Smilende par sidder på køkkengulv mellem flyttekasser i ny lejlighed.

Er det dig, der rydder mest op? Så er du åbenbart ikke alene

Rod er et evigt diskussionsemne derhjemme - hvad enten det er legoklodser, sure strømper eller opvasken, der flyder. Men hvem er det egentligt, der roder? Det har Ikea undersøgt.


Nøglerne er forsvundet i bunker af papir på spisebordet, venstre fod smerter endnu engang, fordi du har trådt på en legoklods, og køkkenbordet bugner med dagsgammel opvask. Et scenarie, som de fleste vil kunne nikke genkendende til.

Vi har tidligere talt med oprydningsekspert Marianne Gammelgaard, om, hvordan du kan blive bedre til at rydde op. Men hvem er det, som skaber rodet i første omgang? 

En ny undersøgelse fra Ikea, som har spurgt 2.000 danskere på tværs af køn, alder og landsdele, er vi tilsyneladende ret enige om én ting derhjemme: Det er ikke mig der roder, det er alle de andre.

For kun 16 pct. peger på sig selv som den, der roder mest. Samtidig mener næsten halvdelen, at de selv rydder oftere op end andre i husstanden, og blandt familier med skolebørn og teenagere gælder det to ud af tre.

En anden ting, som undersøgelse også sætter fokus på, er den evige jagt derhjemme efter ting, som har forputtet sig - det kan være solbrillerne, som du var overbevist lå på kommoden i entreen eller sønnikes pas, der er væk fra skuffen med vigtige familiepapirer. 

Og det er faktisk noget, vi bruger en del tid på – nærmere bestemt i gennemsnit 25 minutter om ugen, hvor vi leder efter ting, og det kan både være vores egne ting, men også partnerens. 25 pct. oplever nemlig, at deres partner dagligt eller ugentligt beder om hjælp til at finde noget. 

Henriette Ekholm er indretningschef i IKEA Danmark og ifølge hende er pointen ikke, at vores hjem skal være ryddet hele tiden. Hverdagen må gerne kunne ses. Men de ting, der igen og igen ender i rodeskuffen, i entréen eller på stolen i soveværelset, har ofte brug for et bedre sted at lande.

– Mit bedste råd er at se på, hvor rodet faktisk opstår. Ofte fortæller bunkerne os noget om, hvor hjemmet mangler en funktion. Hvis tasker, ledninger eller papirer altid lander det samme sted, er det måske dér, de skal have en fast plads, siger Henriette Ekholm, og fortsætter:

– Det kan være en kurv til de løse ting i stuen, et sted til opladere og nøgler i entréen eller en skuffe til de papirer, der ellers flytter rundt fra bord til bord. Det handler ikke om at skabe et perfekt hjem, men om at gøre tingene nemmere at finde, bruge og lægge tilbage igen, siger Henriette Ekholm.