Svævede mellem liv og død: Jannick var indlagt i seks måneder
Jannick Weidemann var ude for en trafikulykke som barn, der var tæt på at koste ham livet.
Jannick Weidemann, 35, er en af de 20 håndplukkede deltagere i årets "Robinson". Jannick er med for at udfordre sig selv og vise sig selv, at han godt kan gennemføre så hård en ekspedition, selvom han har haft en svær start på livet.
Artiklen fortsætter under videoen.
Da Jannick var kun syv år, blev han påkørt af en mindre lastbil i en højresvingsulykke på Østerbro.
– Det resulterede i, at jeg punkterede begge mine lunger og fik kraniebrud. Jeg lever derfor i dag med halvanden lunge, fordi de skar et stykke af min højre lunge, fortæller Jannick og uddyber, hvor alvorlig ulykken var.
– Mit hjerte stoppede seks gange, så jeg svævede mellem liv
og død. Jeg lå koma i 14 dage. Man vidste ikke, om jeg ville vågne og
være hjerneskadet. Det gjorde, at jeg mistede evnen til at gå og svømme, og jeg
sad i rullestol og var indlagt på Rigshospitalet i seks måneder.
Artiklen fortsætter under billedet.
Selvom Jannick kun var syv år, så husker han tydeligt tiden fra ulykken.
– Jeg kan huske det en til en, hvad der skete. Jeg kan huske smerterne, og hvordan det var at komme igennem. Jeg kan huske det hele. Så det har været forfærdeligt, siger Jannick der fik professionel hjælp til at klare sig videre i livet.
– Når man kommer 12 måneder bagud som dreng, så er det svært
at finde tilbage igen, så det gav en del udfordringer i skolen, men jeg fik den hjælp,
jeg skulle have, og jeg er et godt sted i dag.
Artiklen fortsætter under billedet.
At Jannick mangler halvdelen af den ene lunge er ikke noget, han lader sig begrænse af.
– Jeg kan ikke mærke, om jeg har svage lunger, da jeg ikke kan huske, hvordan det er at have to, men jeg føler nogle gange, når jeg træner, og jeg møder nogle, der kun lige er startet med at træne, så indhenter de mig hurtigt, siger Jannick.
Hvordan Jannick klarer sig i "Robinson", kan du se hver mandag kl. 20.00 på TV3 eller Viaplay.