Julius Winther Mygind

Blev taget ud af "Korpset": Lægen tog fejl

Det kom som en stor overraskelse, da Julius Mygind pludselig blev taget ud af programmet på grund af en sprunget trommehinde. 

logo herognu HER&NU HN

Allerede i første afsnit af "Korpset" kæmpede 34-årige Julius Mygind med en skade, da han under de første øvelser fik en fibersprængning.

Derfor kom det som en stor overraskelse, da han i andet afsnit pludselig opsøgte lægen med en anden skade. 

Artiklen fortsætter efter videoen. 

Og det var netop den skade, der satte punktummet for Julius' deltagelse i programmet, da lægen vurderede, at hans trommehinde var sprunget.

Øreproblemet opstod under en vandøvelse, hvor aspiranterne blandt andet skulle dykke efter et våben. En øvelse, der varede meget længere, end man ser på tv. 

– Vi ligger og træder vande i en time og dykker ned flere gange. Og flere folk bryder sammen og får druknefornemmelse, fortæller Julius og tilføjer, at han selv finder tryghed i vand, og derfor klarede øvelserne godt. 

"Den var slet ikke sprunget"

Derfor blev han også tydeligt berørt, da han fik besked på at aflevere sit nummer, og endnu mere da han dagen efter fik en overraskende besked hos ørelægen.

– Jeg var hos en ørelæge klokken otte om morgenen, og så sagde han, at den slet ikke var sprunget, fortæller Julius, der blev taget ud på grund af det, han kalder en fejlvurdering.

– Folk laver fejl, og sådan er det, men når man har arbejdet med noget i så lang tid, er det hårdt at sluge, at man blev taget ud på en vurdering, som varede ti sekunder i et telt, og som desværre ikke var rigtig.

Han har samtidig forståelse for, at produktionen ville passe på deltagerne, men havde ønsket, at de var gået mere i dybden.

– Jeg bebrejder ikke nogen. I situationen skulle de selvfølgelig passe på os. Men dagen efter fik jeg at vide, at trommehinden ikke var sprunget. Det var sindssygt svært at acceptere, fordi jeg vidste, at jeg stadig havde mere i mig, fortæller Julius.

TV 2: Sikkerheden er utrolig vigtig

Om episoden, udtaler Mads Volck, TV 2s redaktør på "Korpset - gjort af det rette stof" følgende: 

– Sikkerheden for vores medvirkende er utrolig vigtig, og da vores læge i programmet vurderer, at Julius har sprunget trommehinden, er den eneste rigtige beslutning på det tidspunkt at tage ham ud af programmet. Det er selvfølgelig virkelig ærgerligt for både Julius og programmet, men alternativet havde været uforsvarligt, velvidende at der fulgte flere udfordringer under vand. 

– Og det er sådan: Når du bliver taget ud af 'Korpset', er du desværre helt ude.

Ville nå grænsen

Det er derfor med blandede følelser, at Julius nu genoplever oplevelsen på tv. Han føler nemlig ikke, at han nåede at finde ud af, hvor langt han egentlig kunne presse sig selv.

– Jeg ville gerne have mødt den grænse, hvor jeg virkelig var ved at knække, fortæller han. 

Og selvom Julius ikke føler, at han nåede helt derud, blev han alligevel presset af sin fibersprængning, som han beskriver som den værste smerte, han nogensinde har oplevet. 

– Vi havde jo halvanden times øvelser, hvor vi skulle stå i nogle statiske stillinger og sådan noget. Og der græd jeg. Tårerne væltede ned ad mine kinder. Det var en vild oplevelse, fortæller Julius og pointerer, at han dog på intet tidspunkt overvejede at melde fra. 

Derfor er det heller ikke helt uden vemod, at han nu skal følge med i de kommende afsnit. 

– Det bliver lidt hårdt at se, hvad man er gået glip af. Men jeg glæder mig og hepper selvfølgelig på dem, fortæller han afsluttende.