følelsen, der følger med.
– Når man endelig finder noget, man har ledt efter, og får det i hænderne – den følelse skal man ikke undervurdere, påpeger hun.
Cigaretterne mangler
Da Dortes firserværelse stod færdigt engang i januar, kunne hun se, at der stadig manglede et par ting for at gøre det komplet. Så hun lagde et opslag i en 1980’er-facebookgruppe, og folk blev så nysgerrige, at hun lagde et nyt opslag op med billeder af værelset og nærbilleder af alle tingene.
– Jeg troede, at det bare ville være sjovt for folk i gruppen, og havde måske tænkt, at det kunne få et par hundrede likes. Så det var vildt, at det endte med 3.000 likes og over tusinde kommentarer, smiler Dorte.
Kommentarsporet fyldtes hurtigt med minder fra folk, der kunne genkende tingene fra deres egen barndom, og mange skrev længere beskeder til Dorte, også for at tilbyde hende firserting, de selv havde liggende, og som kunne passe ind i samlingen.
– Nu begynder pladsen at være brugt op, så jeg tror, at kriteriet fremover skal være, at jeg har et konkret minde om tingen, fastslår Dorte.
– Jeg leder stadig efter nogle bestemte ting, for eksempel en pakke Prince-cigaretter, sådan en ti-pak. Jeg har aldrig røget eller ejet en pakke cigaretter, men den skal bare ligge der.
Og så leder hun efter noget, du måske også husker: Jenka- og Shake-tyggegummier. Men i den rigtige indpakning, hvor de var snøret i enderne.
– Men de kan nok blive svære at finde, siger Dorte.
Medmindre du derude har netop sådan et kulørt indpakket tyggegummi liggende? Hvem ved!